Jeg vil arbejde mig op gennem tiden kronologisk og fremhæve de emner - som jeg mener - er af betydning for uenigheden. I en konflikt er der altid to parter - 2 sider af en sag, og som historiker, må jeg forsøge at sondre og veje, de oplysninger, jeg har til mit brug. Det kan ikke lade sig gøre at præsentere en objektiv historieskildring, men jo mere man læser om emnet, jo flere facetter og nuancer kommer der frem - og jo større er muligheden for at komme nærmere den såkaldte sandhed, eller i hvertfald kunne blive mere klar.

Jeg vil kigge på de forskellige aktører, der kommer på banen - og på de parter, der går ind og blander sig i konflikten; deres bevæg-grunde er vidt forskellige.

Jeg vil bringe gennemgangen op til i dag - komme med forslag til løsning samt lægge op til diskussion.

 Opklarende spørgsmål tager jeg hen ad vejen, men de større synes jeg skal vente til sidst - det giver også bedre tid - I kan evt skrive dem ned. Til sidst kommer jeg med en liste over bøger og andet, som kan inspirere til videre læsning.

Der har boet mennesker i Palæstina for 100 - 200.000 år siden. I bjerghuler har man fundet skeletter og efterladenskaber af disse mennesker, der har levet af jagt og vilde planter. Man ved ikke meget om de mennesker, da det var forhistorisk tid, men Palæstina er et af de steder, hvor mennesket har lært sig at tæmme naturen og de vildtlevende dyr samt lært at at dyrke og forædle de mest nyttige planter. Det blev forudsætningen for, at antallet af mennesker kunne forøges, nu da man til dels selv kunne regulere levemulighederne.

Det er i Palæstina, man har truffet på det hidtil ældst kendte bysamfund. For 8 - 9000 år siden opstod i Jordan-dalen den by, som vi i dag kender som Jeriko. Ud fra dens størrelse skønner man, at den kan have haft et par tusind indbyggere. 

l 3. årtusind f.Kr. (altså 2000-tallet) har Palæstina været ret tæt beboet. Periodevis er nomadestammer fra ørkenen i øst trængt ind over Jordanfloden og har slået sig ned i landet, snart i forståelse med dem, der allerede boede der, snart ved krigeriske erobringer. Gennem hele historien er der sket en sådan indsivning af ørkennomader i de dyrkede områder i Palæstina, og de tilegnede sig langsomt landets kultur og blev selv bønder, håndværkere og handelsmænd

Jøder/Bibelen:
Jøder har op gennem tiderne haft et specielt tilhørsforhold til Palæstina. I følge bibelen var de i tidernes morgen et normadefolk, der, ledt af Abraham, i ca. 2000 f.Kr. kom fra Ur ved Eufrat i det tidligere Mesopotamien til landet, de kaldte Kanaens land, fordi landet de kom til var beboet af kana'næere. Hungersnød tvang jøderne til Egypten, hvor de i 3-400 år levede som slaver for faraoner. Moses førte - beskyttet af guden Jahve - mirakuløst jøderne over Det Røde Hav, hvori egypterne druknede. Efter 40 års vandring i Sinai ørkenen med forskellige mirakler blev det vist for jøderne, at de var Guds udvalgte folk. Denne grundforestilling har lige siden præget den jødiske kol lektive bevidsthed.

Moses viste sig på Sinaibjerget og dannede pagt med Jahve på jødernes vegne. Det blev til 10 bud mod til gengæld, at jøderne blev beskyttet Jahve og lovet tilbagevenden til Israel. Jøderne bliver vist til grænsebyen Jeriko og breder sig derefter i højlandet mod øst.

Omkring 1200 f.Kr. levede der jøder tillige med filistre og fønikere i Palæstina (i en nedgangsperiode for de babyloniske og egyptiske riger). Kongerne Saul, David og Salomons storriger udvikles omkring 1000 f.Kr. Zionbjerget i Jerusalem blev bebygget; der var økonomisk vækst, militær sikkerhed og nabofred - som en slags guldalderperiode. Efter Salomoms død 932 f.Kr. var uroligheder mellem nord og syd, som fører til rigsdeling.

Assyrere erobrede området i nord og babylonerne anført af Nebukadnezar området i syd. Jøderne blev 587 f.Kr. deporteret til Babylon; 50 år efter vendte 50.000 jøder tilbage til Palæstina, der i de følgende århundreder blev erobret af de forskellige herskere i det mellemøstlige område.

Jødernes periode i eksil i Babylon er starten på den såkaldte udlændingeperiode, hvor ideologier og bude udvikles tillige med strenge etiske love, cereomonier og praktiske foreskrifter. Dette holder jøderne sammen gennem årtusinder indtil staten Israels oprettelse i 1948.

 Ser man på Bibelen som historisk kilder er der mange af oplysningerne, der kan bekræftes af egyptiske beretninger og arkæologer. Dog er Bibelen skrevet mange hundrede år senere og den må anses for at være et helligt eller åbenbaret skrift om jødiske traditioner og med subjektivt formål, som ikke kan være at fortælle objektiv historisk sandhed. Det er udtryk for egen selvopfattelse. Bibelen er skrevet 1000 f.Kr. til 100 e.Kr.

Vender vi tilbage til historien erobrede Alexander den Store palæstina i 332 f.Kr. og den hellenistiske periode fortsætter helt frem til islams erobring i 638. Under romerriget indførte kejser Hadrian 135 e.Kr. forbud mod jøder i Palæstina, en del blev deporteret og solgt som slaver, andre flygtede frivillige og endelig blev en del tilbage i landet og overtog den nye religion - kristendommen.

Mange lader sig assimilere, det vil sige, at man slækker på de jødiske lovregler samt ønsker at tilpasse sig omgivelserne og det værtsfolks lands skik og brug hvor man nu bor (f.eks. Danmark eller USA). Andre vælger den ortotokse vej, hvor man holder endnu mere fast på de nationale og religiøse særpræg - som en slags selvforsvar overfor en fremmed påvirkning. De ortodokse er opdelt i 2 - en del har en indadvendt religiøs holdning, der isoleres i et åndeligt univers, de tager afstand fra nationalpolitisk engagement og fornægter zionismens mål, altså oprettelse af en jødisk stat i Israel. Den anden gruppe tilhører den militante udadvendte national-chauvinistiske retning, der netop kræver en stærk jødisk stat.

Araberne.
Vi vender os mod araberne i området. De var normader - ørkenbeduiner, der ernærede sig ved kvægavl, handel samt ved overfald på handelskaravaner. Op gennem tiderne har de været en del af de riger, der nu har haft magten i Mellemøsten og omkring Middelhavet. Da jøderne blev ført til Babylon, forblev araberne ved Middelhavet og på Den Arabiske Halvø. De blev på skift hersket af perserne og grækerne op mod år 0 og kom under romersk styre frem til ca. 550, og først derefter kan man tale om en egentlig selvstændig befolkningsgruppe af arabere, der levede i Mellemøsten.

I 570 fødtes Muhammed i Mekka, og starten til verdensreligionen islam blev grundlagt. I løbet af sit liv fik han åbenbaringer fra Gud, som blev optegnet i Koranen. Muhammed begyndte at udbrede sin tro; han måtte i 622 flygte fra Mekka på grund af forfølgelser, men inden hans død i 632 fik han samlet araberne som muslimer i over halvdelen af Den Arabiske Halvø's område. Det arabiske folk havde nu en religion, som var deres egen, og de begyndte at forkynde den ud over hele verden, så den i omkring 900 dækkede det meste af Nordafrika, Anatolien, Persien, og strakte sig helt til Indien. I 732 nåede troen så langt som til Sydfrankrig via Marokko og Spanien, men blev slået tilbage ved Poitiers.

Jøder og muslimer hævder, at de har samme stamfar - Abraham. Abraham fik med Sara sønnen Isak, som alle jøder stammer fra. Med den egyptiske trælkvinde Hagar får han sønnen Ismael, som alle muslimer nedstammer fra.
Dette er med til på en eller anden måde at sætte jøder og muslimer/arabere i et evigt had-kærlighedsforhold, og som jeg mener lægger nogle af grundstenene til den konflikt, der er mellem de to trosretninger, og som overføres til det moderne samfund. Som vesteuropæer kan vi stå uden en fuld og hel forståelse for denne stærke religiøse tro og folkenes forskellighed samt deres had til hinanden. Man kan jo mene, at deres ophav er det samme og at de nedstammer fra samme slægt.

Der kommer også religiøse modsætninger i området, da europæerne i 1100- tallet ønsker at tilbageerobre de hellige steder fra de vantro muslimer. Korstogene medførte uro i området og resulterede i en masse blodsudgydelser. De kristne forllod området og de næste, der kom, var de tyrkiske mamlukker i 1500-tallet. Området blev en del af Det Osmanniske Rige som holdt helt op til Første Verdenskrig.

Tyrkerne var oprindeligt et central-asiatisk normadefolk, der var leje- og slavetropper hos muslimerne. De havde tillært sig islam, men var tilbagestående og i de 400 år, de regerede, var der nedgangstider i forhold til den arabiske højkultur.

Op gennem 1700 og især 1800-tallet opstår en øget interesse for hele Mellemøstområdet. Det er den europæiske erobringstrang og imperialisme, med ønsket om øget omsætning, indtjening og magt. Industrialiseringen åbner dørerne for større samhandel områder imellem og industri-landene - anført af Storbritannien og Frankrig - sætter sig på andre lande og skubber langsomt osmannerne tilbage. Napoleon ankommer til Egypten i 1798, Suezkanalen bliver bygget 1859-69. Kolonistaterne opbygges langsomt herefter.

Britterne og franskmændene laver lokale handelsaftaler med de enkelte arabiske herskere og får ændret toldreglerne i de lande, de ønsker at handle med. Alle europæerne er beskyttet af en slags immunitet, som beviker, at de ikke kan straffes i det pågældende land men efter hjemlandets love.

Hos araberne, der i henved 400 år havde været under osmannisk styre, opstod der, som hos europæerne og jøderne, nationale bevægelser. Det begyndte hos syrere og libanesere, som håbede på europæisk støttet selvstændighed. Den tyrkiske  og arabiske nationalisme var dels rettet mod de europæiske magters indtrængen, og dels handlede det om egne identitetsproblemer og rigets politiske organisering. 

 Ved Det Syriske Videnskabelige Selskabs stiftelse i 1857 læste en digter et af sine digte op,
  "...hvor araberne blev opildnet til at gøre oprør mod det osmanniske tyranni [...] og skabe en fremtid lige så glorværdig som den klassiske arabiske fortid."
 Den palæstinensiske forfatter Najib Azuri opsagde sit job som adjudant for den tyrkiske guvernør i Jerusalem, slog sig ned i Paris og grundlagde her et center for den arabiske bevægelse.
 
 
 

Sideløbende foregår der hemmelige diplomatiske forhandlinger mellem Frankrig og Storbritannien om fordelingen af Det osmanniske riges område ved en sejr over Tyskland, Østrig/Ungarn og Osmannerriget. Disse forhandlinger fører til Sykes-Picot-aftalen 1916, som får Ruslands godkendelse mod områder i det østlige Anatolien.
 

I det røde og blå område fik Briterne tildelt en stor del af det tidligere Mesopotamien og Frankrig en del af det nuværende Tyrkiet samt Middelhavskyststrækningen ned til Akko og Haifa. I disse 2 områder fik Storbritannien og Frankrig lov til at indføre så meget direkte og indirekte administration eller kontrol, som de ønskede, og som de anså for rimeligt - altså ingen selvstændighed.

I det sidste område (det brune) skulle der indføres international administra tion, hvis form i første omgang skulle afgøres med Rusland og dernæst i sam råd med de andre allierede i krigen og til sidst repræsentanter for sheriffen af Mekka. Et område på 10 - 15.000 km2  (på størrelse med Jylland uden Vendsyssel).

Med den spirende nationalisme, der var rundt om i Europa i 1800-tallet, kom der også et ønske blandt jøder om at danne en nationalstat, efter de i århund reder havde været underlagt andre landes rettigheder og love. Jøderne be gyndte at stå mere sammen - også på grund af forfølgelser, især i Rusland, hvor de kun måtte bo i jødelejre.

Det jødiske folk var splittet. Nogle ønskede et vilkårligt sted at bosætte sig - USA, Uganda, Argentina og Palæstina blev foreslået. Andre så kun én mulighed - Palæstina - og begyndte at opkøbe jord af de derboende arabere. Med sine talenter for organisation og diplomati udgav den ungarskfødte jøde Theodor Herzl (1860-1904) bogen "Der Judenstaat" i 1896, og sammen med dén bog samt arrangementet af den første jødiske kongres, zionistkongressen i Basel 29. august 1897, startede han den store bølge med ønske om oprettelse af en nationalstat. Et af slagordene for den zionistiske bevægelse var "Et land uden folk til et folk uden land."

Theodor Herzl brugte sit diplomatiske talent og forsøgte at få verdens ledere og regeringer til at anerkende og acceptere et jødisk hjem. Han drøftede og forhandlede bl.a. med den tyrkiske sultan, Paven, den russiske Zar samt Storbritannien og Italien. 

Chaim Weizmann, født i Rusland 1874 fulgte i Herzl's spor efter hans død i 1904 og indså, at det store diplomatiske arbejde skulle gøres i Storbritannien, der havde store interesser i områderne i Mellemøsten, og fik en del ind flydelse hos den daværende premier- og udenrigsminister Arthur Balfour fra 1906. (PM 1902-05, UM 1916-19). 

Både det jødiske og britiske diplomati var klar over, at Det osmanniske Rige ikke ville holde længe og forberedte oprettelsen af en engelsk-støttet jødisk hjemsted i Palæstina, som mundede ud i Balfour-erklæringen fra 2. november 1917:
 

Det palæstinensiske folk - 92% af befolkningen - blev omklassificeret til "ikke-jødiske befolkningsgrupper" for at tjene det store strategiske spil.

Nogle jøder, bl.a. forfatteren Asher Ginsberg var ikke nær så entusiastisk med hensyn til en jødisk stat i Palæstina. I en beretning fra en rejse til Palæ stina 1891 skriver han bl.a.
 "Palæstina er ikke et ubeboet land og kan kun skabe et hjem for en meget lille del af jøderne, som lever spredt ud over hele verden. De, der slår sig ned i Palæstina, må fremfor alt søge at vinde palæstinensernes venskab ved at nærme sig dem høfligt og med respekt. Men  hvad er det, vores brødre i Palæstina gør? Præcis det modsatte. [...] De behandler araberne med fjendtlighed og grusomhed, berøver dem deres rettigheder på uærlig vis, sårer dem uden grund, og bryster sig så bagefter over sådanne handlinger. Og der er ingen, som angriber denne foragtelige og farlige tendens [...] Vi tror, alle araberne er vilde mennesker, der lever som dyr, og ikke forstår, hvad der sker omkring dem. Dette er imidlertid en stor misforståelse."

Det britiske diplomati havde såvel lavet aftale med araberne, med deres allierede i krigen samt givet jøderne tilsagn om en stat. Britterne må efter min mening havde været bevidste over disse handlinger  - aftalen med araberne har vel lavet for at de kunne støtte de allierede mod tyrkerne. 
Balfour skriver dog følgende i en memorandum til regeringen i 1919:
 "I Palæstina har vi overhovedet ikke tænkt os så meget som formelt at spørge om landets nuværende befolknings ønsker [...] 

Palæstinenserne forsøgte forgæves at føre diplomatiske forhandlinger og få de vestlige magter til at indse, at det, der skete, var brud på menneskerettigheder, og at man ikke kunne tillade en stor indvandring af jøder med det resultat, at der på et tidspunkt ville være flere jøder end arabere i Palæstina. Men intet hjalp.

Der havde været en jødisk indvandring fra Rusland og det øvrige Østeuropa fra 25.000 i 1880 til 80.000 i 1914. De opkøber jorder - ofte gennem stråmænd - af de derboende arabere.

På fredskonferencen i Versailles i 1919, som skulle beslutte den videre skæbne for verdenen, viste det sig, til de arabiske folks store forbløffelse, at britternes løfter havde været bevidste løgne. Storbritannien og Frankrig overtog simpelthen det besejrede Osnammiske Riges magtbeføjelser.

Krigens sejrherrere - undtagen USA, som var mod Versailles-traktaten danner Folkeforbundet (organisation til fredens bevarelse efter 1. Verdenskrig)
 29 lande var bl.a.: Argentina, Australien, Belgien, Canada, Chile, Cuba, Danmark, Frankrig, Grækenland, Guetamala, Haiti, Indien, Iran, Japan, Kina, Norge, Polen, Portugal, Rumænien, Storbritannien, Sverige, Thailand.
Sovjet kom ind i 1934, men ekskluderes i 1939 på grund af invationen af Finland i 1939. Folkeforbundets opgave var at sikre freden ud fra princippet om kollektiv sikkerhed. En af opgaverne var at have tilsyn med mandatområderne.
 

 Samtidig nedsætter USA en kommission King-Crane-kommissionen 1920, der skulle undersøger mulighederne for en ordning på grundlag af folkenes selvbestemmelsesret.USA trak sig ud af forhandlingerne og kommissionens anvisninger blev ikke fulgt.

Frankrig får mandat over bl.a. Syrien - og Storbritannien over Palæstina. Jøderne blev nævnt i mandatforordningen (af 24. juli 1922), men araberne ikke (de benævnes "andre befolkningsgrupper"). Balfours løfte til jøderne var herefter en international bundet forpligtelse.

I forordningen står ligeledes, at et jødisk bureau med officiel anerkendelse skal være rådgivende organ for administrationen i Palæstina, og som skal forhandle med den britiske regering og samarbejde i forbindelse med oprettelsen af det jødiske nationale hjem. Det jødiske bureau - Jewish Agency - får tilladelse til at opføre offentlige værker, at lave infrastruktur samt udvikle landets naturforekomster. Bag Jewish Agency står bl.a. Weizmann og Ben-Gurion. De er rådgivere for mandatadministrationen og repræsenterede det jødiske nationalhjem i Folkeforbundet. Der bliver udnævnt en britisk højkommissær, zionisten Herbert Samuel.

Mandatforordningen frasiger sig på denne måde ansvaret, som de er blevet pålagt af Folkenes forbund. I mandatforordningen står der, at andre befolkningsgruppers rettigheder og stilling ikke skal tilsidesættes. Araberne/palæstinenserne nævnes ikke som nogle, der skal indgå i samarbejdet om området.

Organiseringen blandt jøderne i deres nye hjemstat gik i gang: De oprettede kibutzer, det socialdemokratiske parti, fagforbund. Sproget ivrit, som betyder nyhebraisk udvikles (en blanding af tysk og hebraisk). Det bliver symbol på enhed, selvstændighed og et genfødt Israel. Det er landets talesprog i dag. Jøderne fungerede mere og mere som en stat i en stat. Der sker en 10-dobling af antallet af jøder fra 1920 til 1948 (fra 58.000 til 758.000). På samme tid sker en dobling af antallet af araberne (fra 600.000 til 1.237.000).

Der er ikke rigtig en palæstinensisk bevidsthed eller ledere, men zionismen skabte uro blandt araberne, som følte sig truet, og der var demonstrationer i Jerusalem i 1920. Araberne ville ikke samarbejde med britterne så længe Balfourdeklarationen og indvandringsbevillingerne ikke blev annulleret. De krævede selvbestemmelse og en ren arabisk regering i Palæstina.

Der sker en massiv indvandring efter Hitlers magtovertagelse i 1933. Der er terroraktioner mod jøder og britere fra arabisk side, generalstrejker og et samarbejde med tyskerne. 20 - 30.000 britiske soldater sendes til Palæstina. Den højreorienterede jøde Jabotinsky, ønskede jødisk stat med alle midler (revolver-zionisme) og intet samarbejde med araberne. Det kunne de socialistiske jøder ikke gå ind for (høge og duer den dag i dag i Israel). Der opstod vold mellem jøder og arabere, som gjorde det vanskeligt for britterne. De erklærede landet i undtagelsestilstand og foretog interneringer. Det hele udløste i 1937 en undersøgelseskommite, Peel-kommissionen, som udtalte, at...
 

Forslaget gik ud på, at der inden for så kort tid som muligt skulle oprettes to uafhængige, suveræne stater - den ene en arabisk stat, bestående af Transjordanien sammen med den del af Palæstina syd for linien; den anden en jødisk stat, som skulle bestå af en del af Palæstina nord for linien samt fortsat engelsk mandat over Jerusalem og andre hellige steder. De derboende palæstinensere blev nu ikke nævnt - men sås som et med jordanerne.

Araberne i Palæstina modsatte sig rapporten, jøderne støttede den (det ville skaffe dem en stat).

Britterne udarbejdede i 1939 en såkaldt Hvidbog (White Paper), som dikterede en begrænsning af indvandringen til 75.000 jøder over 5 år, derefter arabisk godkendelse af indvandringen - samt at jødiske jordopkøb skulle begrænses. I løbet af 10 år skulle der etableres en uafhængig palæstinensisk stat, hvor jøder og arabere skulle dele regeringsmagten, ligesom at Palæstina- mandatet skulle ophæves. Dette blev afvist af begge parter. Den jødiske indvandring var vokset fra 84.000 i 1922 til ca 446.000 i 1939 - svarende til 30% af befolkningen. Konflikten mellem jøder og arabere eskalerede.

Ben-Gurion dannede hær i de jødiske områder i Palæstina, der tjente Storbritannien mod tyskerne samt skulle bruges ved oprettelsen af den jødisk stat efter krigen. 20-30.000 soldater blev trænet.

Masseudryddelsen af jøderne under 2. Verdenskrig gav grobund for stor sympati for den jødiske kamp for et hjemland. Samtidig opstod der store flygtningeproblemer, efterhånden som koncentrationslejrene i Europa blev tømt. Dette var medvirkende årsag til den politisk-psykologiske baggrund for den jødiske stats oprettelse på bekostning af det palæstinensiske folk.

En britisk/amerikansk undersøgelseskommission forsøgte i 1946 at lave en ordning, men araberne modsatte sig alt, der bevirkede oprettelse af en jødisk stat.

Storbritannien meddelte det nyoprettede FN i 1947, at det ville trække sig fra mandatforpligtelsen, da landet ikke længere magtede at kontrollere området. Dette medførte borgerkrigslignende tilstande i Palæstina, og der blev oprettet en særlig FN-komité for Palæstina: UNSCOP. Palæstina skulle være selvstændig, og der skulle ske en deling af landet. Araberne boykottede dette komité-arbejde.
 

Jøderne tog imod - araberne følte sig bedraget og nægtede at have noget med iværksættelsen af delingsplanen at gøre. Arabernes kolde afvisning af andre har skadet dem - dengang og i dag. Afvisningen skyldes den uret, de har følt er blevet begået mod dem, og det kan ikke opvejes med kompromisløsninger.

Staten Israel blev proklameret 14. maj 1948 af et provisorisk statsråd og jøderne fik det, de havde kæmpet for i 2000 år: Et internationalt anerkendt land på det sted, hvor de jødiske stammer tilbage i bibelsk tid opstod og levede. Glæden var stor, såvel i Israel som i hele den vestlige verden. Man havde givet jøderne det land, som de i den grad havde fortjent, og man havde god samvittighed.

De arabiske naboer til dette nye land svarede igen med et militært angreb. Egyptiske, transjordanske og syriske tropper, der blev bistået af frivillige grupper, også fra Irak, erklærede den nye israelske stat for illigitim og forsøgte at tilintetgøre den militært.

De arabiske staters offensiv var dårligt forberedt samt uden fælles ledelse og endte i et regulært nederlag, idet staten Israel overlevede, og i den første arabisk-israelske krig tilmed udvidede sit territorium 50% i forhold til det, der var blevet tilkendt landet i henhold til delingsplanen fra 1947. 

De israelske tropper var langt mere overlegne end de arabiske. De var dobbelt så mange og havde våben fra Tjekkoslovakiet, betalt af USA. Derudover var de ansporet af den klare ideologi om, at de kæmpede for erobring af "deres" land - og kaldte krigen Uafhængighedskrigen. Palæstinenserne og den arabiske verden kaldte det Katastrofen (al-Nakhbah).

Israelerne besad nu 77% af Palæstina i stedet for de 56%, som de var blevet tildelt. De nye grænser var ikke internationalt anerkendt, men det erobrede område blev uden videre postyr betragtet som israelsk territorium.

Jordan annekterede resten af vestbredden (i 1950) og Egypten tog det sidste af Gazastriben. 

Den israelske besættelse medførte det store flygtningeproblem, hvor 730.000 arabere blev drevet på flugt og fik flygtningestatus i landene omkring Israel. 418 palæstinensiske landsbyer blev jævnet med jorden, således at palæstinenserne ikke kunne vende tilbage.

Den israelske indsats - grundlaget for staten tilblivelse og en hjem til jøderne -  bliver i historieskrivningen ofte beskrevet som særlig heroisk. Omvendt forholder det sig for palæstinenserne i deres ende af problemet. Her er krigen en ulykke: flugt og landflygtighed. Begivenhederne i 1948 står for begge parter centralt ideres egen selvopfattelse - på hver sin måde naturligvis.

 Folke Bernadotte blev af FN bedt om at mægle i striden, og var i sommeren 1948 frem og tilbage mellem Israel og USA/FN. Han forslog, at Israel skulle havde den nordlige del af Palæstina men give afkald på Negev-ørkenen i syd samt give palæstinenserne mulighed for at vende tilbage og at FN-tropper skulle udsendes for at overvåge situationen. Israelerne var yderst utilfredse med dette og under et besøg i september blev Bernadotte skudt af israelske soldater. De to hovedskyldige blev arresteret med frigivet igen hurtigt, og i 1950 blev den ene valgt ind i det israelske parlament.

11. december 1948 vedtog Fns Generalforsamling resolution nr. 194, hvori der står, at flygtninge, der ønsker at vende hjem, skal have lejlighed hertil på et så tidligst som muligt tidspunkt. Resolutionen blev notorisk, fordi den er blevet gentaget år efter år, uden at Israel har vist det ringeste tegn på at ville gøre noget ved den.

Israel ønskede ikke at modtage så mange fjendtlige arabere samtidig med den store masseindvandring af jøder fra Europa og USA. Det ville være en sikkerhedstrussel mod landet. Israel ville heller ikke forhandle med de arabiske stater, da de ikke anerkendte staten Israel. Israel ønskede at placere de tidligere palæstinensere i de andre arabiske lande. Dette var næste skridt i retningen mod zionisternes ønske om et Storisrael - hele Palæstina.

Sinaikrig oktober 1956.
Egypten blev omdannet til Republik i 1953, Nasser kom til magten i 1956. Han ønskede et Storarabien med Egypten som leder og fik nationaliseret Suez-kanalen. De havde kontrol over Gaza og Aqaba-bugten (Tiran-strædet) 1955 for at hindre skibe til og fra Eilat i Israel. Israel, Storbritannien og Frankrig indgik hemmelig aftale om koordineret angreb på Egypten. Israelske faldskærmstropper blev kastet ned op til 50 km fra Suez; Storbritannien og Frankrig sendte tropper til beskyttelse af kanalzonen, hvilket skabte internationalt røre.

USA tilskyndede til israelsk tilbagetrækning i begyndelsen af 1957, men Israel ønskede FN-tropper udstationeret mellem Israel og Egypten samt på Sinaihalvøens spids for at sikre gennemsejling i Tiranstrædet. 

 Nasser følte, han har sejret ved at Storbritannien, Frankrig og Israel blev presset til tilbagetræning - det blev samlingspunkt for pan-arabisk nationalisme samt sovjetisk ideologisk indflydelse i Mellemøsten.

1960'erne.
I Israel var der i 1960'erne en stabiliseringsperiode; der kom en stigende indvandring fra især Afrika og Asien. De europæsike og amerikanske jøder følte sig sikre i deres egne hjemlande og flyttede derfor ikke til Israel i så høj grad som før. Sovjetiske jøder ønskede at flytte til Israel, men det var vanskeligt for dem at få udrejsetilladelse. De nye jøder blev anbragt i Negevørkenen og modtog egnsudvikling. Der blev etableret atomkraftværker - officielt kun til energibrug - uofficielt til kernevåben. Der laves vandledning fra de vandholdige egne i nord til ørkenen i syd.

Der blev afholdt arabisk topmøde i Cairo i 1964; den fælles fjende var Israel. Landene ønskede at kunne styre palæstinenserne, hvilket dog var vanskeligt. Palæstinensisk enhed, der skulle varetage Palæstina-araberne interesser i forhold til de andre arab-stater blev grundlagt: PLO, som fungerede som paraplyorganisation. En del palæstinensere var skuffet over PLO's passivitet og dannede Al-Fatah 1965 (militær organisation - base fra Jordan mod Israel).

Fra Golanhøjderne angreb yderligt-gående grupper Israel (Baath) - kontakt i Syrien til USSR. Gengældelsesaktioner fra Israel - 6 syriske USSR-fly blev skudt ned. Syrien bad Egypten om hjælp. Nasser fik fjernet FN-styrkerne fra grænsen til Israel og blev tvunget til at gå med mod Israel for ikke at tabe ansigt som den arabiske verdens leder. Han proklamerede lukning af Tiranstrædet. Jordan følte sig forpligtet til at gå med, og Israel var omringet.

Israel appellerede til stormagterne; USA vil ikke gøre noget (Vietnam, bange for øst/vest-krig i Mellemøsten). Samlingsregering i Israel med Begin og Moche Dayan (forsvarsminister). De planlagde angreb mod Sinai 5. juni 1967.
 
 
 

Juni-krigen var et nederlag (Hazima) for araberne. Der afholdes arabisk topmøde i Khartoum i Sudan i august 1967:
- Ingen fred med Israel
- Ingen anerkendelse af Israel
- Ingen forhandling med Israel
- Ingen overgivelse af det palæstinensiske folks rettigheder.

Efter Israels oprettelse 1948 fordobledes flygtningetallet fra 750.000 til 1,5 mio i 1970. De blev udyttet af de arabiske lande til egne formål. Befrielsesorganisationen PLO var ved at blive en magtfaktor i Mellemøsten, men stadig afhængig af arab-staternes kontrol. Palæstinenserne måtte selv kæmpe for en stat. Med utilfredsheden blandt palæstinenserne skabtes der forskellige guerillagrupper (PFLP[Folkefronten til Palæstinas befrielse], Al- Fatah, PDFLP [Demokratisk folkefront]), der blev oprettet lejre mv til ideologisk og politisk træning. En kraftigere palæstinensisk bevidstbed skabtes.

Der blev etableret en fond til genopbygning og genoprustning fra Khartoummødet. Olieproducerende lande (Saudi, Kuwait, Libyen) gav penge til køb af våben og den væbnede kamp begyndte for alvor. Man blev inspireret fra Vietnamkirgen, af Che Guevarra og af Algeriets frihedskamp mod Frankrig. Et oprør mod imperialisme og supermagter.

I 1969 blev Yassir Arafat valgt til leder af PLO af Det Palæstinensiske Nationalråd. Han blev født i Jerusalem i 1929 og var mod arabisk enhed som forudsætning for Palæstinas befrielse. I stedet for en "arabisering" af Palæstinaproblemet ønskede han en "Palæsti-nisering". Den væbnede kamp blev vigtig i modstandskampen, man brugte pression mod Israel og verdens opmærksomhed rettedes mod det uløste Palæstinaproblem. Inbyrdes var der uenighed om, hvilke/hvor kraftige midler, der skulle anvendes. Nogle ønskede forhandlingsvejen (Israel væk fra Vestbreden og Gaza samt accept af 242). Andre ønskede væbnet kamp mod Israel - alt eller intet-strategi - Israel skulle skubbes ud i Middelhavet.

Det Palæstinensiske nationalcharter blev vedtaget ved møde i Cairo 1. - 17. juli 1968: Ét Palæstina med grænser som under det britiske mandat fra 1922. Det skulle være en selvstændig stat. Afvisning af 242 og internationaliseringen. Væbnet kamp - ofring af liv for at vinde hjemland tilbage. 

1969-70 er der Udmattelseskrig mellem Egypten og Israel hen over Suez. USA og FN forsøger at mægle. Palæstinensiske terroraktioner fra Jordan - sorte september 1970, flykapringer, sprængning af fly i Jordans ørken. Pres fra Vesten og Israel mod Jordan. Den jordanske hær gjorde op med de palæstinensiske guerilla-grupper og PLO flygtede fra Jordan til Libanon.

Egyptens Sadat ønskede at vende sig væk fra USSR og mod USA, for på den måde at påvirke Israel til indrømmelser. Sadat ønskede fred med Israel. Han ønskede at føre egyptisk politik frem for arabisk samt være uafhængig af de andre arabiske lande.
 

USA udenrigsminister Henry Kissinger arrangerede fredskonference i Genève december 1973. Tilbagetrækninger af israelske hære, egyptisk kontrol over Suez, genåbning på 8 års dagen for lukningen. Syrien deltog ikke i fredsforhandlingerne i Geneve. Det betød en optrapning af kamphandlingerne på Golan-højderne, som Israel stadig besat.

Kissinger udførte skridt-for-skridt deplomati og fik i 1975 israelerne til at give indrømmelser - de første nogensinde: Sinaiaftale 1975: Tilbagetrækning fra Sinai. Forhandlinger blev saboteret af palæstinensere og Israels højrefløj, der ønskede bosættelser og et Storisrael. Der var splittelse inden for PLO, hvilket betød, at der ikke blev forhandlinger mellem USA, Israel og PLO.

Sadat var i Jerusalem 20. november 1977. Der kom en afvisningsfront mod Sadat og Egypten på grund af ønsket om samarbejde med Israel. Det var Syrien, Libyen, Irak, Algeriet, Sydyemen og PLO, der holdt møde i Tripoli december 1977: Sadat var ærkeforrædder, når han og Egypten kunne anerkende Israel - og blev ekskuderet fra Den arabiske Liga.

Carter lavede forhandlinger mellem Sadat og Begin i Camp David i USA, september 1978, som efter 13 dages forhandling mundede ud i en rammeaftale, der dannede grundlag for endelig fred mellem Israel og Egypten året efter.

Israel som besættelsesmagt.
Det israelske militær var tilstede i de besatte områder, Golan, Gaza og Vestbreden. Israelsk lov gjorde det muligt for dem at ekspropriere palæstinensisk jord (hvor ejendomsretten ikke var nøjere fastlagt). Arbejderregeringen lavede allerede i 1967 plan over støttepunkter langs Jordanfloden, som ikke skulle tilbagegives, men bruges til israelske bosættelser eller være under israelsk militærkontrol. Likud kom til i 1977 og lavede Sharonplan med bosættelser ned gennem Vestbreden, så den deltes for altid. Det var systematiske bosættelser, som stred fuldstændig mod både FN- resolutioner, Camp David aftalen og fredstraktaten med Egypten - men Israel har den faktiske magt i området.

Udover de statslige bosættelser kom der private nybyggelser, religiøse bosættelser med kolonister. Militant national-religiøse bevægelse (Gush Emunim) bygger mellem Jerusalem og Hebron. Arbejderregeringen så i gennem fingre med det.

Efter Begin kom som ministerpræsident 1977 skete der en højredrejning. Judæa og Samaria - Israels officielle navne for Vestbredden var befriede områder, og der kom militante udtalser om Storisrael og at de besatte områder aldig ville blive rømmet. man ville ikke kendes ved palæstinenserne. Vælgerne og Begin forenedes om dybtfølt modvilje mod araberne - paria (I Sydindien person, der tilhører den laveste kaste - europæisk betegnelse for personer der tilhører et samfunds laveste befolkningslag)

Juni 1982. Libanon:
PLO-partisaner skød fra Libanon i begyndelsen af 1980'erne mod byer i Galilæa, og Israel gik til angreb på dem (og flygtningelejre) i Libanon - ville have udryddet PLO én gang for alle. Fortsatte op til Beirut, hvor PLO's hovedkvarter lå. PLO fik frit lejde ud af landet og tog til Tunis. Libanesisk kristen milits (støttet af Israels politi) lavede massakre på palæstinensiske flygtningelejre (Sabra og Shatila). Israel dannede sikkerhedszone i Libanon. Israel upopulær indenrigs og udenrigs. Situationen var nu håbløs for palæstinenserne, ingen tog sig af dem.

Intern splittelse i PLO - nogle ville følge Egypten og slutte fred - andre (bl.a. islamisk Jihad og Hamas) ville gøre oprør. Den islamiske fundamentalisme udvikledes fra Iran og bredte sig til de palæstinensere, der boede i flygtningelejrene. En ny 3. generation var ved at vokse op - intifadaen, som betyder modstand på arabisk, opstod. Børnene begyndte at kaste sten mod de israelske soldater og verdens opmærksomhed blev rettet mod området i julen 1987. Israelske drab på børnene stoppede ikke opstanden, så soldaterne blev udstyret med træstave til at slå børnene med. Det betød, at hospitaler i Gazastriben fyldtes med børn og unge med brækkede knogler og ødelagte hoveder. Det skabte indre splittelse i Israel, og det satte spørgsmål ved Israel og deres ry som humant og demokratisk samfund. Amnesty og FN udarbejdede rapporter, der godtgjorde, at Israel overtrådte selv de simpleste menneskerettigheder, bl.a. vilkårlige fængslinger og tortur. Omverdenens støtte flyttede sig fra sympati med Israel og bosættelserne til sympati med palæstinenserne og deres kummerlige levevilkår under en besættelsesmagt.

Israel og PLO nægter fortsat at ankerkende hinanden.

Golfkrig II 1990-91.
Blikket blev vendt mod Irak, hvor Sadam Hussein invaderede Kuwait i Golfkrigen 1990. Hussein ville ikke trække sig ud af Kuwait, hvis ikke Israel overholdt 242 og trak sig ud af Vestbredden. Det var populært hos palæstinenserne. USA var i spidsen for FN-hær, der fra Saudi bombede Irak og befriede Kuwait. Tænk, hvis FN (og især USA) havde reageret sådan, den gang Israel tog Vestbreden, Gaza, Golan og Sinai.

Der blev afholdt fredskonference i Madrid november 1991; James Baker, USA's udenrigsminister tog initiativtil det samt til forhandlinger i USA, hvor Bush var præsident - uden resultat. 1992 regeringsskrifte i USA og Israel til arbejderpartiregeringer (Clinton og Rabin), og der påbegyndtes hemmelige forhandlinger i Oslo.

Der skete en gensidig anerkendelse Israel/PLO. Aftale om selvstyre til Palæstinenserne med Arafat som leder, regering og politikontrol. Overgansperiode på 5 år efterfulgt af permanent ordning. Der er forskel på den måde parterne ønskede at forhandle på - rækkefølgen var vigtig for dem: Palæstinenserne ville have målet først, dernæst midlerne. Israel ville diskutere midlet (metoden) først, dernæst målet. Israel ønskede garantier for fred først og PLO ønskede en land til Palæstinenserne samt ønske om at være fælles om Jerusalem som hovedstad (sharing but not deviding).

Begyndelsen til fred og palæstinensisk stat synes at være der. Israel anerkendte dog ikke resolution 242 samt tilbagetrækning fra de områder, de havde besat i 1967. Der var diskussioner om, hvorvidt aftalerne/FN- resolutionerne var juridisk gældende.

Følgende var undtaget Oslo-forhandlingerne i første omgang, og som i princippet skulle det diskuteres senere: Jerusalem, flygtninge, bosættelser, sikkerhedsarrangementer, grænser.

Selvstyret blev sat i værk, men jo kun i Gaza og Jeriko. Israelerne skulle trække sig tilbage fra de 2 områder, men da Israel stadig havde bosættelser i Gaza skulle israelsk polit og sikkerhedsstyrker fortsat have mulihged for at færdes i selvstyreområderne. Visse veje var lukket for palæstinenserne, således at bosætterne frit kunne bevæge sig mellem Israel og bosættelserne. Dette har betydet at kun 70% af Gaza-striben er er under palæstinensisk kontrol i dag. 

Israel etablerede fred med Jordan. I 1995 kom 5 byer ind under selvstyret, bl.a. Nablus, Ramallah og Betlehem. Israel havde stadig ikke forpligtet sig til at trække sig væk fra Vestbredden - men kun til at omrokere sikkerhedsstyrkerne.

Der skete indskrænkelser af den israelske bosættelsespolitik. En enkelt bosættelse bliver rømmet til ære for TV mens andre blev oprettet og udvidet. Rabin myrdedes i december 1995 af en israelsk højreekstremist og efter valg i Israel i 1996 kom Netanyahu fra højrepartiet Likud til magten, og fredsprocessen sættes i stå. Han følte sig ikke forpligtet af internationale aftaler men henholdt sig til interne politiske afstemninger og beslutninger, der også gjaldt for det besatte/annekterede land - Gaza, Vestbredden, Øst- Jerusalem og Golan.
 

I område A (blå) overtager det palæstinensiske politi kontrollen med almindelig ro og orden samt indre sikkerhed. I område B (grønne) overtager det palæstinensiske politi ansvar for ro og orden blandt palæstinenserne. Israelerne tillader at oprette 25 politistationer - men det palæstinensiske politi kan ikke arbejde i særlig mange områder, da de skal kryde Israelsk territorium. Israel bevarer overordnet ansvaret for sikkerheden i område B (det blå) samt for at beskytte israelere og bekæmpe terror. Det palæstinensiske politi har ingen myndighed i område C (det hvide).

Israel har konsekvent nægtet, at aftalerne med palæstinenserne skulle hindre dem i at udvikle bosættelserne. Selv efter regeringsskiftet i maj 1999, hvor Ehud Barak fra Arbejderpartiet er kommet til magten, er udvidelser godkendt - tilmed i et et hurtigere tempo end under Netanyahu. Bosættelserne hører under israelsk juris-diktion, og det bemærkelsesværdige er, at israelske jurister diskuterer besættelsers lovlighed ifølge israelske planlove, skønt bosættelser af flertallet af verdens stater anses for at være ulovligt ifølge folkeretten.
 

Internationale juridiske betragtninger har i dag mistet deres relevans. Hvad der indtil 1993 handlede om en besættelse, om den ulovlige annektion af Jerusalem, og de ulovlige bosættelser både på Vestbredden (incl. Øst- Jerusalem) og i Gazastriben, handler det i dag om politik, diplomati og forhandlinger.

Samtidig med, at konflikten er blevet til en forhandling, er det blevet til en forhandling mellem 2 - om end nok så ulige - parter. Dette har betydet, at Israel har udelukket anden indblanding i forhandlingerne. Det gælder primært indblanding fra Europa og fra FN. Israel tillader kun USA som mægler. Dette skyldes dels den forholdsvis ukritiske støtte, Israel nyder blandt amerikanske politikere, og dels at USA ikke har et udtrykt ønske om et konkret udkomme - bare forhandlingerne holdes igang. USA har gentagne gange stoppet resolutioner i FN's sikkerhedsråd, der fordømte israelske bosættelser og beslag-læggelse af palæstinensisk land.

USA's ambassadør fandt, at Israels handlinger ikke fremmede freden, men at FN måtte respektere, at parterne havde besluttet at forhandle sig frem til en løsning. Palæstinenserne blev presset til det, for overhovedet at få noget at skulle have sagt ved møderne i Madrid i 1991 forud for Osloforhandlingerne. Det er også værd at bemærke at 81 ud af 100 amerikanske senatorer i april 1998 advarede mod at lægge pres på Israel. Bosættelser er f.eks. ikke "ulovlige" i officiel amerikansk terminologi, men en "forhindring for fred" og en "komplicerende faktor".

 Zionisterne fik lov til at oprette Israel i 1948 på deres betingelser. Palæstinenserne får i 1994 lov til at oprette et selvstyre på Israels betingelser - også selv om palæstinenserne boede i området før israelerne. Israel fik ikke pålagt samme krav af de derboende palæstinensere - palæstinenserne blev fjernet af israelerne.
 

Forandringer i opfattelse af situationen:
To nye israelske historikere, Benny Morris og Ilan Pappé, har begge været med til at ændre diskursen i Israels selvopfattelse. Deres primære interesse har rettet sig mod årene op til statens oprettelse i 1948 og det deraf følgende plygtningeproblem. Bl.a. gør de op med myten om, at palæstinenserne flygtede på eget initiativ og på arabsik opfordring, men historikerne har fundet kilder i Israel, der beviser, at der har foregået deciderede udrensninger og masakre mod palæstinensiske landsbyer.

Den israelske forfatter David Grossman sagde i Politiken i lørdags (den 18. november 2000), at "...alle der taler med palæstinenserne ... er tvunget til at indrømme, at meget af det de siger, er sandt" samt at det er på tide at opgive bosættelser.

Journalisten Kjeld Poplev, 3. generationsindvandrer (russisk jøde) spørger samme dag i samme avis "...hvorfor behandler vi i vor del af verden Israel konstant og stadig efter en anden standard end resten af de nationer, vi normalt beskæftiger os med ... at vi ser igennem fingre med at staten bryder en række af denne verdens vedtagne konventioner, overhører en lang række af FNs resolutioner og formentlig bevæger sig på kanten af - om ikke overskrider grænserne for - de menneskerettigheder, som vi i andre dele af verden værner varmt og voldsomt om." Koplev ønsker, at Danmark i samarbejde med EUs andre lande i samme grad som de "i sin tid tog parti for Bosnien i deres krig mod overmagten og senere var villige til at sætte NATO og EU ind i kampene for Kosovos overlevelse, nu også begyndte at tage parti for freden i Mellemøsten, og derfor talte det israelske militære og politiske establishment midt imod." Koplev mener, at "... Israel skal rømme de besatte områder" og "at det er den egentlige årsag til urolighederne."

Cand.theol. Peter Friis-Nielsen forsøger i et indlæg i Politiken den 2. november 2000 at gøre op med vores egen opfattelse af israelerne ud fra et religiøst synspunkt. Han mener, vi er blinde for israelernes fejl, fordi vi ser dem "som os selv." Vi identificerer os med deres levevis, fordi deres land "...er en europæsik stat, et mini-Europa bygget på europæsik kultur, livsstil og ideologi." Vi ser "...et spejlbillede af os selv" og "...hvide vesterlændinge i kulturideologisk kamp med mørklødede repræsentanter fra den arabiske verden." Israel er "...Vestens kulturelle repræsentant i Mellemøsten og vogter af Vestens politiske interesser." Han slutter af med at sige, at "først når Europa og USA når ud over vores egen kulturelle og ideologiske præferencer, kan vi deltage som reelle mæglere ved fredsforhandlingerne."

Thøger Sidenfaden skriver i en leder i Politiken den 6. november 2000, at "...problemet kan ikke løses, før de israelske styrker trækker sig tilbage fra støtstedelen af de besatte områder. Som kompensation for det areal, Israel ønsker, at palæstinenserne skal afstå, fordi det rummer ca. 150.000 bosættere, må Israel give den kommende palæstinensiske stat tilsvarende areal i den sydlige Negev-ørken." 

I den formulering har man stiltiende godtaget, at Israel har ret til at besætte og annektere land samt lave bosættelser, som i øvrigt er i strid med FN. Hvis det bliver en gængs dansk/europæsik opfattelse efter amerikanske intentioner, vil palæstinenserne aldrig få et land, de kan kalde deres. De vil leve i spredte enklaver, hvor adgangen mellem dem kontrolleres af en besættelsesmagt.

 Man kan sammenligne Mellemøstpolitiken med den førte apartheid-politik i Sydafrika, hvor man lukkede afrikanerne inde i bantustans/homelands.

Den palæstinensisk-amerikanske intelektuelle, forfatteren Edward Said citeres for at have sagt at man "...blot kan begræde ironien i, at de jøder, der var ofre for forfølgelse og undertrykkelse i 30ernes og 40ernes Europa selv efterfølgende skulle blive forfølgere og undertrykkere i Palæstina." (Politiken 22. oktober 2000).
 

Da Ariel Sharon i september i år besøger den muslimske helligdom Klippemoskeen, der ligger på den tidligere jødiske tempelbjerg udløste det endnu en Intifada. Indtil nu er over 250 mennekser døde, primært palæstinensere dræbt af israelske soldater og har fået vold og gengældelsesaktioner til at eskalere.

Det palæstinensiskte parlamentsmedlem samt minister for Jerusalem- anliggender Ziad Abu-Zayyad var i København i denne uge og har udtalt til Politiken, at det ikke var Sharons besøg, der udløste konflikten; det var blot det strå, der knækkede kamelens ryg (det arabiske udtryk, der svarer til dråben, der fik glasset til at flyde over). Derimod skyldes det, at der ikke har været fremgang i fredsprocessen, at der var været udvidelser af de israelske bosættelser og den fortsatte konfiskation af arabisk land til bygning af nye motorveje, der skal forbinde bosættelserne med Israel på bekostning af olivenlunde og marker, som det palæstinensiske folk lever af. Sharon var blot tændstikken, der satte ild til bålet. (Politiken 22. november 2000).
 

Den 17. november 2000 beder FNs sikkerhedsråd FNs generalsekretær Kofi Annan om at undersøge muligheden for  at FN-observatører overvåger volden i Mellemøsten. Anmodningen kommer samtidig med at et palæstinensisk resolutionsudkast cirkulerer, hvori FN opfordres til at sende en FN-styrke på 2000 mand til området for at beskytte civile. Israel har hidtil nægtet, at der bliver indsat FN-soldater. (DR Online)

Palæstinensiske grupper og enkeltpersoner har foretaget terrorangreb på Israel og bosættelser på den besatte Vestbred inden for det sidste stykke tid. Israel har svaret igen ved en 8 uger lang blokade af de palæstinensiske områder, således at de mangler både gas, diesel og benzin. Ud over biliser er også hospitaler, ambulancer og fødevarervirksomheden berørt af blokaden og brændstofmanglen. Israel går ikke efter de enkelte gerningsmænd men straffer hele det palæstinensiske folk kollektivt.
 

I dag:
Israel modtager gæstearebjdere fra bl.a. Rumænien, Thailand og Sri Lanka i stedet for at bruge palæstinensere.

10.000 jøder er efterkommere efter de gamle slægter gennem 2000 år.

I dagens samfundsliv i Israel er det de europæsike og til dels de amerikanske jøder, der dominerer, mens de oprindelige indbyggere, israelske arabere og mindre grupper af drusere og kristne er økonomisk og politisk marginaliseret. 

Forslag til videre læsning:
Generelt:
Barraclough, Geoffrey: The Times Concise Atlas of World History. (Times Books, London 1994).
Lewis, Bernard: Identiteter i Mellemøsten (Gyldendal 1999). Identiteter set i forhold til bl.a. religion, race, sprog, land og nation.
Lewis, Bernard: Mellemøstens historie i de seneste 2000 år. (Gyldendal 1998)
Wagner, Michael mfl: Arven fra Osmannerriget. Balkan og Tykiet i går og i dag. (Den Jyske Historiker, 1996).

Palæstina:
Bender, Johan: Palæstinaproblemet. 2. udgave, (Gyldendal 1994).
Blomberg, Åge Fasmer og Ellen Pedersen: Imperialisme og nationalisme i Det mellemste Østen 1914-21 1.  del. (Gyldendal 1969).
Blomberg, Åge Fasmer og Ellen Pedersen: Imperialisme og nationalisme i Det mellemste Østen 1914-21 2.  del. (Gyldendal 1969). 
Blomberg, Åge Fasmer og Ellen Pedersen: Palæstinaspørgsmålet 1914-1921 - Imperialisme og nationalisme i Det mellemste Østen. (Gyldendal 1975).
Hansen, Birthe: Politiken i Mellemøsten (DUPI 1998)
Laqueur, Walter og Barry Rubin (red): The Israel-Arab Reader, a Ducumentary History of the Middle East Conflict (Penguin Books 1995)
Rahbek, Birgitte: En stat for enhver pris, konflikten i Mellemøsten (Fremad 2000).
Udenrigsministeriets temaserie: Fredsprocessen i Mellemøsten, 2000. Kan bestilles gratis hos BECH-Distribution, telefon 46 55 01 55, telefax 46 55 01 62, 
e-mail: bdm@bech-distribution.dk

Jødisk/Israelsk vinkel:
Morris, Benny: The Birth of the Palestinian Refugee Problem 1947-1949. (1987).
Pappé, Ilan: the Making of the Arab Israeli Conflict 1947-51. (1992).
Peres, Shimon: Det nye Mellemøsten. (Centrum 1994)
Porter, J. R.: Bibelens verden, en illustreret guide. (Munksgaard Rosinante 1996)

Arabisk/islamisk vinkel:
Anda, Torleiv: Intifada. Oprør mod Israel. (Klim 1990).
Ashrawi, Hanan: Freden, en personlig beretning (Munksgaard Rosinante 1995)
Hourani, Albert: De Arabiske Folks Historie (Gyldendal 1994).
Jensen, Michael Irving og Andreas Laursen: Arafats Palæstina, forventninger og realiteter (Odense Universitetsforlag 2000)
Grollenberg, Lucas: Palæstinenserne og staten Israel. (Finn Blytmanns forlag 1980).
Simonsen, Jørgen Bæk: Politikens Islamleksikon (Politikens forlag 1995).

Hjemmesider:
Amnesty International: http://amnesty.dk
FN: http://www.un.org
Dansk/palæstinensisk venskabsforening: http://www.danpal.dk
SFU holdning samt deres målsætning for løsning af  problematikken:
http://www.sfu.dk/95isr.htm
 

Sidst redigeret november 2000