Moderne MØ er ikke et produkt af islam

• Fase 1 622- Hidjra: Muhammed udvandrede fra Mekka til Medina. Små menigheder. Gylden tidsalder for snuni'erne. Udgangspunkt for den islamiske tidsregning (A.H.)

Bliver brugt politisk i dag.

Umma: Islamiske samfund, der blev skabt i Medina ved udvandringen i 622. Bruges også i Koranen for et folk, en nation eller en gruppe personer, der følge samme religion. Dækker betegnelsen "de rettroendes samfund", som ikke er et geografisk afgrænset område, men et antal mennesker, der alle er muslimer.

632 Muhammed dør. 4 af hans efterfølgere - 4 retledte kaliffer styrer samfundet indtil
 

• Fase 2 661-750 Magtcentrum flytter til Damascus:

Ommayade-kaliffatet.
Fase 2 kan betegnes som mulk: monarki.
 
• Fase 3 750-1258 Magt skifter fra Damascus til Baghdad, nyt storrige, abbasiderne. Det har dog sin storhedsperiode de første par hundrede år. Herefter er der nedgangstid.

Sharia islamiya: Den rette islamiske vej. Den nedskrevne lov hedder Fiqh. Der er 4 lovskoler under abbasiderne.

Ulama: Islamisk lærde, særlig gruppe, som nedfælder Fiqh. Fuqaha: Specielt interesserede i at nedfælde de islameiske tekster.

Vi ved ikke meget om, hvad der skete i Muhammeds levetid, og Koranen er først nedfældet efter hans død.

Hadith: Andres fortællinger, nedfældet efter Muhammeds levetid, mundtlige overleveringer, der er nedskrevet i 800-tallet. Korte og præcise beksrivelse beretter om hvorledes profeten plejede at døre dette eller hint. Bruges i den islamiske verden til at socialisere børn til gode muslimer.

Koranen og også delvis Hadith er nedfældet med religionen som hensigt. Hadith kun lidt historisk.

Muslimers interesse i Muhammeds historie er at kunne bruge det i dagens religiøse hverdag. Dette er ikke islamforskerens billede - den er mere fragmenteret.

Jahilliya: Navn for den førislamiske periode - betyder ignorance, uvidenhed - bruges om ikke-troende muslimer i dag - de er ikke religiøse nok, bruges politiks i dag.

Spil om legitimationen om kalifatets ret til at lede. Om det er den rigtige efterfølger af Muhammed. Umayaderne anses i dag af nogle for ikke at være de rigtige efterkommere af Muhammed.

Strid om at være de rette efterfølgere til Muhammed:

Opdelt iShiamuslimer:
De mener, at magten burde være gået i direkte linie fra Muhammed.

Den sidset af de 4 retledte kaliffer er Ali, den sidste som Shia betragter som rette efterfølger.

Guddomelig leder - Immam, som burde være fulgt efter profeten Muhammed.

Sunni-muslimer:
Mener, der er en guddommelig lov (Sharia).

Osmanniske Rige
Islamisk storrige. Det var ikke noget kaliffat og er efter muslimernes opfattelse det heller ikke. Det var et sultanat. Sultanen gjorde ikke krav på at være rette efterkommer efter Muhammed.
 

Kalifatet:
Mere leder af den muslimske Umma end af et afgrænset territorium - dog geografisk afgrænset, men i selvopfattelse og andre muslimer: leder af alle muslimer i hele verden.
Universel leder
Anerkendt som profetens efterfølger.
En garant for Sharia.
Udøvende sin magt i forhold til Sharia.
Sharia hersker gennem kaliffen, mener mange muslimer.

Ændringer omkring 1800.
Osmannerriget bygger på byer - bysamfund, som sultanen i Istanbul søgte at styre, En magt, som sultanen måtte regere med (store centre i MØ). Domineret af købmænd (involdveret i international handel), håndværkere og de retslærte (Ulama).

De skulle give Sultanen den religiøse tro. Gensidigt forhold mellem eliten og Sultanen: Skatter.

Interne ændringer mellem Sultanen og eliten samt udefra kommende: Europa. Hvad sætter gang i ændringerne i MØ. Europa får stor betydning i udviklingen i det moderne MØ. Intern udvikling - processer i gang - ikke et statisk samfund, som Europa kommer til, men hvor der er reformprocesser i gang.

Interne ændringer

Provinser styret af guvernører.

Abd Al-Wahhab: Leder på den arabiske halvø, senere leder af Saudi Arabien.

Den teknologiske udvikling i Europa påvirker MØ. Annektioner/besættelser i MØ. Der var ingen statsgrænser men guvernerater, som hørte under Umma'en.

Område, hvori islam er herskende i Umma'en - hvor jøder og kristne havde særlige retningslinier. Al-Kitab til forskel fra de vantro Kuffar (ent: KAFIR).

1600-1900: Primære industielle revolution => sotr magt, behov for import/export., Adam Smith, bog 1776, opdeling i interessesfærer. Storbritanniens demokrati grundlagt => individualismen/liberalisme. Politisk liveralisme.

1830/40'erne: Højdepunkt, modereret i socialliberalisme, hvor samfundet skal gribe ind.

Mennekser er at sammenligne med planter og dyr. Evolution fra urskov til nutidsmenneske. Civiliserende mission: Europæerne ville civilisere andre lande.

Frankrig i Egypten 1798 (starten på den moderne historie i MØ).

Internt opgør mellem Frankrig og Storbritannien. MØ begynder at blive et europæisk anliggende.

Storbritanniens MØ-politik var, at Osmannerriget skulle vedblive med at været ét rige. Storbritannien ser russerne som den største trussel i MØ. Frankrigs invasion i Egypten i 1798 => Storbritannien reagerer på invasionen, britiske flåde sørger sammen med Sultanen i Istanbul for at få franskmændene væk 3 år efter. Napolion satte et frø i 1798, som udviklede sig. Hvad har gjort MØ's forfald og Europa's overlegenhed (Mansfield: The Arabs).

Mange millioner muslimer var flygtet fra Spanien efter 1492 - valget mellem at konvertere, lade sig halshugge eller flygte. Spanien og Portugal vil angribe Nordafrika => muslimer laver en flåde => bremser ethvert kristens skib (sørøveri).

Det osmanniske rige ekspanderer og indlememr Tripoli, Tunis og Algier - men ikke Marokko, som vedbliver at være neutralt.

På trods af dette får Europa buk med sørøveriet. Frankrig angriber 1830'erne Algeriet, for at bevare handelsprivelegier.

---

Franskmændene mødte stor modstand. Fuld kontrol 1837. De eksproprierede jorde, indsatte colons (franskmænd, der opdyrkede jorden) - darwinister og liberalister, der ville civilisere algierne. 1870 bleg algierne fjernet fra jordene, anekteret af Frankrig på opfordring af colon erne.

De, der gjorde fremskridt blev af franskmændene kaldt Evolue s mens araberne kaldte dem Beniquiqui (medløbere, ja-ja ere).

Modstandskamp: Støttet af Ulama er og Sufi er samt stammer syd for Atlas-bjergene. Abd Al-Qadir var leder af denne modstandskamp. Jihad - anstrengelse, sikring af at islam kan etableres og at øvrigheden kan indrettes efter de anvisninger, Koranen og profetens sunna opstiller. Anstrenge sig i Guds navn - både en intern (noget man gør for at få det behageligt selv) og en ekstern (sprede islams budskab). I islamisk ret og i de teologiske værker defineres jihad ikke som en individuel religiøs pligt, men udtrykkelig defineres som som en kollektiv pligt, en pligt, der påhviler hele den islamiske verden (JBS: ISLAMLEX). Forsvare det område, man nu engang har befriet i islams navn og givet til muslimer. Amir: Titulering af oprørslederen.

Virkeliggørelse af islamisk statsdannelse smat oprør mod franskmændene. Der blev opkrævet en skat: Ushr + krigsskat (Ma una) + 2,5% skat efter ramadan (Zakat).

Problemer mellem religiøse lærde (Ulama) og Qadir - lave en ny Jihad. Trække sig tilbage til et muslimsk område, hvor der ikke var franskmænd og dérfra angribe/kæmpe mod besættelsesmagten. Ulama erne ønskede ikke det.

Egypten i dag:

Kætterstemple Takfir Wa l Hijra: Påberåber sig ret til at kætterstemple et ikke islamisk samfund => Trække sig ud og angribe det ikke islamiske samfund. Sekterisk - trækker sig ud i ørkenen og lever dérfra. Er ikke militaristiske men udelukker dog ikke brugen af våben.

Islamisme kontra fundemantalisme.

Fundemantalisme er et negativt ord og bør ikke bruges, men derimod orden islamisme.

Egypten.

Storbritannien og Sultanen skubber Napolion ud. Mamlukkerne = Muhammed Ali (født i Albanien) Khedive (?) Ny ikke-egyptisk magtelite.

Siden 526 f.Kr. havde Egypten været styret af ikke-egyptere (grækere, romere, mamlukkere) - det har været besættelsesmagter. Modernisering og effektivisering af Egypten, industrialisering af landbrug. Storeksportør af bomuld - 1860, amerikanske borgerkrig => større eksport af bomuld. 1820-40 besat frugtbare halvmåne, Syrien. Vandingsanlæg, kanaler (fra Nilen), telegrafnet, veje.

1860 Færdiggjort Suez-kanalen. Det kostede kapital => øget lånoptagning (primært Storbritannien og Frankrig).

Efterfølger til Muhammed: Ismael: Ekstravagante livsførelse, byggede paladser og brugte megen kapital => endnu øget lånoptagning => Salg af aktier i Suez-kanalen. Frankrig og Storbritannien krævede kontrol over Egyptens kapital. 3 år senere (1879) afsatte de Ismael og indsatte sønnen. Havde nu kontrol over regeringen i Egypten.

Ahmad Urabi: Militær revolte. Bedre betingelse for soldater mv. Søttet af Djamal A-Din Afghani, som er intelekturl tænker (DADA: Hovedkraften blandt intellektuelle i modstanden mod europæiske imperialisme. Opholdt sig i Indien, Tyrkiet og Egypten. I Egypten var det en af de mest frugtbare perioder i hans liv. Han lavede studiekredse. Han analyserede årsagen til styrkeforholdet mellem MØ og Europa. Han var imponeret over Europas opfindelser m.v. men det ikke færlig europæisk - overføre det til den islamiske verden - genoplive de gamle islamiske evner.

Frankrig og Storbritannien følte sig truet, ville ikke afgive magt => Udgav erklæring. (Frankrig fik Tunesien mod at Storbritannien fik Cypern). Urabi udnævnte sig til krigsminister og en anden til statsminister. Under opstand i Alexandria gik Frankrig og Storbritannien til angreb og fik fældet Urabi.

Sommer 1882: Storbritanniens flåde ud for Alexandria: Ultimatum over for Urabi om at han skulle forlade Alexandria. Sept. 1882 tager Storbritannien fuld kontrol over Egypten. Protektorat, ikke koloni; de tiltog sig magten.

Kontekstualisering: Sætte islam i forhold til historien.

Tolke religiøse tekster og sætte dem i forhold til muslimernes hverdag og den situation, man befinder sig i i dag.

Idjtihad: Hvordan man sætter det i sammenhæng. Mulighed for nyfortolkning. Pan-islamisk tankegang.

1774-1923 Osmanniske Rige.

1774 Ruslands sejr over Det osmanniske rige, tager Krim-halvøen. Rusland er en trussel mod Storbritanniens interesser i Middelhavsområdet. Russerne kunne sejle på Middelhavet.

Også kaldet det orientalske problem. Rusland var blevet større, i 1812 var Napolion væk fra området, der var russere i Paris ved Napolions nederlag => Rusland var en stærk magt.

1923: Tyrkiske republik grundlangt. Hermed ophører Det orientalske problem .

1830: Frankrig indtager Algeriet (tidligere osmannisk)

1882: Frankrig indtager Tunesien (tidligere osmannisk)

(Europæisk imperialisme).

1882: Storbritannien indtager Egypten (de jura, ikke lovmæssigt, men faktisk - de facto).

Storbritannien har tidligere været i Egyten. (Frankrig tager landet i 1898 - Storbritannien erobrer det sammen med osmannerne i 1801).

Muhammed Ali opbygger stærk hær 1817-

Osmannerne havde opgivet Den arabiske halvø, men havde dog kontrol over kysten ved Mekka/Medina.

Oprør på Balkan, oprettelse af faste nationale stater på Balkan. Konfessionelle kriterier - folk var ikke opdelt efter national/sproglig identitet, men efter religiøs overbevisning. Græsk-ortodokse var en milits under den osmanniske Sultan. Spirende nationalisme ved dannelse af den græske nationalstat i 18xx.

Dette er med til at svække Det osmanniske riges udbredelse. I hovedstaden blev der talt om en mere centralistisk osmannisk stat.

1908: Ungtyrkiske revolution, militæret spiller en væsentlig rolle, ungtyrkerne er utilfredse med ledelsen.

1878: Bosnien-Herzegovina kom under Østrig/Ungarnsk styre. De annekterede Bosnien-Herzegovina => yderligere svækkelse af Det osmanniske rige.

Europæsiek interesser i MØ: Storbritannien og Frankig (Suez), Italien havde et ønske om at danne Mare Nostrum (vores hav).

1911: Krig mellem Italien og Det osmanniske rige. Italien går i land i Nordafrika. Libyen lider under italiensk militær (KZ-lejre og gasarter). Først stor magt i 1932 => yderligere svækkelse af Det osmanniske rige. Montenegro, Bulgarien, Grækenland og Serbien træder sammen, organiserer hæren og laver lynkrig mod Det osmanniske rige. 1912-13: Balkan-krige.

1914-18: Første Verdenskrig: Stort nederlag for Det osmanniske rige/Tyrkiet og Østrig/Ungarn.

1920: St. Remo-aftale.

Frankrig og Storbritannien overtager Irak (3 områder, som er Basra incl. Kuwait, Baghdad og Monsul - kurdere og mægtige mængder olie) samt Jordan og Palæstina.

Det osmanniske rige blev opdelt ved St. Remo.

Tyrkiske nationalister gør oprør mod større græsk invasion. Grækerne når tæt på Ankara. Mandatområderne er Syrien, Libanon, Jordan, Palæstina m.v. Egypten bliver selvstændig, men med følgende undtagelser: Hær, udenrigspolitik og Susan, som bliver britiske bestemmelser.

Storbritannien og Frankrig havde magt. De nye nationalstater skulle nu opbygge regeringer, hær og andet, hvilket var problematisk. I Syrien og Irak var det problematisk at sammensætte forskellige folk. Det er et stort problem bl.a. i Libanon og Syrien i dag. National ingeneering, nationalt ingeniørarnbejde, probagandaovertalelse af folk.

Hvad er en egypter? Enten var man kristen/muslim, nu er man pludselig egypter.

Wafd-partit (1919) for foretræde for Folkeforbundet og ville danne national stat, men får afslag. De havde flertal, men Storbritannien og Egyptens konge modsatte sig dette. Egypten kiggede mod deres egen fortid (faraonerne, pyramiderne) og ikke mod araberne, beduinerne. De følte ikke, at de havde noget til fælles med dem.

Muslimske broderskab - holde sammen på grund af religionen, 1930'erne og 40'erne.

1952/54 Nasser knækkede Det muslimske broderskab, han samler fælles-arabisk nationalstat. Ikke rodfæstet på samme måde som på Balkan.

Samarbejde med Storbritannien og Frankrig gjorde det problematisk. Småstater har det bedst, hvis de spiller 2 stormagter ud mod hinanden.

Tyskland/Storbritannien

Jødisk migrasion til Palæstina fra 1874. Tyskland ønbskede at fremme udvandringen af jøder til Palæstina. Man skulle aflevere alt undtagen 1000 Palæstina-pund. Ved ankomsten til Palæstina fik man jord, solgte bla. appelsiner til Tyskland. Et vist samarbejde mellem jøder og Tyskland.

Arabisk modstand mod jøder. Tysklands jødepolitik mere og mere bretal => jøderne reagerede => zionist-samfund ønskede oprettelse af stat / enige med Tyskland. Man opfordrede i zionistkredse i Tyskland til emigration. Andre jødiske grupper i Tyskland ville blive i Tyskland. Politikken i Palæstina hos jøder var, at man ville fremme indvandringen for på denne måde at blive så mange, at man kunne måle sig med araberne - rent politisk - jo flere, jo større magt.

Eichmann.

1938: Anschluss, Tyskland i Østrig => jødeforfølgelser

1936: Arabisk revolte - den arabiske revolution. Borgerkrig mellem de 3 parter: britter, jøder og araberepå grund af den tiltagende indvandring af jøder.

Kommission til undersøgelse => standse indvandring => illegal indvandring på grund af Anschluss.

Pragmatisk interessefællesskab. Revolte 1937-39 => spille stormagt ud mod Storbritannien - bruge Tyskland til det. Araberne var positive over for Tyskland. Alliance med Osmannerne mod britterne.

Uretfærdig behandling af tyskerne/araberne i Versailles efter krigen. Tyskere, der tidligere havde været ustationeret i Det osmanniske rige kunne bruges. 1936 Militærakademi i Egypten, nasser og Sadat samt andre militærpersoner kendte de tidligere tyske officerer fra Det osmanniske rige.

Modspil/konkurrent mod Storbritannien. Det måtte også være tysk interesse at være store i MØ for at kunne knække Storbritannien.

München-aftale i oktober 1938.

Tysk politik var i første omgang at genere Storbritannien, men efter 1938 var der interesser i det (?)

1939: Tysk/arabisk våbenaftale. Derefter en ægte proarabisk aftale.

Tyskerne tæt på Cairo, Storbritannien bange for dem, samt om Egypten skulle slutte sig til tyskerne. Tysk kup i Irak - brittisk modkup.

Masri kontakt med tyskerne i 1941. Tager til Irak for at danne omrør mod britterne: "Mine fjenders fjender er mine venner".

1840: Lord Parmerstone udtaler: "Vi har ingen permanente venner, men permanente interesser".

Balfour.

Tyskerne trænger ind i Rusland via Polen. Rygte om at tyskerne ville støtte den zionistiske ide - man ville søge støtte hos jøderne i Zar-riget. Man vidste, at progromerne blev forfulgt i Rusland. Taktisk, at søge støtte. Puste til ildet, at lave en 5. kolonne.

Ved den russiske revolution i 1917 var der tale om, at russerne skulle trække sig fra fronten. De allierede var bekymrede for det, da trykket fra Tyskland mod Frankrig ville styrte de allierede.

Balfour => propaganda mod jøderne, appellerede til en bestemt gruppe, at Rusland skulle forblive med i krigen, derved at give jøderne et land, hvis de støttede Rusland/Storbritannien mod tyskerne.

Kamp mellem stormagterne om at love befolkningsgrupper guld og grønne skove.

Socialdarwinisme - rangerer mennesker på evolutionære trin (inden for Darwins teorier)

Den hvide races overlegenhed - modsvaret med et underlegen race, som gerne ville styres.

Liberal eller humanistisk imperialisme.

Europæerne var overlegne, men også ansvarlige for at udbrede den hvide races civilisation. Den hvide mands byrde The White Mans Burden (Kipling)

Brug for den liberale humanisme for at legitimere imperialismen.

Nogle missionærer var ikke tilhængere af imperialismen men var dog under beskyttelse af imperialiterne.

Er der sammenhæng mellem korstogene og missionærerne - ydnyttelse af islam?

Lord Cromer - øverste leder i Egypten. Kilde til, hvordan han så på kolonialismen. Har skrevet bøger om det.

Kristendommen ophøjede kvinden, Islam nedgjorde (degraderede) kvinden. Kvinden er tilbagestående. Sløret et en barriere for udviklingen af det muslimske system. Det er en udbredt holdning - også i Europa, en holdning man finder hos missionærerne. Der er en gryende fiminisme og en udfordring af dette ideal.

Ønske om at løfte de muslimsme søstre op på Europas stadie. Muslimske kvinder er et symbol på tilbageståenhed.

Kvindeforskere i dag: Leila Ahmed (USA) beskæftiger sig med forhold mellem kønnene i MØ fra gammel tid til i dag. Skriver bl.a. om, hvordan Cromers idder blev modtaget.

Kvinderne skulle være højt oppe i hierakiet. Det var en lille elite, der kunne drage nytte af Cromers ideer. Få kvinder kunne komme til Storbritannien og studere. Mange mænd fik mindre uddannelse og fik kun lave stillinger, hvilket medførte kritiske holdninger overfor Strobritannien.

Det var farligt at bringe for meget uddannelse ud til Egypten, da det kunne være en trussel mod eget herredømme og spirende nationalisme.

Frustration hos egypterne over ikke at få nok uddannelse medførte nedskæring af undervisningen. (Jo mere oprør, der var, jo mindre uddannelse fik de - afstraffelse for oprør).

Advokat Qassim Amin, som havde fordel af koloniaseringen skrev i 1899 bog om kvindernes frigørelse. Feministisk fader, men USA-forsker ser ham i dag som Cromer s søn . Han så kviderne som hindring til at araberne kunne komme op på Europas plan, hvad ville være det ideelle for dem. Argumenterer overfor tørklæder, retter kritikken mod noget ydre. De skal af ydre ligne vestilige kvinder mere. Der er ingen ideer om at kvinder skal have samme pladser i samfundet eller have samme uddannelse. Værdig og tilbagestående set med Qassim s øjne.

Cromer og Amin var sværvægtere i datidens debat. Alle andre var deffensive i debatten overfor Cromer og Amin.

Beth Baron: Studier over kvindetidsskrifter/magasiner omkring 1900. 30 tidsskrifter skrevet af kvinder for kvinder i disse 30 år i Egypten. Nogle af bladene havde politisk indhold

Meningerne er delte over for Cromer og Amin. Forholder sig dog kritisk over for Cromer/Amins angreb på muslimske kviner om at afrette sig og blive europæiske.

Nogle kvinder argumenterer for det samme (dog uden så kvindefjendske midler).

Dog er der ingen der sætter spørgsmålstegn ved kvinden som det centrale punkt i Egyptens udvikling.

Nogle får imod dette. Ser kvinden som symbol på islam s ophøjede stade.

Der er ikke de store forskelle på, hvad man skal gøre for at højne kvindernes standard . Gøres for at udvikle kvinden. Argumenter for at kvinden skal havde mere at skulle have sagt.

Stadig skel mellem europæiske kvinder og islamiske kvinder. Polarisering (mere eller mindre) gennem tiderne. Sammenfiltring med det nationale spørgsmål (kan ikke skilles ud).

Den islamiske kultur er sådan og sådan fordi forholdet mellem mænd og kvinder er sådan og sådan, Et udbredt mønster, at man måler forholdet mellem kultur (vores og deres på forholdet mellem kønnene. (Michael Harbsmeyer i en afhandling).

I den hjemlige debat kan det ses som postkolonialisme (ikke helt færdigt/afsluttet). De koloniale forhold foregår stadigvæk i dag.

Sociologisk forskningsprojekt - også inden for litteratur. Kvinder bliver pålagt loyalitet over for nationalismen. Kvinderne skal fastholde det muslimske for at vi kan stå stærkere over for vesten.

Edward Said: Orientalisme. Kristen amerikansk palæstinenser. Han mener ikke, at der har været kommunikation mellem Vesteuropa/USA og MØ. Vi har iscenesat - italesættelse. Vi har lavet regler for, hvordan de er, og hvad de siger. Vi mener, de er dovne, har kun sans for lidenskab, er uberegnelige og troløse. Det blev skrevet i bog fra 1830: Homo Orientalis, fortsætter fra 1830 og til i dag - også i den efterkoloniale tid.

I dag er landene blevet mere virkelige for os - de er rykket tættere på, de er mere tydelige i vores verdensbillede.

Said er kosmopolitisk i sin grundholdning. Hans bog er én stor anklage mod kolonisationen. Satre sagde, at vi alle var salo svin (omkring Algier). Det er en tradition, der har været der altid - en kulturkritisk tradition. Kritiserer vores egen identitet som europæer. Said har skrevet artikel om Joseph Conrad, Heart of Darkness. JC levede omkring 1900.

Tom Kristensen skrevet Påfuglefjer - blev forledt til at synge om noget, jeg ikke kan forstå...

Rejsebeskrivelser i 1700-tallet: En blanding af facts og skønlitteratur. Geografikere, naturvidenskabsmænd og historikere blev sendt ud af regeringer for at danne kontakt med det fremmede. De talte sygehuse, moskeer mv. for at kunne sammenligne med danske forhold. Dog beskrev de også noget, som var så anderledes, at folk forbavsedes. Kulturrelativisme. Der fandtes andre former for religion og kultur. Det blev farligt.

Den franske revolution byggede på opdagelsen af, hvad der skete andre steder i verdenen - at de var noget andet. Europa er historisk, kongen er ikke indsat af Gud. Oplysningstiden, vekselvirknig med andre lande.

Enhver kan blive salig på sin facon. Wieland: Oberon, opera 1789. Koblet sammen med Orienten, klæder mv. Man gjorde op med opera og MØ.

Nyt syn på romantikken, ikke drømmen sig tilbage. Alle gode romantikere prøvede at finde rødder. Franske revolution ødelagde 200 års historie, hvilket medførte et tomrum. Orienten blev betydelig, og man tog til Østen for at lede efter det skjulte Vesten.

Said siger, at de ringagtede de mennesker, de mødte på deres vej. De gik efter Persepolis og Jerusalem (hvor Johannes døberen var). Et nyt korstog - ville genskabe kristendommen. De så med foragt på de mennesker, de mødte i bla. Istanbul og Grækenland.

Skuffelsen kom, da de ved indsejlingerne så Storbritanniens, Frankrigs og Tysklands flag. De så ikke Sokrates men folk i slidt europæisk tøj. Mange var uddannet/påvirket af europæisk kultur. Romantikkerne blev forfærdede - og forargede over de mennekser, der færdedes. Man ville væk fra et kedeligt Vesteuropa og ned til noget eksotisk/spændende. I dag vil vi se pyramiderne men afskyr det moderne folk, der lugter - tiggerne, som er pågående. Vi vil derfor lave Orienten om.

Aladdin: Kritik af vores småborgerlighed samt kritik af vores flugt fra Danmark og søgen til Arabien, Isfahan. Oehlenschlæger troede ikke på en naiv romantisk tankegang.

Chateau Briand flygtede væk fra Europa og ned til Arabiens sol og lys.

Rejser til Orienten (Italien, Grækenland - alt syd for Alperne) var som en dannelsesrejse.
 

Tivoli 1830-50 - dobbelthed. Baghdad i København (Martin Zarlang).

Tivoli blev bygget som opposition til det, der skete i Danmark. Vi var gået bankerot, havde mistet Norge, Napolonskrigene, der blev ikke bygget noget.

Carstensen havde været ude at rejse. Begyndte at oprette Tivoli som kontrast til det kedelige småborgerlige København. Byplanlægningen blev igangsat af Tivoli.

Massekulturen blev sat i værk af Tivoli => nydelse, glæde, afslapning. Alt det kom fra Orienten. Oehlenschlægers Aladdins hus = Tivoli, som er uforsåeligt og prægtigt. Tivoli = Verdensudstillinger 1851. London: Crystal Palace, den orientalske indflydelse gør sig gældende i europæiske sammenhænge.

Kunst/arkitektur: Arabesque - arbejde med slyngninger, ornamenter, overfladetegninger, mv., hvor der ikke er et centrum.

Litteratur/musik: Man nedbryder grænser, man søger nyt. Arabesque-takt: 6/8. En variations?

Arabesque-arkitektur: Stilblanding i 1870 erne.

Mozarts operaer bruger denne arabesque-struktur samt hos Rossini og Weber. Den har ikke en bestemt form, hvor temaerne ændrer farve. Musik, der fortsætter og fortsætter, f.eks. Hornemanns Aladdins ouverture .

Har at gøre med oplevelsen af Orienten, åben foranderlig verden. Bruger Orienten til at kunne forstå Europa med. Prøver via det uplanlagte, uforståeligt at forstå Europa.

En digters bazar af H. C. Andersen: Rejse gennem Tyskland, Grækenland til Smyrna, Istanbul, Sortehave, Østrig/Ungarn.

Nye variationer, intet mål. Nye kulturer, nye folk. Skrevet på arabesque , erindring, indfald, journalistik, chok. Da han kom til Grækenland forventede han at møde folosoffer, der diskuterede Platon, men så kedelige mannesker. Troede, at han ville høre vilde ballader, men hørte fransk opera. Fordomsfuld overfor Tyrkiet. Tyrken som opiumsgnasker og råber Allah er stor.

Darwin: Arternes oprindelse, 1870: Andet syn på Orienten. Forfatterne blev påvirket af dette syn om imperialisme og darwinisme og skrev, at nu var der ikke noget at rejse efter.

Flober skrev, at den romantiske rejse er en dumhed. Hvis man tror, man kan flygte fra Europa til noget andet, er man dum. Alt er europæisk. Man kan lave Oreienten om til at være fuld-europæisk. Otto Rung (departementschef i ministerie): Den store Karavane, 1914. Orienten er udviklingsløshed, hele livsstilen, fattigdom og ørkesløshed. "Hvis vi ikke holder de fremmede ude, vil de overdynge os med skidt."

Johannes V. Jensen hoppede aldrig på darwinismen. "Når man rejser langt væk, ser man kun sig selv. Der er kun den verden, der er. Man kan ikke flygte til en anden verden men blive i den verden, der eksisterer."

Der skal en forandring til i det indre - en mentalitetsændring - hos europæerne for at kunne se forandringerne andre steder.

Billeder af Delacroix og Poul Klee. Vibrerende overgange - koloristisk, Billeder fra Marokko.

I dag: Carsten Jensen og Claus Bondebjerg: Tunesien og Marokko).

Termen Mellemøsten bliver diskuteret i Yapp + Eichelmann (Dall); The Middle East, an antropological Aproach.

Osmannerriget fra 1700.

Store byer rundt om i MØ. Centralt styre i Istanbul, balance mellem centralmagten og de enkelte små dele - lokale magtcentre.

Bykultur. Fælles interesser i at kontrollere landet uden for byerne - herfra indtægter/fødevarer - mad og råvarer til befolkning og produktion.

Randområder, hvor der herskede stammekulturer (uden for den centrale magt).

Sultanen regerede i hele området - arrangerede pilgrimsrejser til Mekka (fra Istanbul og Cairo).

Ændringer fra slutningen af 1700-tallet: Lokale magthavere (guvernører), hvilket medførte selvstyrende enheder, f.eks. Baghdad og Cairo. Kontrollen med bondelandet svækkedes => normadedrift fremmedes (svære at kontrollere, svært at inddrive skatter). Udfordirng af autoriteten - løsrivelse af visse områder (sydlige Egypten + Saudi - indre del af den arabiske halvø). På et tidspunkt overtager de magten i Mekka og Medina.

Eksterne forandringer: Nyt mønster i international handel. Europæiske købmænd køber/sælger. Europas magtbalance rykkede mod MØ: Rusland 1876-traktat, Storbritannien kom østfra og tog magten i Den persiske Golf. Den franske revolution i 1789 bevirkede, at der kom nye former for militær, og det førte til en besættelse af Egypten 1798-1801.

1815: Efter Napolions fald rykker franskmændene igen mod MØ.

1828: Russerne - traktat - presser på fra Nord.

1830 erne: Fragt med dampskibe.

1850 erne: Telegrafen indføres.

MØ kan kun betale importvarer med rå-materialer og herved Europas interesse i MØ.

Osmanniske rige forsøgte at efterligne Vesteuropa, de var inspireret af rettigheder, frihed og lighed. Nogle steder tanker om osmannisk nation, hvilket ikke kunne realiseres på dette tidspunkt i midten af 1800-tallet.

Paris 1856-traktat: Sultanen anerkendt på grund af alliance mod Rusland. Osnammerriget anerkendt som europæisk statsmagt.

Frankrig i Algeriet 1830 erne. Revolte på Balkan.

Forhold op til WWI: Krige på Balkan 1900-10 betød, at Osmannerriget tabte disse områder. Denne svækkelse blev udnyttet af italienerne, som gik i land i Tripoli 1911. De havde nu magt over havneområderne.

Indre svækkelse: Ungtyrkerne lavede revolution 1908. Officerer der kom til magten, havde andre ideer - ideer om tyrkisk nation, fælles sprog, fælles identitet. Det førte til splittelse mellem tyrkerne og arabiske undersåtter (problemer med loyalitet). Sultanen var dog fortsat religiøs og militær leder. Osmannerne repræsenterede fortsat den arabiske verden. Araberne støttede osmannerne, da de begrænsede den jødiske imigration mere end Storbritannien og Frankrig havde gjort.

WWI: Osmannerne kæmpede mod Rusland på den ene side og Storbritannien på den anden. Allierede og briterne gik i land rundt om Osmannerriget, og Frankrig satte sig på Nordafrika.

Osmannerriget var begrænset til Anatolien og lille bid af det europæiske fastland. Sultanen blev tvunget til underskrift af fredsaftale i Versailles. Tyrkiske republik blev oprettet 1922. Der skete nu en gennemgribende omorganisering af hele MØ.

Owen: Opdeling af landområder efter WWI. Krav fra USA og Folkeforbundet: Frihed og selbestemmelse.

Mandatområderne: Nyt politisk redskab. Storbritannien og Frankrig fik mandat til at lede. Internationalt regulerede begrænsninger, som senere førte til uafhængighed. Reaktionerne på mandaterne mandat var bl.a. revolte i Irak i 1920 erne, antibritiske og antijødiske reaktioner i Palæstina. Syrien var mod Frankrig, landsdækkende opstand 1925-27.

Egypten: Protektorat, nationalistisk modstand 1900-20. 1918 delegation (Wafd) til fredskonferencen i Paris, som medførte dannelse af parti. Opstand i 1919, fordi de ikke fik ret i deres krav i Versailles. Dette medførte en ændring i Storbritanniens udenrigspolitik til en gradvis højere grad af egyptisk uafhængighed i 1922.

Europæiske magter prøvede at indtage Tyrkiet men blev slået tilbage af militæret ledet af Kemal Atatürk.

1920 erne: Storbritannien og Frankrig var de ubestridte ledere i MØ. De fastsatte grænserne, bestemte hvem, der skulle styre i de enkelte områder, bestemte over råvarerne i områderne (især olie). Selv de delvis uafhængige lande måtte indordne sig under de imperielle magtoverhoveder.

Owen siger, at staterne, der blev grundlagt - på det tidspunkt, de blev oprettet - allerede havde problemer, som stadig er der:

- Grænser

- Politiske institutioner

- Nationale minoriteter (f.eks. kurdere, palæstinensere)

Koloni, mandat, protektorat og kondominium. Forskellen på de fire udtryk.

Koloni: Skrappeste form for dominans Algeriet, Libyen og Aden.

Mandat: Givet fra Folkeforbundet - fra det internationale samfund.

Protektorat: Mildere form for dominans - måske hvor der blev indsat en konge.

Kondominium: Styre, som Strobritannien og Egypten indførte i Susan i 1956.

Typiske træk ved koloniale stater:

Skisma - lighed og homogenitet på den ene side og en praksis på den anden. Eksistensen af europæiske bosættere (med privelegier) og etniske minoritter. Lovgivningen var ikke længere fastlagt af religionen.

Stor optagethed af politi og sikkerhed. Et træk ved enhver ny stat er, at man er optaget af sikkerhed, og det er nøglen til al kontrol. 2/3 af budgettet blev brugt til politi mv. Der blev meget lidt til overs til andre ting, som ellers er vigtig ved statsdannelse. Meget få summer til f.eks. uddannelse og sundhedssystemet. Mindre sum til opbygning af nationale hære - de enkete mandater sørgede for at beskytte de enkelte lande.

Politisk praksis.

Alliance mellem stammeledere: Brugte disse alliancer i det politiske arbejde for de kolonielle magter. Landejere fik privelegier til gengæld for skattefrihed.

Del og hersk: Man var bedst om de forskellige gruppers indbyrdes forskelligheder.

Økonomisk ledelse: Man gav ikke lån til landene, man brugte de penge, der blev indhentet ved skat. Investerede i infrastruktur, stadig økonomisk afhængig af kolonimagterne. Man måtte ikke oprette selvstændige nationalbanker. Traktaterne fra 1800-tallet bestemte fortsat toldtariffer mv.

Ekstern indflydelse: De koloniale stater var sikret international indflydelse. Storbritannien og Frankrigs indenrigspolitik havde betydning for kolonierne f.eks. Storbritannien over for Egypten.

Storbritannien og Frankrig monopolicerede deres kolonier. Fremmede deres egne handelsfolks interesser. Kolonimagterne måtte dog indrette sig under internationale retningslinier. Folkeforbundet udstak regler om monopoliceringen, men Storbritannien og Frankrig fortsatte med at udøve deres magt. Folkeforbundet havde derfor ikke så meget at skulle have sagt.

Opbygning af presse: Aviser i Egypten i midten af 1800-tallet. Ny øvre klasse - mænd fik uddannelse.

Said: Orientalisme: Antropologer har været med til at dannet et billede af befolkningen. Said ønsker at man skal have et mere nuanceret billede af MØ ved at tale med folk. Naivt, da antrolpologer også har gjort det.

Said kommer til at underbygge grøften mellem MØ og Europa. Han opfatter Europa på én måde og MØ på én måde - som monolitiske blokke.

Det europæiske syn på Orienten.

Forskere, der i dag ser på de ting, orientalister fandt i sidste århundrede - deres syn på arabere, er i dag overtaget af araberne selv (som et unuanceret billede af dem selv).

Forestillingen om at islam har en begrænset kerne - at det er noget entydigt - ses som en afstandstagen til Europa. Forsvar mod angreb fra Europa - bygger på Europas ensartede syn på MØ.

Konfrontation af ideer mellem MØ og Europa - og MØ-landene indbyrdes er billedet, forskerne ser i dag.

Koloni (mindst præcist, mindst anvendelige)

En magts dominans/underlæggelse en anden stats. Upræcist begreb, blevet til et samlebegreb. Stærke stater underlægger isg svage stater. Sker hvor der ingen international regulering er.

Mandat: Afløser kolonien. Koloni med mere humant ansigt. Reguleret af minternationale regler. Efter WWI opstod der andre ideer end de koloniale, bl.a USA (andre folk havde rettigheder til deres eget territorium). Erklæring om ikke at annektere MØ-lande, overgangsfase.

Protektorat: Stærk magt, der indfører koloniale forhold overfor en svag magt. Sker, hvor der ingen international regulering er.

San Remo 1920. De vindende parter (undtagen USA) blev enige om at fordele MØ. TIldelt mandat fra FOlkeforbundet. Dog ikke helt reelle hensigter, pga. oliefund. Det var det San Remo handlede om. Sykes/Picot, Hussein/McMahon, Balfour.

Condominium: 1899-1954

B-mandat: Mulighed for at blive et selvstændigt land senere.

C-mandat: Mandat, der var bedst tjent med at forblive unerlagt som mandat.

Det var ikke egne begolkningsgrupper, der fik oprettet stater, det var udefra kommende magter, der oprettede staterne i MØ.

Watan: Nationalisme, der bygger på fædrelandet. Egypten, bl.a Den europæiske ide, som dog er fremmet over for muslimer. Watan ødelægger den muslimske tro på nationalismen.

Quam: Nationalisme, der bygger på slægten (det større slægtsskab). Bliver nogle gange gjort til kernen i islam, hvilket ikke er nødvendigt.

Før dette er der osmannisk nationalisme. Simultant med de 2 ovenstående opstrå reform-islam og islamisme (også kaldet fundamentalisme). Islamisering af samfundet fra 1930'erne og op til i dag.

C. Ernest Dawn: From ottomamism to arabism, The Modern Middle East.

Tyrkiske og arabiske osmannere, der vdviklede nationalismen i begyndelsen af 1800-tallet (ikke nationalstater). Kærlighed til fædrelandet. Senere blev der gjort politiske tanker. Følelsesmæssige tanker om sit fædreland. De første osmanniske nationalister kaldtes vestliggørende koservative. Intellektuelle. Egypten Fahtawi i 1820'erne i Frankrig. Retur i Egypten udgav han 1834 bog om Paris/Frankrig (bl.a. poesi), priste fældrelandet. Talte om Egypten som fædreland, at man skyldte fædrelandet kærlighed. En beundring for, hvad Frankrig havde gjort for nationalismen.

Tyrkiske osmannere gjorde også tanker om nationalismen. Europa havde en teknik, som MØ-intelektuelle ønskede til MØ. De mente, at islam stadig var kristendommen overlegen. Ved at implementere Europa ville man hurtigt indhente Europa.

Mange tog til Europa for at se, hvad der foregik. Patriotisk intelektuelle blev kritiseret - man ønskede at forsvare det islamiske mod det europæiske. Man ønskede ikke de intelektuelle skulle "europæisere" MØ.

Modernistiske osmanniske nationalister (2. halvdel af 1800-tallet) kendetegnedes som defensive: Al-Afghani,

Ibrahim Yaziji: Kristen syrer, der lancerede sekulære nationale følelser. Kom i konflikt med de islamiske nationalister.

Objektivering af islam.

Fremvækst af offentlighed - skærpelse af en modsætning mellem MØ og Europa. Islams skrifter var tidligere blevet skrevet i hånden, nu trykte man dem. Man begyndte at opfatte islam anderledes. Der kom nu en større gruppe modtagere - en abstrakt masse, man ikke rigtig kendte (begyndelsen af 1800-tallet). Der havde hidtil været en kontrol af de, der læste ulama'ernes skrifter, de mistede nu denne kontrol. Havde stadig kontrol over, hvilke tekster, der blev sat i trykken og blev distribueret til massen.

Schultze: Tradition (2 begreber) - hvilke af de arabiske tekster var værdig til trykning, i forhold til de religiøse tekster:

Abduh (1849-1905) samt Rida (dicipel) (1965-1935).

Salafiya-bevægelsen: Ægte uspoleret islam hos de oprindelige forfædre. Helt grundvigsk.

Ligheder med reformationen - trykkefriheden.

Armando Salvatore: Ægte optagethed af islam - henføring - defensiv nationalisme. Svar på vestlig orientalister/politikers ivers efter at definere islam.

Brug for en modpol til vesten. Islam blev denne modpol. Ecentralisering, slutningen af 1800-tallet. Fremvækst af offentlighed - brug for at definere et oprindeligt islam, optagethed.

Se linier længere op i dette århundrede: En moderne tankegang, vi kan se andre steder, der bliver islamiseret. Islamistisk tankegang, Egypten, muslimsk broderskab oprettet 1928 af xxx. (Læs J S-P's bog). The need of redefining islam towards (against-overfor) the European Christianity.

Rida var Abduh's dicipel - men en overgangsfigur - blev radikaliseret efter Abduh's død. Med til at støbe kuglerne til Det muslimske broderskab.

Europas orientalisters vilje til at forstå en monolitisk forestilling af MØ udfra en bestemt opfattelse. Modreaktionen i MØ: Man sagde ikke, at Europas definition ikke var monolitisk, men mangfoldig. Derimod gik de ud og lavede deres egen snævre definition.

1960'erne Baath-styre i landene og til i dag. De første 20 år var meget udflydende - manipulerende vald, mange skiftende premierministre. Statsdannelses og nationsdannelsesperiode. Opbygning og vedligeholdelse af centraladministrationen. Statsmagt monopol på voldherredømme, hvis borgerne ikke er lydige indsætter man hær, militær og politi.

nationsdannelse: Her er ikke et givet land. National loyalitet og identitet.

I Irak var der i perioden 1932-58 34 premierministre og 52 udenrigsministre. I Syrien var der i perioden 1941-58 39 premierministre og fra 1961 til 1966 var der 52 premierministre. 1941-58 var der 28 udenrigsministre. Mange blodige militærkup.

Irak: Baathpartiet fik ved valget i 1954 ikke mandater nok og inddrog hæren for at få magten. De slog på arabisk enhed, frihed og socialisme. Hvad var årsagen til hvad. Var Baath-partien en årsag, eller var de en årsag til noget andet. Politikkerne formåede ikke at opbygge en stat, der var støttet af nogen nation.

Syrien: Mindretallet gik ind i hæren og via hierakiet og avanceringerne i hæren fik de indflydelse hos de store religiøse grupper. De civile politikere formåede ikke at etablere et parlamentarisk system, og hære inddrog folk + de blev brugt til at lave veje m.v.

Udersøgelse i 6 forskellige arabiske lande midt i 1980'erne. Spurgt om der var en arabisk nation: 76% svarede ja. Hussein slog sig op på pan-arabiske følelser. Arabisk lige 1947 - så sig som arabiske brødre-lande. Samarbejde mellem landene har været ømfindigt, der er ingen, der vil afgive suværenitet til de andre.

48% mente, at der var kunstige statsdannelser (lavet af Europa). Hvordan ville det have været, hvis Europa ikke havde delt landet. Havde der så været én arabisk stat?

Maxistisk/leninistisk magtstruktur. Hjælp fra Sovjet. Syrien blev løftet, fordi der var kommet eksperter fra USSR - afvejning til USA's støtte til Israel.

For at kunne få en stat er man nødt til at have en stor stat i ryggen.

I perioder har man haft brug for at lægge sig tæt op ad Europa's stater, andre gange har de hafte behov for at tage afstand.

Nationalisme til at legitimere politiske mål.

Palæstinensisk nationalisme.

National - religiøs forpligtelse overfor Palæstina - zionisme grund til nationale følelser - ikke hovedårsagen. Ingen synlig leder.

Oprør mod notabiliteter (store familier). Libanon + Palæstina: De gamle familier havde magten, kun ufordring fra militsledere i sidste 2 årtier.

Elitehær mistede magt i 1936 - nye komercielle centre i Jaffa og Haifa. Områderne faldt i de lokale slag til jødiske grupper, som senere blev israelsk hær.

PLO oprettet i 1964. 1968 fremstod de som befrielsesorganisation. Ses i årtier fremover. 1948-64: Opbygning af palæstinensisk netværk, De tabte År . Ingen udfordring af den gamle elite.

1950 Caairo Universitet oprettets palæstinensernes studenterunion, Itjihad talabat.

Arafat gik på Cairo Universitet på dette tidspunkt. Beirut Universitet Habash, senere leder af PFLP - Movement of Arab Nationalist.

Midt 1950 ere: Vidt forgrenet net af palæstinensisk nationale vebægelser.

1964: PLO etableres af den arabiske liga.

1968: PLO var den vigtigste drivkraft for den nationale kamp.

1967: Junikrig. Nederlag for araberne, nederlag for pan-arabisme. Palæstinenserne så ikke de arabiske lande som garanter for at de kunne få deres egen stat. Følte ikke, de kunne hjælpe.

1958: Fatah oprettedes. Kom til som bevægelse, med Arafat i spidsen. Meget af magten fra pan-arabismen gik over til Fatah. Fatah blev i 1967 den ledende fraktion i PLO. PLO stod som repræsentant for palæstinensisk frihed.

1948 blev palæstinenserne fordelt på Israel, Jordan og Egypten samt andre lande.

Ghassan Kanatani (forfatter, journalist i Beirut) Offer for israelsk bilbombe. Gift med dansk kvinde: Alt hvad vi har tilbage. Titelnovelle, mænd under solen (også filmatiseret).

1976: Israel åbnede op for at palæstinenserne selv måtte vælge borgmestre på Vestbreden. De vælger PLO-folk til stor forbavselse for både Israel og for de etablerede familier. Det bliver en forudsætning for Intifadaen i 1987 - oprør mod den gamle elite. The National Guidence Commitee, som Israel forsøgte at gøre illegal i 1981, hvilket ikke lykkedes.

Nyt stort socialt arbejde startede i 1970'erne. NGO'ere, bl.a. børnehjem. De overtog mange af de etablerede familiers arbejde. Mange udsprang fra PLO.

1987 begyndte palæstinenserne at arbejde selvstændigt - en palæstinensisk bevægelse, som ikke forventede noget fra de andre arabiske landes side. Arafat havde trukket på/søgt at inddrage de gamle familer efter han var kommet tilbage til Gaza.

Bush ønsker New World Order, som ledte til fredskonference.

1974: PNC-møde: Besluttet at danne selvstændig autoritet i enkelte befriede områder. PLO satsede nu på politisk forhandling frem for terrorisme. De ønskede, det skulle være under FN. Ville være direkte forhandlere overfor FN/Israel. Det skulle være multi-laterale forhandlinger - alle arabiske lande skulle være med ved forhandlingerne.

USA's udspil: PLO ikke med ved bordet, seperate fredsaftale mellem landene og Israel. Ingen skulle overvåge forhandlingerne. En plan som Israel støttede totalt. Palæstinenserne skulle indgå i Jordans delegation.

Israel ønskede kun at trække tiden ud for at kunne lave flere bosættelser.

Forhandlede officielt: Haidar Abdel Shafi, Faisal Husseni og Hanan Ashrawi. De uoficielle forhandlere i Oslo: Arafat, Abu Mazen og Abu Álq.

Arafat godkendte 242: A piece of land for a piece of peace 13. september 1993 - uden at have fået noget.

Han anerkendte de 77% af det gamle Palæstina var uden for rækkevidde (i dag Israel). Reelt var der kun Vestbreden og Gaza at forhandle om. Israel anerkendte på det tidspunkt PLO som officielle forhandlere.

Aftale 4. maj 1994: Gaza/Jeriko. Israel skulle trække sig ud af 60% af Gaza. Der blev stadig 5000 israelske bosættere i de 40%. Der bor 1 million på de 60%. Der er lige så meget militær på Gaza som der er israelske bosættere. I Jeriko fik palæstinenserne små enklaver med israelsk militærkontrol udenom.

Zone A: Små enklaver - bantustans, 3% af Vestbredden.

Zone B: Blandende områder - områder uden om de små enklaver (25%)

Zone C: Fuld israelsk militærkontrol (72%).

Bosættelserne steg fra 100.000 til 150.000 i arbejderpartiregeringens tid fra 1992 til 1996. Største stigning nogensinde. De lavede by-pass veje mellem israelske bosættelser uden om palæstinensiske byer, som forbindes med staten Israel.

Frankrigs styre i Marokko var blidt, opbyggede den lokale elite. Styren var ligeledes blidt i Tunesien, men i Algeriet var det hårdt, en kolonalisering, hvor de økonomiske interesser var større.

Besættelse i 1830. Modsætningsforhold mellem regeringen i Paris og de franske bosættere i Algeriet. Holdningen i Paris var den humanistiske imperialisme - havde pligt til at bringe vestens ideer ud, mens bosætterne var mere socialdarwinistiske - de fór ret brutalt frem.

Franksmændene mødte modstand 1832-39 ved Abd al Kader - måtte opgive sin stat i 1839 og regerede fra marokko. Frem til 1890 var der modtandsgrupper. 1837 faldt Constatine.

Stone: Den mest systematiske kolonisering. Nosættere skabte hurtigt en elite - satte sig på økonomisk og politisk kontrol - igangsatte landbrugs- og industriforetagender. Gjorde algierne til andenrangsborgere. De blokerede for reformtiltag.

En lille muslimsk elite voksede frem og fik uddannelse - blev en del af den franske koloniale administration. Matilnalbevægelse voksede frem omkring WWI.

Nationalisme blandt algierer i Frankrig. 1924 første nationalistiske avis, 1925 første nationalistiske bevægelse, ledet af Mesalli al-Hadj.

Landbefolkning poresset til at tage til byerne, hvor der dog ikke var plads til dem. De tog til Frankrig, hvor de så blev uddannet.

1936 Ferhat Abbas ønskede lige rettigheder for franskmændene og algiererne.

1931 oprettede Ben Badis en egentlig nationalistisk organisation. Franskmændene reagerede splittet på nationalismen, bosætterne er afvisende.

1936. Regeringen i Frankrig stillede forslag om ligeret mellem franskmænd og uddannede algierer.

WWII vendepunkt. Fleste bosættere støttede Vichy-regeringen fra før krigen. Franske regime støttede Tyksland i de første 2 år af krigen. Jøderne blev 2.rangs borgere som muslimerne.

1942 Algeriet befriet af de allierede. Algierske nationalister fik lok til at komme på banen igen. Abbas manifest 1943.

1945 Setif, 15000 dræbt. Oprør mod franskmændene.

2 væsentlige nationale grupper:

Abbas, støttet af middelklassen, Al-Hadj, støttet fra urbane arbejdre. Han kom mere frem på banen - terrorenhed under ham, deporteret til Frankrig 1952 og fængslet dér.

Franskmændene foreslog i slutningen af 1940'erne en ny forfatning: Alle Algierer skulle have stemmeret, deres sprog sidestilles, 2 kamre à 60 medlemmer, ét for 1,5 franskmænd og ét for 9 milioner algierer.

1954 (afgørende): 5 medlemmer fra Abbas gruppe + 4 andre stiftede en gruppe: FLN (politiske fløj), ALN (den militære fløj).

1954: Uafhængighedskrigen brød ud for alvor.

Krig mellem piet noire, Krig mellem muslimer og franskmændene i Algeriet. Muslimerne ønskede en selvstændig stat, franskmændene ønskede at forblive i Algeriet under fransk beskyttelse.

Piet noire bruges af franskmænd mod franskmændene der vendte hjem fra Algeriet. Beure: 2. generationsindvandrere fra Nordafrika i Frankrig.

I løbet af 2 år havde krigen spredt sig til store dele af landet. 1956 havde krigen for alvor spredt sig. Franskmændene opløste den algierske nationalkongres.

Kolonisterne var med til at få de Gaulle til magten i 1958.

1959: Erklæring om Algiers selbestemmelse (fra de Gaulle). Oprør fra kolonisterne, hivlket medfører at de Gaulle lavede udrensning i den illoyale koloniregering.

Forhandlinger med FLN. De bar frugt i 1961-62. 1962 Endelig våbenhvileaftale. Ikke fuldstændig ro i landet. Enkelte franske terrorenheder, hvilket medførte at algiererne svarede igen. Samme år forsvandt 90% af piet noire'erne. Juli valg om selvstyre, 2 dage senere udråbte de Gaulle selbestaltet Algeriet. Ved valget var næsten alle franskmændene væk.

Braindrain - 90% er flyttet: læger, ingeniører mv. Folk som har holdt et samfund igang. De tog en stor del af kapitalen med sig. De ødelagde hospitaler, skoler og fabrikker, som var en del af infrastrukturen.

Svært for algierne bagefter, meget lidt at bygge på for den nye stat. Konflikt mellem solciale og liberalister, som dog hurtigt blev afklaret. Socialisterne kom til at sidde tungt på magten. Socialisterne var fælles om populistisk social struktur. Appellerede til arbejderne i byerne, ikke til middelklassen i byerne og i landbrugene.

Magtkampe på overfladen havde ikke meget med ideologiske kampe at gøre - det drejede sig om personlige magtkampe.

4 faser fra 1962-98:

1962-65: Ben Bella. Der var hårdt brug for opbygning af økonomien, ikke megen vækst i perioden - konsuliderende. Kontrol af FNL, nationalforsamling => Ben Bella om at danne regering, 1963 i modvind Khider - generalsekretær i politbureau. Ben Bella forøgede sin magt, tilsluttede sig græsrodsbevægelser, fik stor betydning efter uafhængighedskrigen. Selvstyre-bevægelser opstår spontant, specielt på landet. Overtaget landbrug som bosætterne havde forladt. Støttede selvstyreområderne. Satte modsætningsfyldte ting i gang => gik mere mod centralt styre end selvstyre. 1963: Forfatning: socialistisk stat, islam officielle religion, arabisk officielle sprog, FLN eneste tilladte parti. Det eneste der ikke var under Ben Bella's kontrol var militæret. De tog over ved et kup i 1965.

1965-1978: Bonnedienne. Revolutionsråd indsat - ingen personlig magtkamp. Sagde man ville indføre demokrati - men det blev mere centralt styret. Han konsoliderede sin personlige magt, styrkede hydro... (olie, gas), landbrugssektoren blev neglisieret. Der skete en depolitisering. Beslutning taget i lille sluttet kreds - uden for den offentlige politiske mening.

1975. Fri diskussion om charter, der lovede ytringsfrihed (også til kvinder)

1979-1992: Bendjidid. Man erkendte, at det centrale styre var for dårligt. Man opprioriterede landbrug, den lettere industri og den sociale sektor. Krise kulminerede i slutningen af 1980'erne: Stor befolkningstilvækst, som medførte høj arbejdsløshed og deraf følgende utilfredshed. En lille elite fra administrationen og militæret havde masser af penge, de byggede luftkasteller, korruption, som er baggrund for at der i 1998 udbrød uroligheder. Studerende i Algier by. Benjidid slog ved hjælp af militæret hårdt med på demonstrationer, lovede derefter reformer, men havde i høj grad modkreditteret sig selv. Dette var startskuddet til det, der skete i 1991-92. Det var med til at øge bevidstheden for at åbne op for større og bredere politisk indflydelse.

Valglov, der begundstigede det største parti: FLN 23% - 15 mandater, FIS 46% - 188 mandater. I alt 218 mandater.

Mønster i MØ: Egypten, Syrien og Irak: Stater, der har været styret af Europa, men hvor der har været et politisk system af notabiliteter. Den gamle magtstruktur forsatte uforandret til stor utilfredshed for befolkningen, hvilket medførte revolution. Palæstina er et særsyn - og PLO i 1960'erne - et brud på notabiliterne.

Libanon brød ikke med notabiliteterne i midten af århundredet. Systemet blev uforandret inden for de seneste år - militærledere, men ikke radikalt.

I Saudi havde notabiliteterne bibeholdt deres magt. De havde ikke deres basis i jorden, men havde mere magt over mænd end over jord. Stammeledere havde den overordnede magt, samlede stammer under sig. Den religiøse autoritet var vigtig. Her var Medina og Mekka. Nogle havde stået for helligdommene i disse byer.

Ingen omfordeling af jorden i starten af århundredet. Særlig familie skilte sig ud => ubestridste leder, parton/clientforhold. Saud-familien.

Før 1914: Osmannerne dels britere, men mest nede i Aden (nu Yemen). Ibn Saud havde magten i Najd. Hussein havde magten i Hijaz (langs kysten, i byerne Mekka og Medina). havde en drøm om at herske over hele området.

1921-26: Saud spredte sin magt ud over halvøen og dik 1924 magt over Hijaz. Saudi, som vi kender den i dag begyndte at tage sin form.

Kongedømmet Saudi opstået 1932. Saud udnævnte sig selv som konge.

1926: "Forfatning", så som så med legitimiteten, der stod bare, at Ibn Saud var konge i området. Saud satte sine sønner ind som herskere i Najd og Hijaz. Kun 2 forskellige ministerposter frem til 1952. Saud døde i 1952, Saud Jr. kom til magten og lavede et fuldt ministerråd med 10 ministre. 8 af dem var fra Saud-familien. En konsolidering af Saud-familiens herredømme - centralisering af magten. De kunne dog kun være ved magten ved at få Sharia's blåstempling.

Religiøs skat til staten: Zakat, toldafgifter. Økonomisk afhængige af pilgrimme - de blev væk i 1930'erne og op under WWII. Kom på fode igen i slutningen af 1940'erne, da de begyndte at udvinde olie - i samarbejde med amerikanerne. Infrastrukturen udbyggedes i 1959, øget urbanisering/uddannelse. Økonomi kørte tæt sammen med Vestens økonomi.

1968: Økonomisk planlægningsorganisation CPO invitetede forskere. Stanford University blev en del af CPO. 1970 første 5-årsplan, der slog fast, at man var ved at udvikle sig til en kapitalistisk stat i modsætning til andre lande i området, som vendte sig mod øst (USSR). Opgør med mormadeordning - man bosatte sig. Vandrede mod byen, de sociale strukturer ændrede sig til et klassesamfund, specielt fra 1950'erne, hvor der dannedes en stor middelklasse.

Krise i dag: Religiøs udvikling. Grundlaget fra staten er Wahhabisme - eller som de selv ville sige det - muwahhidin - religiøs leder fra 1700 - rense - Muhammad bin Abd el-Wahhab (andet navn for Gud). Ikhwan-brødre oprettet 1912, som blev en stor magtfaktor, en potentiel mod Ibn Saud-familien. Mente ikke har er religiøs nok. Saud minipulerede Ikhwan til at gå mod briterne 1929-30. Deeres magt var herefter reduceret. Forløber til senere islamiske oppositioner.

Islamiske aktører, der såede tvivl om Saud-familiens sande religiøse grundlag. Saud-familien havde solgt ud til Vesten og etableret et kapitalistisk system, som var langt fra Sharia's grundlag. Kom til udtryk i midten af 1960'erne og satte spørgsmålstegn ved pris Khalid bin Musaid - puritansk.

Kritik igen i 1979 - erobring af den store moske i Mekka. Gruppe ledet af Juhaiman al Utaibi (stammefolk og folk fra landet). Anden islamisk bølge fra 1970'erne.

Kronprins Fahd stillede folk i udsigt, at der skulle komme en grundlov, "basic laws", rådgivning til lederne, ikke indfriet.

1982 Fahd til magten. Forsøgte at tilbagevise kritik, gav støtte til andre arabiske stater; støtter palæstinenserne og Irak. Gjorde sig til vogter over de 2 helligdomme i Mekka og Medina.

Det var nu universitetsuddannede, der gjorde oprør i stedet for lavere klasser. De var dog religiøst uddannede. Saud tillod amerikanske tropper ved Golf II. Levede ikke op til krav. Stillede sig mellem to stole. Den islamiske opposition tog form, hvilket medførte brev fra navngivne mænd med kritik af kongen. Krav om reform, moralsk styre, kapitalismen afskaffet. Kongens svarede, at han ville indføre de ting, han selv foreslog som kronprins:

Marts 1992 initiativ til rådgivende forsamling september 1992. Memorandum fra islamister, hvor kravene fra 1991 blev uddybet. Ulama, som tidligere havde støttet og legitimeret kongen tidligere var med til at lave dette memorandum.

1993 Opposition, menneskerettighedskommission, CDLR Sharia'ens rettigheder. Fik støtte fra internationale grupper. Opfattede sig selv som menneskerettighedsforekæmpere i udlandet, indadtil reddede de Shariaens rettigheder. Medlemmerne blev fængslet, arbejder nu fra London.

60 medlemmer i råd, ikke nogen fra kongefamilien - men udpeget af familien, ikke valg til rådet.

Uddannelse er den del af moderniseringsprocessen - også knyttet til nationale projekter.

De traditionelle (feudale) samfund med masserne (landarbejderne) på den ene side og en urban elite på den anden. Godsejere, militærfolk. Der eksisterede ikke en social mobilitet, ingen opstigning på rangstigen. Formålet med uddannelse var at bevare og videregive den bestående viden.

I det moderne samfund, er der en egalitær ideologi med en høj grad af social mobilitet (opstigning på den sociale rangstige). Her bliver uddannelse helt centralt. Uddannelse er med til at vise ændringer fra det traditionelle til det moderne samfund. De lavere klasser kan via uddannelse ufordre den øvre klasse. Det er redskabet for forandring og for den enkeltes integration i samfundet.

Problemer i forhold til belønningsstruktur: Politiske systemer belønner nogle for en bestemt uddannelse. Vedvarende status for visse uddannelser, uanset hvad man har brug for i samfundet. Man har måske brug for fagfolk, men prestigen er at læse medicin eller lignende.

Modsætningen mellem udbudte uddannelser og behov for uddannede mennekser medfører manglende ønsker hos eliten om at brede uddannelserne ud til masserne (spørgsmål, der i dag er blevet løst - masseuddannelse er blevet en realitet). Bog skrevet i 1970'erne. I dag bred adgang til uddannelse.

Spådom, at elitens ønsker om at bruge uddannelser som redskab til integration. Realiteten i dag er, at det der skulle føre til integration i stedet førte til konflikt mellem flere grupper.

Inddelinger af et samfund i 4 katagorier - indelinger i forskellige regimer:

Ved Napolions ankomst i 1798 var det et feudalt samfund, den herskende klasse var osmanniske embedsmænd under ledelse af en osmannisk guvernør. Dog under forandring i 1798. Ved et traditionelle osmanniske styre var leder af militæret osmannere, mens ulama (eller osmannerne) var ansvarlig for lovgivningen og uddannerne. Inden Napolion kom var der sket ændringer i den herskende klasse, som var udgjort af Mamlukkerne (slavesoldater fra kaukasiske olråder). De havde tilkæmpet sig magten i Egypten. Sad næsten enerådende på magten. Osmannisk-tyrkisk guvernør, men hans magt var reduceret. Afstand mellem elite og masserne blev større. Eliten var af anden etnisk oprindelse - udenlands styre.

Napoliton kom og ruskede op i det. han forestillede sig, at han skulle blive i Egypten. han kom med trykpressen, videnskabsmænd. Satte undersøgelser i gang. Begrænset hvilken kulturel betydning han fik.

Koptere blev indsat i administrationen, indsatte ulama'er i det juridiske system i stedet for osmannere.

Muhammad Ali - albaner, havde ingen stærke bånd til udenlandske kræfter. Skabte en moderne egyptisk hær. For at skabe en hær efter europæisk forbillede uddannede han militæret og sendte i 1809 en gruppe studerende til Europa, der blev uddannet dér. I 1816 åbnede han den første skole i Egypten - 1827-34 lavede han skoler for medicinstuderende.

Al-Azhar, 1000 årig gammel skole, traditionel islamisk skole. 4 lovskoler under abbasiderne i 8-900-tallet. Efter det blev døren til fortolkning lukket og først åbnet på klem ved århundredeskiftet - Salafiya. Man har kunne tolke Sunna, Hadish og Koranen indtil 8-900-tallet, men derefter har det ikke været tilladt.

Muhammad Ali ville gerne have kopterne ud. Oprettede skoler for administratorer, industri- og landbrugsskoler. I første omgang ansatte man europæere til at underivse, Ali så dem som potentielle ikke-loyale. De kunne ikke arabisk. Ali sendte arabere til udlandet for lod dem uddanne sig dér, fik dem tilbage til Egypten for at undervise.

Forældre holdt børnene væk fera skolerne, fordi de ikke ville have dem ind i militæret. Skift i 1830'erne: Ali gjorde grundskoler og overbygninger brdre. Lavede landsbyskoler. Dog manglede der mellemskoler.

Efter 1830'erne mistede Ali interessen for uddannelsesprojektet. Han blev begrænset af Europa, måtte ikke have mere end 18.000 mænd i hæren, hvilket medførte, at der ikke blev investeret mere i uddannelserne.

Han havde dog grundlagt noget, der prægede Egypten landt ind i fremtiden. Ali havde behov, og udviklede systemer, som han kunne bruge. Centraliseret. Tager det i dag for givet, at kan er sikret plads i centraladministrationen, hvis man får uddannelse.

Elitært system, ikke bred uddannelse. Udfordrede ikke Ulama, 2 sideløbende uddannelsessystemer: Sekulære og religiøse uddannelser.

Ismail gjorde tiltag til integration af uddannelsessystemerne. Ville reformere Al-Azhar, men det lykkedes ikke - ville ikke sig ud med Ulama. I slutningen af 1800-tallet blev der oprettet mange udenlandske skoler. 1878: 146 private skoler (missionærer fra USA; Storbritannien, Frankrig samt franske friskoler og lokale minoriteter) - 30 regeringsskoler.

1882 Storbritanniens besættelse af Egypten. Man kunne tro, at der kom et boom af uddannelser, men det gjorde der ikke. Cromer så det ikke som et regringsanlæggende, så uddannelser som mulighed for oprør - det havde man set i Indien. Kun uddannelse til eliten, forhøjede afgiften til eliteskolerne. De der uddannedes under Cromer fik også arbejde i administrationen - Storbritannien indførte strenge eksaminer.

Polarisering mellem sekulære og religiøse system under monarkiet i Egypten i 1930'erne. Lavere stand (fra landet) gik i de religiøse skoler, mens bybefolkningen brugte de sekulære uddannelser. Det 3. uddannelsessystem var de udenlandske skoler.

1952: Nasser: Radikalt styre, hvor den nye herskende klasse kom fra militæret. Man investerede voldsomt i uddannelserne i 1960'erne. I 1952 gjorde man grundskolen gratis, 1954/56 blev der 6 års obligatorisk grundskole. De religiøse skoler blev underlagt de sekulære skoler. Sociale reformer under Nasser på uddannelsesområdet. Dog problemer: Nasser indførte beskæftigelsesgaranti ved højere uddannelser, hvilket medførte en gigantisk offentlig sektor, hvor ingen lavede noget. Det var problematisk.

I Egypten var der tidlig udvikling af masseuddannelser (1930'erne). Det er det første land i MØ, hvor man har igangsat højrere sekulære uddannelser. I Oman kom man meget senere i gang (1980'erne).

Svært at se, hvordan det var. Der var ingen debat om kvinder. 

Uddannelse: Der var ingen politisk modstand mod kvinders uddannelse, heller ikke nogen synlig modstand mod det. Dog ingen tradition for at kvinder skulle uddannes. Bliver ved retorikken. Er med til at lave sygepleje/medicinske skoler i 1830 erne. Reformatorer fremhævede fra Muhammad Ali og frem, at kvinder skal have uddannelse, men det haltede lidt med igangsættelse af bredere programmer. 

Søgning til udenlandske skoler samt private religiøse skoler. Briterne var ikke særlig interesserede i at egypterne skal have uddannelse (1882 og frem). Der blev lukket skoler i den periode. 

Kvindernes stilling og uddannelse var store emner i slutningen af 1800-tallet, og blev hyppigt taget op i medierne. 

Offentlige rum, hvor kvinderne kunne skrive for andre kvinder. Beth Baron: The Womens Awakening in Egypt. Skriver om 30 kvindetidsskifter, der findes omkring 1900. Primært litterære og politiske tidsskrifter. Det var de øverste kredse inden for eliten, der havde interesse i at få en viden, der var noget andet end damebladsviden. 

Beth Baron sidestiller skribenternes brug af pseudonymer og tilsløringer. Kvinder måtte ikke komme frem med en mening. Dog var der ingen kvinder, der bruger et mandenavn => kvinder måtte gerne skrive. 

Kristne kvinder og kvinder fra Syrien skrev i bladene op til 1900, hvorefter det var de enkelte muslimske/egyptiske kvinder, der skrev i dem. 

1907: Det første islamistiske tidsskrift. 1908: kvindernes fremskridt - udvikling. Månedlige tidsskrifter. Egyptens første kvindelige forening. Flere rettigheder gennem reformering af lovgivningen - mente nogen - mens andre sagde, at kvinders rettigheder skulle findes inden for de eksisterende love. 

Kvinderne var primært gift med mænd, der var i Europa for at blive uddannede (jura m.v.) og kom tilbage til Egypten. 

De islamistiske bevægelser havde kontakt til partierne - gik ind for at briterne skulle ud, og der skulle dannes et kalifat, hvorimod feministerne (vestlige) ønskede et land inspireret af Europa og specielt Storbritannien. 

Kvindesagen blev hvirvlet ind i den almindelige politiske diskussion. Det var kun i denne sammenhæng at kvindespørgsmål blev duskuteret. 

Organisering i egentlige kvindegrupper: 1923: Unionen af egyptiske kvinder. Stifteren var Hoda Sharawi, gift med en fremtrædende person i Wafd-partiet. Tidligere været organiseret i kvindegruppe i Wafd-partiet. Brød med Wafd-partiet, fordi de ikke gik ind for stemmeret til kvinder. 

Kvndekonference i Rom: Ved hjemkomsten til Cairo stod Sharawi og Nassef på perronen og tog tørklæderne af ( happening ). Stor lobbyvirksomhed. I slutningen af 1920 erne fik kvinder adgang til sekundære uddannelser og universiteterne. Ingen lovændring. 

1936: Muslimske kvinders forening, ledet af Zeibvab al-Ghazali. 

1937: Muslimske søstre, udsprunget af de muslimske brødre fra 1928. 

1952: Revolutionen. Ideologierne udviklede sig - lighed. Lang række reformer, som så ud til at gavne kvinderne, bla. barselsforhold, børnepasningsordning for virksomheder over 100 ansatte (hvilket bevirkede at de fleste virksomheder kun havde 99 ansatte). 

Rummet for den politiske debat med hensyn til kvidner var ikke stort under hele Nasser-perioden. Slet ikke hen mod slutningen. Familielovgivningen var ikke blevet reformeret, hvor andre love blev det. 

Islamismen har større appel til kvinder end feminismen. Bred islamistisk bevægelse. Kvindegrupper omkring moskeer og på universiteterne. Stadig en national diskussion. Islamisterne beskylder feministerne for at illoyale over for staten, hvor feministerne på den anden side beskylder islamisterne for at være illoyale over kønnet. 

Det er ikke kun de uddannede, der støtter op om den islamistiske kvindebevægelse - også uuddannede. Mere accepteret at gå med til møder i moskeen end til møder arrangeret af feminister. 

Islamistiske kvinder i dag 

Modparter: Feministerne på den side og den konservative Ulama på den anden (ikke et opgør, de tager offentligt - til forskel fra Vesten, som gerne vil tage det i aviser). 

Store selvindførte krav over for Ulama. 

Fitna: Kaos. I Koranen betyder det borgerkrig. Noget kvinder gør eller kvinder spreder i samfundet. Kvindens seksualitet er fitna for manden. Hun distraherer manden. Kvinder er de, der laver uorden i samfundet. 

Hijab: De skal gå med tørklæde for ikke at skabe fitna. Kan også betyde kønssekregering. Betyder forhæng, som skulle være mellem profetens hustruer og andre mænd. 

Kviner er fitna for mænd, men mænd er også fitna for kvinder. Hijab er for muslimske kvinder et symbol på, at man selv er overbevist om, at man er troende muslim. 

Da wa: Mission. Betyder bogstavelig invitation - invitation til islam. Ikke mission udadtil (mod jøder og kristne) men indadtil (mod muslimer, der ikke er gode muslimer nok). 

Siden Fatimiderne, som var et dynasti, der regerede fra Cairo har det været en pligt. 1970 erne var da wa lig med socialt arbejde. 

Forskel mellem Salafiya og Det muslimske broderskab. 

Salafiya på den ene side støtter sig til tarbiya, går ind for uddannelse, dannelse og uddannelsesmuligheder, mens det muslimske broderskab går ind for da wa og aktivisme. De to udtryk bruges i flæng, især hos kvindelige islamister. De siger, at da wa er det gode eksempel. 

Uddannelse: I moskeer, studiekredse, ansvar (over for samfundsudviklingen). 

Manden er lederen i familien, men det er den bedstuddannede, der skal tage beslutningerne. Bruger stor energi på at finde ting i Koranen, der kan bruges mod manden. Det er dog stadig mandens pligt at tjene til familiens underhold og kvinden kan arbejde, hvis hun vil - men hun behøver ikke aflevere pengene. 

Merip: 

Sunni-islams 4 lovskoler blev udformet af abbasiderne og flere kvindeforskere hævder, at det var et mget hierakisk samfund inden for køndspolitik. Islamister bruger Koranen mod lovskolerne - Koranen er mere sand end lovene. 

Hvad er lovgivningen brugt til i de forskellige lande. 

Marokko:

Selvstændig 1950 erne. Den traditionelle familie er slægten. Ægteskab indgås mellem slægter. Slægtninge arver mere end koner. Solidariteten er størst hos familien. 

I den postkoloniale tid er der ingen større oprør mod Frankrig. 

Tunesien (selvstændig 1956):

Familielovgivning, lighedsprincippet - flerkoneri opgivet - ret til skilsmisse. Slægten har ingen fortrin. Ægteskab mellem 2 individer. Da franksmændene kom til Tunesien brugte de den eksisterende centraliserede administration og udbyggede den. 

Algeriet (selvstændig 1962):

Ingen enighed om familielovgivning, dog lovkode i 1984, som er en blanding af islamisk lov og love fra kolonitiden. Blanding, men efter 1984 mere mod Marokko (mere konservativ lovgivning). Før franskmændene kom i 1830, var der sekmenterede grupper, der fungerede uafhængige af hinanden. Frankrig lavede en centralisering, men algierne holdt sammen i små grupper, som førte til oprør. 

Der er skriftlige kilder, der går 2500 år tilbage. Der var kurdiske fyrstedømmer. Det Persiske rige og Det osmanniske Rige delte det kurdiske rige mellem sig. Indtil da var de et samlet folk. (Deling op gennem Eufrat/Tigis-deltaet til Sortehavet. Kurderne blev en grænsebefolkning, havde skiftende alliancer, spillede på forskellige ledere. Der var nogen, man hele tiden skulle passe på - at de ikke gik over til fjenden, mv. Der dannedes klan-alliancer mellem kurderne, hvor statsgrænserne ikke havde nogen betydning.

Fælles mytisk fortid, de alle henviser til, det sene 1600-tal. Ahmed Khani, forfatter til nationalepos tillige med en pankurdisk nationbevidsthed.

Selvstændigt sprog af oldiransk oprindelse. Tæt på fasi. Politisk beslutning, om det er et sprog eller en dialekt. Tidligere har det været arabisk. Atatürk afskaffer det arabiske alfabet, kurdisk blev da forbudt, og deres litteratur blev ikke medtaget/oversat. Effektivt afskaffet mulighed for at læse og kommunikere. Kurdiske tekster forbliver på arabisk, og kan i dag kun læses af kurdere i Iran og Irak.

Serves-aftalen 1920. Der dannedes en buffer-zone mellem det britisk/franske mandat og den nye tyrkiske stat. Briterne/franskmændene var bange for et fornyet osmannisk rige. Briterne havde lovet kurderne et rige, fordi de kæmpede mod osmannerne, men i Versailles-traktaten blev de glemt , og de fik ikke deres stat.

I 1945 havde en kurdisk gruppe en stat i 8 måneder, et smalt stykke land mellem Sovjetunionen og Iran, hvor assé rierne (?) have fået tildelt land af sovjetrusserne. Kurderne holdt sig til.

Kurderne have fremgang i 1970 erne i Irak, fordi de havde støtte fra Iran. Irak havde ikke mange våben på dét tidspunkt, og nabostaterne ville altid gerne støtte kurderne: Irak støttede Irans kurdere og omvendt. Dette foregik indtil 1978, hvor Irak og Iran indgik aftale om ikke at støtte hinandens kurdere, hvorefter det hele faldt sammen.

Kurderne har ført klan-politik. De købte sig til sikkerhed, en god fremtid, understøttelse af enker, osv. Man kan kalde dem blodbønder. Klandannelse er indadvendt, vender ryggen til omverdenen. Fætter/kusine-bryllupper, indogame: gifter sig ind i klanen for at holde andre ude. Man skulle ikke betale afgifter ved bryllupper og derfor ikke dele med andre. Kun klan-overhovedet havde kontakt udadtil samt forsøge at holde magten indadtil, men selv klanledere havde fætre, så de kæmpede om mangten. Prøvefde at spille andre klaner ud mod hinanden for at beholde magten selv.

Kurderne er ueninge, men hvorfor skal de være mere enige end andre folkeslag.

Der findes 25 - 30 millioner kurdere, og tallet er afhængig af, om man spørger kurdere selv, eller det er udefra kommende personer, der laver optællingen (f.eks. iranere, irakere, tyrkere eller europæere). Det er en politisk beslutning.

Geo-politiske delinger:

Imperiernes tidsalder: Delt mellem Persien og ...

Nationalstaternes tidsalder: Delt mellem britisk/fransk mandat, Tyrkiet, Iran, Irak.

Koldkrigs tidsalderen: Delt mellem Sovjet og Iran. Boldværk mod sovjetisk indflydelse/interesse i området.

Intern politisk magtkamp mellem folk, der vil bestemme hvad, der er kurdisk nationalisme. Nadar Entessar: Kurdish ethnonationalism, Lynee Rienner Publ, London 1992.

Kemalisme = statens enhed. Kemalismen er en fascistisk ideologi - fra italiensk. Nationalistisk, straffelov kopieret efter Mussolinis straffelov. Hvis man ønsker islamisk lovgivning (også uden at have sagt det) er man pr. definition terrorist. Tyrkiet har tiltrådt på den europæiske menneskerettighedskommision.

En mand, der har skrevet en bog om plantearter, der hedder kurdistanicus til efternavn blev straffet i Tyrkiet, hæfte og bøde både til ham selv og forlaget. Tyrkiet ønsker ikke brud med Kemalismen, der sættes alt ind over for det.

Tyrkerne bruger masser af ressourcer på at smadre kurdiske landsbyer. Der er en lov om, at der kun må være et vist antal får pr. landbrug, og overskrides dette, sætter tyrkerne hårdt ind - det er en trussel mod staten. Hvis GAP-projektet skal lykkes skal der være fred - forudsætningen for fred er, at kurdernes problem løses = kurderne skal udryddes.

Bog: Helen Krag og Margit Warburg (redaktion): Minoriteter, Spektrum 1992.

I Tyrkiet fjerner man sig fra klan-baggrunden og samler sig under Kemalismen - der foregår afkurdificering. Kurdere flytter fra deres områder og ind i landet.

En etnisk identitet er at have tradition og fortid. En moderne identitet er at have profession og nationalitet. Hvis man kan havde den etniske identitet i den moderne er det godt, men hvis man ikke kan, er der et problem.

Der findes ingen kurdisk lovgivning: Det foregår i de politiske centre: Tyrkiet, Iran, Syrien og Irak, hvor deres lovgivning er gældende for kurderne.
 
 

Koptere:

Palle Thordal: Den koptisk-ortodokse Kirkes Lirturgier 1991. Søren Giversen.

-PhD Lise Galal Paulsen, stud fra Århus, nu i Egypten: Elisabeth Moesstrup.

Tager udgangspunkt i Chicago -skolen: Antrolpologer, der i 1960-70 erne forskede i folkelige former for islam i Marokko samt antropologen Henry Munson Jr. fra Georgetown University, Washington.

Stiller spørgsmålet, om der er en særlig form for islamisme i Marokko: Suffismen. Den folkelige form for islam, uortodoks. Gør meget ud af det direkte forhold til Gud og ikke så meget, hvad Muhammad gjorde og sagde. Meget udbredt i Marokko, folkelig form for islam.

Overfor dette står det ortodokse, som tager afstand fra sufismen, specielt efter reformbevægelserne i midten af sidste århundrede.

Islamismen vinder ikke indpas i Marokko, de er ikke interesseret i islam, den er pragmatisk og kontekstuel.

Kongemagt i Marokko. Kongen kalder sig lederen af de troende, han er religiøs leder. Hævder at være en direkte efterkommer af Muhammad, han kan derfor kalde sig Shariff. Folk har været tro mod kongen som sekulær og religiøs leder, og islamismen har derfor svære vilkår.

Den protestantiske etik. Webers teser om kapitalismens opståen i netop Europa. Protestantisk bevægelse i Europa i 1600 og 1700-tallet. Ønskede at vise rummeligheden i islam, at der var en vis verdslighed. Islam var aldrig til forhandling. (?)

Paul Rabinow: Fieldwork in Marokko 1977 - ser selvkritisk på antropologernes arbejde i Marokko.

Islamisme i Marokko:

Særlig form for islamisme i Marokko. Islamismen er mere et resultat af travel encounters , udtryk opfundet af Clifford. Mere noget udefra kommende end noget, der allerede fandtes i Marokko. Islamismen er ikke et udtryk for islams essens, men mødet med udefra kommende oservatører, der kommer og beskriver islam.

Bevægelser:

Universitetet er centralt for islamismen - i hvertfald i Marokko. I Fez i Marokko er der på universitetet flere forskellige islamiske organisationer: Islah wa tjadid og Islah wa it-tahid bliver samlet til MPCD, Folkelig bevægelse for konstitutionel demokrati, som i dag har 9 pladser i parlamentet. En anden bevægelse er Al-adl wa al-Ihsan, ledet af Abdel-salam Yassine. Han skrev et åbent brev til kongen, hvor han åbent kritiserede denne. Han blev fanget og interneret på psykiatrisk afdeling. Udgivet bøger, der er blevet forbudt. Har i dag været 20 år i husarrest.

I slutningen af 1970 erne tager kong Hassan den islamiske retorik ind i sine taler til folket. Udøvede systematisk kontrol med moskeerne. Fra centralt hold er der blevet forfattet tekster, som immamerne har læst op før fredags-bønnen. De har haft mulighed for at ændre teksterne, men de udgik fra centralt hold. Mange embedsmænd blev placeret af kongemagten = stor magt. Islamismen er kommet med en vis forsinkelse til Marokko i forhold til de andre muslimske lande. Det er kongemagten mere, som har hindret udbredelsen af islamismen. Han har et veludbygget sikkerhedspoliti.

Islamiske studenterorganisationer lavede oprør i januar 1997. Studerende blev dømt og sat i fængsel. Der var derefter i Casablanca og Fez sikkerhedsstyrker overalt. Studenternes krav var bedre faciliteter på universiteterne. Studenterorganisationerne udspringer fra de islamiske bevægelser Al-adl wa.. og Aslah wa tajdid.

De studerende har ikke mulighed for at gøre deres utilfredshed gældende inden for andre områder. Ikke mulighed for at komme til orde i andre sammenhæng. Islamismen er måske ikke så anderledes end andre steder. Tollerere uden at acceptere. Den manglende folkelige appel.

På universitetet i Fez er de studerende delt op i 2 grupper - to yderpunkter: Brødre og Kammerater.

Begge grupper har kulturelle uger, hvor de opstiller boder og sælger litteratur, video samt holder foredrag mv.

Brødrenes kendetegn er, at de samles i små kredse om én person. De laver opmundrende opråb, og tror på kun én Gud. De kæmpede i starten mod kammeraterne , men senere bliver kampem mellem brødrene og kongens sikkerhedsstyrker.

For brødrenes vedkommende sælger de udgaver af koranen og de afslutter ugerne med en islamisk fest. Se laver scene med publikum opdelt i en kvindeside og en mandeside. Programmet er musik og sang, men det er ikke kvinder der synger, da der er mænd til stede, derimod børn. Det er store velorganiserede arrangementer.

Kammeraterne kendetegn er, at de marcherer og bruger slagord. De er tilhængere af kommunismen.

De studerende på universitet er nødt til at tage stilling til hvilken fraktion, de vil tilhøre.

De kvindelige islamisters aktiviteter:

Ugentlig program, hvor de er sammen om bl.a. bøn 5 gange om dagen, oplæsning og tolkning af Koranen, islamfortolkninger. De faster desuden 2 gange ugentlig, som profeten gjorde det, og holder møder og foredrag. De hører bånd med islamister og tager på internater, hvor de lukker sig inde i et tidsrum for at kunne forberede deres religiøse praksis. Efter internatet stemmer de om den, der har været den bedste, og hun bliver sat op som model for de andre.

Den tid de har til overs bruger de til sygebesøg og godgørende arbejde. For hver måned skal de have læst en bestemt del af Koranen. Hver anden måned skal de have læst hele Koranen igennem og starter derefter forfra indtil de kan den udenad. Deres vigtigste mål er at kunne Koranen udenad, da de så vil komme i himlen. De bruger også en del tid på at fortælle andre om det gode i islam. For dem handler det om at dygtiggøre sig, det betyder ikke så meget i hvad. Mange studerer marokkansk lov på fransk og nogle studerer islam. De kan kun bruge deres uddannelse på at undervise andre => stor ungdomsarbejdsløshed.

Definitionen på islamister er svær. Der er en kerne af islamister på den ene side og folk i yderkanten/på grænsen på den anden. Man er nødt til at sammenligne dem for at kunne definere de forskellige. Orden grænseislamist dukkede op...

Tidsskriftet Antropologi nr. 37 fra 1998 er et temanummer om Mellemøsten, hvor alle de kendte skriver: Lene Kofoed, Connie Carøe, Michael I. Jensen, mv.

Dhimmi-begrebet.

De religiøse minoriteter blev pålagt skatter, kopskat = jazya. De havde pligter, men fik også rettigheder. De havde krav på beskyttelse, havde religiøs autonomi og nogle steder juridisk autonomi: personstatus, ægteskabsstatus, arveregler.

Forskel på straffe/lovgivning: F.eks. straffet for tyveri, det var ikke tilladt af religiøse minoriteter, hvorimod det f.eks. ikke var strafbart at indtage alkohol, hvad det var for muslimer. Minoritetsgrupperne indgik i det sociale liv, men de kunne ikke optages i hære.

Sami Zubeida: Islam, the people and the state (kapitel 5). Hvordan religiøse grupper har levet sammen gennem tiden - gør op med forestillingen om at de 3 grupper, jøder, muslimer og kristne har levet isoleret hver for sig.

2 perspektiver af religionen: Instrumentalistisk/solidarisk. Det er konjunturene, der bestemmer, hvad der er fremherskende.

Historien i MØ er tit set ud fra islamiske begreber, hvor den burde være set mere nuanceret.

Minoriteters situation under Osmannerne.

Millet-systemet. Osmannernes udgave af dhimmisystemet. Traditionel fremstilling af Osmannerriget og forskellige religiøse grupperinger var at Millet-systemet blev indført i 1453 af Mehmed II. Det siges, at han påførte det jødiske, armenske og græske folk Millet-status. Givet dem lov til at herske over egne medlemmer.

Europas tilsynekomst slog dette system for skud og der kom en del forandringer. Andre siger, at Millet-systemet først trådte i kraft ved berøringen med Europa i 1700-1800-tallet.

Ligeret til alle individer. beskyttelse af religiøse minoriteter.

Kopterne og nestorianerne samt de romersk-katolske fik ikke Millet-status (østkirkerne). Det har været trosretningerne, der havde forbindelse til Europa - som var udbredt i Europa, som fik disse rettigheder.

I 1900-tallet er det problematisk. Nogle stater fik forfatninger, der gjorde op med Millet-systemet. Nogle gav minoritetsgrupperne familierettigheder, f.eks., jøderne i Irak, hos kopterne i Egypten. Det var ofte dhimma-systemet, man referede til mere end det var lige rettigheder for alle.

En ide, at flere religiøse grupper havde forskellige rettigheder - og en ide om at alle individer skulle have lige rettigheder.

Religiøse/etninske minoriteter har siden den imperielle tidsalder haft et særligt forhold til vesten. Nogle gange været mellemled mellem europæiske ledere og landet. Blev betragtet som vestens håndlangere. Et skisma i tidligere stads-dhimma, hvor minoriteter burde være beskyttet af muslimske ledere, men nu er beskuttet af vesten, hvilket stiller dem i en vanskelig situation.

Irak har indtil for få år siden bekendt sig til ligerettigheder og ikke ladet det komme til syne i lovgivningen, at der skulle gøres forskel, hvor der dog nu er tendens til at føre samfundet til et sunni-islamisk samfund.

Hvor meget vil man som minoritet acceptere for at have det godt nok.

Salvatore 1997: Billede af islam, både fra Europas side og indefra er transkulturelt.

Waines: An introduction to Islam.

Fundamentalister: Prædikat sat på kristne grupper i begyndelsen af århundredet, specielt i USA.

Kurderne, siden WWI, fra at være en del af Det osmanniske rige til at være minoriteter i nationalstater.

Irak. Briterne anerkendte kurderne, tillige med irakerne (officielt). Briterne havde direkte styre i Irak og brugte luftvåbenet til at slå ned på oprører = kurdere. Bombede kurdiske landsbyer.

Irakerne havde lov til at udøve magt. Under det britiske styre blev kurderne set som grus i det irakiske maskineri.

Radikalt antikurdisk drive => transformeres til politik

Statskontrol

"Nødsituation"

Ingen indblanding udefra.

Havde politisk anerkendte rettigheder formelt, men efter Golf II-krigen kom opservatører udefra og fandt massegrave. De så operation "Anfall". Overfald på kurdere. Militær offensiv mod kurderne.

3-fase indeling af udrydelsen af kurderne.

Definition, koncentration og tilintetgørelse.

40 giftbombninger fra regeringen mod kurderne.

Alle skulle pr. definition idsamles, udspørges/udpumpes for informationer. Det gjaldt om at slå så mange ihjel som muligt.

Man har ikke indtil for får år siden vidst hvad, der har foregået. Udadtil har de haft gode forhold i 1970'erne under Ba'th-styret.

Jødernes situation, Tsimhoni.

Hun lægger op til, at det er en typisk historie for jøderne - den ene side en succes og den anden side exodus - uddrivelse.

2. halvdel af 1800-tallet. Jøderne var agenter for moderniseringen. Handel mellem Strobritannien og Indien, jødisk samfund i Indien. Vigtig økonomisk faktor, så de i begyndelsen af 1900-tallet dominerede handlen i området. Jøderne forventede til gengæld at få beskyttelse. Muslimerne havde tidligere beskyttet jøderne, men briterne svigtede dem. Jøderne blev set som konkurrenter af de britiske handelsfolk.

1908 - Ungtyrkerne. Ny forfatning, som lagde op til ligeret uanset religion. Millet-systemet blev udfordret, og det skabte rede blandt muslimerne. Første kritiske holdning overfor jøderne. Man så et mønster, der senere kom til at dominere. Jøderne ønskede integression, ønskede ikke at være en trussel.

WWI: Jøderne måtte "døje" at stå i ledtog med briterne, 1917-20 var der britisk mandatstyre, jøderne blev i høj grad ansat i administrationen og oplevede økonomisk ekspansion. Forventninger om at kunne fungere i dette samfund. Briterne købte land omkring Basra. Jøderne søgte om britisk statsborgerskab, men bet blev dem nægtet.

1921-1932: Mandatperiode, jødernes guldalder. 1921 Monark indsat, jøderne stod sig godt med briterne og monarken Feisal. hans ønskede at samle landet udfra de, det boede i landet. Jøderne betragtede sig som irakiske patrioter.

Hebraisering over arabisering. Der var ikke plads til lige så mange jøder som araberne. Der er i 1920 3,2% jøder, og der har været ønske om indførelse af hebraisk som sprog i skoler og centraladministrationen.

Sluningen af 1920'erne: Udvikling, der gjorde det vanskeligt for jøderne: Pan-arabismen (kristne arabere i Syrien bl.a.) Jøderne burde også kunne. Jøderne havde ikke følt sig velkomne i den pan-arabistiske bevægelse.

1920-30'erne: Jøderne søgte/appellerede om at blive anerkendt. Krav om at få lov til at leve som en "dhimmi"-gruppe, selv om de på det tidspunkt havde samme lovmæssige rettigheder.

Ønskede at blive "tålt" og ønskede beskyttelse af marioteten. Person fra zionistisk bevægelse modtaget i Baghdad. 1928: Første anti-zionistiske demonstration. befolkningen satte lighedstegn mellem zionister og jøder, men regeringen søgte at adskille herboende irakiske jøder og zionister.

1932: Uafhængighed - Faysel døde. Sønnen svag, hvilket førte til instabilitet med voksende problemer med det jødiske mindretal.

1941, april-maj: Al-Kaulani, pro-tysk nazitysk. Antizionisme får for første gang offentlig støtte. Juni intervenerede briterne og afsatte Al-Kaulani.

Den store progrom mod iranske jøder, Farhud. Spontant oprør. Ikke sikkert, at der var en højere magt bag. Ingen magt, hverken stat eller britere greb dog ind. Foerventningerne og håbet hos jøderne var dog, at de blev beskyttet. 2 dages raid mod jøderne. Det var her, jøderne for alvor opgav at leve i fredelig sameksistens med araberne.

Jødernes økonomiske situation i Irak var stadig god. I 1948 ved Israels opretetlse er den officielle politik, at jøderne skulle diskrimineres.

Lille gruppe på 5000 jøder i Irak som havde det rimeligt frem til 1970'erne. Da blev deres forhold for dårlige, og de udvandrede.

Ba'th-styret undertrykte minoriteter, selv om de udadtil hævdede, de støttede.

Yapp skriver om armenere. Som mindretal kan man vælge at agere på forskellig måde.:

Lave aktiviteter, som flytter focus fra religiøs moniritet til noget andet, f.eks. nationalisme - man kan assimilere sig eller man kan lade som ingenting (leve i stille eksistens).