Jeg vil i kapitel 3 gennemgå dele af Socialdemokratiets historie i tiden op til 2. verdenskrig – især med fokus på det skift, jeg ser, der sker fra at det var et decideret arbejderparti til at være et demokratisk folkeparti. Partiet gik fra begyndelsen ind for overtagelse af alle produktionsmidlerne og ønskede revolution og klassekamp; senere fik de en mere pragmatisk og reformistisk indstilling, hvor det gjaldt om at tilegne sig magt ved brug af det borgerlige samfunds demokratiformer – samt ønsket om kontrol med samfundsproduktionen.

På det kulturpolitiske område kommer der en diskussion om, hvorvidt arbejderne skal have deres egen kultur eller overtage den allerede eksisterende borgerlige kultur. Dette problematiserer socialdemokraten Julius Bomholt i sin berømte bog Arbejderkultur fra 1932. Jeg vil analysere dele af hans holdninger til arbejderne og kulturen samt belyse forskellen på hans og Socialdemokratiets holdninger, som de kommer til udtryk.

Endelig vil jeg drage hans tanker og ideer om arbejdersang frem, som et af de områder, han fremhæver, der især kan bruges i forbindelse med etablering af en egentlig arbejderkultur. Arbejdersangen er for Bomholt et sted, hvor socialismen og fællesskabet sejrer over individualismen og liberalismen.

Partiet blev startet af Louis Pio, Harald Brix og Paul Geleff som en afdeling af Den Internationale Arbejderforening (Første Internationale) i 1871 med det formål at varetage den hastigt voksende arbejderklasses interesser. Partiet var i begyndelsen organiseret i faglige sektioner, men i 1878 skete der en adskillelse af parti og fagbevægelse, dog således at de to grene af arbejderbevægelsen gennem hver deres vedtægter var sikret repræsentation i hinandens styrende organer, og i øvrigt opretholdt de et tæt samarbejde på alle niveauer. (Den Store Danske Encyklopædi).

Figur 1

Historikeren og ideologen Gustav Bang kom til at præge Socialdemokratiet i første del af 1900-tallet, hvor han med forbillede i det tyske socialdemokratis ortodoksi udviklede en sammenhængende kapitalismeforståelse, socialismeforståelse og reformistisk strategi, som kom til at sætte sit præg på partiprogrammet fra 1913. Dog får dette program ikke den store betydning i praksis, idet de praktiske politikere – anført af Th. Stauning og Frederik Borgbjerg, ønskede at styrke deres positioner i parlamentet ved støtte til de radikale regeringer. Målet var at løsrive statsmagten fra borgerskabets herredømme ved en indførelse af demokratiske tilstande. (Braskhøj 1976, s. 36).

Teoretikerne fik på dette tidspunkt friere spillerum af den simple grund, at deres ord ikke længere havde samme vægt, og så længe splittelse i partiet var på grund af teoretiske uoverensstemmelse, tog ledelsen det ikke alvorligt. Mere alvorlig var den opposition, der begyndte at vise sig i fagbevægelsen blandt især de københavnske arbejdere. Lønforringelser og arbejdsløshed førte til stærke bevægelser i klassen, og venstreoppositionen begyndte at sige fra. Den russiske revolution var med til at forstærke dette – og DKP blev stiftet i 1920. Parti og fagbevægelse stod dog sammen, og arbejderne støttede op om de forbedringer, Socialdemokratiet fik gennemtrumfet omkring 1919: arbejdsløshedsunderstøttelse, lønforbedringer og 8-timers arbejdsdagen. Man var nødsaget til have en politik, der på den ene side fastholdt og udbyggede magtpositionerne inden for den borgerlige stat, samtidig med at man opfangede så brede dele af befolkningen, at den parlamentariske styrke gennem stemmeurnerne kunne øges. (Braskhøj 1976, s. 106).

På Socialdemokratiets kongres i Odense i 1923 vedtog man et valgmanifest: "Det er Socialdemokratiets mål at fremme samfundets og de forskellige befolkningsklassers berettigede interesser gennem en omfattende samfundspolitik. En politik, der ønskes tilrettelagt og gennemført ved deltagelse i det parlamentariske arbejde ved folkets styre, ikke ved diktatur af nogen art…" (Braskhøj 1976, s. 98).

Socialdemokratiet havde teoretisk 2 muligheder – enten at følge venstreoppositionen og udkæmpe klassepolitik og gennem faglig kamp sætte hårdt mod hårdt eller følge det parlamentariske klassesamarbejdes vej med mulighed for at overtage statsmagten. Ledernes personlige ambitioner afgjorde beslutningen – og det bar frugt allerede ved valget i 1924, hvor Socialdemokraterne dannede mindretalsregering støttet af Det Radikale Venstre.

Ved sin tiltrædelsestale i 1924 udtalte statsminister Th. Stauning blandt andet: "…Ministeriet vil føre en demokratisk samfundspolitik, ved hvilken der tages hensyn til alle landets erhverv og til alle berettigede interesser i samfundslivet." (Braskhøj 1976, s. 99). 

Det blev Socialdemokratiets primære opgave at fortsætte den demokratiske kamp for at fuldende det borgerlige demokrati – og derefter drive udviklingen videre mod socialisme, hvilket var en håbløs opgave, fordi de mere og mere måtte lade sig integrere i den kapitalistiske statsmagt og gradvis give afkald på det socialistiske endemål. Klassekampen i gaderne blev til arbejderklassens integration i det parlamentariske arbejde, og alliancepolitikken blev central for Socialdemokratiet og arbejderbevægelsen. Der var, som forfatterne til bogen Det danske klassesamfund 1920 til 1940 fra 1976 formulerer det, ikke tale om, "…at det var en arbejderklasse, som ud fra et klart revolutionært perspektiv indgik i en taktisk eller strategisk alliance for at udvide sine magtpositioner. Det var ikke en socialistisk alliancepolitik, der tog sit udgangspunkt i det socialistiske arbejderstandpunkt." (Braskhøj 1976, s. 84). Den reformistiske arbejderbevægelse viste sig "…at være i stand til hele tiden at tilpasse og udvikle politikken i takt med kapitalismens ændrede karakter." (Braskhøj 1976, s. 84). 

Det socialdemokratiske talerør Social-Demokraten skriver i en leder den 31. januar 1931, at "…det vil stille arbejderen i alt andet end en kampsituation over for de virksomheder, der jo lige så meget er deres egne. Det er 30-40 års gammel revolutionær romantik at tro, at en lock-out eller en strejke er noget særligt attråværdigt. Nu er forholdene andre end dengang. Midlerne må også være andre. Kampen er fra gammeldags arbejdsstandsninger flyttet over til politiske og økonomiske områder. Dette er vort standpunkt. Om det er moderat eller radikalt, skal vi ikke svare på, men det er tidens." (Braskhøj 1976, s. 112). 

Gennem krisepolitikken, hvor arbejderens og bondens interesser forenedes til samfundsinteresser, var det muligt politisk-ideologisk at betragte enhver opposition til denne som en opposition vendt mod samfundets interesser. Dette argument fremgik gang på gang af Socialdemokratiets agitation efter 1933 vendt mod venstreoppositionen, der over en kam blev anset for at være DKP'ere og dermed tilhængere af Stalins voldsregime i Sovjet. (Braskhøj 1976, s. 116). Endvidere blev parolen om kamp og forsvar for demokratiet forstærket med nazisternes magtovertagelse i Tyskland i 1933. "I et cirkulære til socialdemokratiske tillidsmænd i 1933 ridses denne problemstilling op: På vort partis hovedbestyrelsesmøde i København den 20. oktober vedtoges det at opfordre samtlige socialdemokratiske foreninger til at arrangere møder under mottoet: 'Mod fascisme og diktatur, for demokrati og socialisme... Vi må gøre en kæmpe indsats for at klargøre for den store offentlighed, at Socialdemokratiet er demokratiets sande beskytter'." (Braskhøj 1976, s. 117).

Manifestet er en fortaler for "…en Politik paa Lovens Grund…" og "…bekæmper den Diktaturbevægelse, der bærer Navnet Kommunisme, og vi bekæmper de forskellige Former for Fascisme, som nu er dukket op her i Landet." Ydermere ser det også "…den fra Rusland udgaaende Agitation og Bevægelse…" som en fascistisk beslægtet bevægelse, der "…er i Strid med det danske Folks Væsen og i Strid med det arbejdende Folks Interesser." Til sidst i manifestet står der: "Frem til Dagens Gerning. For Hjem og Børn, for Folk og Land. Danmark for Folket!"

Tiden var ikke til kostbare klassekonfrontationer og langsigtede programformuleringer. Det drejede sig nu om samfundsinteresserne. Politikken bestod af sikring af beskæftigelse og tålelige indkomster, og Socialdemokratiets rolle som arbejderparti forenedes med rollen som nationalkapitalens forvalter. Partiets potentielle vælgere var nu ikke kun den tidligere arbejderklasse men også et voksende mellemlag – og Socialdemokratiet definerede sig nu mere som et folkeparti end som et arbejderparti.

Socialdemokratiet blev inddraget som aktiv partner i kriseløsningerne i 1930'erne og var dermed med til at sikre en fortsat kapitalistisk dominans. Kapitalismen blev underlagt en statslig reguleringspolitik (statsinterventionisme), og man førte en "national" politik. Man bevarede produktioner, der reelt var uproduktive og som kun kunne overleve gennem statslig konkurrencebeskyttelse eller gennem direkte statssubsidier. Det var ikke en udviklings- eller strukturpolitik, men snarere en beskæftigelsespolitik – og på den måde fastholdt man eller øgede valgstemmerne. Der blev givet støtte til kriseramte industrier/landbrug, fiskeri mv. (Braskhøj 1976, s. 110-121).

Hartvig Frisch beskrev i 1935 denne opfattelse af at være et folkeparti: "Det var nu klart, at ikke blot den egentlige arbejderklasse men store grupper af tjenestemænd, aldersrentenydere, småhandlende og håndværkere, fiskere og husmænd var på vej ind i Socialdemokratiet." (Citeret fra Socialdemokratiske Noter nr. 3., 7. årgang, 1936. In: Braskhøj 1976, s. 118).

De 7 forfattere har i bogen Det danske klassesamfund 1920 til 1940 fra 1976 skrevet om Socialdemokratiets udvikling set som et parti splittet mellem socialisme og reformisme. De skriver bl.a., at det "… socialistiske perspektiv, både i dets revolutionære og dets reformistiske varianter … aldrig i praksis slog igennem i den danske arbejderbevægelse i større målestok, og da slet ikke i klassen. Dens praksis blev afgørende bestemt af de betingelser og omgivelser, den forefandt…" (Braskhøj 1976, s. 34). 

Man kan opsummerende sige, at Socialdemokratiet i løbet af 1920'rne og 1930'rne tog mere og mere afstand fra det socialistiske perspektiv og lænede sig i højere grad op ad det borgerlige demokrati. Social-Demokraten skriver som nævnt tidligere, at den revolutionære romantik er lagt på hylden til fordel for realpolitiske forhandlinger. 

Det nationale element indtrådte i Socialdemokratiets politik, fordi man vendte nazismen og kommunismen ryggen, og det blev deres ideologiske fundament for velfærdsprojektet. Fra at være rettet mod det internationale vendte man sig indad. Danmark som nationalstat blev på en måde en konstruktion, og det følger meget godt John Breuillys forestillinger om nationalismen som et instrument for at opnå et politisk mål – altså for Socialdemokratiet i tiden op til 2. verdenskrig at komme til magten for alvor. Det giver sig til kende i det modernistiske paradigme, der derfor kommer til at udtrykke den konstruerede nationalstat, der samtidigt vender sig mod det socialistiske arbejdersamfund. 

Louis Pio ønskede at arbejderne skulle have deres egen kultur, idet han mente, at den borgerlige kultur forførte arbejderne til borgerlig tænkemåde og gjorde det umuligt at kæmpe for en forbedring af deres forhold. I stedet for borgerskabets oldtidshøje og rustne riddersvær mente Pio, at folkeeventyr og sagn var det, arbejderklassen skulle bygge deres kultur op om. Historikeren Jens Engberg kommenterer dette i sin gennemgang af Socialdemokraternes kulturpolitik og skriver, at "…det var naturligvis en naiv tanke, at landbosamfundets feudale sagn og myter skulle kunne danne grundlaget for industriarbejderklassens kultur." (Engberg 2002, s. 9).

Den socialdemokratiske historiker Gustav Bang var af en anden opfattelse end Pio. Han mente ikke, at der skulle findes eller skabes en særlig arbejderkultur – men opfattede borgerskabets eksisterende kultur som et fællesgode og noget, arbejderklassen havde lige så meget ret til at få del i som borgerskabet. For Bang handlede det ifølge Engberg om, at det eneste arbejderklassen havde brug for, var kortere arbejdstid, mere fritid og en retfærdig fordeling af produktionen – "… så ville den borgerlige kultur i al dens herlighed også komme arbejderne til gode." (Engberg 2002, s. 10). Gustav Bang skriver i en af sine artikler (Socialdemokratiet, Kulturens Bærer): "…Hvilken rigdom af nye Idéer, af dybere Erkendelse, af finere Kunstglæde, af højere Kultur og ædlere Livsnydelse aabner der sig ikke Udsigt til … naar Socialismen sletter alle Klasseskel og gør alle Samfundets Rigdomme til Menneskenes fælles Eje!". (Bang 1915, s. 289). Han skriver videre, at Socialdemokratiet skal optage "…alle sunde og livskraftige Kulturstrømninger, den kapitalistiske Tidsalder har skabt, tilegner sig dem, forarbejder dem og bruger dem som Midler til at berede Vej for det nye Samfund, det stiler imod." (Bang 1915, s. 283).

For mig viser Pios og Bangs holdninger de to forskellige retninger inden for den socialdemokratiske kulturpolitik, som har været diskuteret lige siden – nemlig udjævningsteorien og erstatningsteorien. Den kulturelle debat blandt socialdemokrater i 1920'erne og begyndelsen af 30'erne drejede sig primært om indstillingen til den borgerlige kultur: Skulle partiet overtage den borgerlige kultur (altså udjævne) eller forkaste den (altså erstatte). De to udtryk bliver af socialdemokraten Julius Bomholt i 1932 i bogen Arbejderkultur navngivet som de to ovennævnte teorier.

Erstatningsteorien har modsat udjævningsteorien et ideologisk udgangspunkt – en klassetankegang – som forudsætning, men ikke nødvendigvis en marxistisk, og der var blandt teoriens tilhængere dyb uenighed om, hvad den borgerlige kultur skulle erstattes med. Der kom i sidste halvdel af 1920'rne forskellige proklamationer omkring en kultur med udgangspunkt i erstatningsteorien, bl.a. af den socialdemokratiske jurist Karl Kristian Steincke, som var kritiker af partiets pragmatiske linie samt af de forskellige skrifter så som Samfundet, Clarté, Kritisk Revy, Skandinavisk Monde, Plan og Tiden – alle plæderede de for en arbejderkultur i en eller anden form.

Bomholt forsøgte sig med selv at definere kultur som værende "…den samlede Sum af menneskelige Fremskridt og Værdier paa saavel aandeligt som materielt Omraade fra Tidernes Morgen til den Dag i Dag..." mens han mente, at det er Hartvig Frisch's udlægning ("Kultur er Vaner taget i den allersimpleste Forstand"), som bedst kunne forstås af dem, han selv kaldte for "…Menigmand." (Bomholt 1932, s. 9). 

Bomholt argumenterede for, at den akademiske lejr så kultur som boglig dannelse og kaldte dette for passiv kultur – mens han mente, at kulturen skulle være dynamisk og have mennesket i centrum (Bomholt 1932, s. 10). Han lænede sig op ad den marxistiske materialisme ved at hævde, at kulturen skulle være overbygning på en økonomisk underbygning. Han gennemgår og analyserer i sin bog forskellige kulturperioder og siger, at "…I enhver Kultur, ogsaa i vor, er der Levn fra svundne Aartusinders Kulturliv, men en stor Part af disse Levn er kun tomme Vaner eller stivnet Overtro." og skriver, at "…Den tidligere dynamiske (skabende) Kultur bliver passiv, modtagende, statisk (hvilende)…" ved at den anvendes til at udfylde overklassens ledige tomrum. (Bomholt 1932, s. 22). 

Han mener, at Marxs teori slog fejl og tager afstand fra den – og ser kommunister som snyltere: de "...vandt frem i de Arbejdsgrupper, der nød godt af to Generationers socialdemokratiske Indsats.",  og siger, at de har et "…følelsesmæssigt Samfundssyn: de naivt enkle Linier, Mørke og Lys, Katastrofe-Eksplosion og derefter følgende socialistiske Paradis." Han siger, at, "det følelsesmæssige samfundssyn var langt bedre egnet for Propaganda end det mere komplicerede socialdemokratiske Syn. Det var lettere at prædike Revolten end at gennemføre en faktisk Samfundserobring." (Bomholt 1932, s. 72). Han kalder den russiske revolution i 1917 for en "…Kliché…"  og er i stedet tilhænger af det, han selv kalder "…den realitetsbestemte Fløj af den vesteuropæiske Arbejderbevægelse…" (Bomholt, 1932, s. 73).

Den første teori er meget i tråd med basis-overbygningstanken, men Bomholt mener, at hvis man ikke allerede nu anvender kulturmidlerne, vil borgerskabet måske udnytte dem til "…Propaganda-Apparat mod Arbejderne. Kulturmidlerne staar aabne for Demokratiets Indflydelse. Hvorfor ikke udnytte dem gennem en positiv Indsats?" (Bomholt 1932, s. 90). Derudover mener han, at socialiseringen af kulturen allerede er i gang: "Kulturen er paa March. Den marcherer i Takt med de økonomiske Fremskridt…" (Bomholt 1932, s. 91). Han siger, at der findes "…socialistiske Kultur-Fantaster, ikke mindst i de akademiske Kredse, der tilegner sig kendskab til Marxismen gennem læsning uden at opnaa en tilsvarende Realitets-Skoling i det praktiske Liv…" - og sidestiller endda marxismen med kristendommen. (Bomholt 1932, s. 111).

Hans anden teori – den han selv kalder udjævningsteorien – går ud på, at den borgerlige kultur skulle demokratiseres eller udjævnes. Han diskuterer i sin bog for og imod teorien, og siger bl.a., at "…Forsøgene paa at forme en særegen Arbejderkultur fører kun til Sekterisme. En Analyse af den faktiske Arbejderbevægelse vil vise, at Arbejderne gradvist rykker ind i den borgerlige Kultur, der er Samfundets Fælleskultur…" (Bomholt 1932, s. 91) og at "…alt – fra Indbo til Livsanskuelse – er tarvelige Kopier af de bedrestilledes Verden, præget af Tilpasning og Efterligning." (Bomholt 1932, s. 96). I sine diskussioner opstiller han 5 teser, som skulle være argumenter fremført af udjævningsteoriens tilhængere. Han hævder, at selv om nogle af disses iagttagelser er overvejelser værd, så "…kommer ogsaa denne teori til kort over for Virkeligheden…" (Bomholt 1932, s. 107). 

Bomholt forholder sig på 17 sider i sin bog Arbejderkultur til forskellige former for kultur og kunst, som i hans øjne er fjern ideologisk sekterisme, borgerlig-radikale bohemer og overklasse-forfattere, og som på ingen måde kan give arbejderne noget. Det går bl.a. hårdt ud over ekspressionistiske malere som Käte Kollwitz og Georg Grosz, hvis kunst han kalder "…næsten sygelig Pessimisme.." og "…Perversitet…" (Bomholt 1932, s. 96). Om mode siger han, at "…De Silkestrømper, som Bourgeoisiets Damer promenerer med paa Strøget i Foraarstiden, viser sig et Par Maaneder senere i Arbejderkvarternes Sidegader..."  – og om radioen siger han, at den "…betyder Adspredelse, simpelthen." (Bomholt 1932, s. 100-101). Filmen får også et slag, han siger den er "… Surrogat… saa hellere … et kig ind i de amerikanske Smuglerbanders pistolbevæbnede Tilværelse..." – og om bøger siger han, at de "…skal ligesom Avisernes Feuilletoner handle om Hertuger og Baroner, Drab og Forførelse, pragtfulde Elsskovsscener." (Bomholt 1932, s. 102). "Litteratur er Stimulans, hævder Bladene." En kvinde udtalte til Frederiksborg Amts Avis: "'Lad mig faa en spændende Historie om engelske Lorder', sagde hun,' for naar man har staaet hele Dagen i Vaskebaljen, trænger man til at blive rykket ind i en ganske anden Verden'." (Bomholt 1932, s. 102). 

Bomholt skriver som forsvar for udjævningsteorien, at arbejderne kun er solidariske af økonomisk tvang – og så snart denne tvang ophører, er der kun hensynet til egen velfærd. "Den sociale Ønskedrøm har sat sig fast i Masserne … den menneskelige Egoisme har besejret den sociale Ansvarsfølelse", og spørger: "Er Solidariteten en Hjord-Drift, der kun varer, saa længe Tordenvejret raser?" (Bomholt 1932, s. 104-105 og 110).

Bomholt undskylder de mennesker, der har haft disse ønskedrømme og har villet flygte fra den slidsomme og trivielle hverdag – sådan var det før 1. verdenskrig, siger han. "Man anede ikke, at den herskende Kultur var gennemsyret af 'Kapitalismens Aand'." siger han, og man ønskede tidligere "'Lige og fri Adgang til Kulturens Goder'" (Bomholt 1932, s. 108).

Han mener, at arbejderne skal "…samle sig til virkningsfuld Modaktion...", og at der skal skabes en "…Arbejderkultur i Ordets egentlige Betydning." (Bomholt 1932, s. 61).

Bomholt ser ikke revolutionen som endemålet – men derimod "…det økonomiske Demokrati, Produktionsmidlernes Socialisering." Han ser for sig, at arbejderen er den "…egentlige Drivkraft i Udformningen af en social Kultur…" samt "…en Socialisering af Kulturmidlerne…" gennem kulturinstitutioner som f.eks. bibliotekerne, pressen, film og radio. (Bomholt 1932, s. 62 og 65). Bomholts bagvedliggende teori er "…at gøre Samfundet til Bærer af en social Kultur baseret på kollektiv Interesse, og at gøre Mennesket til Bærer af en socialistisk Kultur baseret på Idé." (Bomholt 1932, s. 130).

Bomholt ser ungdommen rejse sig fra efterkrigstidens økonomiske krise og den herskende klasses politik af mere hektisk karakter (diktatur og fascisme) og arbejde videre på førkrigens politiske ungdomsarbejde. Dog havde ungdommen før krigen og internationalt ifølge Bomholt, en uklar ideologi med sig, idet de ville en verdensomvæltning, "…Revolution, Kaos…" og havde "…forvirrede, romantisk farvede Bestræbelser…" (Bomholt 1932, s. 116). 

Han ser i sin bog ungdommen kræve "…Socialismen virkeliggjort i Hverdagens jævne Kaar i saa vid Udstrækning, som det kapitalistiske System kunde tillade det." og "I Kammeratskabets Navn krævede den Socialismen gennemført som en praktisk Livskunst." (Bomholt 1932, s. 122). Bomholt ser altså kampen ske inden for de eksisterende rammer – bestemt af et borgerligt-demokratisk system. Han ser ungdommen "…kunde udføre et for Arbejderklassen overordentlig vigtigt Arbejde ved at anvende den socialistiske Værdiskala over for Borgerskabets hule og forløjede Kultur … for kulturelt at selvstændiggøre Arbejderklassen." (Bomholt 1932, s. 125).

Bomholt stiller spørgsmålet: "Hvorfor nøjes med den borgerlige Kulturs spartansk indrettede Anneks 'for Folket', naar man selv er i Stand til at bygge et Tempel for større Idéer?" (Bomholt 1932, s. 126). Han skriver at den unge generation "…har en sikker Forstaaelse af, at Kultur ikke er et 'Opad', men et 'Indefra', at den kun opstaar, hvor en Mand vedkender sig sine Idealer i fuld Alvor." (Bomholt 1932, s. 126). 

For Bomholt er fællesskabet ideen, og skriver videre " … Liberalismen f.Eks. tilstræber kun en Forstørrelse af Individet og virker derved social opløsende, medens Socialismen tilstræber det Fællesskab, der er større end Individet og saaledes virker socialt opbyggende." (Bomholt 1932, s. 141). Han tager afstand fra begrebet personlighed, i den forstand, at det betyder selviagttagelse og selvbeføling – mens ordet personlighed er positivt sammen med ordet fællesskab, fordi forbindelseslinien mellem dem er ide og arbejde, og siger, at det er fællesværdierne i personligheden, som samling og sammenhæng. (Bomholt 1932, s. 143-144). Som eksempel på liberalistisk individualisme, fremhæver Bomholt idrætsgrenen boksning: "Der er ikke meget Værdi i den Sport, der aktivt bestaar af to Boksere og passivt af 160000 Tilskuere." (Bomholt 1932, s. 169).

Inden for teaterområdet er det på samme måde. De mere end 5000 teaterforeninger under Arbejderbevægelsen ønsker at opføre enten "…et Skuespil af en Gruppe af Foreningens egne medlemmer (Dilettantkomedie) eller ogsaa lejes et ambulant Teaterselskab til at opføre en 'Knald-Succes'." (Bomholt 1932, s. 178). Bomholt ser her som sit ideal, at "…Amatør-Dramaet maa bevæge sig i den Virkelighed, hvormed Arbejderen er fortrolig; det maa løfte de Problemer, der er Arbejderens, op i Kunstens Lys." (Bomholt 1932, s. 179). 

Han erkender til sidst i bogen, at "…en praktisk kulturpolitisk Linje maa klogt afveje hensynet til det ideelt ønskelige og det øjeblikkelige Behov…" (Bomholt 1932, s. 177) – så på trods af alle hans tidligere formaninger og negative udtalelser om borgerlig kunst og kultur, synes han ikke at være bedre end resten af de socialdemokrater, der lefler for flertallet i håb om at beholde magten.

Bomholts indsatsområde: musik – og især arbejdersang
Et af de områder Bomholt beskæftiger sig med i sin Arbejderkultur er musik – og i samme åndedrag fremhæver han arbejdersangen. 

Han siger, at det er svært med musikkens område. Modsat litteraturens og billedkunstens område mener han, at "…den eksisterende Musik har saa rige Værdier…" og at "Den befrier, idet den forener… Den skaber det umiddelbare Fællesskab." (Bomholt 1932, s. 163). Han forsøger at argumentere for den forskel, der er på musikken og så litteratur og billedkunst  – hvilket virker noget problematisk. Han gør det selvfølgelig, fordi han ikke har en anden slags musik at kunne sætte i stedet – som han skriver, at det ikke vides "…om Arbejderne vil komme til at yde en særlig Nyindsats paa Musikkens Omraade." (Bomholt 1932, s. 163). Han ser altså ingen arbejderkomponister, der kan erstatte den tidligere udgivne musik – og må derfor acceptere og plædere for den allerede eksisterende. Han er vel også nødt til at acceptere, at radioen spiller meget især klassisk musik, som han ikke på nogen måde kan forlange, ikke bliver spillet. Det er nemmere for ham, at sige, at litteraturen og billedkunsten skal udskiftes med arbejdernes. 

Den positive behandling, musik får af Bomholt, har også at gøre med, at musikken er "… den mest kollektive…" og som han siger om sangen: "I Sangen har Tonerne forenet sig med Ordet, og Ordet forudsætter Tænkning og Tilslutning. Også Sangen er en kollektiv Kunstart. Den vinder i Skønhed, naar den synges af mange. Lad et Digt være nok saa smukt, det bliver dog først for Alvor en social Værdi, naar det synges – og synges af mange!" (Bomholt 1932, s. 163).

"Sangen kræver Kamp eller Hyldest, Fornægtelse eller Tilbedelse, sidst af alt Tvivl. Hvis ikke hele Mennesket er med, er Sangen kun en udvendig Præstation." (Bomholt 1932, s. 163)

Bomholt skriver, at "…det syngende Menneske gør sig til eet med de Ord, der synges, og derfor kan en Arbejder kun synge saadanne Sange, som ligger inden for eller i hvert Fald ikke strider mod hans Idéverden." (Bomholt 1932, s. 163). Bomholt nævner ikke specifikt, hvilke sange eller forfattere han hentyder til – men det kunne være, han f.eks. mener Grundtvig. Han skriver selv videre, at "Den gamle Folkesang er saa langt fra død; den har kun skiftet Tekst."  (Bomholt 1932, s. 164). 

Sangen er for Bomholt et smukt symbol på fællesskabet, og han skriver, at det er et "…kulturpolitisk Krav, at Sangen ikke skrumper ind til Solopræstationer, men at den aktiviseres i Foreningslivet, ved Fællessang og Korsang." (Bomholt 1932, s. 164). Man kan sammenligne dette med hans tidligere nævnte syn på f.eks. en boksekamp. Det er på samme måde en solopræstation, hvor sangen som anden holdsport er for de mange. 

Bomholt kommer også ind på indholdet af de sange, han ser blive sunget i sangforeningerne, og forholder sig kritisk ved at sige, at "…det kan jo ikke nægtes, at adskillige Sangforeninger nøjes med enkelte prøvede Bravour-Numre, der til sidst er lutter udvendig Kliché." (Bomholt 1932, s. 164). I stedet beder han om, at "…Sangene litterært set er lødige og giver udtryk for Arbejdernes Tankegang." (Bomholt 1932, s. 164).

Ib Bondebjerg og Olav Harsløf skriver i deres antologi Arbejderkultur 1924-48 fra 1979 om Bomholts bog, at hos ham "…fremtræder arbejderkulturen … som et modsætningsfyldt konglomerat af småborgerlig dannelsesliberalisme og socialistiske kulturforestillinger der ikke lader sig forbinde…" (Bondebjerg 1979, s. 59).

Alligevel er Bomholts bog med sit forsøg på en identifikation af begrebet arbejderkultur samt hvordan man i praksis får den formidlet og inkorporeret i arbejderbefolkningen for mig et lysende eksempel på en ideolog, som er gået hele vejen og har villet tage favntag med de store ord kultur, arbejder og menneske. 

Mens den socialdemokratiske kulturpolitik traditionelt havde været nationalt baseret var Bomholts sigte mere internationalt. Han kiggede især mod det centrale og østlige Europa og blev inspireret af lejrstemninger hos ungdommen. På en måde kan man sige, at han forsøgte at gøre op med den gængse forestilling om overtagelse af borgerskabets nationalromantik og vender dén ideologi ryggen.

Bomholt forsøger med sin arbejderkultur at skabe en ny form for konstruktion – næsten et helt paradigme, hvor alt skal passe sammen i et system eller mønstereksempel på en nationalstat befolket af arbejdere, der læser, ser på og lytter til en bestemt form for kunst eller kultur. Bomholts noget firkantede og agitatoriske livssyn ændrede sig dog, idet det gik op for ham, at det ikke var realistisk med en sådan arbejderkultur – fordi hverken Socialdemokratiet eller arbejderne ville have det. 

Det, der også i denne sammenhæng, kan være værd at bemærke er, at de arbejdere, som Bomholt ønskede skulle overtage hans kultur, for manges vedkommende oprindelig var bønder, som var vandret fra land til by i håb om at finde arbejde netop der. 

Jeg vil i næste kapitel tage fat på et de områder, der lå Bomholts hjerte nærmest – nemlig arbejdersangen – og undersøge, hvilken rolle sangen havde for arbejderne samt for det sociale og folkelige liv, der var rundt omkring det.