I dette kapitel vil jeg først lave en kort gennemgang af arbejdersangens historie og komme ind på den måde, sangen blev organiseret på – samt på de sangbøger, der blev trykt. Dernæst vil jeg se på arbejdersangkorene og udviklingen i medlemstallet og forsøge at komme med forklaringer på stigninger og fald. Så vil jeg ud fra de kilder, jeg har, undersøge de forskellige sange, der blev sunget og i den forbindelse analysere indholdet af nogle af dem samt se på i hvilken forbindelse de har optrådt.

For at se på hvilke sange, der er blevet sunget, har jeg valgt at kigge på de landsstævner, der blev afholdt fra 1916 til 1940. Jeg vil ud fra den ovennævnte analyse af sangene forsøge at fremhæve de forskelle, der var på repertoiret på disse stævner. Endelig vil jeg se på den symbolværdi de enkelte sange, stævnerne og samværet havde for såvel sangerne og deres familier samt omverdenen.

Til at belyse dette, har jeg dels anvendt sangtekster, jubilæumsskrifter, annoncer fra dagspressen samt lokalhistorisk arkivmateriale for enkelte kor. Jeg har koncentreret mig om kor i Nordjylland – nærmere bestemt Nibe og Aalborg, især fordi min farfar sang i Arbejdersangkoret Lyren i Nibe.

Arbejdersangene afspejler arbejderbevægelsens historie. De egentlige sange opstod samtidig med, at arbejderne begyndte at organisere sig som klasse – og er udtryk for den begyndende klassebevidsthed. På samme tid som naturalismen med dens forkyndelse af de borgerlige frihedsidealer bliver den herskende åndsstemning i den borgerlige kulturkreds, opstår der mere upåagtet en tilnærmelse til en kollektiv udtryksform fra arbejderbevægelses side.

En del sange er startet som lyrisk arbejderlitteratur, og fordi det var skrevet i faste strofer, var det let at sætte musik til. Men uanset formen, har al lyrikken tydeligvis været beregnet til fremsigelse i større forsamlinger: som prolog til stævner eller en konference, som led i mødeunderholdning m.v. – og kom også til udtryk i talekorets blanding af lyrik, sang og teater. 

Arbejdersangen har som genre den fordel, at den har været usædvanlig velegnet til at indgå organisk i arbejderbevægelsens samværsformer, således enhver art af møder, forsamlinger, optog og demonstrationer. Arbejdersang er fællessang og udtrykker således ved selve sin fremførelse fællesskabets, solidaritetens ide. Det svarer nøje til sangenes indhold, hvor oftest (men langtfra altid) vi-formen anvendes i forbindelse med en beskrivelse af klassens samfundsmæssige situation, en appellerende understregning af klassesolidariteten, en fremsættelse af klassens krav og en forudsigelse af fællesskabsideens fremtidige sejr. (Agger 1982, s. 327). 

Julius Bomholt har samme betragtninger omkring arbejdersangen, hvilket jeg også har beskrevet før. Han skriver i sin bog Arbejderkultur, at "…Også Sangen er en kollektiv Kunstart. Den vinder i Skønhed, naar den synges af mange." (Bomholt 1932, s. 163). Han skriver videre, at "…Enhver Folkebevægelse, der er i Vækst, maa bruge Sangen som Løftestang … Den gamle Folkesang er saa langt fra død; den har kun skiftet Tekst." (Bomholt 1932, s. 164).

Arbejdersangens oprindelse udspringer fra mange forskellige traditioner: En af disse var folkesange og populære viseformer. En anden var den borgerlige klubsang fra 1700-tallet, en tredje den demokratiske, skandinaviske studentersang fra 1840'erne, en fjerde den grundtvig'ske sangtradition, en femte populære fædrelandssange med et vist progressivt islæt. Fædrelandssange af mere reaktionær, nationalistisk og militaristisk art blev udelukkende inddraget ved at blive forsynet med en eksplicit satirisk og/eller ideologikritisk tekst. (Agger 1982, s. 328).

Den til dato mest kendte og brugte arbejdersang i er U. P. Overbys Snart dages det, Brødre, det lysner i øst fra (uden år), som oprindelig hed Socialisternes March til musik af C. J. Rasmussen. Gunhild Agger og Anker Gemzøe karakteriserer i deres antologi Arbejderkultur 1870-1924 sangen som en vellykket forening af realistisk beskrivelse af det moderne proletariats eksistensvilkår og en art programmatisk præsentation af en socialistisk arbejderbevægelses idégrundlag. Endvidere udtrykker sangen den spontane, 'mytiske' følelse af, at menneskeheden står ved et vendepunkt i verdenshistorien, og den rummer derfor ingen modsætning mellem forsvarskampens umiddelbare opgave og det revolutionære fremtidsmål. Proletariatets eksistenskamp er umiddelbart revolutionær. (Agger 1982, s. 330).

I 1886 udkom Sangbog for socialdemokratiske Arbejdere – en 478-siders bog opdelt i 4 afsnit med såvel et forøget kvantum socialistiske sange og digte (særligt beskrevet er fagbevægelsen og dens stigende dominans), men også forenings- og håndværkersange samt humoristiske viser (især politisk-satiriske sange fra revyer). (Agger 1982, s. 332). 

Lyrikeren Edvard Søderberg udgav i 1900 sin bog Gadens Digte, som blev populær i arbejderkredse, og der blev også sat melodi på flere af dem; en af dem er I Danmark ligger der hus ved hus, som er en hyldest til de "…tusinde smaa Huse på Rad…", duften af "…Middagsmad…" og de "…tusinde Smaa, der stedes i Strid / og vinder kun Fod for Fod…" fremmaner billedet af det fattige, men pæne småborgerskab, der nu begynder at slutte op i Socialdemokratiets rækker. (Agger 1982, s. 334-335).

Efter 1900 udkom Arbejderungdommens Sangbog i 1910, hvor der er en del Jeppe Aakjær-sange og –digte. Fagoppositionens Sammenslutning udgav i 1918 deres egen sangbog De revolutionære Arbejderes Sangbog, som hovedsageligt består af de tidlige, klassiske arbejdersange og peger i tendens hen imod DKP's Revolutionær Sangbog fra 1928, hvor hovedindholdet er oversatte sange, der ikke har nogen umiddelbar tilknytning til den danske klassekamp og den danske arbejderklasses erfaringer. (Agger 1982, s. 335).

Med udgangspunkt i Esbjerg Arbejderhøjskoles oprettelse blev der udsendt en sangbog (Den røde Højskoles Sangbog, 1920), hvor højskole-sangtraditionen optog en hel del plads. Dette var begyndelsen til en udvikling, der kulminerede med AOF's Arbejdersangbogen i 1926, men som samtidig er begyndelsen til ændring og forskydning af sangtraditionen og dens klassetilknytning. Over halvdelen af sangene i Arbejdersangbogen er i folkehøjskoletraditionen (herunder også rene borgerlige fædrelandssange), hvilket jeg kommer mere ind på i afsnittet om sangene i denne bog. (Agger 1982, s. 336).

Der lød kritik fra venstrefløjen over indholdet af Arbejdersangbogen, og fra den kant blev der derfor udgivet flere revolutionære sangbøger i 1932 og 1933. Typisk for disse sange er den skærpede militære holdning – og det er klassekampen og revolutionen, der står i centrum. (Ilsøe m.fl. 1974, s. 83). 

Ideen om sangforeninger udsprang af de gamle laugs- og håndværkersangforeninger, der sammen med Studentersangforeningen (stiftet 1839) prægede korsangen i Danmark. (Poulsen 1950, s. 19). Det første arbejdersangkor i Danmark (og i Norden) var Typografernes Sangforening, der blev stiftet 28. januar 1846. Fra sin første tid må denne forening dog betragtes som en borgerlig forening, idet den havde været en håndværkerforening, men den blev efterhånden overtaget af socialdemokratisk sindede svende (Poulsen 1950, s. 19 og Agger 1982, s. 336-337). 

Et andet tidligt kor var Raadvad Sangforening, der stiftedes 27. september 1862, udelukkende af smede og metalslibere på Raadvaddam Fabrikker. Dette sangkor blev som andre tidlige kor arnested for den stedlige arbejderbevægelses organisering og fik en utvetydig politisk og klassemæssig karakter. Senere fulgte Tobaksarbejdernes Sangforening (1867), Murersangforeningen Constantia (1868) og Cigararbejdernes Sangforening (1872).

Allerede i 1859 var der tale om at lave en sammenslutning af foreninger i københavnsområdet. Malersangforeningen opfordrede i 1859 til, at alle københavnske sangforeninger skulle samles til møde 3. marts. Det var både arbejdersangkor og andre sangkor, i alt 12: ”Arion, Brage, Concordia, Dania, Det gode Minde, Enigheded, Elvira, Håndværker-Sangforening, Maler-Sangforening, Odeon, Typografernes Sangforening, Ydun.” De samlede københavnske Sangforeninger blev herefter etableret og holdt deres første samlede koncert – en sangfest – den 10. juli 1859. (Hye-Knudsen 1948, s. 18).

Dette var indledningen til en egentlig organisering af sangkorene. Det var De samlede københavnske Sangforeninger der tog initiativ, og der ”…etableredes frugtbringende og venskabeligt Samarbejde med jydske, fyenske og sjællandske Sangforeninger paa Sangstævner i Aarhus, Aalborg, Odense, Svendborg og København.” (Hye-Knudsen 1948, s. 18). 

Tallene dækker ikke samme periode, men man kan jf. figur 2 på næste side se, at der alligevel er en tendens til, at udviklingen i København og resten af landet følges ad.

Samlet kan man ud fra bilag 2 se, at størrelsen på de danske arbejdersangkor er steget en smule fra 1918 og til 1950, dog har gennemsnittet på landsplan fra 1925 til 1940 været det samme (23-24 medlemmer pr. kor), hvorefter der sker en stigning frem til 1950 (op til 30 medlemmer pr. kor i gennemsnit). 

Figur 2
 

Figur 3

På landsplan er antallet af arbejdersangkor næsten fordoblet på 25 år (fra 65 i 1925 til 126 i 1950) og medlemstallet er lidt mere end fordoblet i samme periode (fra 1500 til 3765). Perioderne med mest fremgang har været op til – og i løbet af – 2. verdenskrig samt i årene lige efter. Størst fremgang er der fra 1940 til 1941 (19,4 %) og fra 1943 til 1944 (9,2 %) samt fra 1945 til 1946 (9,8 %). Tilbagegang har korene også haft, og det var primært fra 1930 til 1931 (fald på 6,3 %).

Kigger man nærmere på stagnationen og tilbagegangen omkring 1930 og sætter det op grafisk overfor prisudviklingen på samme tid får man 2 grafer, der ligner hinanden (se figur 4). Hvis 1929 sættes til 100 sker der næsten samme procentvise fald og stigning i antal medlemmer og pristallet. Arbejdersangkorenes organisation var da også godt klar over denne nedgang: "De økonomiske Forhold i D. s. k. A (De samvirkende københavnske Arbejdersangkor) var for Tiden ikke de bedste … Ved de store Arrangementer svigtede Sangerne og mødte ikke op i det Antal og med den Begejstring, som førhen. For en stor Dels Vedkommende var det den store Arbejdsløshed, der gjorde sig gældende." På generalforsamlingen i marts 1931 betegnede formanden "…da ogsaa det tilbagelagte Aar som det mørkeste i Sammenslutningens Historie." (A.C. Poulsen 1943, s. 74-75).

Figur 4

Lokalt spillede andre ting sikkert ind. Arbejdersangkoret Lyren i Nibe blev først oprettet i 1932, så det led ikke under de samme medlemsnedgange som andre steder – men Lyren havde krise i 1936, da 15 ud af de 28 medlemmer var i restance – så arbejdsløshed og pengemangel mærkedes også her. Medlemstallet i Lyren går derefter ned, indtil det stiger i 1940, som også er det tidspunkt, hvor der indføres passivt medlemskab af foreningen.

Nedgangen i landets samlede medlemstal ændredes fra et fald på 6,3 % i 1931 til en stigning i 1932 på 2,8 %. Herefter stiger medlemstallet år for år – og der sker først et fald i medlemstal igen i 1950 (dog kun 0,3 %). Denne stigning i 1932 sker på trods af, at der på samme tid i København er et fald i medlemmer på 4,2 % (og også de to følgende år – hhv. 2,8 % og 1,2 %). Årsagen til den samlede stigning skal måske findes i, at der afholdtes Landssangerstævne i Aalborg i 1932 – og at jyderne derfor fik interesse for sangen og meldte sig ind. Fra 1931 til 1934 kommer der også 5 nye sangkor til - heriblandt Lyren i Nibe.

Arbejdersangkoret Lyren, Nibe. Min farfar, Karl Johannes Jensen sidder som nr. 2 fra højre i midterste række. Udateret. Privat foto.

Fra 1934 til 1939 er der nogenlunde den samme årlige stigning i antallet af medlemmer i arbejdersangkorene (fra 2,3 til 5,0 %), mens den så stiger med 6,1 % i 1940 og eksplosivt i 1941 med 19,4 %. I København er stigningen fra 1940 til 1941 endda 21,6 %. 

Vi ser altså op til og under 2. verdenskrig både en periode med fald (i begyndelsen af 1930'rne) – og en periode med stigning i antallet af såvel kor som medlemmer efter Hitlers magtovertagelse i Tyskland samt Socialdemokratiets bekendelse til manifestet Danmark for Folket! i 1934, og kan derudfra udlede, at der er en sammenhæng mellem nationalfølelsen og ønsket om at være med i arbejdersangkor. Det bemærkelsesværdige ved dette er, at på trods af, at det var socialdemokratiske arbejdersangkor, så nærede medlemmerne af disse kor ligeså nationale følelser for Danmark som andre gjorde.

Ved gennemgang af sangforeningers medlemsbøger hos Stadsarkivet i Aalborg, kan jeg se, at en del medlemmer var i restance i slutningen af 1920'rne og begyndelsen af 1930'rne og selv om arbejdsløse i en vis udstrækning fik lov til at skylde eller kunne være gratis medlem, er en del blevet streget ud i bøgerne. Den efterfølgende stigning kan være de samme medlemmer, der igen melder sig ind, men også - som reaktion på den stigende trussel udefra fra såvel Sovjet-rusland som fra Nazi-tyskland – et stigende ønske hos arbejderne om at søge sammen i foreninger, hvor de i fællesskab kunne synge. 

Sammenholdet blandt danskere i tiden op til og under 2. verdenskrig har haft stor betydning – også for arbejdersangen, og jeg mener at kunne udlede, at denne fællesskabsfølelse er et udtryk for filosoffen Herders folkeånd: følelsen for det nationale bliver stærkere – og i disse trange tider, søgte folket sammen og indad til danskheden og de myter og symboler, dette udtrykker. 

De kilder jeg har på de forskellige sangstævner er som nævnt dels fra arbejdersangforeningers jubilæumsskrifter og dels fra hæfter udgivet i forbindelse med sangstævnerne. Den sidste slags har jeg primært fundet på Stadsarkivet i Aalborg. Jubilæumsskrifterne fortæller om stævnerne, har oversigter over, hvad der blev sunget samt har udpluk fra taler og anmeldelser. Sanghæfterne fortæller ikke disse historier, men har været meget anvendelige, fordi de angiver præcist, hvad der skulle synges samt indeholder sangtekster, der ikke er offentliggjort andre steder.

Der findes ikke en samlet kronologisk oversigt over sangstævner, så jeg har udvalgt forskellige stævner – primært landsstævner indenfor perioden 1925 – 1950 (som det nationale jubilæumsskrift dækker) samt udvalgte regionale/nordiske stævner (udfra hvad jeg kunne finde af sanghæfter mv. i Stadsarkivet i Aalborg – omhandlende jyske stævner).

Selv om jeg ikke omtaler eller kommenterer samtlige stævner i Danmark i perioden mellem de 2 verdenskrige, mener jeg, at de stævner, hvor jeg har materiale til rådighed, er dækkende for såvel stævner, sange og hyppighed. Hvor der er tale om nordiske stævner, koncentrerer jeg mig om de danske bidrag.

Min intension er ikke at ville gennemanalysere samtlige sange sunget ved stævner i Danmark – men at kunne trække tendenser ved de sungne sange ud og analysere disse samt se på sangenes repræsentation med hensyn til tid, sted og indhold. For at kunne belyse min tese omkring det nationalromantiske i de sange, arbejderne sang, har jeg ikke bevidst fravalgt stævner eller sange, som kunne modbevise min tese – men forsøgt at afdække bredden og mangfoldigheden i udvalget af sange. 

Jeg har forsøgt at kategorisere de forskellige sange, hvortil jeg har haft tekster til rådighed, efter tekstindholdet og har givet dem følgende overskrifter: socialistisk/arbejdersang, historisk/krig, Norden, natur, nationalromantisk og religiøs (hvor f.eks. Gud og Herren er nævnt). Denne kategorisering vil altid kunne diskuteres og er ikke foretaget ud fra en dybdegående analytisk eller stilistisk gennemgang men i et forsøg på at tema-opdele sangene, således at de kan sige noget om det, der blev sunget om på stævnerne. Oversigten over de forskellige sange er vedlagt som bilag 1. 

Derudover er der to sange af Albert Auener. Denne ene er Bovbjerg om naturen omkring fyret Bovbjerg, hvor der udspiller sig en kamp mellem dette og så Vesterhavet og den anden Ved Eremitagen, en romantisk hyldest til det naturskønne område, med "…Bellis og Snerler / blinke som Perler / vaade af Himmelens friskende Kys…". (A239 / 12). Endelig er der en hyldestsang til Sverige og Darlana (Dalkarlasång) samt to sange om Olav Trygvason, der efter plyndringstogter bliver dræbt i slag mod danske Svend Tveskæg i 1000. (Olav Trygvason og Landkending – begge af Bjørnson). (A239 / 12).

Af programmet virker det ikke som om, det er de stærke socialistiske sange, der blev sunget ved arbejdersangstævnet men mere romantiske hyldestsange til naturen og vores nordiske naboer. Man kunne måske have forventet at Albert Aueners sange ville have været deciderede arbejdersange – men det havde måske været et ønske, at sangene skulle være hyldester til Danmark og naturen. 

Landsstævnet fandt sted 13. og 14. juni 1926 i København, Rådhushallen, Rosenborg Have samt i Idrætshuset, hvor 1200 sangere deltog, og præsidiet bestod af statsminister Th. Stauning, undervisningsminister Nina Bang samt Københavns overborgmester Peder Hedebol. Social-Demokraten skrev den 14. juni 1926 bl.a.: "De 1200 arbejdersangere fik i går en begejstret modtagelse af København. En brusende hyldest slog dem i møde fra den mægtige forsamling, som havde fyldt rådhushallen … 1200 sangerhuer lyste kridhvide mod en baggrund af røde og blå sangforeningsfaner, fra hvis glimtende messingspyd grene med bøgeløv vajede som en hilsen fra den danske sommer. Et uforglemmeligt syn, der burde være foreviget af en malers pensel." (Poulsen 1950, s. 41). 

Københavns overborgmester holdt tale, hvor han bl.a. sagde: "De opgaver som korene arbejder med, er af stor kulturhistorisk betydning, thi sang og musik er kulturmenneskets fineste instrument. Sangen er desværre ikke herhjemme gået vort folk i blodet. Til opnåelse af dette mål, skal I sangere medvirke! Syng danske sange! Syng Jer ind i vore hjerter! Held og lykke i Jeres gerning!" (Poulsen 1950, s. 42). 

A. C. Poulsen skriver i 25-års jubilæumsskriftet om stævnet, at det havde været "…et par uforglemmelige dage. Dette at kunne mødes fra elle landets egne i sangens og kammeratskabets ånd gav deltagerne fornyet styrke og tro på sangens herlige sag. Mange venskaber blev knyttet, og med et væld af skønne minder var man draget hver til sit. Landsforbundet var nu grundfæstet, og Danmark havde fået en organisation, hvis kulturelle værdi ikke kunne underkendes." (Poulsen 1950, s. 45). 

Landsstævnet var en blanding af folkekoncert, konkurrence mellem landsdelenes kor samt egentlig fællessang. Der blev sunget nykomponerede sange om de nordiske lande (Norden af J. Stunz, Jul. Bechgaards Nu brister Isen om Lande samt de to svenske sange Naturen och hjärtet og Hör oss, Svea). Derudover sang De jyske arbejdersangkor H. C. Andersens Jylland mellem tvende have fra 1859 mens fynboerne sang folkeviser af Niels W. Gade, Heise og Lange-Müller. Københavnerne sang Havets Sang af Carl Nielsen om længslen mod havet: "…Vi vandrer din Vej, vi lyder din Lov … Dig elsker vi, o Hav, og dig vi hører til…" samt 2 hyldestsange til Norge og Sverige (Brudefærden i Hardanger og En Sommerlåt) (A239 / 12). Ud over sangerne var også inviteret operasangere, som bl.a. sang fra La Triviata, Faust og Tannhäuser. 

Af arbejdersange blev der sunget Fremad, frem Kammerater om valgrettens demokrati og de lige rettigheder for alle: "… Sorg og Savn har vi døjet fra tidligste Tid, / men vor Tanke blev skolet i Storm og i Strid. / Frimands Sprog vil vi tale … uden Frygt tør vi byde de Mægtige Trods / vi har sol, vi har Sang, vi har Sejrtro med os…" (A239 / 12). Der blev også sunget den helt nye Når et Dagsværk er endt af Oskar Hansen, som først blev trykt i Social-Demokraten i marts 1931 samt Internationale.

Til ære for Norge blev der sunget to sange om den norske vikingekonge, først sangen Olav Trygvason og så Landkending – begge af Bjørnson.

1200 sangere sang med på Johannes V. Jensens Hvor smiler fager den danske Kyst, som han skrev til besøget af danskamerikanere året før – juli 1925. Den er skrevet som en hyldest til "oldtidsfædrelandet" Danmark, og han skriver til slut:
"Alvorlig taler ved Alfarvej
med Grønsvær tækket de Gamle Grave
henfarne Slægter – forglem dem ej -,
i Arv de gav dig en ædel Gave
Henfarne slægter i Landets Marv,
sig ej fornægter. Bevar din Arv."
(A239 / 12)
Fra at Johannes V. Jensen i sin første tid som forfatter dyrker det romantiske og religiøst prægede følelsesliv bekender han sig i årene efter 1900 til industrikulturen, maskinerne og storbyen. Han har gennem romanrækken Den lange Rejse (1908-22) beskæftiget sig med drivkraften i Nordens historiske udvikling fra tiden før istiden og har en ubevidst længsel mod det tabte land, og denne længsel skaber "udvé", nye opfindelser og dermed nye fremskridt. Han ser nu længslen som en positiv og kulturbærende kraft. Sangen er altså et udtryk for længslen mod Norden, historien og mytologien. (Litteraturhåndbogen 1994, s. 435.)

Denne sang sammen med H. C. Andersens samt uddragene fra operaer er med til at forstærke det indtryk, jeg har af, at man ønskede andet og mere end deciderede arbejdersange til sangstævnerne. 

Til selve stævnet sang danskerne de nordiske sange Norden af Stuntz, Hör oss, Svea af Wennerberg samt Naar Fjordene blaaner af nordmanden John Paulsen. Den sidste er en hyldestsang til norske landskab med bræer, elve og fjelde – men i særdeleshed også en hyldest til det norske folk:
"…Men naar jeg ser Folket, som rydder den Jorde,
som virker på Fjeld og ved fiskerig Fjord,
de tusinde Mænd, som tilsjøs og til lands
i Arbejdets Sved vinder Norge en Krans,
de tusinde Kvinder som yndigt og tro
med Kærlighed sysler i Hjemlivets Bo,
da svinger jeg Hatten, da Hjærtet faar Tolk:
Hurra for mit brave, mit kraftige Folk."
(A239/12)

Endelig synger de to hyldestsange til den danske natur, dels Kornmodsglansen af P. E. Lange-Müller om naturfænomener, jomfruer og andet forhistorisk samt Hvor smiler fager den danske Kyst af Johannes V. Jensen, som jeg har skrevet om tidligere.

Politiken skrev den 29. maj om arrangementet: "…Det var en Fornøjelse, saa frisk og flot og frejdigt denne ukunstlede Mandssang tog sig ud … da koncertens Program var udtømt, forenedes Svenskerne og Nordmænd under Afsyngelsen af de tre nationalsange … saa traadte Danskerne til og Griegs 'Sangerhilsen' bares frem af 800 Struber – den pompøse Afslutning paa det saa vellykkede Stævne…" (Poulsen 1943, s. 63).

Også ved dette stævne ses en del sange, der tematisk handler om naturen, historien og det nordiske. Og det det var ikke kun sang, de var samlet om – "…Efter Koncerten i Idrætshuset var der Sangerbal til Kl. 3…" (Poulsen 1943, s. 64). Interessen var foruden borgerlige sange også at gå til bal – altså at komme væk fra hverdagens strabadser og more sig i socialt og festligt lag.

Ved stævnet var en af de sange, der blev sunget I Danmark er jeg født af de fynske kor. "…de har jo H. C. Andersen at prale med…" kommenterer A. C. Poulsen, selv om han også roser korene for at synge nye og ukendte sange. (Poulsen, 1950, s. 50). Der blev af de forskellige landsdeles kor i alt sunget 20 sange i disse 2 dage, hvor en del er gengangere fra tidligere stævner, bl.a. Stilhed, Bovbjerg, Nu brister Isen samt de nordiske sange Hav (af Idar Handagard om at ville flyve på en måges hvide vinger ud over det åbne hav), Norden, Naar Fjordene blaaner, Naturen och Hjärtet og Olav Trygvason. Genremæssigt var der et par nationalromantiske sange – nemlig præsten og højskolelederen Chr. Richardts Danmark mit fagre hjem fra 1850, hvor han bl.a. skriver:
"…Højstammet vokser Rosen ej,
og Sydens Lilje mere pranger,
men jeg er glad som Bøgens Sanger,
naar kun jeg har min danse Maj
…
Vi kender kun til Høje smaa
men det er lutter Kæmpegrave!
Og Jævnhed blev vor Modergave,
vort Sprog vil ej på Stylter gaa.
Vi praler kun af, at ej at prale,…"
(A1630/16)

Sangen er sammen med H. C. Andersens I Danmark er jeg født gode eksempler på den danske opfattelse af landet som et lille hyggeligt sted med hjertevarme, som trods nederlag og tab af land stadig værner om det indre og den gamle historie. Det er landet, hvor sproget er "…min Moders Stemme"  (Arbejdersangbogen 1926, s. 148), og hvor den køligere men grønnere natur er bedre end det varme og mere eksotiske syd. 

På stævnet blev der ikke sunget særlig mange deciderede arbejdersange. De fleste er som ovenfor nævnt nationalromantiske og hyldestsange til Danmark, naturen og sproget. Det gælder også Nu brister Isen og Nordhavet. I Ole Olsens Fanevagt hører vi dog om den røde fane, men sidste linje lyder alligevel "…Frihed for vort Fædreland". (A1630/16). Eneste solidaritetssang er Tom Kristensens Det er os, det er os fra 1928 om arbejderne, der slæbte sten til at bygge pyramiderne med, byggede romernes veje. Til sidst i digtet skriver han:
"…Vi har aset os frem i en tilpisket Takt,
og har rejst os til sidst, saa vor Takt blev vor Magt.
Det er os, det er os, som er Livet i Dag
…
Har vi ikke Tempo paa, er vi alt for faa og smaa,
men i Takt er vi de mange. Det er os, der maser paa,
os, det er os!"
(A1630/16).

Til dette landsstævne blev der ud over koncerterne også tid til fest, dans samt udflugt med tog til "…badestedet Løkken, hvor sangerne tilbragte nogle herlige timer…" og med "…en svingom på Strandhotellet." (Poulsen 1950, s. 51). Vi ser også her et stævne, hvor der blev sunget nationalromantiske og fædrelandssange – og hvor det sociale og festlige indgik som en vigtig del af samværet. 

Der er til stævnet i 1934 2 sange af Jeppe Aakjær, hvoraf den ene (Der dukker af disen fra 1905), handler om tilliden til menneskenaturen, troen på nødvendigheden af menneskets nære kontakt med jorden og historien. Derudover blev de to nationalromantiske Jylland mellem tvende Have og Den danske Sang (af Hoffmann) også sunget. Til stævnet i 1936 sang man endda An der schönen blauen Donau af Strauss og der blev spillet uddrag fra både Aida og Carmen.

Disse to stævner er et typisk udtryk for tidens sangstævner – der er repræsenteret af såvel nationalromantik, arbejdersang og operauddrag – en god blanding, som illustrerer, hvad det var, folk gerne ville have – og som blev imødekommet.

Stævnet indeholdt en blanding af gamle, nye, nationale og arbejdersange – men for første gang blev der sunget en salme – det var B. S. Ingemanns I Østen stiger Solen op, som er opført som Morgensang (fra Elverskud). Teksten nævner såvel Gud, stjernen over Betlehem og Paradiset. 

Af nordiske sange, blev der sunget Olav Trygvason og På Fjellet i Sol og de nationalromantiske sange var også repræsenteret ved Valdemar Rørdams Danmark i Tusind Aar, som var en hymne fra Den danske Købmand, en kantate til Grosserer-Societetets Komités 100-års fest den 23. april 1917. Sangen handler om landets gamle historie, om hjemstavnen som en rig arv, om kampe, der skal kæmpes – men også om retfærdighed, demokrati og frihed:
 "Danmark, i tusinde år,
længer end saga når,
vor stammes arv,
hærget og frugtbargjort,
hjemstavn og verdens port –
lær os at råde stort
så rig en arv!"
(Folkehøjskolesangbogen 1989, sang nr. 165 (upagineret)).

Det nationale kommer også frem i Laurits Christian Nielsens Havet omkring Danmark fra skuespillet Willemoes 1908, der handler om den danske søofficer Peter Willemoes, der var med i Slaget på Reden i 1802, og som faldt ved Slaget ved Sjællands Odde i 1808. Sangen er en hyldest til havet omkring Danmark "…vort moderlige hav…" men også en sang om at ville ofre sig for fædrelandet, "…dådfuldt har du lært os at dø! / Vi vandrer din vej, vi lyder din lov…" (Arbejdersangbogen 1947, s. 49).

Sammenfattende kan man sige, at der blev lagt vægt på det fædrelandskærlige, det nationalromantiske samt det sociale og festlige samvær, hvilket jeg kan se, har været karakteristisk ved de forskellige stævner. Beskrivelserne af stævnerne vidner om, hvor vigtigt det festlige og sociale samvær var for sangerne og deres koner – vel også i en tid, hvor midlerne var knappe. Den traditionelle arbejdersang gled lidt i baggrunden til fordel for mere muntre sange og hyldester til fædrelandet, naturen og historien samt Norden.

Arbejder-Sangkorenes Landsforbund indledte op til 2. verdenskrig samarbejde med Danske Sangkor, som var en sammenslutning af frie sang- og korforeninger. Denne sammenslutning var primært af kor bestående af håndværkere, personer fra det bedre borgerskab men også bare mennesker, der partipolitisk stod til højre for Socialdemokratiet.

Disse sangkor havde tidligere haft ønsker om at samle kor til fællessang – såkaldt alsang. Man havde i 1940 fra Aalborg hørt, at "…byens borgere samledes i fri luft og med sangerne som forsangere afsang en række fædrelandssange fælles." (Poulsen 1950, s. 68 og Hye-Knudsen 1948, s. 21). Tilslutningen havde været stor, og flere provinsbyer havde også haft succes med det. Arbejdersangkorene indgik derfor i samarbejde med de frie (eller borgerlige) sangkor om disse stævner – og man valgte dirigent i Studenter-Sangforeningen, kgl. kapelmester Johan Hye-Knudsen som dirigent ved dette første alsangsstævne i Fælledparken i København 14. august 1940. 

"De 10.000 teksthæfter er straks blevet revet bort. Der burde have været 50.000. Men det forbavsende er, at mange af disse mennesker kan teksterne – de går ikke (som mange af os) i stå efter første vers. Kærligheden til Danmarks sange er dog dybere, end man havde troet … Drachmann, Chr. Winther, H. C. Andersen og N. F. S. Grundtvig… sang følger sang, og for hver tredie hymne til fædrelandet spiller orkestret et stykke dansk musik. De 80.000 jubler. Og modet til at brumme med vokser selv hos dem, der er ganske blottet for musikalitet og som måske aldrig før har turdet blade deres stemmer med andre menneskers. Efterhånden lykkes det virkeligt at få dem alle til at synge med – følelserne." (Poulsen 1950, s. 71-72).

Som det ses af bilag 1, blev der sunget ene fædrelandskærlige sange – både ved stævnet i august men også ved det hurtigt arrangerede efterfølgende stævne 1. september. Arbejdernes internationale kamp for revolution og indflydelse var blevet erstattet med nationalromantiske sange fra 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet. Krigen havde selvfølgelig sat sine spor – og befolkningens forhold til Danmark var stærkere end forholdet til den internationale solidaritet. De tidligere følelser for nationen, sproget og ånden var blusset frem, og høj som lav, arbejder som bonde kunne samles til alsang – og synge med på disse sange.

Sangen Der er et yndigt land, som netop blev sunget ved stævnet i august 1940, er som nævnt en hyldest til landet, der har en tusindårig historie, og der er referencer til den nordiske mytologi (Frejas Sal), hvor de ”…harnisklædte Kæmper…” efter krigshandlinger hviler deres ben. Han beskriver malende et arketypisk romantisk landskab. Danskerne beskrives som ”…ædle Kvinder, skønne Møer … og raske Svende…”. (Arbejdersangbogen 1926, s. 48).

 I andre sange på alsangsstævnet har historien også en central placering – f.eks. i B. S. Ingemanns På Sjølunds fagre sletter fra 1816, hvor der ”…stolt i gamle tider [stod] en kongebolig…” beboet af Kong Valdemar. Han er død, ”…men sælsomt gennem tiden går sagnet om hans jagt…”. Digtet hedder oprindeligt Kong Valdemars Jagt (Et sjællands Folkesagn). (Folkehøjskolens Sangbog, 1989, sang nr. 375 (upagineret)).

Den ultimative hyldest til Danmark og den danske historie findes i H. C. Andersens Jylland mellem tvende have fra 1859, og den har en speciel plads i sangforeningernes hjerte, for den er skrevet direkte på opfordring fra Aalborg Sangforening, idet H.C. Andersen på gennemrejse i Jylland i 1859 opholdt sig i Aalborg og talte med korets overdirigent de Meza. Refereret skal "…Digteren i en Samtale med de Meza have bemærket, at han følte Savnet af en Hyldestsang til Jylland, og stærkt opfordret af Sangforeningens Medlemmer lovede H. C. Andersen at ville afhjælpe dette Savn." (Hye-Knudsen 1948, s. 35). H.C. Andersen fortæller senere på året i sine erindringer Mit Livs Eventyr, at så "…sprang Sangen 'Jylland' frem…" (Hye-Knudsen 1948, s. 35). 

Der er også hyldest til Danmark i H. C. Andersens I Danmark er jeg født fra 1850, ”…der har jeg Rod”. Han skriver om oldtidens kæmpehøje, og på trods af nederlag til England i 1802 og tab af nordisk land, så er det følelsen af Danmark som det lille men gode land, der voksede frem i disse år. Det fremkaldte national besindelse mere end national forbitrelse. Beskrivelse af det smukke landskab og ”… Sproget er min Moders bløde Stemme, og som en sød Musik mit Hjærte naar…” er med til at give danskerne indtryk at af leve det bedste sted på jorden – og dette går igen hos Grundtvig i hans Moders navn er en himmelsk lyd og Modersmålet fra samme digt fra 1838. Han taler om modersmålet som ”…vort hjertesprog… det alene i mund og bog kan vække et folk af dvale…” og nærmest råber ud: ”Længe leve i Dannevang…” (Arbejdersangbogen 1947, s. 226 samt Folkehøjskolens Sangbog, 1989, sang nr. 116 og 117 (upagineret)).

Moders navn er en himmelsk lyd kommer for mig netop til at stå for det nationalromantiske, hvor landet, sproget og folkeånden bliver de centrale omdrejningspunkter. Digtet blev brugt som indledning til Grundtvigs Skolen for Livet, der skulle være modstykke til den daværende skole, som han kaldte ”skolen for døden”. Programmet, han udbyggede i disse år, bestod af et opgør med alle former for autoritet (såvel lærerens som videnskabens, kirkens og statens). Den alternative kultur, han ønskede sig, skulle bygge på det, alle danskerne naturligt var knyttet til: det danske sprog, Danmarkshistorien og landet selv. (Litteraturhåndbogen 1994, s. 412)

Af andre sange ved stævnerne i august og september 1940 var C. K. F. Molbechs Roselil og hendes moder fra 1845. Den kigger også tilbage i historien og beskriver et frieri som en lang fortælling – eller Folkevise, som der var tradition for i Middelalderen. Tilbageblikket på historien bliver på den måde dobbelt, fordi det både er indhold og form.

Chr. Winther skriver i sit digt Flyv, fugl, flyv fra 1828 om kærlighedslængslen, ensomheden og splittelsen i mennesket, men henlagt til et smukt landskab (Furresøens vande) med mange små detaljer – men stadig romantik.

Danmark og dets landskab hyldes også i Johs. Helms Jeg elsker de grønne lunde fra 1873, der blev lavet til grundlovsfesten ved Eremitagen dette år, er sammen med Johannes V. Jensens Hvor smiler fager den danske Kyst fra 1925 også tegn på, at Danmark forbliver med at være lige så smukt som 50 år tidligere. 

Selv om nogle af de sange, der blev sunget til stævnerne, er fra perioden efter romantikken, har de stadig det romantiske islæt – med hyldest til fædrelandet, historien, landskabet, ånden og sproget. Holger Drachmanns Du danske mand fra 1906 handler om vikingestene, fortids nat – men er dog allermest en hyldest til danskeren for at stå fast og ikke lade sig vælte. 
 
 

Ved stævnet 1. september 1940 var der ud over 150.000 var samlet i Fælledparken i København, 40.000 i Frederiksberg Have og 15-20.000 i Gentofte. Herudover var der også stævner rundt om i landet (208 officielle) – og man regnede med at op mod 750.000 deltog i alt. Herudover blev stævnet i Fælledparken transmitteret i radioen. (Poulsen 1950, s. 75). 

I bladet Arbejder-Sangeren skrev A. C. Poulsen om stævnerne og tiden (2. verdenskrig): "Tidens alvor og de tunge byrder, der i dag knuger vor nation, har givet den væsentligste årsag til dette kæmpemæssige opbud … thi her mødtes borgere af alle samfundslag, besjælede af de samme følelser og tanker, i et enigt udtryk for kærlighed til deres land…" (Poulsen 1950, s. 76).

A. C. Poulsen forsøger at argumentere for arbejdersangernes deltagelse i alsangsstævner, og for at man sang nationalromantiske sange i stedet for arbejdersange. Han skriver f.eks. i 1943 om ændringerne i repertoiret, at det ikke skyldes "…en pludselig Ændring i Arbejdersangernes Ide, men en af Tidens Alvor opstaaet Udvikling, bl.a. ogsaa havde Bud til hele Arbejderklassens nationale Indstilling … Særinteresser maatte i mange Tilfælde vige til Fordel for det livsvigtige Samarbejde, og alle partier maatte bringe Ofre." (Poulsen 1943, s. 130). "Med Tidens Vanskeligheder voksede naturligt Kærligheden til vort Land, ligesom Fællesfølelsen i voret Folk styrkedes, og da Alsangen samlede det danske Folk om de rige danske Sangskatte, fik man et synligt Bevis herpå." (Poulsen 1943, s. 131).

I 1950 skriver han, at "…at arbejdersangerne … ikke sluttede sig til en ældre, og af andre samfundskredse tidligere praktiseret idé, men tværtimod … kom til at stå som foregangsmænd og initiativtagere." (Poulsen, 1950, s. 77). Samtidig skriver han, "…at den danske arbejderklasses kærlighed til land og folk ikke er af ny dato…", og "…at man, trods det at arbejderklassen endnu havde mange uopfyldte ønsker, havde lov til at betragte Danmark som hele folkets fælleseje." (Poulsen 1950, s. 77).

Endelig skriver han: "Ved arbejdernes egne arrangementer skal vore friske og fængende arbejdersange klinge som hidtil, og når offentligheden og autoriteterne kalder på os, skal vi møde med et repertoire, der er tilpasset anledningen." (Poulsen 1950, s. 77).

Efter afholdelsen af de to alsangsstævner i sommeren/efteråret 1940, blev det sværere at arrangere stævner. Man henvendte sig til politimyndighederne, men fik at vide, at man hellere måtte udsætte dem lidt endnu – det var åbenbart for provokerende for tyskerne, de så det som modstand eller oprør. Derimod lykkedes det at arrangere en Sangens Dag – første gang 1. september 1941 – og det blev en årlig tilbagevendende begivenhed – dog med den ændring, at dagen blev henlagt til sidste søndag i maj, sådan som det var tradition i de andre nordiske lande. Man havde før krigen planlagt landsstævne til 1944 – men på grund af transportvanskeligheder og restriktioner af forskellig art, blev det umuligt at afholde stævnet. Efter krigens afslutning blev det besluttet at gøre det påtænkte landsstævne til et nordisk arbejdersangerstævne – det blev afholdt i København den 30. juni og 1. juli 1946 med over 4000 deltagere.

De 102 sange har jeg som tidligere nævnt opdelt i tematiske kategorier: Socialistisk, historisk, Norden, natur og nationalromantik. En del af sangene er repræsenteret i flere kategorier, fordi flere af dem har overlappende temaer. F.eks. vurderer jeg, at sangen Jylland mellem tvende have tematisk både refererer til det historiske, naturen og det nationalromantiske. Jeg har lavet en samlet oversigt over hvor mange af de forskellige sange, der er blevet sunget ved hvert stævne fra 1916 og til 1940 (stævnet i 1936 har jeg udeladt, fordi jeg kun har tekst til 4 af sangene og repræsentationen derfor ikke er særlig god) . I figuren herunder er derfor angivet hvor mange procent hvert tema udgjorde på hvert stævne, hvilket også fremgår af bilag 1 og bilag 3.

Figur 5

Mens temaerne i sangene ved stævnerne 1916-1934 er blandede, udskiller stævnerne i 1938, 1940/1 og 1940/2 sig ved at have mange sange, der kredser rundt om det historiske (henholdsvis 60, 50 og 64 %), naturen (henholdsvis 60, 90 og 82 %) samt det nationalromantiske (henholdsvis 40, 70 og 73 %).

Sange med nordisk tema falder drastisk i perioden 1916 til 1940. De udgjorde 44 % i 1916, 39 % i 1926, 60 % i 1927 og 22 % i 1932. Der var ingen med nordisk tema i hverken 1934 eller ved de to alsangsstævner i 1940. (Der blev sunget en enkelt nordisk sang ved stævnet i 1938 (Olav Trygvason)).

Mens mange af sangene hyldede Norge og Sverige og blev sunget på deres sprog i begyndelsen af perioden, er sangene rent danske op til 2. verdenskrig, hvilket er ret bemærkelsesværdigt. Fra at være en nation, hvor man sang sine nordiske brødres sange, blev man til et lille indesluttet nationalromantisk land. Dog tror jeg ikke, at tankerne ikke var hos de nordiske brødrelande – men trangen til og behovet for, at danskerne i denne situation, hvor nazismen var den store fjende, fandt sammen, var større end overskuddet til at se ud over landets grænser. 

Andelen af sange, der var decideret arbejdersange eller omhandler arbejdernes forhold og solidaritet er ikke stor, set i forhold til, at det er arbejdersangstævner (dog undtagen de to alsangsstævner i 1940). Ved landsstævnet i 1926 er kun 4 ud af 23 sange arbejdersange mens kun 3 ud af 18 sange ved landsstævnet i 1932 er det. Ved stævnet i 1938 er 1 ud af 9 arbejdersange. Det skal dog bemærkes, at jeg mangler tekster til flere af sangene (især ved stævnerne i 1936 og 1938) samt at nogle af titlerne på disse sange kan være arbejdersange (eller have et socialistisk/solidarisk indhold), f.eks. Arbejdersang og Smedevise. Alligevel må man konkludere, at hovedparten af sangene ved arbejdersangstævner i perioden før 2. verdenskrig, absolut ikke var arbejdersange – men sange med et nationalromantisk, historisk og nordisk indhold.

Samme konklusion er Flemming Hemmersam kommet frem til i sin jubilæumsbog fra 1992 om KAS Havnens Sangforening gennem 100 år. Han har for perioden 1910-1920 kigget på 56 forskellige sange sunget af koret ved offentlige arrangementer, og må sande, at kun 2 af disse sange er arbejdersange, nemlig Internationale og Du høje arbejd fra 1868. Hemmersam skriver, at repertoiret i disse år "…hovedsageligt må siges at være præget af en borgerlig, national og romantisk tankegang. Påfaldende er det dog, at en del sange handler om og priser det våde element, ligesom der imellem findes lystige viser." (Hemmersam 1992, s. 48-51). 

Mag.art. i litteraturhistorie Svend Aage Andersen bekræfter i en afhandling om arbejderlitteratur fra 1982 at der var sket en udvikling frem mod et mere alsidigt sangrepertoire og "…en borgerliggørelse af arbejderkulturen." Han siger videre: "Ganske vist vælges et koncert-repertoire naturligvis også af hensyn til, hvad det offentlige publikum måtte ønske, men sådanne hensyn understreger dog kun bevægelsens retten sig ind på den borgerlige offentligheds præmisser." (Andersen 1982, s. 262).

Kigger man på repertoiret hos de sangkor, jeg har undersøgt ved henholdsvis Lokalhistorisk Museum, Nibe og Aalborg Stadsarkiv i august 2006, kommer man frem til samme konklusion. Arbejdsmændenes Fællessangkor i Aalborg havde en sangbog (fra 1921) med 66 sange i. Af dem er 7 listet op som arbejdersange mens 11 står som fædrelandssange. Der er 3 salmer og 2 skålsange og resten er "forskellige". 

I arkivkasserne for Tobaksarbejdernes Sangforening (stiftet 1883) var et stort antal noder – 246 i alt. Af dem var langt størstedelen andet end arbejdersange, bl.a. titler som Absalon, Danmarks Kvinde, Drikkevise, Fadervor, Finsk Folkevise, Har du noget i Flasken, Gammel Øl, Guldbryllupssang, Kong Valdemars vilde Jagt, Til Danmark og Vinens Pris. Dog var der også arbejdersange, f.eks.: Arbejdermarch, Arbejderstandens Honnørmarch, Fanevagt, Internationale, Marseilleisen og Socialistisk Sangerhilsen. (A239/7).

Hos Arbejdersangkoret Lyren i Nibe lå der i arkivkasserne også noder – 35 i alt. Af dem var de allerfleste nationalromantiske, nordiske og borgerlige sange. En af dem hed Sønderjydernes Sang og havde følgende tekst i første vers:
"…Dansk var den Jord, hvor jeg fødtes engang
dansk var den Plet, hvor min Slægt havde hjemme
dansk var vor Tale og dansk var vor Sang,
dansk var min Moders Stemme.
Elsk frem for alt dit Fædreland."
(78.067).

Blandt sangene var der bl.a. også An der schönen blauen Donau, Spil op til Dans, Bondebryllup, Den musikalske spiseseddel, Tornerose og Amor. (78.067). 

Opsummerende vil jeg sige, at det er bemærkelsesværdigt, at der hos arbejdersangkorene har været et så udbredt repertoire af sange, der ikke har været decideret arbejdersange eller sange med en mere revolutionær karakter, hvilket kommer til udtryk både på de forskellige stævner med også i arkiverne hos de kor, jeg har undersøgt. A. C. Poulsen skriver dog – som jeg også har nævnt ovenfor – i jubilæumsskriftet fra 1950, at når arbejdersangkorene synger offentligt, så kræver det et repertoire, der til tilpasset anledningen.

Sangen Når et dagsværk er endt handler om arbejderen, der efter en lang og hård arbejdsdag får fri – og benytter arbejdersangen som det, der ”…gir rejsning, om dagen var trælsom og strid så man dukkede nakken af slid.” Arbejdersangen skal være det, der fortælles videre til børnene (der borgerligt skal sidde på skødet), og den, der bruges, når der skal kæmpes: 

"Der er tider, hvor det er, som alt går i stå
og vor kamp bliver tøven og tingen,
man er som en fugl, der er dalet mod jord
med smærtende sår under vingen.
Men så synger jeg bare en arbejdersang
en med smæld og med klang
ja, en arbejdersang,
så er næven jo slet ikke slatten og slap,
men parat til de hårdeste kampe."
(Arbejdersangbogen 1947, s. 228-229).

Sangen ønsker at ville opildne til kamp og modstand men samtidig vil den heller ikke idyllisere arbejdet eller de forhold arbejderen har: "…maskinen står tung / og så tavs i de sodede haller,/ når fyraften-fløjterne toner i by, / da er det som livet, der kalder." Sangen kommer dog ikke med løsninger ud over, at man skal bygge "…den nye retfærdige jord…" og ser fritiden og ikke arbejdet som det primære indhold i livet – nærmest en antiglorificering af arbejdsværket. Derimod idylliseres det borgerlige: "Og jeg sidder derhjemme i stuernes fred, / mens jeg glædes ved hvile og hygge, / så tager jeg børnene op på mit skød / og fyldes af inderlig lykke…". (Arbejdersangbogen 1947, s. 228-229)

Sangen er kun én ud af to arbejdersange sunget på de ovennævnte stævner, som findes i Arbejdersangbogen (såvel 1926- som 1947-udgaven). Den anden er Internationalen. De øvrige sange – hvis titler indikerer, at det er arbejdersange – og som også omtales i de forskellige jubilæumsskrifter (hvor også oversigterne over sangene på stævnerne er fra), er derimod ikke at finde i Arbejdersangbogen, hvilket er bemærkelsesværdigt. 

Kigger man på, hvordan sangene, der blev sunget ved stævnerne, er repræsenteret i Arbejdersangbogen, er det værd at nævne, at så mange af de nationalromantiske figurerer i bogen, jfr. nedenstående figur samt bilag 1.

Figur 6

Ingen af sangene, som blev sunget ved stævnet i 1916 findes i Arbejdersangbogen, og kun 2 af sangene fra 1926-stævnet findes i Arbejdersangbogen. Af de 10 og 11 sange, som blev sunget ved alsangsstævnerne i 1940 er henholdsvis 9 og 7 at finde i Arbejdersangbogen – og det på trods af, at langt størstedelen af sangene var nationalromantiske og/eller handlede om naturen eller noget historisk – og ingen af dem var med socialistisk indhold (jfr. figur 5 side 46). 

Man kan spørge sig selv, hvorfor der i den samling "røde" sange ikke findes flere, der blev brugt til stævner, hvor flere tusinde sangere var samlet. I forordet til første udgave af Arbejdersangbogen fra 1926 skriver redaktørerne, at bogen ikke blot skulle være "…en Foreningssangbog, men ogsaa en Hjemmenes Sangbog, en Sangbog for gamle som unge…", og den indeholder ud over arbejdersange også "…en Række Skole- og Oplysningssange, March- og Friluftssange, gamle Folkesange, nogle af vore klassiske aandelige Sange og endelig nogle Sange af mere skæmtsom Art." (Arbejdersangbogen 1926, s. 2). 

I forordet til 1947-udgaven skriver redaktørerne, at der i de seneste år har været "…stærke ønsker fremme om, at indholdet nu måtte undergå en egentlig revision, så bogen uden at forøges væsentlig i omfang kunne bringes i bedre overensstemmelse med nutidens behov." (Arbejdersangbogen 1947, s. 3). Der er sange fra den oprindelige udgave, der aldrig blev sunget og andre, som tiden var løbet fra – og redaktørerne begrunder tilføjelsen af de mange nye sange med følgende: 

"Til gengæld er der jo sket et og andet i den forløbne tid, som også har sat sig spor i arbejderbevægelsens tanker og følelser og i den danske sang. Oplysningsarbejdet er blevet adskilligt mere omfattende og alsidigt. Ferie- og friluftslivet har taget et stort opsving siden dengang. Vort samfund har været ude for alvorlige begivenheder; anslagene mod folkestyret, Danmarks besættelse og befrielse … og ønskerne om nye, gode sange, også inden for arbejdernes kreds." 
(Arbejdersangbogen 1947, s. 4).

Derudover skriver de, at "…sangene er valgt ud fra det bedste skøn med henblik på arbejdersangbogens anvendelighed ved de flest mulige lejligheder." (Arbejdersangbogen 1947, s. 4).

En del af de nye sange i bogen er nordiske, svenske, engelske – nogle handler om 2. verdenskrig og den periodes trængsler (f.eks. Oskar Hansens Vort land ligger ud til det blæsende hav fra 1942 samt tidligere statsminister H. C. Hansens 2 sange Efter år, hvor krigens hære slog ihjel og brød itu og Så stævner vi atter fremad begge fra 1946). 

Der er i 1947-udgaven kommet flere nationalromantiske sange fra midten af 1800-tallet ind, herunder sange/digte af Steen Steensen Blicher (Min fødestavn er lyngens brune land) fra 1814, Johanne Louise Heiberg (Natten er så stille) fra 1829 samt N. S. F. Grundtvig (Moders navn er en himmelsk lyd) fra 1838.

Der er også tilført fædrelandssange /-digte fra slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet, f.eks. Bjørnstjerne Bjørnsons Foragtet af de store, men elsket af de små fra 1874 om frihedsfolket i Norden, H. C. Andersens I skovens dybe, stille ro fra 1904 og L. C. Nielsens Jeg ser de bøgelyse øer ud over havet spredt fra 1901 samt hans Havet omkring Danmark, vort moderlige hav fra 1908. Hyldesten til Danmark findes også i Helge Rodes Som en rejselysten flåde fra 1920

Endelig er der kommet muntre sange med, f. eks den svenske skæmtevise Från Engeland till Skottland (uden år) samt Hans Hartvig Seedorff Pedersens Tre røvere, tre røvere fra 1917.

Selv om Arbejdersangbogen fra 1947 periodemæssigt ligger uden for mit område, er det interessant, at den nationalistiske bølge, der startede i slutningen af 1920'rne og kulminerede i midten af 1930'rne fortsatte under og efter 2. verdenskrig. Dog afspejler udvælgelsen af sangene til 1947-udgaven jo netop perioden op til og under 2. verdenskrig.

Som det fremgår af ovennævnte bærer en stor del af sangene præg af at være nationalromantiske. Bag i 1947-udgaven af Arbejdersangbogen er der et emneopdelt register, hvor 27 sange er oplistet som Vort land og sprog – 15 under Norden; andre nordiske lande og endelig 17 sange under overskriften Hjem og hjemstavn. (Arbejdersangbogen 1947, s. 373-374). 

I første udgave af Arbejdersangbogen fra 1926 er der 3 sange af H. C. Andersen, 12 sange af Bjørnstjerne Bjørnson, 11 sange af Holger Drachmann, 6 sange af N. F. S. Grundtvig, 5 sange af B. S. Ingemann og 5 af Christian Richardt – som alle må betegnes som værende nationalromantiske digtere i større eller mindre grad. 

Arbejderne ville gerne synge sange om deres sprog, ånd og fædreland – så på trods af socialisme og arbejderkamp, var den røde sangbog fyldt med hyldester til den borgerlige nation.

Arbejdersangkorene havde altså en solidaritetsfølelse for de syge og arbejdsløse, som kunne være med i korene uden at skulle betale kontingent, hvilket også fremgår af de kontingentbøger, jeg har kigget igennem i både Nibe og Aalborg.

For at værdigt trængende medlemmer (f.eks. arbejdsløse eller syge) kunne deltage i udflugter eller stævner, havde Arbejdersangkoret Lyren i Nibe oprettet en rejsekasse:
"Love for Rejsekassen:
…Rejsekassens Formaal er ved erlæggelse af 10 øre pr. person hver Sangaften, at samle penge til kommende Sangstævner … udtagelse af penge kan kun ske ved Rejsekassens Kasserer og Foreningens Formand … For at komme i Betragtning ved Uddeling af Kassens Midler, kræves der mindst 1 Aars Anciennitet…"
(78.067).

Der var med andre ord etableret en social foranstaltning, som på solidarisk vis kunne hjælpe til med, at flere kunne komme på udflugter eller til stævner.

I forbindelse med landsstævnet i 1926 skriver A. C. Poulsen i jubilæumsskriftet fra Arbejder-Sangkorenes Landsforbund, at der blev forhandlet "…billetmoderation for de tilrejsende sangere…" med statsbanerne og Dampskibsselskabet – og militæret og skoledirektionen stod for indkvarteringen. (Poulsen 1950, s. 39)

Flemming Hemmersam skriver i jubilæumsskriftet om den københavnske sangforening Cigararbejdersangforeningen af 1872 fra 1998 omkring landsstævnet i Aalborg i juni 1932, at der blev oprettet en sparekasse for at sangerne kunne komme med til stævnet. Derudover var 10 arbejdsløse tobaksarbejdere kommet gratis med fordi bryggeriet Stjernen havde givet tilskud til hver sanger med 5 kr. og resten blev betalt af sangforeningen. (Hemmersam 1998, s. 91).

Allerede 4 dage efter dette arrangement står der i referat fra møde 29. juni 1933:
"…Diskussion om at foretage en Udflugt til Sebbersund en af de førstkommende Søndage … det vedtoges at foretage en Listetegning…"
(78.067)

Billederne herunder er netop fra en af disse ture til Sebbersund i 1933 og fundet i min farmor og farfars scrapbog – og udstråler for mig både fællesskab, varme og sammenhold.

Udflugt til Sebbersund 1933. Min farfar står i midten. Privat foto.
 

Udflugt til Sebbersund 1933. Min farmor yderst til højre. Privat foto.

I forhandlingsprotokollen den 5. juli 1933 står der, at man ville … 
"…rette henvendelse til Arbejderpartiet om at afholde et Amerikansk Lotteri ved Arbejderstævnet i Skal [spillested i Skal-skoven ved Nibe] Søndag den 16. Juli, hvis Overskud skulde bruges til Musik og andre Udgifter ved vor Stiftelsesfest…"
(78.067)

Socialdemokratiet svarer tilbage – og i protokollen fra 14. juli 1933 står følgende: 
"…Vor henvendelse til Arbejderpartiet angaaende at afholde et Amerikansk Lotteri … blev nægtet på det kraftigste…"
(78.067)

Der var altså grænser for, hvad det daværende Socialdemokrati ville lægge navn og rygte til i 1933. Dog er der mange annoncer i dagspressen, der vidner om gåse- og andespil, amerikanske lotterier, maskerader, baller, dilettant-komedier og kaffeborde. Arbejdersangforeningerne blev brugt til – som andre borgerlige foreninger på samme tid – at danne ramme om forskellige slags sociale arrangementer for både medlemmer og ikke-medlemmer. I Lyrens forhandlingsprotokol refereres der fra et medlemsmøde den 25. juli 1933:
"…Skiveskydning afholdes 20. August … sælge Numre à 50 øre…" og at det "…vedtoges at afholde Stiftelsesfesten paa Afholdshotellet Søndag den 9. september med fælles kaffebord…"
(78.067)

Den 7. december 1933 står der i forhandlingsprotokollen, at der var
"…indkommet en Skrivelse fra D. S. U. om at deltage i fælles Kaffebord til deres Stiftelsesfest 10.12…"
(78.067).
Foreningen var også meget optaget af dilettant-komedier. I deres arkiver har jeg fundet rollehæfter til 3 forskellige stykker: Knægtene skal paa Landet – Folkekomedie i 4 Akter med Sange, Børsbaronen eller Den glade Kobbersmed – Folkekomedie i 3 Akter samt Paa Valsen – Komedie i 5 Akter. (78.067). 

Den 28. juli 1933 står der i forhandlingsprotokollen:
"…det vedtoges at rette Henvendelse til Niels Mortensen om at lave en lille lokal Revy ved Stiftelsesfesten…" (78.067).

Social-Demokraten skriver i sin artikel om Aalborgs forskellige sangkor om traditioner som "…den aarlige "Ølkassefest", som plejer at være særdeles fornøjelig…" og om "…Smederevyen, der efterhaanden er blevet en aarlig tilbagevendende Begivenhed…" (Social-Demokraten 18. april 1933). 

I en anden artikel i Social-Demokraten fra 1939 omtales et besøg fra Norge af mandskoret Frejdig hos arbejdersangkorene i Aalborg. Ankomsten af det norske kor beskrives meget malende, og efter at hvert kor har sunget skrives der: "…Hermed var den "alvorlige" Del af Stævnet forbi, og efter en Kop Kaffe, slog Sangerne sig i Dansen, ganske upåagtede af den tropiske varme i Lokalerne." (Social-Demokraten, juni 1939).

De mange positive beretninger om sangkor, stævner, kaffeborde og baller vidner om en tid, hvor de materielle goder måske ikke var så store – men til gengæld var det sociale samvær omkring disse arrangementer af stor betydning.

Th. Collemorten, der var formand for Arbejder-Sangkorenes Landsforbund fra 1925 og til sin død i 1937 holdt i 1927 et radioforedrag om betydningen for arbejdersangen, hvor han bl.a. siger:
"…Der synges for Menneskene fra Vuggen til Graven. Hver Milepæl i vort Liv passeres med Sang: Ved Barnets Vugge, ved Daaben, ved Konfirmationen, og senere som Voksen ved Bryllup, Sølvbryllup og til sidst, naar vort Liv er afsluttet, ved Graven, og desuden synges der ved alle lejligheder, naar en eller anden Begivenhed fejres
…
Ingen Stand har mere Brug for Sangen end Arbejderen. Vi ved, at Sangen letter Arbejdet og hjælper os mange Gange udover Dagens Besvær. Er man paa en Fabrik eller paa et Værksted, hvor Støjen af Maskiner ikke er alt for stor, synges der med Liv og Lyst…"
(Poulsen 1943, s. 54-55).

Det er et meget positivt billede, der her gives af sangen samt den betydning, den har haft – også på arbejderne. Dette billede, har jeg oplevet, går igen i rigtig mange af de forskellige sammenhænge, hvor jeg har undersøgt sangtekster, bøger samt beskrivelser af stævner og foreningslivet.

Jeg har i kapitel 4 undersøgt 9 arbejdersang- og alsangsstævner i perioden 1916-1940 samt 102 sangtekster fra disse stævner. Temaet i sangene har i perioden ændret sig fra, at man primært sang nordiske sange til udelukkende at synge nationalromantiske sange, som dog også skal ses i forhold til, at de sidste stævner var alsangsstævner med deltagelse af andre end arbejdere og at de blev afholdt efter udbruddet af 2. verdenskrig.

Sangene kommer enkeltvis og samlet til at repræsentere et ønske fra såvel arbejdere, ledere af sangkor samt politikere om, at netop disse sange skulle synges. Set i forhold til indholdet, er det slående, at så mange af sangene havde nationalromantiske temaer, men samtidig er det også interessant, at Socialdemokratiet netop accepterede dette sangvalg. 

Set i forhold til Anthony Smiths nationalismeteorier, kan man sige, at de repræsenterer hans perennialistiske paradigme, fordi de indgår i et kulturelt folkeligt fællesskab, der har dybe rødder i fortiden og er baseret på en organisk forbindelse til forfædrenes arv. Sangene vil for Smith komme til at stå for det, der repræsentere nationen og den nationale identitet modsat de offentlige institutioner, der for Smith repræsenterer staten.

Hvis man følger Smiths teorier, og tilføjer samfundets elite (her Socialdemokratiet og arbejderbevægelsen), vil man flytte sig over i det etno-symbolske paradigme, idet der her lægges vægt på forholdet mellem netop de forskellige eliter og de lavere lag – her arbejderne, som de søger at repræsentere (Smith 2003, s. 83).

Jeg vil ud fra ovennævnte mene, at denne type arbejdersang hører hjemme under det etno-symbolske paradigme, fordi vi her ikke har med et envejsforhold at gøre – altså, at det ikke kun var en påvirkning fra eliten, men i særdeleshed arbejderne, der ønskede, at synge nationalromantiske sange og på den måde påvirkede de politiske ledere. For at tilhøre etno-symbolismens paradigme skal analysen dog være over lang tid – gerne generationer, hvor man i denne sammenhæng kan sige, at arbejderne i al den tid de enkelte sange har eksisteret faktisk har ønsket at synge dem – jfr. de første udgaver af arbejdersangbøger, som jeg tidligere har været inde på.

Ifølge Smith er tilhørsforholdet til det etno-symbolske også betinget af, at forskeren søger historiske eller sociologiske forklaringer, der behandler årsagerne til den følelsesmæssige binding til deres etniske fællesskab. (Smith 2003, s. 85). Jeg vil mene, at jeg med udgangspunkt i min historiske metode funderet i Edward Palmer Thompsons fokus på mennesket som hovedperson – historie som levet erfaring, har forholdt mig til arbejderne og arbejdersangen på denne måde. Arbejdersangen kommer for mig til at fremstå som de fælles symboler og myter, der kan være med til at give et mere nuanceret billede af en tid, hvor man ønskede at vende blikket indad og søge sammen.