Mit udgangspunkt for opgaven vil være at fremhæve nogle af de kilder (bl.a. breve, telegram mer, overenskomster og kommissorier), der blev produceret omkring dette tidspunkt, og via dem forsøge at sondre mellem 3 serier af aktiviteter: det zionistiske diplomati, de britiske løfter til araberne og de allieredes (Storbritannien og Frankrig samt til dels Rusland) hemmeli ge rådslagning under og efter Første Verdenskrig, som resulterer i Palæstinamandatet. 

Sideløbende med nationalismen begyndte også jøder og arabere at ønske selvstændighed. Hos araberne var der f.eks. begyndende syriske og libanesiske identitetsfølelser efter de i generatio ner havde været underlagt forskellige herskere, senest osmannerne op til Første Verdenskrig. 

Jøder over hele verden begyndte at virkeliggøre et konkret ønske om deres tilbagevenden til det land, som de ifølge Bibelen var blevet lovet af guden Jahve for hen ved 2000 år siden. Det blev synligt på den førte zionistkongres i Basel i 1897. Der var nogen uenighed blandt jøderne om hvor vidt det skulle være Palæstina eller et hvilket som helst sted i verden, men den zio nistiske bevægelse holdt fast i de gamle bibelske steder som deres nye hjemland. 

Briterne, franskmændene og russerne havde samtidig - i foråret 1915 - en noteudveksling i gang, hvor man forsøgte at lave aftaler om opdelingen af Det Osmanniske Rige efter afslut ningen af Verdenskrigen, som man regnede med at vinde. Noteudvekslingen, også kaldet Konstantinopeloverenskomsten førte dog ikke noget med sig. 

Den britiske udenrigsminister kontaktede i efteråret 1915 den franske ambassadør i London og fortalte om den igangværende McMahon-Hussein-korrespondance og foreslog, at de to regeringer skulle drøfte deres respektive interesser i de arabiske områder. Det mundede ud i Sykes-Picot-aftalen fra 16. maj 1916. Den blev holdt hemmelig, men fik den russiske uden rigsministers godkendelse mod nogle landområder i det østlige Anatolien. I følge Sykes- Picot-aftalen skulle den arabiske del af Det Osmanniske Rige deles op i 5 interessesfærer, to britiske, to franske og et internationalt: Den nordlige del af Palæstina. 

Den ungarsk fødte jøde Theodor Herzl, som var en af grundlæggerne af den zionistiske bevæ gelse, brugte sit diplomatiske talent og forsøgte at få verdens ledere og regeringer til at aner kende og acceptere et jødisk hjem. I sin bog "Der Judenstaat" fra 1897 skrev han bl.a., at jøder var overlegne i forhold til araberne - en etnocentrisk tankegang - og at indvandringen til Pa læstina ville være af en anden art, samt at Israel ville være en forpost for Europa i Mellem- østen. Jøden Chaim Weizmann, født i Rusland 1874, fulgte i Herzl's fodspor efter dennes død i 1904 og indså, at det store diplomatiske arbejde skulle gøres i Storbritannien. Han fik en del indflydelse dér og hos den daværende udenrigsminister Arthur Balfour fra 1906. Dette arbejde mundede ud i en af de vigtigste mellemøstlige dokumenter, Balfour-deklarationen fra 2. no vember 1917, hvori der står, at "...Hans Majestæts regering ser med velvilje på oprettelsen af et nationalt hjem for det jødiske folk i Palæstina." 

Ved offentliggørelsen af Balfour-deklarationen blev araberne urolige for den uafhængighed, som McMahon havde lovet i sit brev. I Rusland fandt bolsjevikkerne under revolutionen efter Zar-styret samtidig Sykes-Picot-aftalen og offentliggjorde den. Araberne fik forsikringer i form af Hogarth-budskabet fra januar 1918, hvori der står, at den jødiske stat i Palæstina skal  være "...foreneligt med den derværende befolknings økonomiske og politiske frihed." 

I november 1918 henvendte den zionistiske organisation sig til Storbritanniens Udenrigsmini sterium vedrørende etableringen af et jødisk nationalhjem i Palæstina. Efter at have gentaget Balfourdeklarationen foreslog de, at Storbritannien skulle have formynderskab over landet og fastsatte her de ønskede grænser for det fremtidige Palæstina, som svarer nogenlunde til dagen Israel plus de besatte områder (Golan, Gaza og Vestbredden). De ønskede at landet skulle udvikle sig til et jødisk statssamfund (Jewish Commonwealth) med alle de rettigheder en så dan selvstændig og suveræn stat har. 

På fredskonferencen i Versailles der åbnede i januar 1919 blev Wilsons 14 punkter forsøgt implementeret i den endelige fredstraktat, men han og USA kunne ikke godkende ordlyden og trådte derfor ud af det videre arbejde med oprettelsen af Folkenes Forbund. 

Både arabere og jøder kom med memorandum til det øverste råd på fredskonferencen i Ver sailles. Emir Feisal havde, som arabernes repræsentant, generelt ikke noget mod de nuværen de jøder i Palæstina men mente, at man i det mindste burde tage hensyn til befolkningens ønsker i disse områder. Zionisterne derimod var klare i deres ønsker og krav om "...jødernes historiske ret til Palæstina" og at en mandatmagt, der efter deres mening burde være Storbri tannien skulle "...fremme jødisk indvandring." 

På den al-syriske kongres i Damaskus 2. juli 1919 blev der vedtaget en resolution, der gik ud på "...forkastelse af zionisternes krav om oprettelse af et jødisk statssamfund i den sydlige del af Syrien, som kaldes Palæstina og ... mod jødisk indvandring til nogen del af landet." De mente, ligeledes at indvandringen ville være en trussel, men at de jødiske medborgere fortsat kunne nyde syrernes fælles rettigheder. 

Den militære britiske magt, som kom til Palæstina ved erobringen af Jerusalem i 1917, levere de rapporter til udenrigsministeriet hjemme i London, og i august 1919 meddelte generalma jor H. D. Watson, at "...modsætningsforholdet til zionismen er dybt rodfæstet hos flertallet af befolkningen - det er hurtigt på vej til at skabe had mod briterne." 

Storbritannien indsatte den administrative administration pr. 1. juli 1920, hvor også højkom missæren, jøden Herbert Samuel, blev indsat. Han havde arbejdet sammen med Chaim Weiz mann siden 1914 og havde deltaget i udarbejdelsen af Balfourdeklarationen. Som svar på ønsket om hans indsættelse afsendte feltmarskal Allenby et telegram til Udenrigsministeriet 6. maj 1920, hvori han bl.a. skrev: "Den muhamedanske befolkning befinder sig ... i en tilstand af stærk ophidselse på grund af nyheden om, at mr. Balfours erklæring skal indgå i fredstrak taten ... Udnævnelsen af en jøde, selv en britisk jøde, vil de betragte som en omgående over dragelse af landet til en permanent zionistisk administration."

På den 2. al-syriske kongres i Damaskus den 8. marts 1920 blev der proklameret uafhængig hed for Syrien (inkl. Palæstina, Libanon og det senere Transjordanien) og Feisal udråbt til konge. Frankrig og Storbritannien modsatte sig dette fik i juli 1920 sendt Feisal og hans fami lie til det nuværende Saudi Arabien. Vejen var nu banet for oprettelsen af det jødiske hjem i Palæstina. 

Storbritannien anerkendte ikke den arabiske befolknings ret til selvbestemmelse. Araberne i Palæstina følte sig mere og mere utrygge og sendte en deputation til Den britiske regerings hus i Jerusalem den 28. marts 1921. De argumenterede for, at deres land var gået i arv fra far til søn samt at alt, hvad der var omkring dem, var deres; de fandt, at hverken briterne eller nogen anden magt kunne tildele andre andel i denne arv. De argumenterede også ud fra et historisk synspunkt og tog afstand fra logikken om, at fordi der havde boet jøder i området for 2000 år siden, så kunne de med ret vende tilbage. Premierminister Winston Churchill svarede deputationen med at sige, at hverken han eller den britiske regering ønskede at stoppe den jødiske indvandring og Balfour-deklarationen skulle "...betragtes som en af de kendsgernin ger, der definitivt er blevet slået fast med den store krigs sejrrige afslutning." 

Der foregik diplomatiske forhandlinger på kryds og tværs og meget af det blev holdt hemme ligt. Det eneste forsøg på retfærdig tildeling af land kom fra den amerikanske præsident Wil son, men på det tidspunkt var USA's rolle i området meget lille - det var Europa og primært Storbritannien, som bestemte. 

Grollenberg, Lucas: Palæstinenserne og staten Israel. Finn Blytmanns Forlag, København 1980 

Ingrams, Doreen: Palestine Papers 1917-1922. Seeds of Conflict. Cox & Wyman, London 1972. 

Laqueur, Walter og Barry Rubin (ed): The Israel-Arab Reader. A Documentary History of the Middle East Conflict. Penguin Books, USA 1995 

Yapp, M. E.: The Making of the Modern Near East 1792-1923. Longman, London 1987
 

Her kan du læse min opgave Palæstina - Forhandlinger om et folk 1914, som jeg skrev på HF i 1997