Danmark havde siden 1. Verdenskrig ført neutralitetspolitik. I 1937 blev der gennemført en forsvarsordning, der gik ud på afvisning af neutralitetskrænkelser, når muligheden for det var til stede samt en undgåelse af at "...vort Territorium udnyttes af krigsførende Parter." (linie 2197-2206). I foråret 1939 sluttedes en ikke-angrebspagt med det nazistiske Tyskland, og samarbejdet med naboen mod syd blev ført af den daværende radikale udenrigsminister Peter Munch. 

Statsministeren i den daværende SR-regering var socialdemokraten Th. Stauning, der i sin nytårstale 1. januar 1940 bl.a. sagde, at "...man skal være upartisk overfor de Krigsførende", i det han henviste til neutralitetspolitikken (linie 424-246). Folket var ikke bag neutralitetspoli tikken og var bekymrede for de ulykker, som krigsførelsen påførte Danmark og andre neutrale lande, men Stauning forsvarede politikken med, at der kun var "...udsigt til Undergang, hvis Neutralitet blev opgivet." (linie 434-440). 

Det er et meget negativt livssyn Stauning lægger for dagen og "...ser ikke forhaabningsfuldt paa Fremtiden" og håber "...paa Holdbarheden af de Løfter og Aftaler, som gælder for os". Han begrunder i talen det manglende forsvar med bl.a. "...Landets Karakter..." og "...Uvilje mod Krig, som efterhaanden er udviklet i Befolkningen..."og siger, at dette "...umuliggør alle Forestillinger om effektivt Krigsberedskab." (linie 396-400) 

Den konservative Henning Hasle tager i sine erindringer fra 1974 (tekst 1) afstand fra Staunings nytårsudtalelse med manede samtidig til "...politisk samling", og udenrigsminister P. Munch sagde til den parlamentariske kommission efter krigen den 5. september 1945, at han ikke havde set Staunings nytårstale (linie 1844-1850), og i referatet fra møde i Det Udenrigspolitiske Nævn kort efter nytår 1940 hedder det, at Munch gav "...en udglattende, men utilfredsstillende erklæring." Dette er refereret i Henning Hasles erindringer (linie 67- 69). 

Christmas Møller, der havde samarbejdet med regerinspartierne i forbindelse med et forkastet grundlovsforslag om afskaffelse af Landstinget til fordel for et étkammersystem, var gået af som formand for De Konservatives folketingsgruppe og var i noget opposition til partiet. Med opfordringen til statsministeren ønskede De Konservative en udtalelse, som de 6 partier i Rigsdagen kunne enes om, omhandlende et stærkere forsvar, støtte til Finland (samt stærkere samhørrighed i Norden) og ønsket om afhjælpning af problemerne i landbruget samt med arbejdsløsheden. De ønskede, at forhandlingerne skulle være fortrolige, og at deres henven delse ikke måtte offentliggøres. 

Den 12. janaur 1940 var der ministerrådsmøde, hvorefter Stauning forfattede alternativt udkast til regeringserklæring, hvor han dog sløjfede ordene "såvidt muligt" (om sikringen af neutraliteten) (linie 155-164). Stauning fremkom med et 2. udkast, som blev skrevet i 10 eksemplarer og runddelt. På næste dags ministerrådsmøde (13. januar kl. 10.30) forelagde statsministeren et forslag (linie 178) og så vidt vides, var det identisk med de 10 eksemplarer. Det var dog ikke identisk med det endlige udkast, som blev præsenteret for De Konservative den 16. januar (mødet udskudt fra den 15.), da det var Munchs endelige forslag, der dannede grundlag for udkastet til De Konservative samt den endelige erklæring, vedtaget i Rigsdagden den 19. januar. Meget tyder på, at Munch har været involveret i Staunings ændringer, og at det er Munchs forslag, der blev fremlagt på ministerrådsmødet den 13. januar. 

De Konservatives udkast blev betydelig svækket. Dels bortfaldt alt andet end afsnittet om forholdet til neutralitetspolitikken og forsvaret, og dels blev ordlyden ændret fra "...at riget med alle til rådighed stående midler skal værnes, dets uafhængighed og fred sikres" til "...at landets neutralitet skal opretholdes og at de midler, der rådes over, om fornødent skal anvendes for at hævde og værne rigets fred og uafhændighed." (linie 193-205) 

Venstre fik en henvendelse fra De Konservative, men var afvisende, da de i forvejen havde et køligt forhold til Christmas Møller. I følge Venstres partiprotokol ville de reagere, hvis regeringen kom med et forslag, hvad Stauning da også gjorde 18. januar (linie 252-265). 

På Venstres partimøde 19. januar kl. 10.00 besluttedes det at støtte regeringsforslaget, selv om man i partiet selv havde ønsket flere ting med - bl.a. hjælp til Finland, genrejsning af de frivillige korps og en styrkelse af forsvaret. (linie 306-312). Tingene ligner meget det, De Konservative havde fremsat ønsker om, men det vides ikke, om Venstres ønsker har været fremsat offentligt eller kun har været diskuteret i gruppen eller om der har været kontakt mellem Venstre og De Konservative. 

Den konservative gruppe var uenig. Christmas Møller (og 15 andre konservative) ville støtte op om regeringens forslag til erklæring, mens Hasle (og 10 andre konservative) ville gå tilbage til det oprindeligt stillede forslag. (linie 278-285). 

Hvis der havde været et bedre forhold mellem de Konservative og Venstre, tror jeg, at et fælles forslag - evt. sammen med Bondepartiet - ville have kunnet manifestere sig bedre end tilfældet var med det konservative forslag, og de udeladte ting (hjælp til Finland, landbrugspo litik og arbejdsløshed) var måske blevet behandlet mere på tværs af partierne i Rigsdagen. 

Statsministeren meddelte den socialdemokratiske rigsdagsgruppe den 19. januar kl. 12.00, at der havde været henvendelse fra De Konservative "...bl.a. om vor Neutralitetspolitik", og at det var "...tiltrådt af 6 partier." (linie 318-322). I følge Sjøqvists tekst 2 har der ikke været materiale, som kunne belyse De Radikales overvejelser. (linie 322-324). Så vidt jeg kan se, har spørgsmålet ikke været til diskussion i Socialdemokratiet og sikkert heller ikke hos De Radikale, og det virker som om, at De Konservatives udvidede forslag ikke var videreformid let. Det kunne tyde på, at regeringspartierne ikke ønskede, at det skulle sættes til debat -  i hvertfald har de gjort, hvad de kunne for at dæmpe diskussionerne. 

Rigsdagens 70. møde den 19. januar 1940 kl. 17.00 bar tydelig præg af et aftalt sammenhold mellem regeringspartierne og de 4 andre forslagsstillere (Retsforbundet, Bondepartiet, Venstre og De Konservative). Hvor der før havde været fremført kritik af regeringens udmeldinger og politik (både fra oppositionspolitikkeres side og fra dagbladenes ledere), var der nu samklang og kun ubetydelig forskel i meningerne om Danmarks forsvar. Søren Brorsen fra Venstre sagde f.eks: "Til Værn for Neutraliteten maa de Midler, vi i den Henseende raader over - om Nødvendigheden byder det - anvendes for at værne, hvad der er vort." (linie 585-587) Den radikale A. M. Hansen sagde, at der "...nødvendigvis maa være en ubetinget og ligelig Neutralitetspolitik." (linie 644-646), og socialdemokraten Hartvig Frisch sagde: "Danmarks Vilje er Fred, Frihed og Selvstændighed, og derfor har Regering og Folk fra den første Begyndelse af Krig og Krigstilstand erklæret og fastholdt den fuldkomne Neutralitet." (linie 554-559) 

I Politikens leder den 20. januar stod der således som kommentar til beslutningen: "Den enstemmige Tilslutning til dette Standpunkt, som Afstemningen i Gaar i Folketinget viste, betyder Ro om dette Spørgsmaal, og den er en Styrkelse for Regeringen..." (linie 963-967). En avis, der står tro ved sit parti... 

Ændringer i den danske regeringens forsvarspolitik 1. januar - 1. februar 1940.
Stauning undskyldte i sin nytårstale 1. januar 1940 - med henvisning til Danmarks store kystlinie - at et forsvarsvæsen som andre lande, selv om viljen havde været til stede, ikke kunne skabes (linie 396-397). Han henviste ligeledes til, at der i befolkningen var uvilje mod krig. Dette er det socialdemokratiske organ Social-Demokraten også enig i: "Vi vil ikke i Krig, vi vil være neutrale" og henviste til, at formentlig 90% af befolkningen havde den holdning (linie 1230-1232) men sagde samtidig, at "...vi vil modsætte os - med de Midler, vi har til Raadighed - en bevidst Krænkelse af denne Neutralitet." (linie 1240-1244). 

Stauning var i sin nytårstale meget sortsynet og nærmest opgivende. Han sagde, at de små neutrale nationer i Europa ville bukke under, hvis krigen fortsat skulle gå ud over disse (linie 450-451), men at man "...maa haabe paa Holdbarheden af de Løfter og Aftaler, som gælder for os." (linie 457-458). Samtidig sagde han, at "...for vor Nation er der kun udsigt til Undergang, hvis  Neutraliteten blev opgivet." (linie 438-440) 

Dette står i skærende kontrast til omtale i lederartikel i talerøret for dele af Det Konservative Folkeparti, Nationaltidende 20. januar 1940, hvori de fremhæver, at "...den norske socialde mokratiske Regering er skredet til en meget omfattende Udbygning af Forsvarsværket" (linie 827-829) og at både "...Sveriges og Norges Arbejderklasse vil om fornødent med Vaaben i Haand forsvare deres Lands Selvstændighed." (linie 833-835). 

Beslutningerne om den danske forsvarspolitik blev truffet af en snæver kreds. Det er nævnt flere steder, at cheferne i forsvaret ikke har været taget med på råd, men blot har skullet efterleve regeringsbeslutninger. På den parlamentariske kommissions møde den 5. september 1945 svarede den socialdemokratiske forsvarsminister Alsing Andersen bekræftende på spørgsmål fra Venstres Arnt Jensen gående på, at Generalkommandoen protesterede ved styrkens hjemsendelse, og at det var regeringens ansvar. Samtidig sagde Alsing Andersen dog, at han ikke mindedes, at der i Rigsdagen ikke var fremsat kritik af hjemsendelserne. (linie 2056-2069) P. Munch nægtede i et svar til Arnt Jensen, at kende noget til om vagtche ferne havde forespurgt om aktindsigt og fået afslag. (linie 2009-2017). 

P. Munch mente, at regeringen foretog sig, hvad den skulle for at opfylde 19. januar-erklærin gen, selv om der blev sat spørgsmålstegn ved det. Han fortsatte med at sige, at det alligevel ikke ville have nyttet noget at forøge Danmarks forsvar. (linie 1875-1890) Munch mente, at 19. januar-erklæringen ikke ændrede ved Danmarks hidtil førte forsvarspolitik (linie 1913- 1917), men forsvarede erklæringens tilblivelse med, at "...Statsministerens udtalelser havde vakt Uro og havde givet det Indtryk, at man ikke vilde følge den Linie, som Regeringen og Rigsdagens Flertal tidligere havde stillet sig på." (linie 1959-1962). Forsvarspolitikken fra 1937 udtrykte ifølge forsvarsministeren, at der skulle være afvisning af "...Neutralitetskræn kelser, naar disse er af en saadan Karakter, at der foreligger rimelig Mulighed for deres Afvisning." (linie 2199-2203) Man kan sige, at hvis regeringen hævdede, at dens politik var uforandret fra 1937 og frem til i hvertfald 1. februar 1940, så kunne man ved at have et lille militær undlade at gøre forsvar mod en større magt med henvisning til Neutralitetserklærin gen. 

Det er svært at bedømme om de tiltag, regeringen tog i forbindelse med merbevillinger til forsvaret efter 19. januar har været rimelige. Set i forhold til en almindelig fredssituation, blev der bevilget meget, men ses det i forhold til, at en stor del af Europa var i krig og alle ude omkring oprustede (tilige med de nordiske lande - ifgl. lederartiklen i Nationaltidende den 20. janaur 1940 - linie 823-835) var det ikke meget. 

Jeg tror, at bevillingerne til forsvaret, som blev givet op til 1. februar 1940 har været en forlig mellem regeringen og De Konservative/Venstre, og at man har fra regeringens side har ønsket at holde forhandlingerne så tæt ind til kroppen som muligt for ikke at genskabe den uro, der kom efter Staunings nytårstale - en uro, der givetvis ville blive registreret hos naboen mod syd og måske have givet løftede pegefingre i forhold til den indgåede ikke-angrebspagt. 

Stauning blev af den konservative Henning Hasle op til nytåret 1940 karakteriseret som "... i den indenrigspolitiske sfære så erfarne og dygtige mand..." (linie 8-9) men samtidig hævdede han, at Stauning blev ført af Munch i udenrigspolitiske sager (linie 13-14). Der er i kildema terialet ingen udtalelser fra Stauning ud over hans nytårstale (tekst 3) samt opfordring til Rigsdagen om at støtte 19. januar-erklæringen (tekst 5, linie 706-734), men mellem disse to udtalelser er der også foretaget ændringer i hans syn. Fra at have et ret udpræget sortsyn i forhold til Danmarks fremtid støtter han "...fuldt og helt..." op om "...de Synspunkter, som Forslaget fører frem angående Landets Neutralitet og Nationens Vilje til at værene denne og vort Lands Uafhængighed." (linie 716-720). 

Munch havde stor indflydelse på forsvarspolitikken i denne periode, men han og hans radikale presse Politiken kan dog ikke helt styre regerinspartneren og dennes presse (Social-Demokra ten). I en lederartikel i Politiken den 2. februar 1940 hed det, at forsvarsministerens program for nyanskaffelser til militæret/forsvaret ikke var "...Begyndelsen til en Oprustning" med klar sigte på Socialdemokratens overskrift dagen før: "Vort Lands Forsvars-Beredskab styrkes - Yderligere bevillinger til Hær og Søværn..." (linie 1105-1109) samt lederen i samme avis, hvor der står, at "...det er et meget stort Beløb..." (linie 1205-1206). Politikens leder den 2. februar manede også til besindighed, og sagde bl.a. at "...vort Lands Beliggenhed og Størrelse gør det til en Umulighed at føre Krig." (linie 1270-1272). Lederen fortsatte med at latterlig gøre de politikere, der - som fortalere for et stærkedere forsvar - sammenlignede den finske situation med den danske ved nedladende at sige: "Det er fantastisk Tale, at hvad Finnerne kan, det kan vi ogsaa. Enhver kan se Forskellen." (linie 1366-1368). 

Det konservativt støttede Nationaltidende tager i en lederartikel den 3. februar fat på den forskel de via lederne i Social-Demokraten og Politiken ser, der er over for forsvarspolitikken. De undrer sig over den divergens, der er mellem regerinspartierne, hvor det socialdemokrati ske blad på den ene side ønsker "...at bevare vor Selvstændighed som Nation..." og Politiken på den anden side siger, at de ikke har "...ændret grundsynet på det danske Militærvæsens Muligheder og Opgaver." (linie 1508-1532) 

Regeringen kunne ikke sidde chefen for gardehusarerne, oberst Giersings åbne brev i Berlingske Tidende 11. januar (linie 72-74) overhøring. Den kunne ligeledes heller ikke ignorere den efterfølgende opfordring fra de Konservative. De andre  militær- og forsvarschefers udmeldinger samt Nationaltidendes opråb omkring arbejderne i de andre nordiske lande og deres ønsker har også påvirkret regeringens overvejelser. 

Socialdemokratiet har givetvis ønsket at forstærke det danske forsvar i perioden, mens De Radikale med Munch i spidsen har ønsket at holde det status quo. Stauning har sikkert tænkt i sin rolle som statsminister og som leder af Socialdemokratiet, mens Munch har tænkt i sin rolle som udenrigsminister og i forhold til samarbejdet med naboen mod syd, Tyskland. Så længe man har kunnet holde en uændret forsvarspolitik og ro i landet, så længe ville man også kunne have et godt samarbejde med Tyskland. Forsvarspolitikken i den første måned af 1940 har ikke ændret sig - der blev stadig holdt fast i neutralitetspolitikken. Dog var der den forskel, at Munch og derved også Stauning gav danskerne det indtryk, at de havde styrket forsvaret men i forhold til tyskerne signalerede de et status quo. 

Viggo Sjøqvists fremstilling af 19. januar-erklæringens tilblivelse.
Generelt synes jeg, det er en god fremstilling af forløbet omkring tilblivelsen af 19. januar- erklæringen, og det er muligt at følge forhandlinger mellem parterne. Mange af de kilder, han bruger, er referater fra Venstre og De Konservatives interne møder, hvilket kan være med til at give et farvet billede af situationerne. Sjøqvist fremhæver selv, at fremstillingen "...må blive ufuldstændig på grund af kildematerialets ufuldkommenhed." (linie 151-153) Flere ting, foretaget af statsministeren og udenrigsministeren, kan han ikke afdække, bl.a. omkring Staunings udkast med overstregninger (164-168) samt i hvor høj grad Munch og Stauning har lavet udkast i fællesskab/foretaget ændringer inden mødet med De Konservative den 16. januar (linie 180-189). Referaterne fra Socialdemokratiets gruppemøde er få og korte (linie 318-322), og man har ikke kunnet finde noget overhovedet fra De Radikales møder omkring forhandlingerne - man har således kun lederen fra Politiken (linie 322-328). Jeg kan så blive nødt til at stille spørgsmålet, om Sjøqvist bevidst har valgt kilder til og/eller fra - om han har villet fremstille sagen i et bestemt lys. 

Viggo Sjøqvist går meget op i at fremhæve de store forskelle, han ser i udkastene og den endelige formulering af 19. januar-erklæringen. For regeringen handlede det vel om, at de hurtigt og smertefrit skulle imødekomme De Konservatives forslag og få lavet en udtalelse, men Sjøqvist gør meget ud af at omtale statsministerens udtryk som "...lakonisk" (linie 320- 322). Han fremhæver også en sætning i det oprindelige konservative udkast, som senere bliver ændret, og kalder udtrykket "...bombastisk" (linie 336-337). For mig virker det som om, han ville tillægge uenigheden mellem regeringspartierne og oppositionen mere vægt end godt er. Derudover gør han også meget ud af at fortælle om ueningheden hos De Konservative:  "Uenigheden mellem Hasle og Christmas Møller var nu åbenbar" (linie 278). Han bruger også stærke vendinger som "...han sejrede på ny" om De Konservatives ja til Christmas Møllers forslag. 

Det virker som som, han ønsker at sætte forskellige parter/enkelte personer op mod hinanden og i stedet for at se formuleringen af 19. januar-erklæringen som et samarbejde til Danmarks bedste, ønsker han at se forhandlingerne, der har foregået, som noget modsætningsfyldt og negativt, hvor forskellige har forsøgt at mele deres egen kage og stå bedre i forhold til vælgerne. Han kan til dels have ret i det, da man i begyndelsen af januar 1940 øjner en forskel mellem parterne, men ved fremlæggelsen af forslaget i Rigsdagen ser en fuldstændig enighed. Om politikkerne hen ad vejen blev enige, fordi de vitterlig var enige - eller om der blev slugt kameler, kan vi kun gisne om - selv om jeg nu mest hælder til det sidste. Sagt mere diplomatisk, er dette et godt eksempel på det politiske kompromis kunst.