Indledning
"Verdens vigtigste land", blev Egypten benævnt af Napoleon, da han i 1798 invaderede landet for at opfylde nogle af sine imperiale drømme tillige med, at han via landet kunne tilbageerobre dele af Indien, som arvefjenden Storbritanniens havde taget i 1763. 

I denne opgave vil jeg, efter et historisk rids samt en beskrivelse af situationen og sam fundsopbygningen før og under Napoleons besættelse af landet, komme ind på de foran dringer Muhammed Ali påførte landet, den moderniseringsproces han satte i gang samt se på, hvordan det påvirkede befolkningen og det religiøse og politiske liv i landet. Til sidst vil jeg kigge på de følgevirkninger, moderniseringen havde på landet samt forholde mig dertil. 

Ved Byzans' overtagelse af styret i det 4. århundrede e.Kr. var 4 millioner af landets 6 millioner kristne - koptere. Araberne blev i 640 hilst velkomne som afløsere for byzantinerne og overgangen til islam forløb langsomt - en stor del af befolkningen forblev dog kristne. Landet blev nu styret fra Damaskus, senere fra Baghdad. 

Fatimiderne, der kom fra Nordvestafrika, havde magten i Egypten og Syrien fra ca. 960, hvor det var en stormagt i det østlige Middelhav. Under dem blev Cairo grundlagt som landets hovedstad, men efter 200 års styre blev de svækket og fandt sammen med de europæiske korstogsriddere i en fælles kamp mod araberne, som var anført af kurderlederen Saladin. Han fik besejret fjenderne til sidst, og kunne udråbe sig selv til Egyptens sultan i 1163. Efter hans død blev landet kastet ud i anarki og blodsudgydelser, inden den nye sultan Beybars endelig fik uddrevet de sidste korsfarere samt hindret et angreb fra de østkommende mongoler. Herefter indledtes det mamlukkiske herredømme i Egypten. 

Samfundet var opdelt i 3 grupper, lederne og de, der blev ledet - herskerne og folket. Deri mellem fandtes ulama, de religiøse lærde - ca. 5000 i alt, som var forbindelsesled mellem de to andre grupper. Militæret, som hørte ind under den ledende gruppe samt ulama var de to autoritetsgrupper, der fandtes. Militæret tog sig af administrationen og forsvaret af landet, mens ulama vogtede over religionen, var ansvarlig for det intellektuelle og sociale liv, lov givningen og dens anvendelse; de var dommere og retseksperter - qadi'er og mufti'er. Folket var tro mod ulama, fordi de var deres nære ledere og daglige undervisere i koransko lerne, i landsbyerne og i byerne. De talte deres eget sprog, arabisk, hvilket de formelle ledere, mamlukkerne ikke gjorde. 

Under Mamlukkerne blev ulama stødpude mellem nogle upopulære ledere og et begyndende oprør blandt folket. Mamlukkerne, der selv var religiøst uddannede vidste, at de skulle holde sig gode venner med ulama for at vinde folkets gunst, og ulama var på den anden side af hængige af mamlukkerne, dels på grund af økonomiske forhold, men også fordi de på grund af deres religiøse tro var underkastet autoriteter. 

I den ideele stat ville de to øverste klasser kunne arbejde sammen i harmoni, og de religiøse ulama ville kunne hjælpe landets leder med at regere folket. Denne harmoni eksisterede så lang tid, de muslimske samfund ikke var påvirket af vesten, samt hvor lovgivning og religion var tæt knyttet sammen. 

Under mamlukkerne herskede det traditionelle landbrugssystem - det feudale, og der var stor forskel på land og by. I de enkelte landsbyer var man ikke afhængig af andre byer eller af penge; man var selvforsynende og byttede varer. Der var småerhverv, håndværk (bl.a. vævere og spindere) samt bønder, som passede deres egne små jorde. 

De, der hørte til den herskende klasse, inkl. militæret, købmænd og andre ikke-muslimer og ikke-arabisk talende mennesker boede i byerne, og det var kun her folk med forskellig kul turel baggrund mødtes. 

I Napoleons proklamation til egypterne ved indtoget den 2. juli 1798 hed det bl.a. at "...I come to restore your rights to you, to punish the usurpers, and that I respect God, his Prophet and the Koran more than the Mameluks do." Han ønskede egypternes og ulamas støtte til at få mamlukkerne udryddet samt gå imod osmannerne. 

Napoleon tilsynekomst i Egypten var yderst fremmed for de indfødte. De kendte ikke til europæisk kultur, men de var skeptiske, og en af de mamlukkiske fyrster udtalte følgende: "Let the Franks come; we shall crush them beneath our horses' hooves!" 

Napoleon var nødt til at finde nogle indfødte i landet, som han kunne samarbejde med i rollen som hersker i Egypten - og det mest oplagte var ulama - den eneste anden eksisterende elite i landet. Han ønskede, at de skulle hjælpe ham med at lovgive samt være bindeled mellem den franske autoritet og befolkningen. 

Ulama følte sig nu mere værd; følte, at de fik mere betydning, specielt da Napoleon udtalte, at de var de naturlige ledere, fordi de var fortolkere af Koranen og havde en mere dannet og kultiveret fremtoning. 

Briternes og osmannernes reaktioner mod franskmændene var, at de hurtigt sendte en flåde som effektiv blokade ud i Middelhavet, som afskar forbindelsen med Frankrig. For at få det imperielle styre til at fungere i landet, var franskmændene bl.a. nødt til at opkræve skatter; dette var medvirkende til egypternes begyndende oprør, som blev styret af de religiøse ledere fra det religiøse universitet i Cairo, al-Azhar. Franskmændene gik i modoffensiven og satte ild til al-Azhar i slutningen af 1798. Denne blasfemiske opførsel, tillige med undertrykkelse og strenge lovforslag bragte sindene i kog -  og det gik op for egypterne, at selv om Napoleon havde fjernet mamlukkerne fra magten, var det blot ét tyranni, der var blevet afløst af et andet. I løbet af 1801 gik tyrkerne og briterne sammen med mamlukkerne mod franskmæn dene, der til sidst måtte kapitulere og forlade Egypten i september samme år. 

Man kan diskutere betydningen af Napoleons besættelse af Egypten, og hvad den satte i gang - om det var ham, der startede moderniseringen af Egypten eller det først skete senere under Muhammed Ali. Een ting er dog sikkert, I Napoleons fodspor fulgte en sværm af viden skabsmænd, botanikere, historikere og kunstnere, som studerede næsten hvert et aspekt af Egypten, der i publikationer efterfølgende har givet en omfattende beskrivelse af landet og dets folk - og som tilfredsstillede orientalisterne - specielt i Europa. Disse publikationer samt revolutionstankerne og avispressen, som franskmændene bragte med til Egypten, har klart været med til at danne grobund for en renæssance af arabisk klassicisme og kultur med deraf følgende national bevidsthed. 

Efter franskmændene forlod landet, opstod et tomrum. Rystet til live fra tornerosesøvnen og øre i hovedet, famlede egypterne nu ambivalente rundt med det traditionelle, autoritære, reli giøse og mamlukkiske styre på den ene side - samt en nysgerrighed over for den nye europæ iske verden med de mange nye tanker og levermåder på den anden. En af de kulturelle og sociale forandringer, franskmændene gjorde synlige, var muligheden for at begge køn kunne være tilstede offentligt, f.eks. i parker, teatre og cafeer - samt muligheden blandede ægteska ber mellem muslimer og ikke-muslimer. 

Ved ankomsten til Egypten støttede han i første omgang op om den osmanniske guvernør post i landet, men erfarede hurtigt, at landet var havnet i politisk kaos og økonomisk ustabili tet. Han så, at mamlukkerne ønskede at komme tilbage til magten, samt at befolkningen, an ført af ulama, ikke var interesseret i at få dem tilbage. 

Muhammed Ali gjorde brug af ulama'ernes stilling i samfundet og kunne på den måde få folkets opbakning til at stille op som leder. Han postuæerede bl.a., at den høje skat, der blev betalt, var på grund af dårlig administration samt, at han kunne gøre det bedre; han fremstod som en oprigtig men autoritær og handlekraftig mand. Sultanen i Istanbul var i sidste ende nødt til at bøje sig for det indre pres - Muhammed Ali blev udnævn til wali (guvernør) "...fordi ulama og befolkningen havde begæret det." 

Muhammed var inspireret af sultan Selim III's reformprogrammer, og hans overordnede politiske ønsker var at reformere og udvikle Egypten - dets militær, administration, landbrug, uddannelse og infrastruktur. Han ville benytte sig af vestlige metoder - indføre vestlig teknologi - modernisere og europæisere. Han ønskede at føre en meget centralistisk politik, beslutningerne skulle tages tæt på ham selv, og han stolede kun på de personer, han selv havde udnævnt. 

For at han kunne beskytte Egypten mod den omkringliggende verdens magter, var han nødt til at opbygge militæret og flåden. For at få midler til dette, begyndte han at udstykke jorden til jordejere - som var hans nære familie, ledende officerer i hæren samt andre ledere rundt om i landet. Han kunne på den måde inddrive penge og skatter. En del af jorden forblev dog under streng centralt styre. For at hæren kunne få våben og udstyr, etablerede han fabrikker, som også producerede biprodukter samt halvfabrikata til videre produktion. 

Muhammed Ali måtte på dette tidspunkt påbegynde en massiv uddannelse af egypterne, for at de kunne bruges som kvalitativ arbejdskraft inden for alle grene af hans modernisering. Det første tiltag var dannelsen af en militærskole i Aswan, hvor han ville bruge tidligere franske officerer som uddannere af i første omgang tyrkiske og albanske officerer, senere indfødte egyptere. Der var tillige behov for uddannet personale i centraladministrationen, landbruget og industrien, hvortil han oprettede skoler, men på samme måde som med mili tærskolerne, stødte han ind i problemet med manglende lærerkræfter samt oversat undervis ningsmateriale. 

De første lærere var fra Europa men kunne ikke undervise i arabisk. Der blev ansat tolke, som desværre ikke altid var kvalificerede nok - og desuden også havde travlt med at oversæt te tekster til arabisk. Enden på det hele blev, at egypterne blev sendt til Europa for at blive uddannet, for derefter at komme tilbage til Egypten og undervise deres landsmænd. Muham med Ali's utålmodighed med moderniseringsprocessen og iver efter at få uddannet arbejds kraft medførte bl.a., at læger, ingeniører og andet uddannet personale ukompetent blev kastet ud i arbejdet. 

Uddannelsen af elever over koranskole-niveau foregik i byerne, hvor også den store interesse for moderniseringen lå, hvilket var med til at danne skel mellem land og by - mellem de traditionelt arbejdende og troende mennesker og de vestligt orienterede. Over halvdelen af koranskolerne (maktab) lå i de mindre byer, mens de sekulære skoler var meget dårligt repræsenteret dér (kun 3 ud af 78 skoler). Cairo havde næsten halvdelen af de sekulære skoler (42,3%) og Alexandria 33,3%. 

For at øge den religiøse forbindelse mellem land og by ønskede Muhammed at indlemme landsbyerne i det islamiske retssystem ved at oprette shari'a-retsinstanser. Tidligere var man i landsbyerne mere tilbøjelige til at holde sig til de lokale skatteopkrævere (multazim) eller dommere (qadi'er), som også tilså familielovgivningen og mæglede i lokale stridigheder. Efter det lokale selvstyre var blevet afskaffet, udnævntedes de enkelte ledere fra centralt hold og overtog efterfølgende hvervet som distriktsguvernøre. 

På samme måde som undervisningssektoren havde sundhedsvæsenet tendens til at være kon centreret i storbyerne. Ude i provinserne havde man 25-30 senge for hver 200.000 til 500.000 indbyggere, mens man i Cairo havde 1.303 sygehussenge (ca. halvdelen) til 330.000 menne sker. Cairo og Alexandria havde tilsammen 36 læger mens f.eks. Mainufiyya-provinsen kun havde 7, selv om indbyggertallet var større end Cairo og Alexandria til sammen. 

I perioden frem til 1860 skete der en kolossal stor tilstrømning af udlændinge til Egypten - og det var primært Cairo og Alexandria, de flyttede til. Der var i Muhammed Alis regeringstid 10.000 udlændinge og det steg til 80.000 i 1872. Det bevirkede bl.a., at dele af Alexandria og Cairo blev ombygget, og der blev indlagt vand, gas og elektricitet. Det sociale og sam fundsmæssige skel mellem land og by blev på denne måde endnu større, da så godt som ingen fremmede bosatte sig i landsbyerne. 

Muhammed Alis landbrugsreformer betød, at jorden tilhørte enkelte rige godsejere, mens bøndernes situation var lige så dårlig som under mamlukkerne. Hans ønske om handel med Europa var til skade for de små industrier og håndværkere, som blev opslugt eller udkonkur reret. Forandringerne betød også, at betalingen af skat mere og mere foregik i penge, hvor den hidtil havde foregået i naturalier - og i 1880 blev skattebetaling i naturalier forbudt ved lov. Denne nye pengeøkonomi medførte tillige et marked for långivning og -tagning samt panteret i fast ejendom, som det var kendt i vesten. Dette havde ikke tidligere været aner kendt under osmannisk lov. 

Det økonomiske bånd mellem land og by blev tættere ved ændringen af udbyttet landbrug til en afgrødeøkonomi. Der kom stor kontakt mellem producent og aftagere, nemlig køb mand, forarbejdningsvirksomheder og finansielle institutioner. 

Til at fragte varer, blev der bygget et stort net af jernbaner, specielt letvægtsjernbaner i Nilens deltaområder. Denne begyndende industrialisering var også med til at udbygge antallet af provinsbyer og -hovedstæder. Den største udvikling skete i byen Zaqaziq, grund lagt af Muhammed Ali i 1836, som blev et stort handelssted for bomuld; jernbanen blev etableret hertil i 1860'erne, og der var et indbyggertal ved slutningen af århundredet på 35.000. 

Muhammed Ali startede en social revolution, hvor han fjernede broen mellem lederne og befolkningen - ulama, og der var ikke noget, der kunne erstatte den. De var blevet skubbet ud til fordel for den nye elite af embedsmænd og administratorer, der havde bedre kendskab til de styrende magter og var mere autoritære. Enkelte af de tidligere ulama'er vendte sig bort fra det traditionelle og mente, at al-Azhar skulle koncentrere sig om undervisning i religion samt sproget arabisk og overlade anden undervisning til mere kvalificerede (end ulama). Ulama'erne mistede deres betydning som intellektuelle overhoveder og i stedet for at være vestlig stemte og blæse med vinden, afviste de at ville have noget med det at gøre. De gled tilbage i samfundet men beholdte dog stadig meget af deres indflydelse over for folk og de elementer i samfundet, som var af religiøs karakter. 

Der var ikke nok indtægter til at dække de kolossale udgifter, som Muhammeds bureaukrati med administration, uddannelse og militær skulle bruge. Selv om der kom mange indtægter ind ved eksport, kunne det slet ikke dække omkostningerne. Modsat Europa og den industri elle revolution dér, havde Egypten ingen kul eller brænde til at holde dampmaskinerne i gang - og de 40.000 industriarbejdere, som brugte kameler og æsler til transport, producerede det meste af energien selv. Egypterne kunne ikke selv vedligeholde de indkøbte maskiner, og europæerne overtog lige så stille kontrollen, handlen og indtjeningen på flere og flere områ der. 

En af konsekvenserne ved Muhammed Alis reformer var bl.a., at den store rekruttering af indfødte til militæret udsultede de enkelte egne for raske og rørige mænd. I første omgang havde man som afløser for mamlukkiske og tyrkiske rekrutter forsøgt sig med sudanere, men klimaændringen og kulturchoket gjorde dem syge og derfor ubrugelige. 

Oprøret blev under Muhammed Ali mere udbredt end under osmannerne og franskmændene. Der var bondeoprør 1807-8, 1812, 1816, hvert år mellem 1820 og 1826 samt igen mellem 1838 og 1848. De opponerede mod skatterne, udskrivningen til hæren og tvangsarbejde samt de monopol-lignende tilstande. For at dæmme op for disse oprør i 1820'erne udstak Muhammed Ali i 1830 en lov (qanun al-filaha), hvorefter bønderne kunne blive straffet med hårdt arbejde og piskning. Hvis nogen kom og forsøgte at hjælpe den oprørte by, ville han blive udskrevet til hæren eller til 3 års hårdt arbejde i Alexandria. 

Under mamlukkerne forblev ulamas rolle på det defensive og mæglende stade - for der var ikke noget bedre alternativ til mamlukkisk styre. Napoleons styre, som afløse mamlukkernes, var en fortsættelse af tyrannisk styre - og Muhammed Alis løfter om bedre tider skubbede bare ulama ud på moderniseringens sidespor, hvor de mistede deres status og magt. 

Hele det gamle muslimske system blev ændret; den nye elite, der skød frem, var ikke op fostret med gamle traditioner, og selv om den både var ineffektiv, tyrannisk og korrupt overtog de nye lærde ulama'ernes plads som landets nye intellektuelle elite. 

Ulama's oprør mod moderniseringen kan også ses i det lys, at der med udgangspunkt i den islamiske teologi og i islamisk ret slås fast, at islam er et altomfattende tilværelsestolk ningssystem, hvor det ganske enkelt er umuligt at adskille det religiøse fra det politiske. 

Efter Muhammed Alis død i 1849 blev magten overtaget af hans sønner, der forsøgte at videreføre faderens visioner, men landet blev mere og mere indvolveret i det imperielle spil - og selv om man tjente mange penge på bomuldseksporten, specielt under den amerikanske borgerkrig, blev landet yderligere gældsat - end ikke åbningen af Suez-kanalen kunne bidra ge med penge nok - landet blev erklæret bankerot i 1875. Den store europæiske indflydelse i slutningen af 1800-tallet betød bl.a. at den indfødte elite af godsejere måtte afgive magt tillige med, at der opstod alliancer mellem de utilfredse grupper. Disse grupperinger udpege de deres egen leder, militærmanden Urabi i 1881. Briterne, som var hovedaktionærer i Egypten nedkæmpede dette oprør og besatte landet fra 1882; Lord Cromer blev indsat og kontrollerede landet efter europæisk forbillede - stramt og hårdt. Lovgivningen og måden, hvorpå den blev udøvet, blev underlagt europæiske standard, kun mindre ting kunne ulama få lov at beskæftige sig med - ikke i moskeerne mere men på kontoret og i retsbygninger. 

Det traditionelle familie- og religionsmønster i landsbyerne ændredes ikke i løbet af 1800- tallet, hvorimod livet i byerne - specielt storbyerne - blev ændret ved kontakten med Europa og ændringen i den administrative og økonomiske udvikling. Dette medførte et øget skel mellem land og by. 

Ud af de 97 folkeskoler (écoles primaires), som blev etableret fra Muhammed Alis tid og op til 1887 eksisterede der ved århundredeskiftet kun 23, derudaf 9 i Cairo - men ingen i lands byerne. 3 mellemskoler (école préparatoires) blev etableret, mens kun én overlevede århundredeskiftet. Ud af 36 højere uddannelsessteder (écoles supérieures et spéciales (hvoraf 34 i Cairo) var der kun 8 tilbage - alle i Cairo. Dette viser tydeligt, at den uddannelse af folk, som stod Muhammed Alis hjerte nært, ikke blev fortsat. 

Muhammed Ali fik startet en moderniseringsproces, som sjældent er set andre steder - i hvertfald i Mellemøsten. Han formåde - omend utålmodigt - at igangsætte en udvikling af et land og et folk, der "desværre" ikke kunne leve op til hans urealistiske forventninger. Han tog udgangspunkt i en for hans undersåtter ukendt verdensdel - Europa - i stedet for at tage udgangspunkt i det land, hvor han regerede. Ved at indføre vestlige og ukendte systemer, som indbyggerne var fremmede overfor, udelukkede han på forhånd befolkningen i at tage del i moderniseringen. Fejlagtigt troede han, at han havde med europæere at gøre og ikke egyptere, som levede på deres egen traditionelle måde. Muhammed Ali forblev en albaner, som aldrig lærte at tale arabisk.

Læs her mere om Egypten og se billeder fra mine ture