Spørgsmål 1: Redegør for og diskutér forskellige aspekter af den kunstneriske bearbejdning og fremstilling af det moderne liv i det 19. århundrede.

Der er mange kunstnere, der har portrætteret det moderne liv i 1800-tallet og jeg har valgt at kigge på tos skildringer. Det er først Claude Monet, hvor jeg vil se på aspekter i 2 af hans malerier; dernæst vil jeg forholde mig til et essay og en sonate (et digt) af Charles Baudelaire. De 4 værker giver de mig et klart billede af den uro og sitren, jeg fornemmer, storbyen repræsentere-de på dette tidspunkt. En uro og sitren, som gør byen tiltrækkende og dragende, men som også – sammen med Haussmanniseringen – er med til at skabe en dybere kløft mellem rig og fattig, mellem borgerskab og arbejder.

Paris 1850
Louis Napoléon kom efter Revolutionen i 1848 til magten, fra 1852 som kejser Napoleon III. Han ansatte i 1853 Georges Eugène Haussmann under sig som administrativ leder af departe-mentet omkring Paris. Byen var på det tidspunkt allerede ved at briste på grund af for stor befolkningstilvækst – indbyggertallet steg fra 547.000 i 1801 til 1.696.000 i 1861. Napoleon planlagde ved Haussmanns hjælp en drastisk modernisering. Slumkvartererne blev ryddet, og brede boulevarder kom til at forbinde store pladser med monumenter som f.eks. Opera Garnier og banegårde, bygget af tidens nye materiale jern. Paris blev til selve billedet på en moderne storby – til et nyt univers, som kunne byde sin voksende befolkning et righoldigt udvalg af nye muligheder. Det gjaldt boliger, transportmidler, forlystelser, indkøb, men også selve de strøg menneskene færdedes på.

Haussmanniseringen var ikke kun positiv, som T. J. Clark skriver i sit uddrag The view from Notre-Dame fra bogen The Painting of Modern Life fra 1985, hvor han især beskriver følgerne af de sociale forandringer. Hvert kvarter havde sin egen sjæl og identitet, som nu blev ødelagt. Privatlivet blev mere offentligt, og byen blev med de snorlige gader mere fremmed og anonym. Det system, som byen tidligere var et udtryk for, blev brudt op og skabte forvirring og restløshed. Folk blev flyttet fra deres gamle kvarterer og ud i nye og for dem fremmede og kolde kvarterer uden sjæl og indhold.

Den nye by blev mere lys, og de hygiejniske forhold forbedret bl.a. ved udbygning af kloaknettet. Byen gav plads til den moderne økonomi – den flydende trafik og repræsenterede det nye kejserdømme – imperiet. I krigssituationer gjorde de brede boulevarder det også nemmere for hærens tropper at komme gennem byen. Der blev skabt nye indkøbsmuligheder: stormagasiner og haller med grøntsager og kød. Der kom nye skuepladser, teatre, operaen og cafeer og dansesteder skød op af jorden som paddehatte.

Det nye hektiske storbyliv tiltrak kunstnere. Malere og forfattere kom til og bosatte sig rundt om i byen, bl.a. også i de nye kvarterer, hvor de kunne betragte det fjerne mylder af fodgængere, heste og vogne, der hastede forbi på de brede boulevarder. 

Billedet forestiller byen dækket af sne, hvorpå lyset reflekteres. De primære farver, der anvendes er nuancer af hvid, blå, violet og orange. Billedet er malet i fugleperspektiv, hvilket giver fornemmelsen af, at man er beskuer – at man sidder højt hævet og kigger ud og ned på livet i byen, uden at man selv kan ses. Billedet er komponeret med høje parisiske huse i venstre side – i midten er boulevardens træer, hvorunder der holder og kører hestedroscher. Nederst til højre i billedet er menneskemylderet, hvor folk promenerer parvis eller går i hast enkeltvis. Som brud på vinterfarverne er der en klase af rød orange balloner.

Billedet blev vist første gang på en udstilling i Nadars studio i foråret 1874. I anmeldelsen i Le Charivari den 25. april 1874, beskrives en af de besøgendes reaktion på Monets billede: 
"Ha, ha," lo han satanisk, "dette her er virkelig godt! ... Her er sandelig indtryk (impression), må man sige. ... Men fortæl mig, hvad disse mange små sorte slikkemærker forestiller nede i bunden af billedet." 
"Dem? Det er spadserende mennesker." 
"Ser jeg sådan ud, når jeg spadserer ned ad Boulevard des Capucines? ... Himmel og helvede! Gør De nar af mig?" 
"Jeg forsikrer Dem, Monsieur ..." 
"Og disse klatter blev lavet på samme måde som man kalker granit til et springvand: slip! slop! vlim! vlam! Det er uhørt, rædsomt! Jeg får næsten et slagtilfælde!" (Larsen 2004, Internetdoku-ment) 

Denne ordveksling beskriver meget godt det skift, der skete fra det naturalistiske maleri til den impressionistiske udtryksform. Monet brød med det traditionelle princip om at blande billedets farver stofligt på paletten, der svækkede farvens renhed og evne til at reflektere lys. I stedet udviklede han gradvis en opdeling og adskillelse af ublandede farver i små, tætliggende, skitseagtige og kommaagtige strøg, hvis lysrefleksion intensiveredes ved, at farverne nu i stedet blandedes optisk på betragterens nethinde. Dermed opnåede han en langt mere naturnær lyskraft i sine billeder.

Farverne i dette billede er som i det tidligere nuancer af blå, violet, orange og hvid. På billedet ser man togene under tag på perronerne med dampen stigende op fra lokomotivernes skorstene, som på den måde danner dis eller tåge, der igen symboliserer den uro, som kendetegnede storbyen og det moderne liv. Monet har fanget et flygtigt øjeblik, selv om det må have taget ham mange øjeblikke at male og sikkert også besværliggjort af, at motivet er set fra selve togskinner-ne. Togene, der afgik og ankom fra denne station, havde destinationer som Normandiets kyst, Rouen, Chatou, Bougival, Argenteuil, Eragnu og Giverny – steder, hvor de store impressionister malede mange af deres kendte billeder.

Monet er i sine billeder optaget af naturens kræfter, vandet, dampen, tågen, skyerne, sneen. Han sætter dem over for hinanden for at vise ubestandigheden. Han polariserer i banegårdsbilledet vand, luft og det smukke genskin i dampen, som toget udsender. Han maler banegården i dens halvmørke og lader det skarpe sollys bryde gennem det store glastag og dampen for derefter at aftegne vinduesfelter og tagkonstruktion som lystfelter på sporområdet. Baggrunden er som på billedet Boulevard des Capucines udvisket og han viser kun et tyndt lag af den moderne virkelighed i fragmentariske glimt. Det er linier, lysvirkninger og farvespil, der optager ham og ikke varme og slid i togets førerrum eller tiggere på gaden.

Monet ønskede sammen med de andre impressionister at se verden med en ny og frisk umiddel-barhed, som blev støttet af fotografiet og af nærmest videnskabelige studier af farver og lys. Det skabte forvirring og chok blandt traditionalisterne. 

Som traditionalist ville man sige, at billedet ikke var færdigt – at det bare var tilfældige farveklatter og en hån mod beskueren. Dette blev forsvaret med, at de rigtig nok ikke var færdige i traditionel forstand – at skabelsesprocessen var standset endnu mens mangetydigheden var i behold. Billedet var endnu ”åbent” og gjorde betragteren til medproducent – ikke af billedet, men af den kunstneriske oplevelse. Der sker en subjektivering af billedet, som giver beskueren en egen mulighed for at tolke videre på billedet og skabe sin egen virkelighed.

T. J. Clark ser Monets billede Boulevard des Capucines som et forlorent og turistet billede af Haussmanns Paris, hvor fattigdommen i andre billeder vises klarere, bl.a. Nobert Goenuettes La Distribution de la soupe aux pauvres à la porte du restaurant Brébant fra 1880. De forskellige klasser var til på samme tid uden af den grund at mødes – historien eksisterede, men Haussmanns pladser og gader gav mulighed for at den kunne gemmes, skriver Clark (Clark, s. 73-75). De impressionistiske malere tilhørte alle borgerskabet (Manet og Degas endda det højere) mens kun Renoir var arbejder og uddannet på porcelænsfabrik.

Impressionisterne i Paris må have følt sig splittet – på den ene side ønskede de at gøre op med ”Le beau ideal”, som Akademiet stod for, men samtidig ønskede de primært at portrættere det moderne liv, som storbyen rummede – og ikke så meget armoden, arbejderne og det beskidte liv, som også fandtes. De var afhængige af et købedygtigt publikum, og på trods af deres tro mod kunsten, kunne de ikke begive sig ud i at male noget, som borgerskabet i hvert fald ikke ønskede at se – endsige betale for. Undtagelserne er dog bl.a. Renoir og van Gogh, der har lavet mesterli-ge malerier, der skildrer mismodet blandt den del af bybefolkningen, der blev flyttet fra den indre del af byen og ud i forstæderne, og som T. J. Clark inddrager i sin problematisering af Haus-smanniseringen. 

Baudelaire beskriver i sit essay kvindernes blik som flakkende, apatisk, åndsfraværende og strejfende. (Baudelaire 1964, s. 36). Det er en bombardement af sanseindtryk – intet er roligt eller afbalanceret. I det 12. afsnit om kvinder og prostituerede skriver han f.eks.: "Her majestætisk, dér let, snart slank, ja ligefrem tynd, snart kyklopisk. Under tiden lille og tindrende, undertiden tung og monumental." (Baudelaire 1964, s. 36 i Vagn Lyhnes oversættelse: Lyhne 2001, s. 91). Samme sted bruger han farver til at beskrive det – nemlig som nordlyset, rødt, orange, svovlfar-vet rosa og violet, hvilket er de samme farver, som Claude Monet brugte. Stilen med de korte sætninger samt ordvalget er klart med til at vise, at der er tale om impressionistiske beskrivelser.

Flanøren, som er verdensmanden og manden i mængden, har Baudelaire hentet inspiration til hos Edgar Allan Poes The Man of the Crowd fra 1840. Det er den nærmest ensomme skikkelse i menneskemængden, isolationen midt mellem de andre, som skifter stemning alt efter hvordan mængden er. 

For Baudelaires flanør, er nysgerrigheden blevet en ubetinget lidenskab, uimodståelig! og verdensmanden begriber hele verden og de mystiske og fornuftige grunde til menneskers gøren og laden (Baudelaire 1964, s. 6-7). Mængden er hans domæne, som luften er fuglens og vandet fiskens. Han føler sig hjemme i mængden, i bølgebevægelsen, i det flygtige og uendelige. At være hjemmefra og dog være hjemme over alt (Baudelaire 1964, s. 9). Mens Poes mand i mængden er noget slidt (men dog ædel) er Baudelaires en dandy, som har pengepungen i orden.

Charles Baudelaire: A une passante
Flanøren har et falkeblik, der indoptager det virvar, som er, og på få minutter vil det digt, som kommer ud af det, være skabt i hans fantasi (Baudelaire 1964, s. 11). Dette digt kunne sagtens være Baudelaires eget digt A une passante fra digtsamlingen Les fleurs du mal, som blev udgivet i 1861. 

Digtet består af 4 strofer med hver 3-4 vers. Sætningerne er meget korte, og der er meget tegnsætning: kommaer, udråbstegn og tankestreger, som er med til at give et flygtigt indtryk. Digtet starter straks med at vise os sted og stemning: I trafikkens inferno og larmende strøm. Fortælleren er en beskuer, der for øje på en kvinde, som løfter op i kjolen. Flanøren kan så kort se et dameben – han bliver fortryllet og får en dræbende lyst til hende. Kvinden er hurtigt borte og betragteren fabler allerede om, at han kunne have elsket hende (taler til hende direkte). Man fornemmer fascinationen: det at kunne betragte uden at det rigtigt bliver til noget – noget kropsnært.

Peter Poulsen, der senest har oversat Baudelaires digt til dansk, skriver i sit efterord, at Baudelai-re ikke blot er skaber af en ny slags digte men indstifter en ny bevidsthed, og er talerør for en anden livsopfattelse. 

Baudelaire polariserer i The Painter of Modern Life den universelle skønhed over for den flygtige skønhed, som på dialektisk måde ophæves til hans ide om skønhed. På samme måde findes i essayet mange eksempler på 2 modsatrettede ting, f. eks. flanørens sind som barnligt, sensibelt, åbnet og fantasifuldt på den ene side og modent, voksent og analyserende på den anden, som dialektisk ophæves til at være geniet. 

Når jeg har valgt Monet og Baudelaire til at beskrive det moderne liv, er det fordi de begge formår at give indtrykket af den puls, en metropol, som Paris har. Jeg fornemmer klart et røre og en dirren i de 4 værker. Fra Monets Boulevard de Capucines med det store menneskemylder set fra oven til Baudelaires lille afstandsflirt med en tilfældig forbipasserende kvinde. Mens Baudelaires betragtninger har seksuelle undertoner, er Monet mere optaget af byens udseende, og hvordan teknikken (lokomotivet, røgen og banegården) spiller en rolle i den moderne by. Baudelaire skildrer hverken befolkningen eller byen i digtet A une passante og alligevel fornemmer man dens tilstedeværelse. Teoretisk kunne det have fundet sted på landevejen, men de korte og brudte sætninger giver indtryk af massernes tilstedeværelse. Det virker næsten som et chok, der afspejler de rodløse intellektuelles møde med storbyens menneskefjendtlige natur og de fremmede menneskemasser. 

De impressionistiske kunstnere vendte ryggen til den ophøjede kunst i 1800-tallet. Man vendte sig bort fra de heroiske historiske billeder samt fortællinger og ønskede i stedet at afbilde motiver fra dagliglivet. Man var fascineret af fotografiet, det objektive, som kameralinsen faktisk så – indtrykket. 

Mens Monet tilhørte borgerskabet og levede pænt (dog uden at være rig) var Baudelaire mere en omstrejfer – og ligner måske meget godt de jeg-personer eller iagttager, han selv beskriver. Han blev som 23-årig umyndiggjort og havde aldrig rigtig styr på økonomi eller livet. Han flyttede fra logi til logi og havde et problematisk forhold til såvel alkohol som euforiserende stoffer.

Sammenligner man de to kunstneres skildringer af Paris, kan man sige, at Monet er fascineret af jernbane, fart og tempo samt at beskue på afstand – Baudelaire af de nære relationer, betragterens rolle og kvinderne – de seksuelle undertoner. De var begge fascineret af storbyen, hvor de kunne gå rundt og observere livet.

Begge formår dog at skildre et pulserende liv med impressionistiske indtryk. De interesserer sig ikke for, hvordan ”tingene” ser ud – det begrebsmæssige. De er optaget af det umiddelbart sansede, farver, lys, stemninger og atmosfære. Det er det, der gør dem spændende og nytænkende – de fanger bevægelsen, som storbyen udstråler. Monet brugte hastige impulsive penselstrøg og Baudelaire abrupt og brudte sætninger, både i digt og essay, og man efterlades urolig og sitrende – storbyen og dens stemning har indfanget én.

Litteratur
Baudelaire, Charles: A Une Passante IN: Les Fleurs du mal, Magnard 1990

Baudelaire, Charles: Helvedesblomster. Oversat og kommenteret af Peter Poulsen. Nansensgade Antikvariat, København 1997

Baudelaire, Charles: Det moderne livs maler. Redaktion og efterskrift Vagn Lyhne. KLIM, 2001

Baudelaire, Charles: The Painter of Modern Life. (1859-60) IN John Mayne (red.): Charles Baudelaire, The Painter of Modern Life and other Essays. London 1964,

Clark, T. J.: The view from Notre-Dame IN: The Painting of Modern Life. Princeton University Press, 1984. 

Fonsmark, Anne-Birgitte (red.): Impressionister i byen. Ordrupgaard, København 1996

Larsen, Steen: Den ny orden: Kaos forklædt som tilfældighed. Internetdokument, læst 17. juni 2004 – http://home4.inet.tele.dk/larsens/kaos.html 

Lyhne, Vagn: Savnets Vellyst. KLIM, 1990

Monet, Claude: Maleriet La Gare Saint Lazare, 1877

Monet, Claude: Maleriet Boulevard des Capucines, 1873

Bilag: Claude Monet: Gare Saint Lazare, 1877