For at diskutere og vurdere Huitfeld og hans skildring samt anvendelse af ældre materia le har vi yderligere 9 tekster, som dels er krøniker og dels et vidnesbyrd og en kontrakt. Man kan med rette spørge sig selv, med hvilket formål Huitfeld skrev sine krøniker, og hvorfor han ønskede at beskrive hændelserne omkring forleningen på netop denne måde, som han gjorde. Det er interessant at se på hvilke ældre kilder han har ønsket at inddrage men også på hvilken måde han anvendte dem - og i hvor høj grad han er korrekt i sine videregivelser af de oplysninger, som han har haft andet steds fra samt i hvilket omfang han vælger tekst til eller fra. 

Hans måde at berette denne del af sin krønike på, er ved at have nogle egne tolkninger af historien tillige med uddrag af breve og kontrakter (kilder). Til disse tolkninger og kilder giver han randnoter, som jeg mener må være hans egne præciserende kommentarer eller bemærkninger, han har ønsket udgivet, efter teksten er blevet sat hos trykkeren, og der ikke har været mulighed for at indskyde rettelser og tilføjelser. 

I tekst 11 fortsætter han videre, at forleningen var personlig, fordi kun én person fik tildelt titlen hertug ved forleningen. De andre fik titlen greve, hvilket i følge Huitfeld betyder, at de ikke var retmæssige modtagere af forleningen (linie 566-567). I randnote til Traktat af 12. juli 1392 i Vordingborg skriver Huitfeld igen, at fordi brødrene og onklen kun var benævnt grever, var forleningen personlig og kun møntet på Gert (linie 571-574). Han giver dog ingen forklaring på, hvorfor grevetitlen ikke skulle kunne modtage forlening. 

Huitfeld skriver i tekst 10, at den danske dronning Margrethe og den danske konge Erik har villet forklare betydningen eller meningen med forleningen som gældende inden for dansk lov, hvilket betyder, at tildelingen af lenet var personlig (linie 529-530). Han dokumenterer dog ikke, hvorfra han har denne oplysning, ud over at man må tro, at det var den almene opfattelse i Danmark efter 1400, hvor krige og retssager var på dagsorde nen, og man ønskede at ophæve forleningen. Slutteligt skriver han, at holstenerne på den anden side af grænsen, holdt fast i, at forleningen var givet til slægten/stammen (linie 531-532) og fulgte tysk lensret. 

Det er således i randnoterne at han repeterer og præciserer, at forleningen skete efter dansk ret og ikke efter tysk ret, samt at det var en misforståelse, der var årsag til at Holstenerne opfattede forleningen som arvelig og ikke personlig (linie 583-585). Denne misforståelse bruger han næsten som en undskyldning på holstenernes vegne - de kunne ikke rigtig gøre for det - og i øvrigt havde det været bedre, hvis hertugdømmet Slesvig aldrig "...nogensinde var blevet forlenet..." (linie 542-543). 

Efter Huitfelds opfattelse er forlening efter dansk ret personligt og kan kun gives til én person. Det er brud på den danske ret, hvis denne person giver lenet videre - og så skal lenet tilbagegives. Den tyske lensret består ifølge Huitfeld i, lenet gives til stammen / slægten, men at det først var ved striden i 1397 at "...landsåtterne efter tysk ret be gyndt[e] at udtyde denne forlening..." (linie 523-524). Underforstået siger han, at tyskerne anerkendte den danske rets. 

Huitfeld har problemer med rækkefølgen i den holstenske greveslægt, når han beretter sin krønike. I følge den indledende notes oversigt over slægten har vi historisk at gøre med tre Henrik'er og tre Gerhard'er (Gert'er)). Den første Henrik (Jernhenrik) dør 1384/85 og efterfølgende forlener Margrethe og Oluf Slesvig til de tre sønner (hertug Gerhard (Gert), grev Albrecht og grev Henrik) samt broderen (grev Klaus). 

I tekst 6 (Holstenerpræstens krønike fra ca. 1448) beskrives forleningen i 1386 (idet det er Oluf, der er med (linie 396-397)), og hvordan den blev givet til "...grev Jern-Henriks søn, Gerhard..." (linie 395). I den tekst står der også, at Slesvig skulle "...besidde[s] af ham og hans arvinger som len til evig tid." (linie 400-401). Huitfeld nævner specifikt den holstenske krønike (linie 533-534), og viser derved, at han burde vide, at Gerhard var Jern-Henriks søn og ikke kan skrive, at "...denne Henrik [...] ingen børn åtte.." (linie 513). Man må konkludere, at selv om han hævder at kende til krøniken, så har han ikke brugt den - eller i hvert fald ikke ønsket at videregive oplysningen om, at forleningen var arvelig. 

Huitfeld skriver videre i tekst 10, linie 540-542, at dronning Margrethe og Kong Oluf skulle have forenet Slesvig med Danmark efter Henrik den sidste af Slesvigs død. Han må henvise til Jern-Henrik, der døde 1384/85 og ikke til Henrik den sidste (der døde i 1427), hvilket kan indikere, at han ikke har været særlig omhyggelig med at læse korrektur eller ikke har ønsket at sætte sig ordentlig ind i slægtskabet. Dog kan det dog også tænkes, at han bevidst skriver, at denne Henrik, der døde i 1384/85 ingen børn havde, for at indikere, at lenet retmæssigt og fordi han delvis indrømmer, at lenet kunne gives arveligt - men ikke til brødre og nevøer - således skulle gives tilbage til Danmark. 

Forvirringen fortsætter ved at han roder rundt i navnene på de personer, som var nærværende ved danehoffet i 1386 og forveksler navnene på de danske bisper på dette tidspunkt. I linie 515 hævder han, at Svend af Slesvig er til stede - mens han længere nede i samme tekst (linie 546) kalder biskoppen af Slesvig for Johan. Den sidste opremsning af bisper svarer præcis til den oplistning som C. Hamsfort har i sin Dan markskrønike (tekst 9, linie 490-494), og det er tænkeligt, at Huitfeld har kendt til dette oplæg, da ingen anden af de kendte tekster nævner de 7 bisper. 

I sin videre argumentation siger han på den ene side, at han har set mange breve (hvori de holstenske grever er nævnt) (linie 519-550) men på den anden siger han så også, at han aldrig har set lensbrevet (linie 536). Hvis han har set breve og andet med grevernes navne, må han også have stødt på de steder, som påpeger, at lenet var arveligt og ikke personligt. Jeg tror, at det er belejligt for ham, at lensbrevet ikke findes, og han kan argumentere ud fra det faktum. 

Flere af de tekster, vi præsenteres for, fortæller at Hertugdømmet Slesvig blev forlenet til holstenerne på en sådan måde, at det gik i arv. F.eks. skriver Detmar i sin lybske Krønike om året 1386, at "...Holstenerne skal besidde hertugdømmet Slesvig arveligt fra barn til barn..." (linie 109) og at "...de og deres børn skulle besidde [den] til evig tid..." (linie 99). Denne tekst (1) skulle være uafhængig, og ved at den ikke specifikt angiver dato og år (indsat af opgavestillerne) men kun refererer til "Vor Frue Dag" (linie 106) tyder det på, at den er samtidig. Dette betyder yderligere, at den med meget stor sikker hed er skrevet inden traktaten af 1392 (tekst 2), og må bygge på tidligere (samtidige) kilder. Det kunne f.eks. være den kontrakt/det lensbrev, som sandsynligvis er udfærdiget i forbindelse med den retsgyldige overdragelse af hertugdømmet, som ifølge den indledende note fandt sted i 1386. 

I Hermann Korners "Chronica Novella" (tekst 5) får vi at vide, at der i 1388 (året efter den danske Kong Olufs død) igen var møde mellem Danmark og Holsten, og at der blev indgået overenskomst, hvor der ud over arvelig ret også blev bestemt, "...at den ældste greve af Holsten bør efterfølge den afdøde hertug af Slesvig i tilfælde af, at den afdøde hertug ikke efterlader sig børn." (linie 372-374). Denne overenskomst, der blev lavet, eksisterer ikke, men Korners beskrivelse er det tætteste, vi kommer denne begivenhed. 

Oplysninger fra denne kilde bliver refereret senere i tiden, bl.a. i tekst 7 (at "...hertug dømmet ... med evig ret skal tilhøre den ældste greve af Holsten..." (linie 429), og at ved  kontrovers mellem Danmark og Holsten skal der vælges voldgiftsmænd (linie 374-382 i tekst 5 - og linie 433-435 i tekst 7). I tekst 8 fortælles det ligeledes, at lenet er "...til arvelig besiddelse..." (linie 454) og "...skulle beholde det arveligt til evig tid..." (linie 468-469) samt at der skal vælges voldgiftsmænd ved evt. strid (linie 472-475). Jeg mener, at man fra dette kan uddrage, at Korners beskrivelse (som i øvrigt oplyses er uafhængig af de stridende parter) skal ses som et troværdigt bevis på, at forleningen var til fælleshånden - altså, at den skulle gå i arv, og hvis hertugen ingen sønner havde, skulle den ældste i slægten overtage titlen og rollen som hertug. 

I sin fremlæggelse bruger Huitfeld tekst 2 (Traktat af 12. juli 1392 fra Vordingborg) i sin helhed men med randnoter, hvor han tager sine forbehold over for, at der i traktaten står, at den indbefatter hertug Gerhard, grev Klaus, grev Albrecht og grev Henrik "...og deres arvinger og efterkommere..." (linie 131). Han går som krønike-skriver ind og forsøger at underkende en traktats gyldighed ved at henvise til, at de titler, som de i kontrakten nævnte personer har, ikke er gældende inden for dansk lensret. Man må formode, at ovennævnte traktat rent juridisk skal forstås sådan, at de personer, der er benævnt grever indgår på lige fod med den nævnte hertug. Selv om der i linie 58-59 i den indledende note står, at "...[d]er var tradition for at Sønderjylland blev givet til én lensmand (hertug)..." så mener jeg, at traktaten 12. juli 1392 er meget klar på det punkt og ikke  kan tolkes anderledes. Det kan dog være svært at argumentere mod en juridisk praksis i Danmark, og afgørelsen til fordel for landet i 1424 er vel også foregået mere på national chauvinistiske vilkår end på rent juridiske. Med det mener jeg, at man har tolket loven således, at den passede til forholdene. 

Huitfeld bruger i sin krønike uddrag fra tekst 3, som er den holstenske slægts skiftebrev, hvor han fravælger første del af teksten. I den del af teksten står der, at greverne "...erkender og bevidner åbent med dette brev..." (linie 190), hvilket fra deres side må indikere, at budskabet var offentligt og også skulle nå det danske rige. Desværre for de holstenske grever har de ikke involveret Danmark i dette skifte, hvilket har betydet, at konflikten omkring forleningen er begyndt. 

Huitfeld giver i sin randnote til tekst 2 (tekst 11, linie 573-575) det indtryk, at forlenin gen oprindelig har været efter dansk ret (personlig) men at "...Gerts arvinger har siden villet den udtyde efter tysk ret / til stammen." Han hævder ved at skrive det på den måde, at holstenerne i første omgang selv har forstået forleningen som personlig og efterfølgen de har ønsket at ændre udlægningen til at være arvelig - hvilket ikke kan være tilfældet. Det, at forleningsteksten er refereret i tekst 1 (uafhængig kilde), tekst 2 (kontrakt), tekst 4 (vidnesbyrd) og tekst 5 (uafhængig kilde) samt efterfølgende i tekst 6 (holstenerpræ stens krønike) og teksterne 7 + 8 (tyske krøniker) kan kun pege der hen, at uanset hvad Huitfeld skriver, så var det offentlig kendt, at forleningen var arvelig og ikke personlig. Dertil kan man tilføje, at ovenstående åbenbart ikke har kunnet opveje, at den tysk- romerske kejser efter langvarige krige og to retssager i 1424 dømte til Danmarks fordel.

Efter kejserens afgørelse er det klart, at de følgende nedskrevne krøniker er farvet af forfatter og land. De to tyske tekster (7 og 8) betoner kraftigt, at forleningen skulle gå i arv (tekst 7, linie 428-429 og tekst 8 linie 453-454) mens den danske krønike (tekst 9) overhovedet ikke omtaler, at forleningen blev givet til andre end Gerhard (linie 488- 489). Denne krønike er formentlig nedskrevet før Huitfeld har skrevet sin (idet teksten kommer før Huitfelds, og der ikke er angivet note om, hvornår teksten er skrevet). Denne teksts ophavssituation er selvfølgelig præget af, at den er dansk og skrevet efter disputten og dommen i 1424 - hvorfor en del af forleningens ordlyd er undladt. 

Huitfeld nærmest spotter holstenerne og deres krav på Slesvig (som forlenet til den ældste greve af Holsten (linie 429 i tekst 7) ved at sige, at "jeg [har] hørt meget de holstenere tale / men aldrig set lensbrevet..." (linie 536). Det er en påstand, som kan tilbagevises, fordi han undlader at inddrage samtidige krønike-skrivere (Detmar og Korner, tekst 1 og 5). Havde Huitfeld brugt disse krøniker ville han have kunnet give et ganske andet - eller bare et nuanceret - billede af Nyborgforleningen 1386. 

Huitfeld har været sin forfattersituation meget bevidst. Han kunne som rigets kansler og medlem af rigsrådet under Christian IV ikke tillade sig at kaste smuds på den danske historie og måtte argumentere for, at landet handlede i god tro - selv i de situationer, hvor det måske var knap så heldigt og knap så retfærdigt i forhold til ret og uret. 

Hans forståelse af den danske og tyske lensret er meget karakteristisk for en person, der er underlagt et kongeligt embede. Ved at anføre, at forlening kun kan gives til en, der bliver benævnt hertug og ikke til en, der benævnes greve samt henvise til, at det så ikke er sket personligt og efter dansk ret, dækker han sig ind under en fortielse eller løgn. Det kan aldrig blive mere end en påstand. Retssagerne og den tysk-romerske kejsers dom til fordel for Danmark kan ikke nuanceres - og der kan ej heller sættes spørgsmålstegn ved det - i Huitfelds udlægning. Hvis sagen blev videre beskrevet og analyseret af Huitfeld, havde han sikkert ikke beholdt sit arbejde i Kongens København. Han ville have været en skændsel for byen - en landsforræder.