© Jens Christian Jensen, 20. januar 2000

Indledning
Udgangspunktet for denne opgave har været en nysgerrighed for at kigge på og få mere at vide om den gruppe mennesker, der i Libanon gennem generationer har været undertrykt. Et forsøg på at forstå, hvilke mekanismer, som har været medvirkende til, at der har udviklet sig et oprør fra disse menneskers side. Under borgerkrigen i Libanon fra 1975 til afslutningen i 1990 (efter vedtagelse af Taif-aftalen i 1989) er der blevet udført en del voldshandlinger, både fra shiamuslimsk og fra kristen side, som har vanskeliggjort et videre samarbejde, men som også har vist - synes jeg - at situationen har været nødt til at komme helt derud, hvor det er tabet af menneskeliv, der har været medvirkende til, at det er gået op for omverdenen, hvad der rent faktisk har foregået i landet siden overdragelsen af mandatet fra Folkenes Forbund til Frankrig i 1920. 

Ud over det pensum, jeg har opgivet, har jeg støttet mig til Jørgen Bæk Simonsen: Politikens Islamleksikon (Politiken 1995), Den Store Danske Encyklopædi (Gyldendal 1994-1999) samt Henny Harald Hansen: Shi'a Islam (Gyldendal 1983). 

Da Muhammed døde i 632 havde han ikke selv udnævnt sin efterfølger til at lede det islami ske samfund, al-umma, men man blev enige om at udnævne en af hans nære medarbejdere Abu Bakr til kalif. Størstedelen af muslimer (90%) er sunnitter og bekender sig til den del af religionen, hvor enhver kan udnævnes til kalif, hvis han kan lede samfundet efter de sædvaner (sunna), som er overleveret gennem et stort antal traditioner (hadith). I modsætning til denne overbevisning, hvor det er de nulevende, der udnævner en efterfølger, mener shiamuslimerne, at man via sin nedstamning direkte fra Muhammed, på forhånd er udset til at være efterfølger, og at man derfor har de nødvendige forudsætninger for at kunne lede samfundet. Shiitterne er af den opfattelse, at Muhammed i Ghadir Khumm kort før sin død udnævnte Ali ibn Abi Talib som sin efterfølger, og at Abu Bakr af Muhammed kun blev bedt om at lede fredagsbønnen i moskeen. 

Abu Bakr var kalif i bare 2 år fra 632 til 634, hvorefter Umar ibn al-Khattab efterfulgte frem til 644. Fra 644 til 656 var Uthman ibn Affan kalif, en mand fra en mekkansk Umayyade- klan. Kallifferne var indtil da pr. tradition blevet udnævnt fra Quraysh-stammen - dem Muhammed selv tilhørte. Den nye kalif Uthman blev beskyldt for nepotisme, var svag og manglede lederevner, og han blev i 656 myrdet af en gruppe egyptere. Ali, Muhammeds fætter og svigersøn, efterfulgte den myrdede som kalif.

Ali var meget karismatisk, og på grund af det tætte familieforhold til Muhammed betragtede mange ham som den rette efterfølger og mente, at de kommende ledere af samfundet skulle nedstamme fra Ali. Samtidig med at Ali blev indsat som kalif gjorde Uthmans nevø Mua wiyah krav på at blive efterfølgeren. Visse andre, heriblandt Muhammeds unge enke Aisha, var ligeledes utilfreds med Alis udnævnelse, men besejredes i det såkaldte "kamelslag", hvor Aisha, som hærens samlende midtpunkt er til stede siddende på en kamel. Ali blev af sekten "de udtrådte" (kharidjiterne) stukket ned i 661, og Alis ældste søn - Muhammeds barnebarn - Hasan blev femte kalif i Damaskus. Han døde 19 år senere og Alis yngste søn Husain drog til Mesopotamien for at lade sig udråbe til kalif istedet for Yazid, Muawiyahs søn, der gjorde krav på at efterfølge sin far. Ved Kebala mødtes Husain af Yazid's hær, som omringede dem og lod dem sulte og tørste ihjel. Kvinder og børn overlevede og blev bragt til Damaskus, deri blandt Husains spæde søn Ali Zain al-Abidin. 

Slaget ved Kebala fik vidtrækkende konsekvenser, ikke bare politisk men for religionen islams videre udvikling - den blev splittet i sine to hovedsekter, sunni- og shiaislam. For shiitterne blev Ali og Husain nu martyrer, og kun dem og deres direkte efterkommere kunne være islams egenlige leder, imam. Imamen er for shiitterne religionens leder, mens sunnitter ne betragter imamen som den, der leder fredagsbønnen i moskeen. Mens sunnitterne hver gang en kalif døde, valgte en ny hersker, der videreførte profetens rolle som verdslig regent eller statsmand, er det gået anderledes og mere tragisk for sig hos shiitterne. Her er regentræk ken uendelig kort. Kun 12 imamer har eksisteret, da den sidste i 873 forsvandt i en brønd i Samara. En mindre del af shiamuslimerne tror på, at der har eksisteret 7 imamer, men fælles for alle er, at de mener den sidste imam er forsvundet på hemmelighedsfuld vis for engang, når tiden er inde at vende tilbage til menigheden som mahdi, den af Gud retledte. 

Shiisme har været statsreligion i Iran siden 1500, og der lever store mindretal i bl.a. Indien, Pakistan, Irak, Egypten og Syrien. 

Området kom under osmannisk kontrol i 1517, men var opdelt i flere selvstyrende områder ledet af forskellige slægter med hver sin religiøse tradition. Dette foregik i 400 år helt frem til afslutningen af Første Verdenskrig i 1918, hvor det efter den britisk/franske Sykes-Picot-af tale samt af Folkenes Forbund blev fransk mandatområde fra 1920. Efter en borgerkrig omkring 1860 blev der dog ved europæisk indblanding indsat en osmannisk, ikke-maronitisk og ikke-libanesisk kristen guvernør, som i samarbejde med lokale råd skulle administrere Libanonbjergene. 

Den første folketælling efter den franske overtagelse i 1920 viste, at 55% af indbyggerne var kristne, den sidste officielle folketælling i 1932 viste et fald på 4% i den kristne andel. I 1970, hvor der var ca. 2,2 millioner indbyggere anslås den kristne andel til at være faldet til 42%.  og i 1990'erne er der ifølge Hariri Foundation samt Den Store Danske Encyclopædi 35% kristne - og antallet af shiamuslimer er beregnet til ca. 35%. Sunnimuslimerne udgør ca 24%, så altså et flertal af muslimer i et tidligere kristent domineret land. 

Maronitterne i dagens Libanon stammer fra det syriskortodokse kirkesamfund, og har været bosat i den nordlige del. De er opkaldt efter eneboer-asketen Maron fra ca. 400 e.Kr. Der var under korstogene tæt forbindelse med den romersk-katolske kirke, men de levede ellers isoleret indtil de i 1800-tallet fik kontakt til de vestlige kolonimagter; der udviklededes en livlig handel, og et kristent - europæisk støttet - samfund i Mellemøsten blomstrede op. 

Ud over maronitterne befinder der sig en gruppe kristne, de ortodokse, hvis traditioner stam mer tilbage fra det byzantinske rige. De har haft mindre kontakt med Europa end maronitter ne, og de udgør sammen med en mindre gruppe græsk-, russisk- og arabiskortodokse samt armenere den sidste del af de kristne i Libanon. 

Den største gruppe mennesker i Libanon er muslimerne (ca 65%). De er opdelt i 2 store grupper, sunni- og shiamuslimer og så en mindre gruppe drusere (ca 8%). Druserne er en lille gruppe på ca. 300.000, som har holdt sig meget for sig selv og giftet sig indbyrdes. De ned stammer fra fatimidekalifatet i Egypten men blev af andre muslimer betragtet som hæretikere, fordi de tolkede den fatimidiske kalif al-Hâkim som guddommelig. Nogle flygtede så til bjergområderne i det østlige Libanon, hvor de formåede at leve isoleret som en særlig religiøs gruppering. 

Sunnitterne har levet i det norlige Storlibanon og været støttet af Det Osmanniske Rige gennem mange år. De drev handel i kystbyerne Beirut, Tripoli og Sidon, men blev i Beirut samt omkringliggende kystegne skubbet væk, da de nye bosættere - franskmændene - kom til landet i midten af 1800-tallet. 

Shiamuslimerne har siden korstogene levet i de nordøstlige dele af Libanon langs grænsen til det nuværende Syrien (området omkring og syd for Ba'albek) samt i Sydlibanon. De støttede det shiitiske safavide-dynasti i det nuværende Iran og gjorde sig på den måde til osmanniske og sunnimuslimske fjender. Shiitterne blev skubbet ud af Libanonbjergenes områder Kis rawan og Shuf af maronitter og drusere samtidig med at osmannerne drog på plyndringstogter i Jabal Amil området i syd. Det har bevirket, at deres territorier er blevet stærkt indskrænket og shiitterne er rykket væk fra landets centrum og de lukrative Libanonbjerge til de to peri fære områder i nordøst og syd. 

Shiamuslimerne følte sig mere knyttet til det uafhængige arabiske styre i Damaskus efter Første Verdenskrig men var underlagt det franske mandat. De etablerede væbnede bander, isâbât, som gjorde oprør mod franskmændene og angreb nærliggende kristne byer. Ved folketællingen i 1932 blev en del af de shiamuslimske landsbyer ikke talt med, da franskmæn dene dog alligevel ikke havde kontrol over hele landet; dette bevirkede, at maronitterne og de øvrige kristne fik tildelt en større procentdel af folketallet - og dermed også en større del af magten i landet. 

Shiitternes sociale og politiske mobilisering
Shiamuslimerne på landet levede i et feudalt system, hvor de enkelte var bønder under en herremand eller forpagter. I storbyerne, som f.eks. Beirut levede de som småhandlende eller arbejdede i småindustrien. Fattigdommen var stor i landområderne, levestandarden var 5 gange lavere end i Beirut (i 1950'erne) og kommunikationen i områderne var dårlig tillige med ringe lægelige og uddannelsesmæssige faciliteter. Der eksisterede et gammelt system med bey og abaday (herremænd og såkaldte muskelmænd), hvor der var helt faste og for beboerne trykke rammer samt en tæt kontakt inden for de små samfund. 

Den libanesiske regering, anført af præsident Fuad Shihab, forsøgte fra 1958 at gøre noget ved den økonomiske og især sociale skævhed i samfundet. Infrastrukturen og uddannelsessektoren udbyggedes, hvilket bl.a bevirkede, at antallet af libanesiske skolebørn blev firedoblet fra 1958 til 1971. 

En shiitisk families indkomst var i 1971 på 4.532 libanesiske pund svarende til 1.510 US- dollar, hvor den gennemsnitlige nationale indkomst var på 6.247 libanesiske pund og samtidig udgjorde shiamuslimerne den største gruppe, der havde en familieindkomst på under 1.500 libanesiske pund. 

På samme tidspunkt havde kun 6,6% af shiitterne en uddannelse svarende til 4. klasse eller højere - og det sammenlignet med sunnitternes 15% og de kristnes 17%. Analfabetismen var også størst hos shiamuslimerne - 31% for mændene vedkommende og 70% for kvinderne. Til sammenligning var kun 13% af de græskortodokse mænd analfabeter, mens 20% hos kvinderne var det. 

På det politiske område havde shiamuslimerne ikke den retmæssige andel af det demokratiske system, som de burde. Selv om befolkningssammensætningen op gennem 2. halvdel af 1900- tallet de facto havde ændret sig, fastholdt maronitterne, franskmændene og de andre kristne grupper, at fordelingen af magten skulle være den samme som resultatet af folketællingen i 1932. Ved indgåelse af Den Nationale Pagt i 1943 (Mithaq al-Witani) og etableringen af staten Libanon, fastholdtes fordelingen fra 1932 og maronitterne fik præsidentembedet, sunnitterne premierministerembedet og shiitterne embedet som formand for parlamentet. Den reele magt i samfundet har ligget hos 26 familier, som siden 1943 har haft 35% af alle parlamentssæder. Det har været kliker af politiske chefer, hvor magten gik i arv fra far til søn. 

Statsinstitutionerne var blevet mere komplicerede. Hvad der før det franske system med offentlig administration og valgte embedsmænd var nemt og ligetil blev nu mere kompliceret; der opstod en mystik omkring især det retslige system og en korruption blandt embedsmænde ne, som medvirkede til, at befolkningen blev afskåret fra brugen deraf, og det fik også borger ne til at holde sig væk. 

I samfundet foregik der generelt en omvæltning, hvor det flyttede sig fra at være et feudalt til at være industrielt. Effektiviseringen og omlægningen fra udbyttet landbrug til afgrødeø konomi bevirkede også, at en større del af bønderne blev arbejdsløse eller tjente mindre end hidtil. Det fik dem til at søge til byerne - primært Beirut - i håb om at kunne tjene penge dér. Faktisk flyttede 50% af befolkningen til Beirut og dens forstæder, hvor de flyttede ind i forladte fabriksbygninger eller byggede blikhuse i slumkvarterer. Der herskede stor fattigdom blandt indbyggerne i Beirut; de fastholdt en tæt kontakt med familie og venner, som var blevet tilbage i landsbyerne, hvilket bevirkede, at de religiøse skikke, der ellers var blevet er stattet med en mere vestlig levevis som følge af franskmændenes indflydelse, igen blev bragt ind i dagligdagen for på den måde at bekræfte shiitternes kollektive identitet. 

En gryende utilfredshed var begyndt at komme til syne hos shiamuslimerne. Sammen med en øget bevidsthed så de en mulighed for at gøre oprør, i håb om at tingene kunne ændres til det bedre. I starten var der ingen form for organisering af det begyndende oprør, det foregik spredt rundt omkring, bl.a. hos fattige bønder og hos dem, der var flyttet fra landet og ind til primært Beiruts fattige forstæder. 

I forbindelse med den ønskede nedbringning af analfabetismen, blev en del shiamuslimer efter endt skolegang sendt til Beirut og nogle videre til Europa med en højere uddannelse for øje. Andre igen var emigreret til andre mellemøstlige eller europæiske lande, og dér fået uddannel ser. Disse intellektuelle - også inspireret af ungdomsoprøret i 1968 - kom tilbage til Libanon med en politisk bevidsthed og ambitioner. De fik arbejde rundt omkring, og fandt ud af, hvordan det shiamuslimske folk følte sig undertrykt og tilsidesat. 

Påvirkningen udefra, den øgede rejsefrekvens både indenlands og udenlands, presse og TV, nedgang i landsbrugssektoren samt udvidelse af servicesektoren - alt dette påvirkede livet i landsbyerne og i forstædernes slum. Menneskene var parate til at gøre deres politiske vilje gældende. 

SISC (Supreme Islamic Shi'i Council) blev ved lov dannet i 1967 og skulle være statens samtalepartner med de enkelte områder. SISC's leder i foråret 1970, Musa Sadr truede med at sende hjemløse fra syden op til hovedstaden for at besætte bygninger. Grunden til det var, at israelerne havde bombet palæstinænsiske militærbaser i Sydlibanon og derved bragt røre og frustration i området. Det udviklede sig til shiamuslimernes første generalstrejke - en blandt mange strejker og husbesættelser tillige med massedemonstrationer og protestmarcher, som kom til at præge billedet i en del år. Tobaksplantere i Sydlibanon protesterede i foråret 1973 mod det uretfærdige system, de var underlagt, hvilket udviklede sig til voldsomme sammen stød med de lokale sikkerhedsstyrker. 

I sommeren 1973 fik den shiitiske modstand en mere fast struktur og Musa Sadr var med til at organisere samlinger i bl.a. Baalbak og Tyre. Under én af disse samlinger blev den shia muslimske bevægelse officielt født og døbt Harakat al-mahrûmîn. Musa Sadr, som blev født i Qum i Iran i 1928, var uddannet mudjtâhid i Iran og Iraq og blev mufti i Tyre i Libanon i 1959 og libanesik statsborger i 1961. 

En af Musa Sadrs krav var: "Nok af tålmodighed, nok af ydmyg deltagelse". Ordet "thawra", der betyder revolution og oprør, blev flere gange hørt over højtalere. Videre blev det sagt: "Vi fremsiger det, der er forkert og urimeligt. Med start fra i dag vil vi ikke længere beklage os eller græde. Vores navn er nægtelsens mænd "râfidûn", hævnens mænd, der laver opstand mod al tyrani, selv om det vil koste os vores blod og vores liv." 

Ved borgerkrigens udbrud i 1975 blev håbets bevægelse, Amal formelt dannet, hvortil der blev lavet et charter. I det hedder det bl.a., at bevægelsen er et udtryk for menneskets håb for et bedre liv, og at bevægelsen udspringer fra troen på Gud/Allah. Bevægelsen vil hårdt og ubarmhjertigt bekæmpe voldsherredømmer, den afskyr imperialisme og bekæmper de begær lige arrangementer, som landet Libanon er udsat for, og den tilslutter sig nationale (pan- arabiske) interesser og befrielse af arabiske lande. På trods af disse meget klare signaler, afstod Musa Sadr fra at involvere Amal i selve borgerkrigens kampe, hvilket fik mange shiamuslimer til at vende bevægelsen ryggen. 

Parallelt med Amalbevægelsen fandt revolutionen sted i Iran, hvor der blev dannet mange forskellige grupper - den største blev dannet i Libanon. Den blev kaldt Hizbollah, Guds parti, og blev støttet meget kraftigt fra Iran, såvel med soldater og våben som med penge. Lederne i Amalbevægelsen var primært intellektuelle og bl.a. inspireret af, hvad de havde lært på universiteterne samt ungdomsoprøret i 1968, mens Hizbollah næsten udelukkende var domi neret af højt rangerede religiøse figurer med meget lidt hensyntagen til politiske aktiviteter. Medlemmerne af Hizbollahs konsultative råd, majlis al-shûra, havde næsten alle studeret i Qom i Iran og Najaf i Iraq (på det tidspunkt, hvor Khomeni levede i eksil). 

Hizbollah gav sig lov til at herske i islams navn og bruge terror mod Allahs fjender. De krævede kontrol over såvel den offentlige som den private sfære og afviste at lave politiske kompromiser. Amal og Hizbollah konkurrede ikke om religiøse eller revolutionære projekter men om kontrollen over det shiamuslimske og over Libanon som helhed, hvilket var med til at forlænge og forøge graden af den politiske vold - også mellem shiamuslimerne og andre grupper - især i Vestbeirut.

Det, der ikke lykkedes på politisk eller konstitutionel vis - eller gennem shiitiske protester, blev nu opnået ved magt. Den oprindelige grund til konflikten var forsvundet og var blevet erstattet af fjendtlighed mellem fraktioner og - fremfor alt - af konflikter inden for de enkelte befolkningsgrupper. 

Efter at være blevet angrebet af den kristne milits, flygter henved 100.000 shiamuslimer. Det dannede grundlag for indelukkelsen i 3 distrikter, i Baalbek-området i Jabal Amil og i de sydlige forstæder til Beirut. Her forskansede de sig og militsgrupperne kunne så i fred og ro udvikle sig. Specielt i Beirut var opdelingen af de forskellige områder med sekter meget skarpt trukket op. Der skete et brud med den samfundsopdelte stat og de traditionelle politik ker samt en styrkelse af de indre bånd i ens egen gruppe. 

En anden medvirkende faktor for shiamuslimernes mobilisering var, at der skete en påvirk ning fra andre grupper, organisationer og lande i og udenfor Mellemøsten, der var med til at intensivere det ulmende oprør, der foregik. Der var tale om udefrakommende vold med deraf følgende militærangreb og besættelser af landområder. De udenlandske magter havde kontakt med forskellige grupper inden for landets grænser, og de blev via mellemmænd forsynet med våben samt tilskyndelser om at rejse sig i væbnet kamp. Der skete altså en udefra kommende indblanding i de hidtil interne oprør for/mod en stat, der via sine systemer havde udstødt en gruppe af underprivilegerede mennesker. 

Alt dette skal også ses i lyset af den globale situation på dette tidspunkt. Jerntæppet ned gennem Europa havde opdelt verdensordenen i 2 lejre, hvor man enten var for eller imod vesten og de normer, som dén stod for. Våbenkapløbet, tillige med de midler - eller mangel på samme - som fattige eller underprivilegerede grupper/organisationer i samfundet stod foruden, og ikke havde mulighed for at komme i nærheden af, gjorde uvilkårligt, at de måtte ty til andre midler og kanaler, hvorigennem de kunne kæmpe, ikke bare mod arbejdsgivere og et undertrykkende statsstyre men også mod en verdensopinion, som ikke havde fået øjnene op for de uretfærdigheder, der foregik. 

Den udefra kommende indblanding i libanesiske forhold, fremprovokerede også en antivestlig holdning hos shiamuslimerne. Hos de libanesiske intellektuelle var det meget "in" at tale om et udenlandsk plot (USA, Syrien og Saudi Arabien) selv om truslerne/farerne var ret reele (bl.a. syriske bombninger af Beirut i 1978 og 1989-90 samt israelsk invasion mv. i 1978 og 1982). Det var muligt at lægge skylden for al uro over på andre, og i stedet for at være selvkri tiske nægtede man at erkende egne grunde til volden. 

Fra at være dårligt stillet, nødlidt og berøvet ændredes shiamuslimernes bevæggrunde for mobiliseringen fra slutningen af 1960'erne til midt i 1970'erne sig kraftigt. Hvad der tidligere havde været et indre oprør mod landets magthavere blev nu til magtdemonstration med brug af vold og våben, således at hele verden - især den vestlige - tydeligt blev gjort opmærksom på den elendighed, under hvilken shiamuslimerne i Libanon levede. 

Konflikten i Libanon blev også forandret, fordi den pludselig fik at gøre med ikke-libanesiske og specielt ikke-muslimske - normer. Det islamiske samfund benytter sig generelt ikke af fremmedord fra andre sammenhænge, som sekulære og progressive eller liberale ideologier gør. Det islamiske samfund, al-umma tager de moralske katagorier, dets symboler og visio nerne  for verdenen fra et religiøst univers, som er kendt af alle muslimer. Dette univers kan for andre, heriblandt vesteuropæere og amerikanere, virke meget fjernt og uforståeligt. Det omvendte er også gældende. Her har vi at gøre med et islamisk samfund, som ser, at mål opnås ved hjælp af vestlige normer og måder at gøre ting på. De ser f.eks., at USA af andre vestlige lande respekteres og beundres for deres koldkrigspolitik, hvor magt bliver vist ved brug af våben og kontrol. Disse magtmidler bliver adopteret af bl.a. Libanon under borgerkri gen og får det til at ligne en splittelse mere end en sammensmeltning af to verdener, den islamiske og den vestlige. Gidseltagning, som magtmiddel bliver taget i brug, selv om det strider mod islamisk skik, men det er et magtmiddel, der er billig i brug. En kone til et fransk gidsel har på et tidspunkt udtalt, at gidseltagning er den fattige mands atombombe. Samti dig har højreorienterede i vesten set islam - og specielt shiaislam på den iranske måde - som fjendebillede, og det har i nogle sammenhænge kunnet afløse kommunismen som hovedfjende - fordi de ser en forbindelse mellem terrorisme og islam. 

Shiitterne i Libanon fejrer årligt Ashûra - årsdagen for mordet på Husain, Alis anden søn - ved Kebala. Traditionen blev indført af iranske immigranter i slutningen af 1800-tallet, men havde i midten og slutningen af 1900-tallet udviklet sig til meget mere end en mindedag. Slaget ved Kebala var blevet udspillet i private hjem, og der havde også foregået selvpisk ninger, hvor personer var gået gennem gaderne, havde pisket sig selv og lavet sår med sværd, hvor blodet løb fra. Siden begyndelsen af 70'erne udviklede ceromonierne sig fra at være perifære og politisk maginaliseret til at have karakter af demonstration af magt og visning af bannere. Antallet af steder, hvor ceremonierne foregik, voksede fra 7 til 25 og flere hundrede tusinde var med. 

I 1974 blev Ashûra revolutionært. Fra at være et kor af jammer blev det til et kor af forban delse; fra at være underkastelse blev det til opstand. Der bliver råbt "revolution, revolution, oh imâm",  og dagen efter dannede Musa Sadr kommitéen "against the high cost of living" - den 6. februar marcherede han forrest i en stor demonstration i Sidon. Dette var fortsættelsen af Ashura. Et religiøst og socialt ritual var nu blevet lavet om til politisk mobilisering. 

For det shiitiske samfund blev Ashura-ritualerne en stor del af hverdagen, og den bragte en en ny dynamik ind i samfundets ånd. Det var med til at aktualisere ulykken, lidelserne og under trykkelsen af Alis tilhængere (shî'at Ali). Tiden mellem islams fødsel i 600-tallet og nu, var som forsvundet; der blev lavet kæder eller links mellem nutidige hændelser og ting, der skete i den mytiske periode. Shiamuslimerne benyttede sammenligninger, når de fortalte historier, og hver gang blev sammenhængen mellem fortid og nutid forstærket. 

De soldater, der døde var ikke så meget ofre, men shahîd, martyrer eller villige vidner. Man har fundet videooptagelser og dagbøger fra flere, der fortæller dette. Målet var at vise effekten af fjendens vold og den mytiske sammensmeltning af det troende samfund med fortidens helte. 

Mobiliseringen - såvel den sociale og politiske som den religiøse, der startede langsomt, fordi nogle følte sig undertrykte og underprivilegerede af en statsmagt, udviklede sig til en kamp, hvor fysisk vold, terrorisme og gidseltagning blev taget i brug. Et indre oprør og en vrede skulle have været vendt mod magten i staten, men det blev til et slagsmål for åbent tæppe, der blev set rundt om i verden og satte spor langt flere steder, end det oprindeligt var hensigten. Langt flere mennesker blev berørt af det, der udviklede sig til en 15 årig lang borgerkrig med masser af ofre. Det blev til en intern konkurrence mellem militsgrupper, der kulminerede i, at Hizbollah "vandt" og Amal frasagde sig brugen af politisk vold, og accepterede Taif-aftalen af 1989. Taifaftalen blev ført ud i livet - her var man enige om en reformering af det politiske system, bl.a. en mere ligelig fordeling af magten samt færre beføjelser til præsidenten. Af Taif-aftalen mangles stadig en betingelsesløs tilbagetrækning af de israelske tropper i det besatte Sydlibanon tillige med de syriske soldater (ca. 40.000). 

Sektarisering og demokratisering
Den klare opdeling af Libanons samfund i religiøse delsamfund er et mønstereksempel på det mønster af sociale relationer, som er kendt over hele Mellemøsten i dag. Det strækker sig tilbage til tiden før islam. Historikeren Ibn Khaldun skabte omkring 1400 nogle koncepter og katagorier for at beskrive voldscykluser: Kæmpende klaner mod hinanden i konkurrencen om "mulk" i "da'wa"'ens navn med eksempler på sammenhold mellem forskellige religiøse grupper mod Maronitterne og andre eksempler på sammenstød mellem shiitiske lokalherrer i Tyre-regionen samt mellem 3 klaner i Baalbak-regionen. 

Historisk set, har man arvet det sekteriske system fra det osmanniske milletsystem, hvor man ikke skilte religion og politik. Libanon har gennem tiderne været et samfund med op til 17 forskellige sekter - alle har de historiske rødder i landet, hvor de har levet i små isolerede samfund, og alle har senere ønsket en andel af magten i landet. 

I Libanon er 40% af befolkningen kristne - i andre arabiske lande er der kun ca. 15%, og ikke i noget andet arabisk land udgør 5 religiøse samfund hver over 5% af befolkningen. Dette gør landet meget atypisk og med det udgangspunkt skal man også se de sekteriske kampe, der har pågået. Hver enkelt sekt har haft sit eget retssystem; de kristne har klynget sig til den favorable sekteriske opdeling af det politiske system af frygt for at alternativet ville blive islamisk politisk dominans. I en islamisk stat ville der ikke være så stor en plads til det kristne mindretal, som det ville kræve. Skulle de indgå i samfundet under islamisk lov, ville det være under en form for beskyttelse, dhimma, som giver kristne og jøder ret til beskyttelse, fordi de er bogens folk. De vil have mulighed for at opretholde egne religiøse og retslige traditioner uden indblanding fra det omgivende muslimske samfunds side. Ifølge islamisk ret er modydelsen for dhimma og indre selvstyre betalingen af en kopskat, djizya. 

Såfremt Libanon blev en ren islamisk stat, ville der ikke være nogen adskillelse af religion og politik, ingen pluralisme og ingen offentlig debat med modstridende synspunkter. Islamismen undslipper modernitetens modsigelser og spændingerne i befolkningen ved at have de rettro endes samfund, al-umma, men dette kan medvirke til de totalitære tendenser, som er naturlige og vedhængende i islamiske bevægelser, og som er set til dels i Amal og i særdeleshed i Hizbollah. Desuden kan man sætte spørgsmålstegn ved, om krigere og militærmænd fra de forskellige militsgrupper i det hele taget ville kunne deltage i et demokratisk system. 

Det er problematisk at have et land med sekter af forskellige religiøs observans, hvor der ikke er en retfærdig opdeling af magten, og hvor der ikke er enighed om denne magtdeling. I en stat, der er kunstig oprettet via udefrakommende kræfter, og hvor magten ikke er ligeligt fordelt, vil det uvægerligt komme til konfrontation mellem eliten og den almene befolkning - mellem bourgeois og proletariat - mellem de enkelte sekter indbyrdes samt internt i sekterne. 

Jeg tror, det er svært at danne et sekulært demokrati i et samfund, hvor to halvdele af samfun det er meget langt fra hinanden, både mentalt, udviklingsmæssigt og trosmæssigt. Det er problematisk i den forstand, at det kan være svært at vælge de normer/termer, som samfundet skal bygge på, i dette tilfælde islamiske eller kristent-vesteuropæiske. Jeg har oplevet samme problematik på Cypern, som er blevet delt, netop fordi de to befolkningsgrupper er så langt fra hinanden og hver især har ønsket mere magt - og tyrkcyprioterne har frygtet en generel græsk og græskcypriotisk overtagelse af hele øen. Den løsning, jeg ser for Cypern er, at øen skal forblive delt; at man skal etablere to selvstændige stater, som så kan samarbejde om inter statslige ting på øen - men samtidig skal man også internt og eksternt anerkende eksistensen af forskelligheden - dualiteten. I Libanons tilfælde, vil det rent geografisk være svært at dele landet op, således, at de kristne kunne få en del og muslimerne en anden, men i Nicosia på Cypern er det dog lykkes at dele en hovedstad op, hvad der også kunne ske med Beirut. På Cypern føler man sig ikke som cypriot, men som tyrker og græker, hvilket nogenlunde kan overføres til Libanon. Her er der ingen, der er føler sig som libaneser, man tager udgangs punkt i sit sekteriske ophav, værende sunni- eller shiamuslim, ortodoks, druser eller maronit. Premierminiser Rashid Karami sagde i en tale 31. maj 1984, at man skulle frakende sig de religiøse identitetsspecifikationer, hvilket vil være et stort skridt i retningen af at afskaffe sektariseringen. 

For den libanesiske stat har det, siden den blev "opfundet" af franskmændene og maronitterne i 1920, hele tiden handlet om forhandling mellem samfundets elite og aldrig været fundamen tet for konstruktionen af en libanesisk nation. Libanon er stadig styret udefra. Israels besættel se af Sydlibanon og Syriens tilstedeværelse i landet gør, at Libanon selv ikke har handlefrihed og mulighed for at udvikle et system, der passer til befolkningen. Et parlament, hvor der er en retfærdig opdeling af magten og antallet af  pladser samt fordelingen af de øverste poster i systement ligeligt mellem sekterne, kan være med til at danne grobund for et nyt og selvstæn digt Libanon. Vigtigst af alt er dog, at indbyggerne - libaneserne - uanset om de er shia- eller sunnimuslimer, kristne, græskortodokse eller drusere, inderligt ønsker et land med en repræ sentativ fordeling af magten mellem de enkelte borgere i landet uanset sekterisk tilhørsfor hold. Borgerne skal dog frigøres fra de udenlandske spændetrøjer - og mandatet, som fransk mændene fik i 1920, gives helt og holdent tilbage til libaneserne. 

Andersen, Lars Erslev (1997): bogen Muslimske fundamentalister, militante muslimer i Mellemøsten, DUPI, København. Artiklen: Hizbollah i Libanon, side 54-62

Baumont, Peter (1988): The Middle East, A Geographical Study, London. Artiklen: Religion, Community and Conflict in Lebanon, side 387-407

Clarke, J. I. og Fisher, W. B. (1972): Populations of the Middle East and North Africa, A geographical Approch. Artiklen: Lebanon: an ecumenical refuge, side 143-160

Harris, William W (1997): Faces of Lebanon - Sects, Wars and Global Extensions.
Sects and Identities, side 59-92. Families and Rulers, side 93-122. Into the Abyss, 1967-86 – side 151-202. Militias and Cantons, 1986-89, side 203-234

Hourani, Albert (1994): De arabiske folks historie. Forskellige tankeretninger, side 194-210

Norton, Augustus Richard (1987): Amal and the Shi’a, University of Texas Press, USA, side 1-238.

Picard, Elizabeth (1993): The Lebanese Shi’a and Political Violence, UNRISD, side 1-43

Yapp, M. E (1996): The Near East since the First World War: A History to 1995, side 104-115, side 265-279 og side 464-467.

I alt eget pensum: 525 sider x 1,6 = 840 normalsider – total 1814 normalsider.