Hold 1001-2 Historie modul 1 - Områdelærer: Søren Helstrup

Jens Christian Jensen - April 2001

Indledning
Spanien blev i 711 invaderet af muslimer, der kom fra Nordafrika i et forsøg på at udbrede det islamiske budskab samt for at erobre bytte. Det blev starten til en opgangsperiode for befolkningen, der under de tidligere herskere havde haft en efter tiden og forholdene dårlig levevis. Der skete en del forandringer, som jeg ønsker at analysere og sammenligne med tiden før samt se på nogle af de nye teknikker og ting, som muslimerne førte med sig, og som blev brugt på en ny måde. Hvad skyldes det, at befolkningen tog imod mulimerne med åbne arme og hvorfor står perioden tilbage som en opblomstringsperiode? For at forstå den generelle accept af de nye erobrere, er det nødvendigt også at se på tiden før. 

Tilgangen til dette emne er foregået anderledes, end hvis det havde drejet sig om moderne historie. Der eksisterer ikke mange skriftlige kilder, meget er overleverede fortællinger fra de muslimske lærde, hvorfor deres udsagn skal vurderes kritisk. En stor del af forskningen inden for dette område er foregået med arkæologien som fagredskab. Ved udgravninger har man kunnet frembringe resultater, der har vist, hvor mennesker har boet, hvordan de har levet, hvilke redskaber de har brugt, og hvordan de dyrkede jorden. 

En af de bøger, jeg har været glad for at arbejde med, er S. M. Imamuddin's Some Aspects of the Socio-economic and Culturel History of Muslim Spain, der indeholder mange faktuelle oplysninger om de enkelte delområder som f.eks. landbrug, videnskab og industri. Den for holder sig dog ikke kritisk til araberne, hvilket kan være lidt problematisk. Thomas Glicks bøger From Muslim fortress to Christian castle og Islamic and Christian Spain in the Early Middle Ages har været detaljerede og på et højt akademisk, men også svært tilgængeligt niveau. Endelig har Stanley G. Paynes A History of Spain and Portugal givet et godt overblik over den samlede periode rent historisk. 

Når man arbejder med arabiske/muslimske emner er det nødvendigt at forholde sig til, hvor dan man vil skrive de arabiske ord. Arabiske ord skrives med latinske bogstaver på én be stemt måde, og for at gøre dem mere forståelige og nemmere at skrive i en engelsk eller dansk tekst bliver de forenklet (trykstreger, accenter mv. forvinder), og endelig har der gennem tiderne også været forskellige måder at skrive de arabiske navne på. For at gøre det nemt, og fordi jeg ikke kan arabisk, har jeg valgt at bruge Den Store Danske Encyklopædi's måde at skrive ordene på. 

Visigoterne var lavere udviklet end spanierne, hvis levestandard havde været højere, da de var underlagt romerne, men det forhindrede dog ikke goterne i - i lighed med så mange andre på den tid - at betragte sig som Roms arvtagere. Det visigotiske rige blev nærmest skabt på grund af det militære pres fra frankerne mod nord omkring 500. 

Visigoterne, som i antal var under 1/10 af den samlede spanske befolkning på 4 millioner, bosatte sig i de tyndt befolkede områder i midten af landet. Ved etablering af hovedstaden Toledo blev det politiske centrum for første gang flyttet fra kystegnene til det centrale pla teau. Der fremstod en elite af henved 200 ledende aritokratiske familier, der sammen med et hof og en bredere arisokratisk klasse på omkring 10.000 mennesker, besad den bedste del af landet. Der udviklede sig et system af grever og hertuger, som dog var korrupt. Der herskede magtbegær de enkelte slægter imellem, og den politiske legitimitet var svag, forstået på den måde, at gennemslagskraften for regeringen var dårlig. Monarkiet formåede ikke at opbygge stabile institutioner eller en stabil og loyal elite til at stå bag sig. 

Det visigotiske monarki udviklede aldrig en sammenhængende politik. Aristokrater og mili tærledere anså sig selv som en del af en personlig magtbalance og ville ikke se nogen udvi delse af den juridiske kontrol. Det blev til én stor opstand, attentater og gensidige ødelæggel ser, hvilket de fleste historikere er enige om. 

Muslimernes primære hensigt var ikke så meget at erobre hele halvøen og ej heller at udbrede deres religion islam, men nærmere at vinde bytte samt evt. bruge landet som en provins (cli ent state) i det arabiske kalifat. På angrebstidspunktet var Roderic igang med at underlægge sig baskere og visigotiske oprører i nord og øst, men drog hurtigt mod syd i håb om at kunne slå Witiza og muslimerne. Han blev dog nedkæmpet og dræbt, og muslimerne indtog Córdo ba, som blev centrum for det umayyadiske emirat. Muslimerne indtog også den visigotiske hovedstad Toledo, hvis porte, Witiza's folk åbnede for erobrerne. Man forsøgte at stormløbe Frankrig op til flere gange men blev i 732 endelig slået af Karl Martel ved Poitiers, og dette var med til at skabe den naturlige grænse mod nord. 

Området blev kaldt al-Andalus, hvilket var der arabiske navn for halvøen; navnet stammer sandsynligvis sikkert fra betegnelsen for landet, hvor vandalerne levede (Vandaloci). Al- Andalus var i starten styret som provins under umayyade-kalifatet i Damaskus, der dog ikke havde særlig kontrol over halvøen på grund af afstanden. 

På grund af den hurtige muslimske ekspansion var det ikke muligt at opbygge et velfungeren de overordnet system de enkelte delområder imellem, og lokale klanledere havde indbyrdes kampe om magtfordelingen. I de første 4 årtier mellem 715 og 755 var der omkring 20 for skellige guvernører; mange blev myrdet, og det lykkedes kun tre af dem at bevare magten i op til 5 år hver. 

I 756 grundlagde den første uafhængige leder, Abd al-Rahman I sit eget rige - et uafhængigt umayyade-emirat med Córdoba som økonomisk og politisk centrum. Han vandt de afrikanske berbere - som var kommet til halvøen sammen med erobrerne - tillige med arabernes tillid. Al-Rahman ønskede et rige, der var baseret på ren retfærdighed (true justice) samt tolerance over for alle religiøse og etniske grupper, hvilket kunne være med til at forene den ellers meget uhomogene befolkning på den iberiske halvø. 

Under visigoterne havde bønderne været vant til inflation, høje skatter, krige og dårlig han del. Der blev gjort tiltag til landreformer, men institutionel svaghed og usikker økonomi udvandede disse forsøg. Mange livegne og selv frie bønder følte ikke, at den sikkerhed og det lederskab, de modtog fra deres herrer, var nok værd i forhold til det, de skulle yde til gen gæld. Det førte i de sidste visigotiske århundreder til uroligheder og oprør mod de økonomi ske forhold både blandt bønder og bybefolkningen. 

De nye ejendomsforhold, som muslimerne bød indbyggerne, sammen med pengeøkonomiens udbredelse og forbedringer af produktionsteknikker, gjorde op gennem 900-tallet al-Andalus til den rigeste og kulturelt mest avancerede del af Vesteuropa. Inden for landbruget havde muslimerne ved indførelse af nye afgrøder og bedre gødningsmetoder formået at udnytte agerjorden optimalt. Landbruget blev i denne periode videnskabeliggjort, og eksperter udvik lede forskellige systemer, der gjorde det lettere og mere udbytterigt for landmændene. 

Gødning af landbrugsjorden var en af de ting, der havde stor betydning for landets udvikling. Det øgede ikke alene kapaciteten men udrydede også sygdomme i planter, hvor man hidtil havde benyttet sig af urin og blod. Den nye tids gødning var bl.a. ekskrementer fra dyr, f.eks. duer og grise, planterester samt aske. 

Muslimerne medbragte eller genindførte en hel del afgrøder, som fik stor betydning for landet. Det var bl.a. bomuld, ris, citrusfrugter, hirse, sukkerrør, honning og safran. Aben Albaithar, en 1100-tals botaniker beskriver således henved 200 forskellige slags grøntsager og andre spiselige planter. Hvede og ris var de to vigtigste afgrøder, og ris, der blev indført omkring 900, blev dyrket langs flodbrederne i den østlige og sydlige del, og her var kun stvandingen uhyre vigtig. Selv om forholdene i Spanien ikke var ideele for risproduktion, blev der brugt mange kræfter på at vande og gøde det godt, og de fik gode resultater ud af det. 

Gennem tiderne har det bjergrige land haft mange fåreflokke og uld var en efterspurgt vare om vinteren. Efter landbrugsproduktion var fåreavl, hør-, bomulds- og silkeproduktion til sammen det vigtigste erhverv i landet. Araberne indførte bomulden fra Egypten, og så tidligt som i 800-tallet var produktionen stor nok til eksport. 

Med den øgede overrisling i dalene og på sletterne i øst, hvor vandet blev transporteret vidt omkring via kanaler og rørledninger, kunne de mange selvstændige familiebrug og de større godsejere øge deres produktion betydeligt. Den mérproduktion i landbruget gjorde, at der kom flere varer, der således kunne sælges via byerne til resten af landet samt til Europa og Nord-afrika. 

Hovedstaden Córdoba udviklede sig til en metropol uden sidestykke i Europa - såvel i størrel se, som kulturelt og økonomisk. Kun Konstantinopel var på højde med den. Der er diver gerende meninger om antallet af indbyggere, men beregninger på grundlag af arkæologiske undersøgelser har vist, at byen omkring 1000 havde en kvart million indbyggere. Et andet sted er "Stor-Córdoba" beregnet til på samme tidspunkt at have helt op til en million indbyg gere. 

På det videnskabelige område var araberne græske og indiske disciple. De vedligeholdt og videreudviklede især den græske skole, og det var primært al-Andalus og ikke den østlige del af dar al-islam, der dannede brohoved mellem den gamle videnskab og den moderne i Euro pa. Nogle af de vigtigste emner, der blev videreført og forsket i var geografi, karteologi, astronomi, matematik, botanik og medicin. 

De første århundreder, efter islam var kommet til Spanien, er blevet karakteriseret som en periode med stor tolerance over for de kristne og jøderne; de så muslimerne som en slags befriere. Så længe de accepterede muslimerne som lederne, kunne de praktisere deres religiø se tro og leve livet, som de ønskede inden for samfundets rammer. Dette på trods af, at hver ken jødedommen eller kristendommen anerkender Muhammed som den 3. profet efter Moses og Jesus. Muslimerne anerkender jøderne og de kristne, fordi de har modtaget en guddom melig bog - i følge Koranen er de Bogens Folk (Ahl al-Kitâb på arabisk). 

Der er bevaret en aftale, som blev indgået mellem muslimerne og den visigotiske prins Theo domir efter dennes nederlag til hærfører Abd al-Aziz ved byen Orihuela i 713. Det blev aftalt, at de kristne måtte beholde deres kirker samt klostre, og jøderne deres synagoger tillige med det meste af deres personlige egendele. I aftalen står også, at meget af det land, som visigoter ne havde taget, skulle gives tilbage til de lokale lejere, fæster og forpagtere. De fleste slaver skulle sættes fri, enten ved at konvertere til islam eller ved at købe sig fri. Der skulle betales skat, men det var afhængigt af, hvor man var placeret i samfundet - kvinder, børn, munke, invalide, tiggere, syge og slaver skulle ikke betale skat. Den indiske historiker Saiyid Riya sat Ali beskrev i 1950 de regler, der var blevet udstukket til hæren om at beskytte de kristne. Såfremt disse regler ikke blev overholdt, ville den muslimske soldat blive straffet med døden. 

Der blev ikke lagt pres på de kristne, for at de skulle konvertere, idet skattebetalingen var vigtig for emiratet, men efter de muslimske autoriteter var blevet veletableret, konverterede mange kristne alene af den grund, at de ville slippe for at betale den specielle skat, samt at de ville have større økonomiske muligheder. En pudsig ting var også, ifølge senere muslimske krønikere, at flere konvertitter følte sig fristet af mulighederne for polygami under islamisk lov. I de første årtier efter erobringen var kun 1% muslimer, men henved år 1000 var 3/4 af befolkningen konverteret. 

Jøderne, der udgjorde 2-3% af befolkningen, blev på trods af en del velstand under visigoter ne, forfulgt. De blev lovet større frihed og sikkerhed under muslimerne. I løbet af de næste 3 århundreder udvidede jøderne den økonomisk og kulturelle indflydelse i syden. På grund af de gode sproglige færdigheder, blev jøderne ofte brugt som mæglere mellem muslimer og kristne. De jødiske købmænd, der havde monopol på slavehandel og på salg af luxusvarer, bidrog også til fremgangen. De formidlede kontakt til mange nye forretningsforbindelser uden for landet. Den vidde tolerance gjorde, at forfulgte jøder i Middelhavsområdet, primært Nordafrika og Irak flyttede til Sydspanien, og jøderne startede en Talmud-skole i Córdoba og fik den hebraiske digtning op på niveau med den arabiske. 

I den forholdsvis korte tid, hvor araberne var ved magten i al-Andalus, blev det forsøgt at udjævne skellene imellem de forskellige etniske grupper, hvilket nok ikke lykkedes helt. Dog formoder man, at skellet mellem det muslimske aristokrati og de spanske bønder blev mindre, end det var under visigoterne bare få århundreder før. 

Nye dynastier, interne magtkampe, klan-stridigheder, optøjer, plyndringer og masseflugt fra Córdoba, opsplitning i småriger samt endelig overgangen fra emirat til kalifat, kunne ikke fortsætte med at holde det nye rige sammen. Det gik i endelig opløsning i 1031, og tiden derefter var en begyndende nedgangstid. De europæiske herskere fra nord pressede på. De jagtede mange af de værdier og rigdomme, som muslimerne havde indført eller udviklet, og i 1492 var hele den iberiske halvø igen kristen. 

Da muslimerne i 711, efter invitation fra en af de stridende klaner, erobrede landet, var det ikke så meget for magtens skyld som for kunne hente bytte og udvikle stedet. Det styre, som muslimerne medbragte var ikke så centralistisk, som man skulle tro. Córdoba, der blev det nye centrum, lå så langt væk fra Damaskus - hovedstaden i umayyadekalifatet, at det resul terede i en udstrakt del af egenrådighed eller selvstyre på den iberiske halvø. Grænsen for det nye rige gik naturligt langs bjergene, hvor der i yderkanterne blev lavet aftaler med de eksi sterende kristne og muslimske herremænd.

Der foregik en revolution inden for landbruget. Det fik tilført opfindelser og nye måder at organisere driften på. Muslimerne havde genoplivet den gamle romerske tradition med kun stvanding og videreudviklet den. Det blev hen mod 900 dét, der påvirkede udviklingen i al- Andalus allermest og var hovedårsag til opblomstringen. Kunstvandingens genindførelse samt et system til ophentning af vand fra brønde og forbedringen af gødning, kunne øge produktiviteten i landbruget kraftigt. Jord, der ikke tidligere havde været særlig udbytterigt, kunne nu give ejerne en større indtjening, og det medførte en meget større handel med varer og tilførte ny kapital til byerne. 

Rent kulturelt betød et skift fra kristen til muslimsk magt også meget. Muslimerne, der ifølge deres egen religion skal anerkende kristne og jøder, fordi de er bogens folk, ønskede ikke, at de skulle tvangskonvertere - men ville hellere opkræve deres skat. Det var en "indsprøjtning" af ny kultur, nye humane skikke og troen på, at andre religioners folk skal have lov til at praktisere egen tro. De nye magthavere bilagde de religiøse stridigheder, fordi de medtog en grundlæggende accept af de andres religioner. Undersotternes religioner blev accepteret - men dermed ikke sagt, at det var Paradis på jord; der var en helt klar fordeling, araberne sad på magten, de andre befolkningsgrupper var placeret længere nede af hierakiet.

Der var ikke mange grunde til at befolkningen skulle gøre oprør mod den nye "besættelses magt". Alle lag i samfundets pyramide oplevede opgangstider, bedre levevilkår og større accept af egen religion. Ingen var presset økonomisk eller trosmæssigt, og muslimernes inva tion på den iberiske halvø står i det historiske bakspejl tilbage som en overvejende positiv periode for det erobrede område og befolkningen. 

GLICK, Thomas: From Muslim fortress to Christian castle. Social and Culturel Change in Medieval Spain. Manchester University Press 1995. 

GLICK, Thomas: Islamic and Christian Spain in the Early Middle Ages. Princeton University Press 1979ff. 

HANSEN, Torben: Almohadestatens sammenbrud på Den Iberiske Halvø. Specialeopgave 1998. 

IMAMUDDIN, S. M.: Some Aspects of the Socio-Economic and Cultural History of Muslim Spain 711-1492 A. D. Leiden 1965. 

PAYNE, Stanley G.: A History of Spain and Portugal. University of Wisconsin Press 1973 

POSTAN, M. M. (ed.): The Cambridge Economic History og Europe, vol 1 (The Agrarian Life of the Middle Ages). Cambridge at the University Press 1971 

SIMONSEN, Jørgen Bæk: Politikens Islamleksikon. Politiken 1994 

ZAHOOR, A.: Book: Muslim History 570 - 1950. 1996. Internetadresse er: http://salam.muslimsonline.com/~azahoor