Ved Wienerkongressen i 1814 blev ef del af Europas grænser fastlagt, Frankrig og Tyskland, på Balkan blev nationalstater oprettet efter Det Osmanniske Riges tilbagetog.
Imperialisme, primært Storbritannien og Frankrig. De havde brug for mellemstationer til og fra Fjernøsten og Afrika. Industrialiseringen (bla. jernbaner, dampmaskiner, skibe, våben og Suezkanalens bygning) medførte ekspansion med efterfølgende import/export af varer. Kolonilandene blev brugt til producere/levere billige produkter/råvarer - ofte med under trykkelse til følge.

Middelhavslandene uden for Europa var i slutningen af 1800-tallet besat de imperialistiske magter, Storbritannien havde bl.a. Egypten (1882) mens hele den arabiske halvø var besat af osmannerne, men der levede arabere.

Jøderne i Palæstina, ifgl. bibelen normadefolk, der i 2000 f.Kr. blev tvunget til Egypten pga hungersnød. De levede som slaver i 3-400 år men Moses førte dem, hjulpet af guden Jahve over Det røde Hav og gennem Sinaiørkenen. På trods af mange prøvelser kom de til Palæstina og levede dér til 587 f.Kr. deporteret til Babylon men vendte 50 år efter tilbage. 135 e.kr., hvor kejser Hadrian forbød jøder i Palæstina, blev de spredt for alle vinde. Efter 1750 startede ønsket for alvor om at vende tilbage til Palæstina, og med den spirende nationalisme i Europa, så de en chance for at vende tilbage.

Ungarskfødt jøde Theodor Herzl (1860-1904) skrev bogen "Der Judenstaat" i 1896 og grundlagde zionismen, første zionistkongres i Basen 29. august 1897.

Araberne har levet som ørkenbeduiner på Den Arabiske Halvø, mellem de to riger Egypten og Mesopotamien. De var et normadefolk, der holdt kvæg, lavede overfald på karavaner. De forskellige herskere i området, persere, assyrere, Kong David, grækere, romere, osmannere, har haft araberne under sig.

Muhammed (570-632) får af Gud åbenbaringer, som han nedskriver i Koranen. Begynder at udbrede islam (hengivelse til Guds vilje), men må 622 flygte fra Mekka pga. forfølgelser. Inden hans død får han dog samlet muslimer i over halvdelen af Den Arabiske Halvø, og efter hans død bliver religionen spredt.

1516-17 er det meste af Mellemøsten taget af mamelukkerne (senere osmannere) og helt op til første verdenskrig er deres magt stor i området. Hos araberne fremkommer der også en vis nationalisme, og mange drømmer om et Storarabien.

Hussein, emir af Mekka, var modstander af det store osmanniske rige og vil hellere samar bejde med briterne mod tyrkerne. Får via sin søn Abdullah kontakt via Lord Kitchener (forår 1912 og igen februar-november 1914) kontakt til den engelske højkommissær i Cairo, Henry McMahon.

McMahon svarer, efter at være blevet rykket for svar. Giver araberne uafhængighed i nogle afsatte områder - området Palæstina er ikke specielt nævnt.

Fredsudspil efter første verdenskrig.
Lenin's udspil (begyndelsen af 1918): Ingen må profitere af verdenskrigen, ingen anneksioner, ingen krigsskadeserstatninger, ingen lande må besidde andre - afskaffelse af kapitalismen på længere sigt.

Vesten kan ikke sidde dette udspil overhørig, amerikanske præsident Wilson kommer med følgende: En verden, der bygger på liberalisme, oprettelse af Folkeforbundet, åben diplomati, Folkets selvbestemmelse (grænserne i Europa skal gå der, hvor folk er). Forholder sig ikke til kolonispørgsmål.

UK og Frankrig satte sig under det samt briterne løfter til araberne og delte området op i mandater (pænere ord end kolonier). UK og Frankrig støttede sig til Folkeforbundets ord. Jøderne blev nævnt i mandatforordningen, men araberne ikke. Balfours løfte til jøderne var herefter en international bundet forpligtelse.

For the initial claim, often submitted by Zionist representatives, that they have a "right" to Palestine, based on an occupation of two thousand years ago, can hardly be seriously consi dered. Arab-Israeli reader s. 27. 

... betro formynderskabet for disse folkeslag til fremskredne nationer .. er bedst egnede til at påtage sig dette ansvar.

Indvandringen af jøder skulle fremskyndes, men der kom voldsomme arabiske reaktioner. Englænderne forsøgte forgæves at mægle => afmagt.

Jewish Agency oprettes i 1920'erne, Weizmann og Ben-Gurion, rådgivere for mandatad ministrationen, repræsenterede det jødiske nationalhjem i Folkeforbundet. Jøderne fungerede mere og mere som en stat i en stat. Ingen rigtig palæstinensisk bevidsthed og ledere.

Araberne ville ikke samarbejde så længe Balfourdeklarationen og indvandringsbevillingerne fungerede.

Massiv indvandringsbølge efter Hitlers magtovertagelse i 1933. Mørket af den økonomiske verdenskrise i 30'erne. Stormuftien organiserede nationalisme, terroraktioner mod jøder og englændere, generalstrejker. Samarbejde med tyskerne.

Højreorienteret jøde Jabotinsky opretter Hagana i 1920, ønsker jødisk stat med alle midler., som de sociale jøder ikke kunne gå ind for (revolver-zionisme - høge og duer den dag i dag i Israel).

Englænderne erklærede landet i undtagelsestilstand, interneringer. Undersøgelseskommite:

Deling af landet i en jødisk og en arabisk stat, fortsat engelsk mandat over Jerusalem og andre hellige steder.

Araberne modsatte sig rapporten, jøderne støttede den (det ville skaffe dem en stat).

Peel skriver, at den arabiske befolkning er asiatisk og jøderne primært europæiske. Denne forskel er uforenelig.

... fastholde, at hele palæstina vest for Jordanfloden blev undtaget fra McMahons løfte ... ikke acceptere ... at Palæstina skal omdannes til en arabisk stat.

... traktat, der på tilfredsstillende måde dækker begge landes ... behov i fremtiden ... at der skabes sikkerhed for, at begge samfunds vigtigste interesser tilgodeses.
 

Ben-Gurion danner hær, der tjener UK mod tyskerne samt mulighed for at oprette en jødisk stat efter krigen. 20-30.000 trænes. Moralsk/symbolsk betydning => Jødestatens oprettelse skete på bekostning af det palæstinensiske folk.

1947 UK meddeler FN, at det trækker sig fra mandatforpligtelsen => UNSCOP (særlig komite for Palæstina) => Palæstina selvstændig, deling af Palæstina. FN vedtager delingsplan 29.november 1947 33 stemmer for, 13 imod, 10 udlod at stemme. (Støttet af USA og USSR - som på den møde regnede med, gennem staten Israel, at kunne så et ben inden for i Mellemø sten - nu da UK var ude). Få dage inden afstemningen var holdningen 25 for - 13 imod - 17 udlod at stemme, derfor intet flertal for delingsplan. USA lægger pres på lande for at stemme ja, bl.a Kina og Grækenland.

Jøderne tog imod - araberne følte sig bedraget og nægtede at have noget med iværksættelsen af delingsplanen at gøre.

Arabernes kolde afvisning af andre har skadet dem - dengang og i dag. Dette er fordi de føler uret begået mod dem og det kan ikke opvejes med kompromisløsninger

Pan-arabisk nationalisme. Eisenhower-doktrin 1957, støtte til anti-kommunisme (for Israel, mod araberne)

Nasser må gøre noget => kræver FN-styrkerne på egyptisk territorium fjernet => egyptiske hærledelser i stedet => proklamerede lukning af Aqaba => Israel appellerer til stormagter, USA vil ikke gøre noget (Vietnam, bange for øst/vest-krig i Mellemøsten). Samlingsregering i Israel, Begin, Moche Dayan (forsvarsmin) => angrebsplan mod Sinai.

19 flyvepladser i Sinai - 500 MIG-jagere bombes/uskadeliggøres, Vestbreden og Golan tages. Fæstningsvold langs Suez. Aqaba sikres, adgang til Jerusalem/grædemuren. Nyt land bruges som skjold - "We will give a piece of land for a piece of peace". Israel var nu besættelsesmagt med over 1 mio arabere inden for ets grænser. FN opfordrede til tilbagetrækning. 

Nederlag for araberne - Nasser vil gå af, men opfordres til at blive. Nu kan nederlag ikke bortforklares som i 1956.

Følger: se side 70-71.

Khartoum august 1967:
Ingen fred med Israel
Ingen anerkendelse af Israel
Ingen forhandling med Israel
Ingen overgivelse af det palæstinensiske folks rettigheder.

Fond til genopbygning og genoprustning - olieproducerende lande (Saudi, Kuwait, Libyen).

FN's sikkerhedsresolution 242, 22. november 1967.
Utilladeligt at tilegne sig territorium ved krig.

Sinkebemærkning side 74 øv - forsumpe i flygtningelejre - palæstinaproblemet gå i glem mebogen. Magtliderlige og imperialistiske israelere.

Palæstinensiske nationalcharter.

1969-70 Udmattelseskrig mellem Egypten og Israel hen over Suez. Terroraktioner fra Jordan - sorte september 1970, flykapringer, sprængt i luften

Sadat ønskede at vende sig væk fra USSR og mod USA, for på den måde at påvirke Israel til indrømmelser. Sadat ønskede fred med Israel.

Sadat ville tvinge Israel til forhandlinger, planlægger sammen med Syrien overraskelses angreb på jødernes helligdag Yom Kippur 6. oktober 1973. Angreb mod Israelernes linie ved Suez og Golanhøjderne. Godt organiseret. Våbenhvile 24. oktober, hvor tropperne var infiltreret. Israel tvunget til at gå til forhandlingsbordet bare for at få tropperne adskilt. Kissin ger arrangerede fredskonference i Geneve december 1973. Tilbagetrækninger af israelske hære, egyptisk kontrol over Suez, genåbning på 8 års dagen for lukningen.
Sinaiaftale 1975: Tilbagetrækning fra Sinai, forhandlinger saboteret af palæstinensere og Israels højrefløj (ønsker om bosættelser og Storisrael).

Sadat i Jerusalem november 1977. Carter lavede forhandlinger mellem Sadat og Begin i Camp David i USA, september 1978 rammeaftale.

Israelsk militær i de besatte områder, Sinai, Gaza og Vestbreden. Israelsk lov gjorde det muligt for dem at ekspropriere palæstinensisk jord (hvor ejendomsretten ikke var nøjere fastlagt). Arbejderregeringen lavede allerede i 1967 plan over støttepunkter langs Jordan floden, som ikke skulle tilbagegives, men bruges til israelske bosættelser/være under israelsk militærkontrol. Likud kom til i 1977 og lavede Sharonplan, bosættelser ned gennem vestbre den, så den deltes for altid. Systematiske bosættelser, der strider fuldstændig mod både FN- resolutioner, Camp David aftalen og fredstraktaten med Egypten - men Israel har den faktiske magt i området.

Private nybyggelser - militant national-religiøse bevægelse (Gush Emunim) mellem Jerusalem og Hebron. Arbejderregeringen så i gennem fingre med det.

Begin ministerpræsident 1977 - Likud, højredrejning, Judæa og Samaria er befriede områder - ville ikke kendes ved palæstinenserne. Israels officielle betegnelse for Vestbreden. Militante udtalelser om Storisrael, Judæa og Samaria vil aldrig blive rømmet.

Intern splittelse i PLO - nogle ville følge Egypten og slutte fred - andre islamisk Jihad og Hamas ville gøre oprør. Stemning skabt - Intifadaen (opstand). Israelerne skød børnene og det blev vist på TV.

Golfkrig II 1990-91.
Hussein ville ikke trække sig ud af Kuwait, hvis ikke Israel overholdt 242 og trak sig ud af Vestbreden => populært hos palæstinenserne. USA i spidsen for FN-hær, der fra Saudi bomber Irak og befrier Kuwait. Tænk, hvis FN (og især USA) havde reageret sådan, den gang Israel tog Vestbreden, Gaza, Golan og Sinai.

Fredskonference i Madrid november 1991, James Baker tog initiativ samt forhandlinger i USA uden resultat. Regeringsskrifte i USA og Israel til arbejderpartiregeringer, hemmelige forhandlinger i Oslo.

Zionisterne fik lov til at oprette Israel i 1948 på deres betingelser. palæstinenserne får i 1994 lov til at oprette Palæstina (som eksisterede før Israel) på Israels betingelser.
Israelere og palæstinensere skulle rette sig efter FN's delingsplan i 1947 og palæstinenserne blev til flygtninge. Hvad skal der ske med bosætterne på Vestbreden, hvis der dannes en stat - ingenting - bosætterne får lov til at blive, der bliver ikke oprettet en palæstinensisk stat.

Hvis Israel rømmede Vestbreden og holdt sig inden for egne grænser og lavede egne sikker hedszoner inden for eget land, så kunne palæstinenserne få deres eget land med sikkerhedszo ner.

Palæstinenserne skulle have samme mulighed for at udråbe deres eget land, som Israel fik lov til i 1948. Israel fik ikke pålagt sig samme krav som palæstinenserne får ved denne fredsaftale i 1993/94