Metodeovervejelser
Mine metodiske overvejelser udspringer af min baggrund som bachelor i historie, og jeg synes det kunne være spændende og en stor udfordring at anskue mit emne med et historisk udgangspunkt og en respekt for fagets metode, kildekritik og teori. 

Der har i historikerkredse gennem tiderne været diskussioner om såvel gode som dårlige sider af påvirkningen af historiefaget fra andre fag (f.eks. sociologi, antropologi og psykologi) – men jeg mener, det har gavnet selvindsigten og givet faget muligheden for at revurdere tidligere tiders ofte meget firkantede metoder ved at alt skal kunne måles og vejes samt verificeres ved at blive hældt gennem en si.

Historikeren og kunsthistorikeren Ludmila Jordanova skriver i sin bog History in Practice: "The boundaries around disciplines may be constructions, but that does not mean they are trivial or to be ignored. Historians can learn much from other disciplines, but in order to do so they have to know something of their modus operandi". (Jordanova 2000, s. 90). 

Jordanova skriver videre i sin bog, at det traditionelt tidligere har været sådan, at antropologer har kortlagt eksotiske kulturer – ofte skildret som primitive, mens historikere har undersøgt deres egne samfund. At de i dagens forskning har fundet sammen er – set fra historikerens synspunkt – en positiv erkendelse af, at de metoder, antropologerne har udviklet, er nyttige for dem. (Jordanova 2000, s. 72). 

Fra tidligere at have anvendt klassifikationsmetoder af levn, er de antropologinspirerede historikere gået over til en mere kulturel tilgang, hvor man analyserer de indbyrdes menneskelige forhold, som også på den måde er sociale fænomener – såvel primitive som civiliserede. 

Historikere har haft en tendens til at acceptere ”højere” udviklet kultur (f.eks. kunst, arkitektur, poesi og musik) som en del af historien, mens ”lavere” kultur (som f.eks. glasvarer, smykker, lervarer, værktøj, tøj og kropsdekorationer) ikke har været værdsat af historikere som interessante eller passende. Disse dagligdagsting har været overladt til arkæologer, samlere og folklorister. Studiet af hverdagen – everyday life – er dog inden for de sidste år vokset kolossalt, og inden for såvel historie og andre kulturstudier har der været en stigende interesse for det. 

Historikeren Palle Ove Christiansen skriver i sin bog Kulturhistorie som opposition fra 2000 om udviklingen i studiet af kulturen og ser den som opposition til den politiske historie. Han skriver, at den historiske antropologi voksede frem fra slutningen af 1970’erne, hvor man gjorde oprør mod den større brug af socialvidenskabelig teori og metode – såkaldt "social science history" med inspiration fra økonomi, demografi, politologi og socialteori. (Christensen 2000, s. 121). Omkostningerne ved denne retning var nemlig, at mennesket forsvandt ud af historien til fordel for strukturer og tabelopstillinger af den levende dagligdag. Den historiske antropologi blev i denne sammenhæng en kamp for at vinde livet tilbage til socialhistorien, og man ønskede at beskrive tætte sociale miljøer som helheder af mennesker i indbyrdes relation med hinanden. (Christensen 2000, s. 121-122).

Et eksempel på denne spirende historiske antropologi er den franske Annales-historiker Emmanuel Le Roy Laduries afhandling fra 1975 om bjerglandsbyen Montaillou i 1300-tallet. Hans bog er bygget på en omfattende udnyttelse af inkvisitionens forhørsprotokoller, hvor 25 af byens 100 indbyggere er blevet afhørt. (Christensen 2000, s. 143-145 og Floto 1996, s. 189). Denne form for fortælling bliver en slags mentalitetshistorie på samme måde som etnografer kortlægger Tuaregerne eller Bellona-øboerne. Forskellen er – ifølge historikeren Inga Floto – den historiske dimension og de kildemæssige problemer, dette medfører – mens spørgsmålene og søgefeltet i høj grad er sammenfaldende. (Floto 1996, s. 189).

I Storbritannien udvikledes i 1960’erne og 1970’erne en speciel socialhistorie hos marxisterne Eric Hobsbawn og Edward Palmer Thompson. Mens Hobsbawn arbejdede med økonomi og kvantiteter, hentede Thompson inspiration i en slags humanistisk historie-materialisme samt i antropologi og folkloristik. Hans mest kendte værk er The Making of the English Working Class fra 1963 samt Folklore, Anthropology and Social History fra 1978. (Floto 1996, s. 195-197 og Christensen 2000, s. 128). I The Making of the English Working Class portrætterer han arbejderklassen som et historisk fænomen, der forener en række forskellige og tilsyneladende uforbundne begivenheder, både i erfaringens råmateriale og i bevidstheden. Han betragter ikke klasse som en struktur eller kategori – men noget som rent faktisk finder sted – noget der sker. ”Class happens”, som han siger, når nogle mennesker, som et resultat af fælles erfaringer, føler og udtrykker identiteten af deres interesser, både indbyrdes og overfor andre mennesker, hvis interesser er forskellige fra deres. (Floto 1996, s. 197-198).

Thompson er et produkt af en engelsk empirisk tradition samt den mere brede fortællende eller berettende historieskrivning (the narrative). Han var optaget af at ville fortælle en historie om skabelsen af arbejderklassen, der blev skabt af rigtige mennesker, som handlede i en historisk konkret situation og trak på de ressourcer, deres erfaringer gav dem. Inga Floto kalder hans historieopfattelse en dynamisk marxisme med en klar forståelse for betydningen af politisk magt og statens rolle (Floto 1996, s. 199). 

Mennesket er hovedpersonen i Thompsons historiefortælling – historie som levet erfaring, og det jeg synes, man kan bruge Thompsons metode til, er at forsøge at dykke ned i fortiden og få den formidlet til nutiden på en sådan måde, at den føles levende – og ikke er en papkasse fyldt med støvede dokumenter, som man kildekritisk kigger på et efter et. Ved at gøre historien levende, vil vi i dag få den fornemmelse, at menneskene har eksisteret samt forsøge at få en forståelse af, hvordan og hvorfor de har ageret, som de har. For mig er historie at stille de spørgsmål til fortiden ud fra ud fra vores sted og i vores tid – vores horisontlinie.

En meget spændende indgangsvinkel til forskningen i arbejdernes og deres bevægelses kultur er det etnografiske og særligt de måder, hvorpå folkloristerne har set på emnerne. Omkring Institut for Folkemindevidenskab/Folkloristik samt Center for Arbejderkulturstudier ved Københavns Universitet og Selskabet til Forskning i Arbejderbevægelsens historie opstod der i 1970’erne og 1980’erne en gevaldig stigning i interessen for – og studiet af – denne gruppes kultur. Ved hjælp af metoder, som ikke tidligere havde været anvendt på arbejderklassen, fandt man indefra og nedefra nye emner og områder at beskæftige sig med. Det var i høj grad erindringer og overleverede fortællinger (så som eventyr, viser, rim, remser, sagn, tro og skikke), der blev anvendt som materiale til at fortælle arbejderklassens historie på ny.

Det er især mag.art. i folkloristik Flemming Hemmersam, der har slået til lyd for, at man ved en historisk eller litteraturvidenskabelig indgangsvinkel til arbejderkulturen, ikke har formået at få den fuldt afdækket. Han ser arbejderkulturen som en kegle, hvor især historikere har kunnet beskæftige sig med den øverste del – dér hvor forskningen har været inden for arbejderbevægelsens organisationer og de ting, som bevægelsens top har igangsat – altså set oppefra og udefra. 

Hemmersam mener, at man for at få hele forskningsfeltet med, er nødt til at anvende kulturvidenskaberne (f.eks. folkloristik, etnologi og antropologi) for at få det med, som er keglens brede fod. (Hemmersam 1986, s. 25-29 samt Andersen 1981, s. 9). ”Et folkloristisk kildemateriale opfattes som noget i sig selv, med sin egen problemstilling om indsamling, analyse og formidling af levn, minder, traditioner og revitaliseringer, sådan som de anvendes og opleves af folk og/eller går igen i samfundssammenhænge.” (Hemmersam 1997, s. 21). 

Arbejderkulturen skal ifølge Hemmersam opfattes som lig arbejdernes hverdagskultur og skal også ses i forhold til det omgivende samfunds folklore med henblik på at beskrive og analysere påvirkning mellem arbejder, arbejderbevægelse og det omgivende samfund. (Hemmersam 1990, s. 75). 

Kritikere af Hemmersams metoder (bl.a. litteraturhistorikeren Svend Aage Andersen) siger, at den specifikt folkloristiske synsvinkel ikke formår at kunne indfange arbejderkulturen i alle dens dimensioner, idet "…den hovedsagelig hæfter sig ved bestemte delaspekter ved den ('skik og brug') eller reducerer arbejderkulturens kompleksitet til en delvis forenklende skematik (f.eks. 'tradition/innovation')." (Andersen 1981, s. 9).

En anden kritiker er historikeren Morten Thing, som kalder etnologernes og folkloristernes tilgang til studiet af arbejderkulturen som ”… en udvidelse af såvel arbejdskraft som –metoder […] men samtidig også tit en forbløffende indsnævring af perspektivet for forskningen.” (Thing 1989, s. 132)

Alle er dog enige om, at det er nødvendigt med tværfagligheden, idet kulturforskningen nødvendiggør brede synsvinkler, især, når der tales om, hvorvidt det skal ses oppefra og udefra eller nedefra og indefra. En enkelt akademisk faglighed kan efter min mening heller ikke favne en hel gruppes kultur. Ens vinkel er nødvendigvis farvet af de akademiske metoder, teknikker og traditioner, ens fag er funderet i. 

Et forsøg på at arbejde med tværfagligheden skete i 1984/85, hvor fagene dansk, historie, nordisk folkemindevidenskab og europæisk etnografi på Københavns Universitet arbejdede sammen om en projektorienteret undervisning om arbejderkulturen i 30'erne med udgangspunkt i interviews med personer, der havde oplevet Nørrebro i 1930'erne. Med ønsket om at kunne lære noget af hinandens fagligheder blev der undervist i synsvinkler, metode, samfundsformer i storbyen, mentalitetshistorie og interviewteknik – og de studerende blev sendt i marken for at interviewe folk, hvorefter disse kilder blev bearbejdet ud fra såvel historisk som litterær, antropologisk og folkloristisk metode. Det gav mange diskussioner, særligt om erindringers kildeværdi samt de forskellige indgangsvinkler og måder at bruge erindringer på. Arrangørerne kaldte det selv et forsøg og håbede på det tidspunkt, at det kunne være med til at udbygge et tværfagligt forskningsmiljø. (Vasström, 1985, s. 44-54).

Interessen for arbejderkultur var også påvirket af den interesse, der fra slutningen af 1960'erne og frem var for såkaldt bindestregshistorie – altså de forskellige gruppers historie i et forsøg på at komme hele vejen rundt. Alt blev gjort til interessante objekter i demokratiets navn: kvinderne, bøsserne, bønderne, de underprivilegerede og alle andre, som ikke tidligere havde været en del af den store historie. 

Flemming Hemmersam skriver om interessen for arbejderhistorien efter 1968 hos venstreorienterede, at det var et udtryk for "…en revitalisering af en arbejderbevægelse og ideologiske strømninger, som havde lidt nederlag og var blevet usynliggjort af en kommunistisk og socialdemokratisk opfattelse, men som man nu ønskede at genopdage, så denne tradition kunne genoplives." (Hemmersam 1990, s. 75).

Niels Finn Christiansen og Karl Christian Lammers nævner nogenlunde det samme i deres artikel om historievidenskaben og arbejderkulturen fra 1986, hvor de skriver, at der altid er en politisk indgangsvinkel til at studere arbejderbevægelsen og arbejderkultur, som så enten kan være fra en politisk tilhængers eller modstanders synspunkt. De skriver videre, at det var oplagt at forske i det, de kalder glansperioden for arbejderkulturen fra ca. 1890 og til 1935, hvor "…arbejderne og arbejderklassen gennem en sand underskov af organisationer og institutioner søgte at omfatte og organisere arbejdernes og klassens liv fra vugge til grav og dermed at skabe strukturen til en anden kultur, arbejderkulturen." (Christiansen, 1986, s. 19). 

Den periode, hvor arbejderbevægelsen og arbejderkulturen var interessant at studere, synes forsvundet igen – og det kan være svært at formulere hvorfor. Konturerne i samfundet, den øgede individualisering samt en afstandtagen fra at ville identificere sig med ordene "arbejder", "arbejderbevægelse" og "arbejderkultur" er sikkert medvirkende til dette skred. Der er vel heller ikke mange egentlige arbejdere tilbage – nu er vi individualister i en oplevelseskultur, hvor selviscenesættelse, projektmageri og branding er dagens ord. 

For mig er perioden dog en af de mest spændende – og efter de sidste 10-15 års interesse for primært politisk historie, virker det interessant igen at dykke ned i arbejderkulturen; denne gang med andre og nyere briller end sidst, det blev gjort, og som jeg også har nævnt i indledningen. Jeg vil inden, jeg går over til at behandle Socialdemokratiets historie, arbejderkulturen og arbejdersangen kort komme med nogle overvejelser om såvel kultur- som nationalismeteorier.

Herders forståelse af kultur hang sammen med hans forestilling om national identitet. Han mente stort set ikke, at den nationale karakter kunne nedarves, kun indlæres. Dette syn blev udgangspunkt for de to mest indflydelsesrige opfattelser af national identitet i 18- og 1900-tallet – henholdsvis den romantiske, objektive og det politiske sindelags definition af nationen. (Østergaard 2000, s. 500).

Uffe Østergaard skriver, at Smith's ønske er at finde de moderne nationers etniske rødder for at kunne forklare, hvorfor nogle etnier blev nationer og andre ikke. I hans forsøg på forståelse lægger Smith vægt på komplekset af myter og symboler. Ifølge Smith er det særlige ved en etnie ikke dens økologiske placering, klassekonstellation eller politiske og militære forhold, men komplekset af myter og symboler uanset deres historiske sandhed (Østergaard 2000, s. 512-513). 

Anthony Smith hævder, at nationalismeforskningen i dag læner sig op ad det modernistiske paradigme, hvor man tager moderniteten for givet, og at nationalstaten etableredes i forbindelse med den franske revolution. Andre forskere – perennialisterne – mener dog, at særlige nationer kan spore deres oprindelse tilbage til renæssancen og middelalderen, f.eks. Sverige, England, Frankrig, Spanien og Holland. Disse nationers lange levetid giver historisk substans til befolkningens fornemmelse af en nationsstatus, der går tilbage til umindelige tider, og teorien udgør en alvorlig udfordring til modernismens påstande (Smith 2003, s. 74). 

Mens perennialismen bygger på historiske antagelser, er et andet paradigme - primordialismen – tilbøjelig til at bygge på samfundsvidenskab. Teorien kan spores tilbage til Rousseau og hans opfordring til at vende tilbage til naturen for at genvinde en tabt uskyld. (Smith 2003, s. 75). Den primordiale nation – den oprindelige – er kendetegnet ved at den findes ved tidens begyndelse og kan siges at være den nationalistiske naturalisme. Etniske grupper og nationer er ifølge Smith baseret på tilknytningen til den sociale eksistens' kulturelt givne – samt at vi som individer og medlemmer af kollektivet føler og tror på vores etniers og nationers primordialitet. (Smith 2003, s. 79). Han skriver videre, at primodialisterne ser, at folk baserer deres følelser på en kollektiv livsforstærkende natur og slægtsbåndets livsopretholdende egenskaber. 

En modstander af den måde at se primordialismen på, er professor i historie John Breuilly, i det han siger, at det vil føre os tilbage til et irrationelt behov for at høre til. Breuilly er af den opfattelse, at nationalismebegrebet skal begrænses til at være rent politisk og strengt instrumentelt, og for ham handler nationalisme ikke om identitet, enhed, autenticitet, værdighed og hjemlandet men kun om politisk magt. Nationalismen er simpelthen et instrument til at opnå politiske mål – og bliver i treenigheden (rationalitet, modernitet og politik) et tilbagevendende træk i instrumentalismen, hvor den lægger sig op ad det modernistiske paradigme, og afkvalificerer alternative tilgange. (Smith 2003, s. 82). 

Anthony Smith er selv etno-symbolist, hvor det er de subjektive elementer som erindring, værdi, følelse, myte og symbol, der giver mulighed for at forstå etnicitetens og nationalismens indre verden. Derudover lægger etno-symbolismen vægt på forholdet mellem forskellige eliter og de lavere lag (folket), de søger at repræsentere, og tager dermed afstand fra modernismens eksklusivt eliteorienterede analysetyper. (Smith 2003, s. 83). Ifølge Smith vil et etno-symbolsk paradigme – uden at forsømme ydre politiske, geopolitiske og økonomiske faktorer – fokusere på subjektive symbolske og sociokulturelle elementer, opmuntre til mere nuancerede perspektiver og tilgange. Smith mener dog ikke at etno-symbolisterne har udviklet en teori – kun en tilgang, men de er interesserede i makrohistorien og dens sociokulturelle elementer. (Smith 2003, s. 87-88). 

Opsummerende kan man sige, at der findes 2 forskellige tilgange til nationalisme, nemlig den mere instrumentelle (hvor der fokuseres på modernitet, politik og rationalitet samt at samfundet er et opdelt samfund, der er konstrueret af eliten) og så det mere sociokulturelle (hvor der fokuseres på de indre værdier så som erindring, værdi og følelse – og hvor nationen ses som et kulturelt, folkeligt fællesskab, der har dybe rødder i fortiden).  (Agger 2005, s. 62).

Forsøget på at være altomfavnende i en sådan opgave er ikke muligt, og jeg vil ikke kunne inddrage alle teorierne – men jeg vil forøge at anvende de forskellige paradigmer, som Smith skitserer og prøve at få den vinkel på det, som kunne udtrykke de forskellige holdninger til det nationale – om det så er hos befolkningen, kulturpersonligheder eller Socialdemokratiet. Nationalismen udtrykker en tæt forbindelse mellem kultur og identitet og særligt i arbejderbevægelsens historie, hvor kulturen har været tæt knyttet til den politiske identitet, hvad enten det har drejet sig om klassetilhørsfølelse eller den bevidst organiserede form for konstruktion af politisk identitet.

Herders tanker har påvirket ledere og andre til i nedgangstider at kaste sig over bl.a. den nationale kulturarv – og bliver til det, Palle Ove Christensen kalder kulturhistorie som opposition og som bl.a. kom til udtryk herhjemme i 1800-tallet. Danmark var nemlig fra starten af 1800-tallet præget af nederlag på nederlag (Slaget på Reden 1801, Københavns bombardement 1807, tabet af Norge i 1814, afgivelsen af Slesvig-Holsten i 1864) og parolen blev: Hvad udad tabes skal indad vindes og den nationale bevidstgørelse blev for alvor sat på dagsordenen. Dette skete bl.a. via den danske præst og digter N. F. S. Grundtvig samt andre nationalromantiske digtere, der kredsede rundt om Gud, Konge og Fædreland samt sprog, danskhed og folkeånd. Grundtvigs nationale kultursyn blev spredt gennem grundtvigianismen, som blev omsat til konkrete institutionelle initiativer gennem høj-, fri- og efterskoler, seminarer, forsamlingshuse, skytte- og gymnastikforeninger. Denne kultur var ikke modkultur til borgerskabets nationale kultursyn men havde samme mål: at fremme det nationale. (Duelund 2005, s. 306). 

Grundtvigs nationalisme var dog ikke politisk – men som Herder også æstetisk. Hans syn på det folkelige var et ånds- og skæbnefællesskab, hverken et statsfællesskab eller et politisk skabt rigsfællesskab. Hans daværende folkelighed kan i dag oversættes til fællesskab og kunne lige så godt være møntet på tyskere eller englændere – eller på enhver anden tro som folkeligt fællesskab, men ikke som national eller politisk/geografik afgrænsning. 

Arbejdersangen har rod i forskellige traditioner men kan ses som udtryk for en national tankegang, hvilket jeg også kommer ind på senere. Nationalismeteorierne kan – som jeg har beskrevet - anskues på flere måder – og det vil også være gældende, når jeg i næste kapitel ser på Socialdemokratiet og arbejderkulturen. Jeg vil forsøge at bruge de enkelte begreber (paradigmer) som redskab i opgaven, for derigennem at tydeliggøre, hvad det er for en nationalisme, der kommer til udtryk de forskellige steder.