I dette sidste kapitel, vil jeg kort sammenfatte de holdninger, som kom til udtryk hos både Socialdemokratiet generelt og hos Julius Bomholt specifikt omkring arbejderkultur og arbejdersang. Derudover vil jeg problematisere og diskutere Bomholts afstandtagen fra borgerlig kultur set i lyset af, at arbejderne gerne ville synge – og faktisk fik lov til at synge – nationalromantiske sange. 

Endelig vil jeg sammenfatte de forskellige udtryk, jeg ser, arbejdersangen repræsenterede, samt også se på, hvilken betydning sangen havde for arbejderne – herunder også det nationale og sociale perspektiv. Sluttelig vil jeg i kapitlet konkludere på hele specialet.

Socialdemokratisk kulturpolitik
For at opsummere, så ændrede Socialdemokratiets politik sig i begyndelsen af sidste århundrede – fra at have været et parti med revolution og klassekamp på programmet, gik de over til at agitere for "…en demokratisk samfundspolitik…" (Stauning i 1924 i Braskhøj 1976, s. 99) og til at føre "…en Politik på Lovens Grund…" der "…bekæmper den Diktaturbevægelse, der bærer Navnet Kommunisme … og de forskellige Former for Fascisme, som nu er dukket op her i Landet…" (Manifestet Danmark for Folket! 1934).

Partiets linie var på den måde klar – og man forsøgte at favne så mange vælgere som muligt for at vinde magten. Arbejderne var ikke nok, man måtte også se sig om efter andre, nemlig "…Industriens og Landbrugets Arbejdere, til Gaardmænd, Husmænd, Fiskere, Tjenestemænd og Næringsdrivende i Handel og Haandværk, til alle Haandens og Aandens Arbejdere…" (Manifestet Danmark for Folket! 1934).

Kulturpolitisk holdt det officielle Socialdemokrati lav profil – den eksisterende borgerlige kunst og kultur var god nok for folket. Der var dog nogle – især på venstrefløjen – som ønskede, at arbejderne skulle have deres egen kultur. En af dem var Julius Bomholt, der i sin bog Arbejderkultur fra 1932 slog et kæmpeslag for erstatningspolitikken. Den borgerlige kultur "…var gennemsyret af 'Kapitalismens Aand'." (Bomholt 1932, s. 108) og ønskede ikke at arbejderne skulle overtage "…tarvelige Kopier af de bedrestilledes Verden, præget af Tilpasning og Efterligning." (Bomholt 1932, s. 96). 

Det, Bomholt i sin bog kalder passiv kultur, levn fra svundne tider og tomme vaner er netop det, folket på dét tidspunkt gerne ville have. De føljetoner om hertuger og baroner, som Bomholt tager afstand fra i sin beskrivelse af den borgerlige kultur, finder jeg dilettant-rollehæfter til i arbejdersangkorenes arkivalier, bl.a. på Lokalhistorisk arkiv i Nibe. Titler som Børsbaronen eller Den glade Kobbersmed samt Knægten skal paa Landet taler sit eget helt tydelige sprog, men viser også – som Svend Aage Andersen i sin afhandling fra 1982 skriver – at arbejderbevægelsen netop accepterede arbejdernes ønsker ved at lade dem opføre disse dilettant-komedier. Partiet havde ikke et ønske om at skride ind og forbyde dette. 

Bomholt ønsker, at der skal skabes det, han kalder en "…Arbejderkultur i Ordets egentlige Betydning…" (Bomholt 1932, s. 61), hvilket historikeren Jens Engberg kalder for et dødfødt projekt. Ifølge Engberg kunne Bomholt argumentere for arbejderkultur på arbejdspladsen – men derudover mener Engberg ikke, at Bomholt kunne ændre de allerede borgerliggjorte arbejdere. Håbløst, siger han, fordi arbejderfamilien allerede havde indrettet den ene af deres to stuer som "…borgerlig stadsstue med nips og fint porcelæn, far i jakkesæt, mens mor skænkede kaffen, og de fint opstadsede børn demonstrativt læste på de lektier, som var adgangsbilletten til den rigtige borgerlige kultur." (Engberg 2002, s. 11), og refererer til billedet fra omkring 1930 (vist herunder). Billedet som blev brugt til at hverve abonnenter til Fyns Social-Demokrat, illustrerer også godt de linier af Oskar Hansens Når et dagsværk er endt, som idylliserer den borgerlige idyl med stuernes fred, børnene på skødet og inderlig lykke, som omtalt side 48-49). 
 
 

Netop dette billede af arbejderne som nogle, der ønskede at overtage de borgerlige dyder, er en fin repræsentant for sociologen Anthony Smiths etno-symbolske paradigme, som jeg har beskrevet tidligere. Arbejderbefolkningen er, som jeg ligeledes har nævnt før, bønder af afstamning, så derfor er det naturligt, at deres følelser, erindringer, myter og symboler stadig lever i dem, og man kan ikke med en udefra kommende kulturpolitik forsøge at ændre denne indlejring. Det vil derfor virke kunstigt at påtvinge dem en arbejderkultur, idet deres ophav har været så anderledes. 

Arbejdersangen kommer i nogen grad til at være den arbejderkultur, som Bomholt gerne så skabt. Jeg skal dog ikke afvise, at det lykkedes – idet der, som jeg også har skrevet om, både blev skrevet, komponeret og sunget mange arbejdersange – og de blev brugt som socialistisk og revolutionær agitation (især inden for venstrefløjen), men det karakteristiske i de fleste sangkor og ved de stævner, jeg har gennemgået i perioden 1916-1940, var, at hovedparten af sangene var borgerlige og handlede om Norden, naturen, det historiske, folkeånden og andre nationalromantiske emner.

Arbejdersangen repræsenterede fra slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet den officielle politik, som Arbejderpartiet/Socialdemokratiet førte. Sangen beskrev de dårlige forhold, arbejderne havde og opfordrede til revolution og klassekamp. Men med det kursskifte i politik, som Socialdemokratiet lagde fra 1. verdenskrig og frem samt den krise, der indtraf i af 1920’rne og Hitlers magtovertagelse i 1933, ændredes også valget af de sange, som blev sunget ved arbejdersangstævnerne. 

Når der er nedgangstider, eller landet har ydre fjender, vender vi os som beskrevet indad og synger om nationalromantiske emner samt hylder vores land i stedet for at gå til modværge eller sågar kamp for landet eller bedre vilkår. Socialdemokratiet og dets vælgere forstod vel bare hinanden – de havde indgået en stiltiende accept af, at sådan skulle det være, og sådan ville man gerne have det, hvilket bl.a. fremgår af forordet i 1947-udgaven af Arbejdersangbogen. 

Arbejderne var lige som alle andre danskere opdraget med de borgerlige værdier, den Grundtvigske ånd og nationalromantiske sange. Det var først, da man udefra blev påvirket af et arbejderklasseparadigme med klassekamp, paroler og marcher, at man i Danmark på samme måde som andre steder også ønskede en kultur bestemt for denne klasse som man dermed mere eller mindre kunstigt forsøgte at skabe.

Jeg har en forståelse for, at den nye arbejderklasse havde et behov for kultur (herunder sange), der kunne sikre en fællesskabsfølelse som modpol til det eksisterende borgerskab, hvor man i solidaritet søgte at sikre sig bedre vilkår – men efter at dette blev opnået i løbet af første halvdel af 1900-tallet virker det noget bedaget, at søge ind til en arbejderkultur, der for mig virker kunstig og uden en egentlig mission. Det fremgår da også af mine undersøgelser af sangstævner, arkiver og indholdet af Arbejdersangbogen, at man faktisk ønskede at omgive sig med den allerede eksisterende og indlejrede borgerlige kultur, og det kommer fint til at repræsentere Bomholts tidligere nævnte skisma med, at en ”…praktisk kulturpolitisk Linie maa klogt afveje Hensynet til det ideelt ønskelige og det øjeblikkelige Behov”. (Bomholt 1932, s. 177).

Den nationale sangskat kommer på den måde til at repræsentere et folk, der i en svær tid fandt sammen om en indre flamme i form af Grundtvig, Ingemann, Drachmann, H. C. Andersen og Oehlenschlaeger og vendte omverdenen ryggen, hvilket meget godt går i tråd med Socialdemokratiets afstandtagen fra såvel fascisme som kommunisme. 

Hvis jeg skal drage en parallel til i dag, kan det godt virke som om, vi befinder os i en tilsvarende indadvendt nationalisme, hvor vi igen dyrker Gud, konge og fædreland bl.a. – som nævnt i indledningen – i form af en Kulturkanon for at vende resten af verden ryggen, og mene vi er sig selv nok. Brian Mikkelsen udtalte netop som baggrund for kanonen, at den skal ”…forbedre borgernes muligheder for at stifte bekendtskab med det umistelige i vores kulturarv, ligesom den skal styrke kendskabet til vores egen historie.” (Fra Kulturministeriets hjemmeside 7. januar 2006: http://www.kum.dk/sw22950.asp). 

For Bomholt er sangen baseret på den kollektive interesse og det at gøre mennesket til bærer af en socialistisk kultur – og på samme tid en kollektiv kunstart med en social værdi. Han skriver i sin bog, at socialismen tilstræber fællesskabet, der er større end individet og liberalismen, hvilket bl.a. kommer til udtryk i det samvær, der etableredes i arbejdersangkorene og ved sangstævnerne. 

Solidariteten kommer meget klart til udtryk i de forskellige love for arbejdersangkorene, bl.a. med Lyrens rejsekasse, der skulle sikre mindre bemidlede medlemmers deltagelse i stævner samt kontingentfritagelsen for syge og arbejdsløse – og samværets betydning lyser ud af billederne fra mine farforædres scrapbøger.

Det sociale samvær var vigtigt – måske endnu mere i en tid, hvor midlerne var knappe – og jeg finder det opløftende at læse i forhandlingsprotokoller, jubilæumsskrifter og avisartikler om stævner, udflugter, kaffeborde og baller, hvor såvel arbejdere som deres familier deltog. Ofte oplever jeg i dag, at vi har nok i os selv, har travlt med hvert vort liv; stress er blevet en folkesygdom – og der er ikke plads til den solidaritet, jeg har set beskrevet, mens jeg har arbejdet med dette speciale.

Socialdemokratiet havde ikke de store kulturpolitiske visioner på dette tidspunkt – der var mindre ideologiske diskussioner om, hvorvidt man skulle overtage de borgerlige kulturgoder eller på mere revolutionær vis lade dem erstatte af en egentlig arbejderkultur. Sidste mulighed var højskolemanden Julius Bomholt fortaler for, idet han i sin bog Arbejderkultur fra 1932 kalder den borgerlige kultur for værende statisk, passiv og ligefrem næsten sygelig pessimistisk og pervers. I stedet plæderer han for kulturel klassekamp med etablering af et tempel for store ideer, socialisering af kulturmidlerne samt skabelse af bl.a. arbejderlitteratur, arbejderteater og arbejdersang, hvilket han dog i samme åndedrag må tilstå, måske ikke kan lade sig gøre, fordi han lige som resten af Socialdemokratiet klogt må afveje det i forhold til det ønskelige behov.

Noget Bomholt dog særligt fremhæver, var arbejdersangen, som han kalder en kollektiv kunstart med en social værdi. Arbejdersangen var en tradition fra midten af 1800-tallet, hvor den begyndende klassebevidsthed lod sig udtrykke i sang. Det var traditionelle folkesange og populære viser sammen med borgerlige klubsange samt studentersang, der var inspirationskilde til arbejdersangen. Man organiserede sig i sangforeninger – eller arbejdersangkor – og der blev udgivet forskellige sangbøger med nye og gamle sange. 

Der var i første halvdel af 1900-tallet en stigning i antal af arbejdersangkor, som blev omdrejningspunkt for et liv med bl.a. ugentlige øveaftener, sangstævner og udflugter. I arkiverne hos bl.a. arbejdersangforeningen Lyren i Nibe i Nordjylland – hvor min farfar var medlem fra foreningens oprettelse i 1932 – har jeg fundet beskrivelser af disse arrangementer, som viser, at på trods af nedgangstider, blomstrede livet i og omkring foreningen – men også, at disse medlemmer ønskede at omgive sig med dilettantkomedier om småborgerlige emner, samt at sangene, jeg fandt tekster til, i stor udstrækning var nationalromantiske og borgerlige – samt skålsange.

Man skulle tro, at der ved et arbejdersangstævne blev sunget arbejdersange, samt at størstedelen af Arbejdersangbogens sange var deciderede arbejdersange. Dette er ikke tilfældet. Jeg har analyseret 102 sange sunget på 9 arbejder- og alsangsstævner i perioden 1916 til 1940, og er kommet frem til, at størstedelen af de sungne sange var nationalromantiske og havde temaer, der kredsede om Norden, Danmarks historie og naturen. Derimod blev der ikke sunget særlig mange arbejdersange – 17 % af sangene havde en tema, der kredsede omkring solidaritet og arbejdernes vilkår, mens 63 % havde naturen som tema og 42 % var deciderede nationalromantiske sange.

Dette valg af sange til stævner ser jeg som spejl på den officielle socialdemokratiske politik i samme periode, og sangene kommer til at repræsentere en kærlighed til Danmark, sproget, ånden og kulturen. 

Socialdemokratiet havde en forståelse for, at arbejderne ønskede at synge nationalromantiske sange frem for deciderede arbejdersange – man var fælles om kærligheden til landet, naturen og historien – og på den måde kunne partiet også tiltrække flere vælgere.

Arbejderne var oprindelig bønder – og havde ikke et udbredte ønske om at skabe en decideret arbejderkultur. De ønskede, som de fleste andre danskere, en borgerlig stadsstue med nips – og teoretisk kan dette anskueliggøre filosoffen og sociologen Anthony Smiths nationalismeteorier om etno-symbolisme, hvor eliten (her Socialdemokratiet) indgår i et kulturelt folkeligt fællesskab med de lavere lag (her arbejderne). 

På trods af, at der var krise i 1930’erne, og man ønskede at synge nationalromantisk, samledes arbejderne omring sangkorene og indgik i fællesskab af social og solidarisk karakter med kontingentfrihed til arbejdsløse og syge – og hvor rejsekasser betalte for disses udflugter og rejser til stævner. Danskerne søgte sammen i nedgangstider og hyldede det nationale, mens man solidarisk delte, hvad man havde og satte det sociale samvær i form af fællessang, udflugter og baller i højsædet.

Mothers name is a heavenly sound.
The Danish labour song considered as a nationalist, romanticized reflection of social democratic policy 1916-1940.

At the beginning of the 20th century, the Danish Social Democratic Party started to grow, but instead of agitating revolution and class struggle, as done earlier, the party now wished to gain power by applying the democratic principles of the existing bourgeois society. 

In 1932, Julius Bomholt, a prominent member of the party, argued in his book Labour Culture for a replacement of the existing bourgeois culture. In stead, he wanted the working class to have a culture, which was defined and created by its own members.

His vision was not popular with the party, since this kind of policy was feared to frighten off voters, and therefore the official policy was to take on the already existing culture.

From the 1850s onwards, local choral societies, singing labour songs, were established.  In the early days of the choirs, they mainly sang international labour songs and songs praising freedom and equal rights. During the period I have investigated (1916-1940), the societies also arranged rallies or large meetings where labour choirs were singing various songs in public, and of the 9 rallies and 102 songs I have analysed, the majority consisted of old Danish nationalist and romantic songs, and songs about Danish history, nature, and the Nordic countries. Some were even hymns.

The interesting thing about this analysis is, that the workers themselves preferred to sing romantic, nationalist songs rather than labour songs – which was accepted by the Social Democratic Party. In the same way the main party changed its direction, from having a revolutionary ideology to entering into bourgeois conditions, then the workers grew more and more fond of singing patriotic songs that paid tribute to the beauty of the country.

Despite the crises in the 1930s and the wish for singing patriotic songs, I have disclosed, that there existed an extensive solidarity among the workers in the choirs. Unemployed and sick workers were getting help to pay subscriptions and excursion fees.